Mødedato: 07.02.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Høringssvar på Banedanmarks ideoplæg vedr. Storstrømsbro

Se alle bilag

Indstillingen behandler kommunens høringssvar på Banedanmarks idefasehøring vedr. ”Handlemuligheder for Storstrømsbroen”

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

1.       at det godkendes, at Økonomiforvaltningen bemyndiges til at sende vedlagte høringssvar (bilag 1) til Banedanmark som Københavns Kommunes bidrag til idéfasehøring vedr. handlemuligheder for Storstrømsbroen.

Problemstilling

Banedanmark har udsendt debatoplæg (bilag 2) vedr. handlemuligheder for Storstrømsbroen.

Debatoplægget beskriver forskellige løsningsmuligheder, der alle skal kunne håndtere den fremtidige belastning af Storstrømsbroen i forbindelse med åbningen af den faste forbindelse over Femern.

Kommunen har store interesserer i at infrastrukturen mellem København og Hamburg, herunder Storstrømsbroen, kan håndtere kommunens ønske om en hurtig, højfrekvent og pålidelige togforbindelse mellem de to byer når den faste forbindelse åbner i 2020.

Løsning

Økonomiforvaltningen anbefaler, at vedlagte høringssvar (bilag 1) godkendes og sendes til Banedanmark.

Storstrømsbroen ligger midt i København – Hamburg korridoren, der har betydning for:

 

-          Den internationale tilgængelighed til København gennem en højhastighedsforbindelse mellem København og Hamburg.

-          Danmarks største lufthavn, og som følge heraf også udviklingen i Danmarks vækst.

 

Københavns Kommune har interesse i, at den kommende faste forbindelse over Femern medfører mulighed for etablering af en hurtig, højfrekvent og pålidelig togforbindelse mellem København og Hamburg.

 

Den enkeltsporede Storstrømsbro har hidtil været det svageste led på den danske side af forbindelsen. Staten har allerede vedtaget at bygge den nye bane København – Ringsted som en dobbeltsporet elektrificeret bane. I foråret 2012 fremlægger staten anlægslov for strækningen Ringsted – Rødby, der også bliver dobbeltsporet.

 

Tilbage står Storstrømsbroen, der risikerer at udgøre en flaskehals når den faste forbindelse åbner i 2020, med deraf følgende konsekvenser for Hamburg og Københavns Kommunes ambitioner om en hurtig, højfrekvent og pålidelig togforbindelse mellem de to byer.

 

Høringssvaret peger derfor på behovet for at Storstrømmen fremover krydses af en dobbeltsporet jernbaneforbindelse.

Økonomi

Høringssvaret har ikke nogen økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Høringsmaterialet blev udsendt d. 10. januar 2012. Der er frist for aflevering af høringssvar til Banedanmark d. 31. januar 2012.

Indstillingen med høringssvaret behandles først af ØU d. 7. februar. Forvaltningen sender derfor høringssvar til Banedanmark med forbehold for politisk godkendelse.

Forvaltningen sender kommunens endelige høringssvar efter den politiske behandling.

Staten forventer, at vælge løsningsmodel for Storstrømsbroen i marts/april 2012, herefter er der projektering i 2012-2013 og anlægsarbejdet forventet afsluttet i 2019.

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning den 7. februar 2012.

Indstillingen blev godkendt.

Til top