Mødedato: 07.06.2005, kl. 15:00

Lokalplanforslag "Parken" med tilhørende forslag til tillæg til kommuneplan 2001 - Udsat - (Indstilling samt bilag tidligere udsendt ) - (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

Lokalplanforslag "Parken" med tilhørende forslag til tillæg til kommuneplan 2001 - Udsat - (Indstilling samt bilag tidligere udsendt ) - (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

Økonomiudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 7. juni 2005

 

 

 

J.nr.             ØU 208/2005

 

 

11.                Lokalplanforslag "Parken" med tilhørende forslag til tillæg til kommuneplan 2001 - Udsat - (Indstilling samt bilag tidligere udsendt ) - (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at  vedtage forslag til lokalplan "Parken" for området begrænset af Øster Allé, P. H. Lings Allé, Gunnar Nu Hansens Plads, Østerbrogade og skellet mod den fredede boligbebyggelse "Brumleby" og børnehaven Østerbrogade 57 A med henblik på offentliggørelse

at  indsigelsesfristen fastlægges til 2 måneder eksklusive juli måned

at  offentliggørelse annonceres i områdets lokalpresse

at  vedtage den foreslåede dialogstrategi bestående af en planens hjemmeside, en lokal udstilling samt et borgermøde, udformet som et dialogmøde med deltagelse af Borgerrepræsentationens partier.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

at  det til ovennævnte lokalplanforslag hørende tillæg til Kommuneplan 2001 vedtages med henblik på fælles offentliggørelse

at  indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder eksklusive juli måned

at  offentliggørelse annonceres i områdets lokalpresse

at  vedtage den foreslåede dialogstrategi bestående af en planens hjemmeside, en lokal udstilling samt et borgermøde, udformet som et dialogmøde med deltagelse af Borgerrepræsentationens partier.

 

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 18. maj 2005

Sagen blev udsat.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 31. maj 2005

Sagen blev udsat ved mødets start.

 

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 1. juni 2005

Anbefalet, idet det forudsættes, at midlertidig eller permanent genhusning af fælledklubberne og Københavns Idrætsanlæg er uden udgifter for klubberne og kommunen.

Mikkel Warming (Ø), Ole Hentzen (C2) og Karin Storgaard (O) tog forbehold.

Sven Milthers (F) tog forbehold for at sende forslaget i høring.

Sven Milthers (F) afgav følgende bemærkning: "SF kan ikke tilslutte sig det foreliggende forslag til lokalplan først og fremmest fordi

-         den giver mulighed for en væsentlig udvidelse af antallet af store arrangementer i forhold til det hidtidige niveau

-         den indebærer mulighed for etablering af et stort biografcenter, der vil give en væsentlig forøgelse af den daglige trafik til og fra området ikke mindst udenfor normal arbejdstid

-         den ikke indeholder forbud mod motorsport."

 

 

RESUME

PARKEN Sport & Entertainment A/S, der ejer stadionanlægget "Parken" har anmodet om udarbejdelse af en lokalplan og et tillæg til Kommuneplan 2001, der dels muliggør udskiftning af den eksisterende ældre tribune fra 1950`erne ("Coca Cola-tribunen") med en ny tribune og opførelse af yderligere bebyggelse til serviceerhverv i ejendommens nordlige og vestlige hjørne for at færdiggøre anlægget, dels muliggør flere ikke-sportslige arrangementer i "Parken" under hensyntagen til det omliggende bykvarter.

Stadionanlægget "Parken" anvendes hovedsageligt til fodboldkampe, idet anlægget er hjemmebane for landsholdet og for fodboldklubben FC København, ligesom internationale klubkampe og pokalkampe afvikles her.

Tilskuertallet til sådanne kampe er stort set uden undtagelse mere end 10.000. Hertil kommer andre sportslige arrangementer. Herudover har der i Parken årligt været afholdt et mindre antal ikke-sportslige arrangementer som fortsat lovlig anvendelse fra før lokalplanens ikrafttræden.

Forslaget til lokalplan omfatter samme område som den nu gældende lokalplan nr. 137 og rummer ud over Parken med tilhørende kontorbebyggelse også Østerbro Stadion mv. Endvidere indgår i området en erhvervsbygning mod Østerbrogade (tidligere indgangsbygning til Østerbro Stadion) og Skt. Jacobs Kirke med tilhørende menighedshus og præstebolig.

Ifølge forslaget til lokalplan opdeles lokalplanområdet i underområderne I, II og III.

Underområde I fastlægges til idrætsformål mv., men for stadionanlægget Parken åbnes tillige mulighed for ikke-sportslige arrangementer såsom koncerter, konferencer, events, udstillinger, kulturelle arrangementer, selskaber og lignende. Antallet af større arrangementer – hvorved forstås arrangementer med mere end 10.000 tilskuere/deltagere – begrænses til højst 75 årligt, idet det vurderes, at antallet af større arrangementer snarere end disses art er afgørende for belastningen af omgivelserne.

Endvidere åbnes der mulighed for i tilknytning til stadionanlægget at opføre yderligere op til 13.000 m2 etageareal til serviceerhverv i form af kontorer, hotel, konferencefaciliteter, restauranter og lignende, placeret i anlæggets nordlige og vestlige hjørner.

Der medtages endvidere bebyggelsesregulerende bestemmelser for eventuelt nybyggeri på Østerbro Stadion.

Den maksimale bebyggelsesprocent i området fastholdes på 110 med mulighed for beregning for flere ejendomme under ét, og de i lokalplan nr. 137 indeholdte bestemmelser om bebyggelsens maksimale højde fastholdes, dog med mulighed for forøgelse af bygningshøjden med tekniske konstruktioner. Endvidere indeholder forslaget nærmere bestemmelser om bebyggelsens ydre fremtræden, skiltning og reklamering samt friarealer. Parkeringsdækningen fastsættes til 1 plads pr. 100 m2 nyt etageareal til serviceerhverv.

I område II fastlægges anvendelsen til serviceerhverv såsom kontorer, restauranter og detailhandel, og stueetagen fastlægges særligt med strøggadebestemmelse.

Område III fastlægges i overensstemmelse med den gældende lokalplan til offentlige formål – kirke mv.

De bevaringsværdige bebyggelser i hele lokalplanområdet sikres gennem optagelse af bevaringsbestemmelse i lokalplanen.

I forslaget til kommuneplantillæg foreslås det nuværende O3*-område (svarende til lokalplanområdet) opdelt i:

·          Et O3*-område til offentlige formål (Parken og Østerbro Stadion) med en maksimal bebyggelsesprocent på 110 og følgende særlige bestemmelser:

Parken og Østerbro Stadion: Der kan opføres et fodboldstadion i højst 6 etager og med en maksimal bygningshøjde på 35 m. I lokalplan kan det tillades, at bebyggelsesprocenten beregnes for flere ejendomme under ét, og at der indrettes op til 30.000 m2 etageareal til serviceerhverv som en del af Parkens bygningsanlæg.

·          Et S2-område til serviceerhverv ved Østerbrogade (ejendommen matr. nr. 5281 Udenbys Klædebo Kvarter, København) med en maksimal bebyggelsesprocent på 150.

·          Et O2-område til offentlige formål ved Østerbrogade (Skt. Jacobs Kirke) med en maksimal bebyggelsesprocent på 60.

Forslagene til lokalplan og kommuneplantillæg vurderes ikke at medføre, at der skal foretages en miljøvurdering i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer. Baggrunden herfor er, at planforslagene ikke vil muliggøre anlægsarbejder, som er optaget i lovens bilag, eller projekter, der i størrelse eller karakter vurderes at få en væsentlig indvirkning på miljøet.

Under hensyn til at der er tale om planlægning for Danmarks nationalstadion, beliggende i et tæt bymæssigt område, er det imidlertid fundet hensigtsmæssigt at lade udarbejde en miljørapport.

I miljørapportens ikke-tekniske resumé konkluderes, at planforslagene ikke forventes at forøge generne ved de enkelte større arrangementer, ligesom de ikke-sportslige arrangementer vurderes ikke at medføre større gener end sportslige arrangementer.

Miljørapporten er fremlagt til gennemsyn i borgmester Søren Pinds forkontor, Rådhuset, 1. sal, værelse 36, som bilagE.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

PARKEN Sport & Entertainment A/S, der ejer stadionanlægget "Parken" på ejendommen matr. nr. 6152 Udenbys Klædebo Kvarter, København, har anmodet om udarbejdelse af en lokalplan og tillæg til Kommuneplan 2001, der dels muliggør udskiftning af den eksisterende ældre tribune fra 1950`erne ("Coca Cola-tribunen") med en ny tribune og opførelse af yderligere bebyggelse til serviceerhverv i ejendommens nordøstlige og nordvestlige hjørne for at færdiggøre anlægget, dels regulerer de fremtidige aktiviteter i "Parken" med hensyntagen til det omliggende bykvarter.

Selskabet har fremsendt et skitseprojekt til udskiftning af såvel ovennævnte tribune som yderligere bebyggelse til serviceerhverv i tilknytning hertil.

Endvidere har Vej & Park udarbejdet et projekt til omlægning af Øster Allé, hvorved den kørende trafik samles i vejens sydlige side, og det frigjorte vejareal kan anvendes til rekreative formål og udvidelse af fortovsarealet ud for "Parken". Øster Allé indgår ikke i lokalplanområdet, men projektet vil muliggøre en betydelig udvidelse af fortovet langs "Parken" og derved sikre væsentligt bedre adgangsforhold for publikum til anlægget samt muliggøre en regulering af fodgængertrafikken og derved skabe bedre forhold for de tilgrænsende boligbebyggelser. Endvidere muliggøres etablering af underjordisk parkering under en del af vejarealet.

 

Lokalplanområdet og omgivelserne

Lokalplanområdet er afgrænset af Øster Allé, P. H. Lings Allé, Gunnar Nu Hansens Plads, Østerbrogade og skellet mod den fredede boligbebyggelse "Brumleby" og børnehaven Østerbrogade 57 A. Lokalplanområdet støder på to sider op til Fælledparken, der er omfattet af parkfredning, hvorom der er tinglyst deklaration.

Lokalplanområdet er beliggende i bydelen Indre Østerbro, der – bortset fra Fælledparken – helt overvejende er præget af tæt etageboligbebyggelse, herunder kvarterer med store familieboliger. Østerbrogade, der danner den østlige grænse for lokalplanområdet, har status som fordelingsgade og tilstødende bebyggelse er fastlagt som en del af bydelscentret på Indre Østerbro.

Området domineres af stadionanlægget "Parken" med plads til godt 42.000 tilskuere og med kontorhuse integreret i tre af anlæggets hjørner. Nordøst for "Parken" ligger Østerbro Stadion med atletik- og fodboldstadion samt en række bevaringsværdige bygninger i form af svømmehal, idrætshal og tennishal. Endvidere rummer området en skøjtehal. Skt. Jakobs Kirke med menighedshus og præstebolig ligger ud mod Østerbrogade.

Parkens stadionanlæg blev omfattende renoveret og udbygget i 1990`erne, hvor fodb oldbanen blev drejet 90o, og der blev opført 3 nye tribuner. Samtidig hermed opførtes i 3 af anlæggets hjørner kontorbebyggelse.

I 2000 blev der etableret en oplukkelig overdækning af stadionanlægget, hvorved dettes etageareal beregningsmæssigt blev forøget med ca. 10.500 m2.

For kontorbebyggelsen i anlæggets hjørner er tilvejebragt den i lokalplanen krævede parkeringsdækning på 1 plads pr. 100 m2 etageareal, medens der for stadionanlægget kun i begrænset omfang er tilvejebragt parkeringsdækning.

Stadionanlægget "Parken" anvendes hovedsageligt til fodboldkampe, idet anlægget er hjemmebane for landsholdet og for fodboldklubben FC København, ligesom internationale klubkampe og pokalkampe afvikles her. I perioden fra sommeren 2003 til sommeren 2004 er afholdt i alt 54 arrangementer, heraf 32 fodboldkampe, 9 andre sportslige arrangementer (speedway, tennis mv.) og 6 storskærmsarrangementer. De resterende arrangementer omfatter 6 koncerter og 1 firmaarrangement. Tilskuertallet til alle arrangementerne, bortset fra firmaarrangementet er stort set uden undtagelse mere end 10.000.

I tribunen mod P. H. Lings Allé er endvidere indrettet omklædningsfaciliteter mv. for 4 mindre fodboldklubber, Fælledklubberne, der afvikler deres kampe på banerne i Fælledparken. Disse 4 klubber – ØIF, HB, Victoria og Heimdal – har omklædningsfaciliteter i et af Københavns Idrætsanlæg indgået lejemål i tribuneanlægget, som ved lejeaftalen er sikret til 2020. Klubberne vil i givet fald, herunder i byggeperioden for en ny tribune, skulle genhuses andetsteds.

Endelig har Københavns Idrætsanlægs administration til huse i kontordelen under tribunen. Også i dette tilfælde er der indgået lejeaftale frem til 2020.

Københavns Idrætsanlægs ejendomme rummer dels Østerbro Stadion med fodboldbane og tilskuertribune af ældre dato, dels atletikbaner. Fodboldbanen er hjemmebane for 1. divisionsklubberne B 93 og Skjold, medens atletikanlægget benyttes af Atletikklubberne Sparta, KIF og AK 73 samt en lang række københavnske skoler og institutioner. Anlægget, der er Københavns eneste kunststofbelagte atletikanlæg af en vis standard, er ikke længere certificeret til afvikling af internationale arrangementer.

Herudover rummer denne del af lokalplanområdet Østerbro Svømmehal, Idrætshuset og B 93` tennishal med indendørs baner samt et antal udendørs tennisbaner, der for tiden anvendes af B 93. Endelig rummer området en skøjtehal, der benyttes til henholdsvis ishockey og kunstskøjteløb samt af offentligheden.

Alle bygningerne i denne del af området – på nær skøjtehallen – er af høj bevaringsværdi. Således er Idrætshuset og Østerbro Svømmehal i bygningsregistreringen (SAVE) vurderet i kategori 2, medens de øvrige bygninger, på nær skøjtehallen, er i kategori 3. Tribunen er ikke omfattet af SAVE-registreringen, men er vinderprojektet ved en i 1935 afholdt arkitektkonkurrence og blev efter opførelsen præmieret af Københavns Kommune. Tribunen er imidlertid i en fysisk ringe tilstand og er med sin begrænsede størrelse og forældede udformning ikke egnet for at kunne tilgodese fremtidssikrede tribuneforhold for idrætsanlægget. Derfor vil tribunen ikke blive foreslået fastlagt som bevaringsværdig.

Udover Parkens anlæg og Københavns Idrætsanlægs ejendomme findes i området yderligere 2 ejendomme, dels en privatejet erhvervsejendom matr. nr. 5281 Udenbys Klædebo Kvarter, København, der blandt andet indeholder biograf, en større restaurant og et supermarked (Netto), dels som nævnt Sankt Jacobs Kirke med tilhørende menighedshus og præstebolig. Førstnævnte ejendom var oprindeligt en del af Københavns Idrætsanlæg med blandt andet hovedindgangen til Østerbro Stadion, der dog ikke længere benyttes til dette formål.

 

Forslag til lokalplan

Lokalplanområdet opdeles ifølge forslaget i underområderne I, II og III.

Underområde I fastlægges til offentlige formål samt private institutioner mv. af almen karakter (stadionanlæg, åbne idrætsbaner, idræts- og svømmehal mv.). Udover til sportslige arrangementer kan stadionanlægget Parken anvendes til ikke-sportslige arrangementer så som koncerter, konferencer, events, udstillinger, kulturelle arrangementer, selskaber og lignende. Antallet af større arrangementer – hvorved forstås arrangementer med mere end 10.000 tilskuere/deltagere – begrænses til højst 75 årligt, idet det vurderes, at antallet af større arrangementer snarere end disses art er afgørende for belastningen af omgivelserne.

Endvidere åbnes der mulighed for i tilknytning til stadionanlægget at opføre yderligere op til 13.000 m2 etageareal til serviceerhverv i form af kontorer, hotel, konferencefaciliteter, restauranter og lignende, placeret i anlæggets nordlige og vestlige hjørner. Heri medregnes eventuelt kælderareal, der udnyttes kommercielt, eksempelvis til biografer, teater eller lignende.

Den maksimale bebyggelsesprocent i området fastholdes på 110. Bygge- og Teknikudvalget kan tillade, at bebyggelsesprocenten for flere ejendomme beregnes under ét. Stadionanlæggets maksimale højde må være højst 35 m, dog med mulighed for forøgelse af bygningshøjden for særlige tekniske konstruktioner op til 38 m. Herudover medtages bebyggelsesregulerende bestemmelser for eventuelt nybyggeri på Østerbro Stadion. Endvidere indeholder forslaget nærmere bestemmelser om bebyggelsens ydre fremtræden samt skiltning og reklamering. Parkeringsdækningen fastsættes til 1 plads pr. 100 m2 nyt etageareal til serviceerhverv.

Endelig optages bestemmelser om anlæg af friarealer og af et beplantningsbælte langs skel mod ejendommen matr. nr. 4374 Udenbys Klædebo Kvarter, København (Brumleby).

I område II fastlægges anvendelsen til serviceerhverv såsom kontorer, restauranter og detailhandel, og stueetagen fastlægges særligt med strøggadebestemmelse. Bebyggelsesprocenten må højst være 150.

Område III fastlægges i overensstemmelse med den gældende lokalplan til offentlige formål – kirke mv. Bebyggelsesprocenten fastsættes til højst 60.

De bevaringsværdige bebyggelser i lokalplanområdet sikres gennem optagelse af bevaringsbestemmelse i lokalplanen.

 

Forslag til kommuneplantillæg

I kommuneplantillægget foreslås det nuværende O3*-område opdelt i:

·          Et O3*-område til offentlige formål (Parken og Østerbro Stadion) med en maksimal bebyggelsesprocent på 110 og følgende særlige bestemmelser:

Parken og Østerbro Stadion: Der kan opføres et fodboldstadion med en maksimal bygningshøjde på 35 m. I lokalplan kan det tillades, at bebyggelsesprocenten beregnes for flere ejendomme under ét, og at der indrettes op til 30.000 m2 etageareal til serviceerhverv som en del af Parkens bygningsanlæg.

·          Et S2-område til serviceerhverv ved Østerbrogade (ejendommen matr. nr. 5281 Udenbys Klædebo Kvarter, København) med en maksimal bebyggelsesprocent på 150.

·          Et O2-område til offentlige formål ved Østerbrogade (Skt. Jacobs Kirke) med en maksimal bebyggelsesprocent på 60.

Det vurderes, at ovennævnte ændringer af kommuneplanens rammer, som primært skal muliggøre en udskiftning af "Coca Cola-tribunen" med en ny tribune og opførelse af yderligere bebyggelse til serviceerhverv i anlæggets nordøstlige og nordvestlige hjørner for at færdiggøre dette, ikke har en væsentlig indflydelse på omgivelserne, hvorfor der ikke forudgående er indkaldt ideer, forslag m.v., jf. planlovens § 23 c.

 

Forslag til dialogstrategi

Under hensyn til at lokalplanforslaget blandt andet vedrører Danmarks nationalstadion og dels skal muliggøre en mere bred anvendelse af stadionanlægget og en afrunding af dette ved opførelse af yderligere etageareal til serviceerhverv, dels skal sikre eksisterende bevaringsværdig bebyggelse på Østerbro Stadion, foreslås etableret følgende aktiviteter i offentlighedsperioden:

·          Etablering af en særlig hjemmeside, bestående af en informationsdel og en dialogdel, omfattende lokalplanforslaget

·          Gennemførelse af en udstilling i lokalområdet

·          Gennemførelse af et borgermøde i lokalområdet, udformet som et dialogmøde, hvor repræsentanter fra Borgerrepræsentationens partier vil blive indbudt til at deltage i mødet

 

Økonomi

Opførelse af yderligere 12-13.000 m2 etageareal til serviceerhverv i tilknytning til det eksisterende stadionanlæg "Parken" forudsætter overførsel af byggeret fra Østerbro Stadion, tilhørende Københavns Idrætsanlæg.

Endvidere repræsenterer Københavns Idrætsanlægs nuværende lejemål i tribunen langs P. H. Lings Allé – administrationslokaler for Københavns Idrætsanlæg og omklædningsfaciliteter mv. for Fælledklubberne – på baggrund af disse lejemåls uopsigelighed til år 2020 en ganske væsentlig værdi for Københavns Idrætsanlæg.

Ovennævnte spørgsmål forudsættes nærmere afklaret og forhandlet i den videre proces.

 

Lov om miljøvurdering af planer og programmer

Forslagene til lokalplan og kommuneplantillæg er vurderet ikke at medføre, at der skal foretages miljøvurdering i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer (lov nr. 316 af 5. maj 2004).

Baggrunden herfor er, at planforslagene ikke muliggør anlægsarbejder, der er optaget i lovens bilag, eller projekter, der i størrelse eller karakter vurderes at få en væsentlig indvirkning på miljøet

Afgørelsen er offentliggjort i Østerbro Avis den 4. maj 2005.

Under hensyn til at der er tale om planlægning for Danmarks nationalstadion, beliggende i et tæt bymæssigt område, er det imidlertid fundet hensigtsmæssigt at lade udarbejde en miljørapport. Rapporten er udarbejdet af NIRAS rådgivende ingeniører og planlæggere A/S.

Der anføres i rapportens ikke-tekniske resumé følgende:

 

Følgende 3 miljøparametre anses at kunne medføre en miljømæssig belastning af omgivelserne:

  • Trafik
  • Støj
  • Øvrige gener i forhold til omgivelserne

 

Trafik

Gennemførelse af lokalplanen vil betyde en forøgelse af trafikken med 500 køretøjer i døgnet, svarende til en stigning på 1,5 %. Det vurderes, at den øgede trafik vil kunne afvikles på det eksisterende vejnet uden større problemer.

Trafikken til Parken i forbindelse med afvikling af større arrangementer vurderes ikke at forøges i forhold til den nuværende situation, da antallet af siddepladser i Parken ikke øges væsentligt

Gennemførelsen af lokalplanen forventes at medføre et øget antal større arrangementer i Parken, herunder især ikke-sportslige arrangementer, end den nuværende situation, hvilket betyder at eventuelle trafikale gener vil forekomme hyppigere end i dag.

Københavns Kommune lægger i Trafik- og Bymiljøplanen for Østerbro op til at løse de trafikale problemer på Østerbro ved at udbygge den kollektive trafik med Metro og busser. Samtidig er der planer om at ombygge Østerbrogade, således at fremkommeligheden øges for busserne.

Antallet af parkeringspladser i området omkring Parken er begrænset, hvilket giver problemer specielt i aften- og nattetimerne. Problemet bliver kraftigt forstærket, når der er arrangementer i Parken.

Gennemførelse af den nye lokalplan vurderes ikke at medføre parkeringsproblemer i forhold til den øgede erhvervsbebyggelse, da der etableres p-pladser til dette formål internt på området eller i anlæg under Øster Allé. Parkeringsproblemerne i forbindelse med afholdelse af arrangementer i Parken vurderes ikke at blive forværret ved lokalplanændringerne, da antallet af siddepladser i Parken ikke øges væsentligt.

Københavns Kommunes målsætning for parkeringsforholdene på Østerbro er, at sikre en beboerparkering, flytning af parkering i gaden til p-anlæg, samt en reduktion af parkeringsbehovet ved en udbygning af den kollektive trafik.

 

Støj

Der forekommer støj fra lokalplanområdets aktiviteter i form af trafikstøj, støj fra tilskuere/deltagere fra de åbne anlæg (Østerbro Stadion og tennisbaner), restauranter, caféer, samt støj fra større arrangementer i Parken.

Den største støjbelastning vurderes at være relateret til større arrangementer i Parken.

Der er gennemført en række støjmålinger i forbindelse med afholdelse af koncerter i Parken, der viser at støjgrænsen på 60 dB(A) overholdes ved de mest støjbelastede boliger på Serridslevsvej og i Brumleby.

En støjmåling udført i forbindelse med afvikling af et speedway-arrangement viste en overskridelse af støjgrænsen 15 m fra en indgang til Parken  på 6 dB(A). Overskridelsen skyldtes åbning af en række røglemme på grund af sikkerhedsmæssige årsager. Det er aftalt med Parken Sport & Entertainment A/S, at røglemmene ikke fremover åbnes under en afvikling af lignede arrangementer, hvorfor det vurderes, at støjkravene på 60 dB(A) kan overholdes.

Ved gennemførelse af en ny lokalplan skelnes der ikke længere mellem ikke-sportslige og sportslige arrangementer. Til gengæld fastsættes der en grænse på maksimalt 75 arrangementer årligt med mere end 10.000 tilskuere/deltagere. Støjgrænsen på 60 dB(A) gælder fremover alle arrangementer og ikke kun for koncerter.

Det vurderes ikke, at den nye lokalplan vil medføre en øget støjbelastning, da de fremtidige arrangementer ikke forventes at omfatte mere støjende aktiviteter end hvad der forekommer i dag. Dog forventes et øget antal arrangementer at medføre, at støjbelastningen i området vil forekomme hyppigere end i dag.

 

Øvrige gener i forhold til omgivelserne.

Fra lokalplanområdet genereres en del gener i øvrigt i forhold til omgivelserne  i forbindelse med afvikling af større arrangementer i Parken. Generne forekommer både i forbindelse med sportslige arrangementer, der hovedsageligt udgøres af fodboldkampe og ved afholdelse af koncerter.

Generne omfatter foruden støj fra arrangementer og trafikf orhold, der beskrives i særskilte afsnit, mere adfærdsmæssige gener såsom larm, uro, henkastning af affald, urineren mv. på gader og private områder op til og efter selve arrangementerne. I forbindelse med fodboldkampe er der i de senere år sket en forværring af tilskuernes adfærd med meget vold og ballade til følge.

Generne har gennem årene afstedkommet klagesager til både Politiet, Miljøkontrollen og Vej & Park.

For at imødekomme gener i forhold til omgivelserne er der iværksat flere afhjælpende foranstaltninger gennem de seneste år. Disse omfatter iværksættelse af ekstra renholdelse af vejarealerne omkring Parken i forbindelse med større arrangementer, forøgelse af papirkurvskapaciteten omkring Parken, ophør af diverse opvarmningsarrangementer (musik og øludskænkning) omkring Parken samt opstilling af vagter ved Olufsvej og Brumleby.

Politiet har yderligere netop fremlagt en plan for at dæmme op for de stigende uroligheder ved foldboldkampe blandt andet ved at indføre en karantæneordning for de værste urostiftere.

Lokalplanændringerne forventes ikke at forøge generne ved de enkelte større arrangementer, idet antallet af tilskuerpladser ikke forøges nævneværdigt. Ikke-sportslige arrangementer vurderes ikke at medføre større gener end sportslige arrangementer.

Et øget antal arrangementer forventes dog at medføre, at øvrige afledte gener af mere adfærdsmæssig karakter vil opleves hyppigere end tilfældet er i dag.

 

Den af NIRAS A/S Rådgivende Ingeniører og Planlæggere udarbejdede miljørapport er fremlagt til gennemsyn i borgmester Søren Pinds forkontor, Rådhuset, 1. sal, værelse 36, som bilag E.

 

Miljøvurdering

Der henvises til vedlagte bilag 1, afsnittene "Baggrunden for lokalplanen og kommuneplantillægget" vedrørende områdets påvirkning af miljøet, forurening af undergrunden mv.

 

Høring

I forbindelse med udarbejdelse af lokalplanforslaget har Plan & Arkitektur foretaget høring af Kultur- og Fritidsforvaltningen, Miljø- og Forsyningsforvaltningen, Københavns Energi og Københavns Bymuseum.

Kultur- og Fritidsforvaltningen oplyser ikke at have bemærkninger til forslagene.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen, Miljøkontrollens oplysninger om miljøforholdene er indarbejdet i bilag 1, afsnittet om "Baggrund for lokalplanen og kommuneplantillægget", jf. ovenstående.

Miljøkontrollen foreslår, at der i lokalplanen optages bestemmelse om, at der højst må afholdes 5 meget store koncerter (blandt andet koncerter med internationale navne, der tiltrækker et meget stort antal tilhørere), at disse arrangementer ikke må medføre et støjniveau i skel mod boligbebyggelse på over 60 dB(A), at koncerternes varighed højst må være 6 timer og at disse skal slutte kl. 24.00.

Forvaltningerne skal hertil bemærke, at det nok vil være muligt at indlægge en begrænsning på antallet af meget store koncertarrangementer (eksempelvis med over 40.000 tilhørere), men at dette i praksis vil være meget vanskeligt at sikre overholdt, eller på forhånd at vurdere, om et kommende arrangement vil øve så stor tiltrækningskraft. For så vidt angår tidsmæssige begrænsninger på de enkelte arrangementer ses der ikke at være en klar hjemmel til i en lokalplan at optage bestemmelse herom, uanset dette i relation til omgivelserne kan synes miljømæssigt velbegrundet.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen, Københavns Energi har ingen bemærkninger for så vidt angår varme og afløb, men oplyser, at det ved eventuel etablering af parkering under Øster Allé kan blive påkrævet at omlægge forsyningsledninger for vand, el og gas. Endvidere gøres opmærksom på bygassens positive egenskaber. Da der imidlertid ikke i planloven er hjemmel til at optage bestemmelse i en lokalplan om tilslutning til bygasnettet, har dette ikke afspejlet sig i lokalplanforslaget.

Københavns Bymuseum fremhæver Østerbro Stadion som et bevaringsværdigt og levende kulturmiljø, hvorfor lokalplanen bør sikre, at idrætsmulighederne og den omkringliggende bebyggelse bevares, så området kan forblive et levende kulturmiljø.

Det skal hertil bemærkes, at lokalplanforslaget blandt andet netop tager sigte herpå.

De indkomne bemærkninger er vedlagt til gennemsyn i borgmester Søren Pinds forkontor som bilag A – E.

 

BILAG VEDLAGT

1.        Forslag til lokalplan "Parken" med tilhørende kommuneplantillæg med hovedafsnittene "Baggrund for lokalplanen", Forslag til lokalplan "Parken" og "Forholdet til øvrig planlægning og lovgivning"

 

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

A.       E-mail af 18. april 2005 fra Kultur- og Fritidsforvaltningen

B.       Skrivelse af 20. april 2005 fra Miljø- og Forsyningsforvaltningen, Københavns Energi

C.       Skrivelse af 28. april 2005 fra M iljø- og Forsyningsforvaltningen, Miljøkontrollen

D.      Skrivelse af 20. april 2005 fra Københavns Bymuseum

E.       Miljørapport, maj 2005, fra NIRAS A/S

 

 

Erik Jacobsen                                                               Mette Lis Andersen

 

Til top