Mødedato: 07.01.2014, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Arenaselskabets optagelse af lån

Se alle bilag
Arenaselskabet skal optage lån til medfinansiering af opførelse af arena i Ørestad Syd. Med henblik på at fastlåse lånerenten ønskes lån optaget som forhåndslån. Da kommunen ejer 50 % af aktierne i selskabet, vil halvdelen af lånet, svarende til 238,7 mio. kr., skulle henregnes til kommunens låntagning.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget (ØU),

  1. at det godkendes, at Arena CPHX P/S i 2014 optager forhåndslån i LR Realkredit med samlet hovedstol på 477,4 mio. kr., hvoraf den til kommunens ejerandel i selskabet svarende halvdel, 238,7 mio. kr., henregnes til kommunens låntagning i 2014.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen (BR) godkendte den 22-08-2013 (2013-406101) indskud af resterende bevilling til aktiekapital og en regulering af reservation af kommunens låneramme til arenaen til maksimalt 300 mio. kr., svarende til Arena CPHX P/S' optagelse af lån til etablering af arenaen på op til 600 mio. kr. Da kommunen ejer halvdelen af selskabet henregnes en tilsvarende del af selskabets lånoptagelse til kommunen.

Under hensyn til den manglende sikkerhed for, at kommunens låneramme i lånoptagelsesåret vil være tilstrækkelig til det maksimale - eller evt. faktiske mindre - træk på 300 mio. kr., således at overskydende "træk" skal trækkes fra kassebeholdningen og deponeres ved udgangen af året, forpligtede Økonomiforvaltningen (ØKF) sig til forud for selskabets optagelse af lån at indhente Økonomiudvalgets godkendelse.

Med henblik på at fastlåse lånerenten på grundlag af det aktuelle lave renteniveau ønsker selskabet hurtigst muligt at optage forhåndslån med en samlet hovedstol på 477,4 mio. kr. og et nettolåneprovenu på 450 mio. kr. før fradrag for tinglysningsafgifter, svarende til det aktuelt for etableringen af arenaen vurderede lånebehov.

Løsning

Anlægsbudget og lånebehov

I tilslutning til nævnte indstilling til BR til mødet den 22-08-2013 (2013-406101) redegjorde ØKF for, at projektet på dette tidspunkt lige netop holdt sig inden for det oprindelige anlægsbudget for arenaen på 1.040 mio. kr. (2015 P/L), men at en række forhold - herunder bl.a. lavere renteindtægt af kapitalindskud og forøgede driftsudgifter som følge af den langvarige statsstøttesag, ændret entrepriseform og nødvendige tilpasninger af projektet - havde medført, at afsatte reserver til dækning af yderligere uforudseelige omkostninger, P/L-fremskrivning og risici, næsten var opbrugt.

Dette var baggrunden for, at BR godkendte reservation af yderligere låneramme, som muliggør, at selskabet om nødvendigt kan optage lån på op til 600 mio. kr., svarende til et maksimalt anlægsbudget på 1.265 mio. kr. Selskabets løbende budgetterede driftsoverskud er tilstrækkeligt til at servicere et sådant lån.

Selskabet budgetterer pt., hvor aftaler vedr. godt halvdelen af stor- og fagentrepriserne vedr. byggeriet er eller på vej til at blive indgået, med et samlet budget for anlægs- eller etableringsomkostninger på 1.100 mio. kr. (2015 P/L). Nettoprovenu af forhåndslån før fradrag af tinglysningsafgifter, 450 mio. kr., vil sammen med aktionærernes kapitalindskud og anlægsstøtte fra Elitefacilitetsudvalget, i alt 665 mio. kr., udgøre tilsammen 1.115 mio. kr. (overfinansieret). Såfremt selskabet måtte få behov for at optage yderligere lån op til den maksimale ramme på 600 mio. kr., vil Økonomiudvalget forinden blive forelagt indstilling herom.

Forhåndslån

Baggrunden for selskabets ønske om at optage forhåndslån frem for at fortsætte med et byggelån til lavere rente frem til optagelsen af realkreditlån ved byggeriets færdiggørelse er, at selv en moderat rentestigning vil medføre en meget betydelig stigning i selskabets renteudgifter på realkreditlånet. Selskabets rentefølsomhedsberegninger viser således, at eksempelvis en rentestigning på blot 0,4 % p.a. på et lån på 450 mio. kr. vil give en merudgift over 30 år på ca. 40 mio. kr.

Optagelsen af forhåndslån vil dog være forbundet med renteudgifter i den resterende del af byggeperioden og garantiprovision, som samlet skønnes at udgøre ca. 50 mio. kr.

I nævnte bruttoudgifter vil skulle fradrages budgetterede udgifter til byggelånsrenter på ca. 12 mio. kr. samt rente/afkast af provenu af forhåndslån, hvis størrelse er afhængig af den valgte kapitalanbringelse, jfr. nedenfor.

Kapitalanbringelse

Som bilag 1 er vedlagt notat om regler og rammer for kommunal kapitalanbringelse, herunder kommunens investeringsforening. Regler og rammer er ikke gældende for selskabets kapitalanbringelse, men for ikke at påtage sig unødig risiko vil selskabet ved anbringelse af provenu af forskudslån og evt. yderligere midler agere på linje med den af kommunens investeringsforening fulgte risikoprofil.

Såfremt det antages, at der på linje med kommunens investeringsforening kan forventes opnået et afkast af provenuet af forhåndslånet på mindst 3 % p.a. i anbringelsesperioden, svarende til mindst 22 mio. kr.

Nettoudgiften ved optagelse af forhåndslån vil på denne baggrund udgøre mindre end 16 mio. kr. set i forhold til risikoen for selskabet ved en rentestigning uden optagelse af forhåndslån.

Økonomi

Som bilag 2 vedlægges oversigt over kommunens låneramme i 2014, hvoraf fremgår, at det på baggrund af forventningerne til regnskab 2014 er ØKF's vurdering, at lånerammen sandsynligvis ikke vil være stor nok til at rumme et træk på 238,7 mio. kr. ved lånoptagelsen i Arena CPHX P/S.

Derfor vil det sandsynligvis blive nødvendigt at foretage en deponering fra kassen, da trækket vedrørende arenaen ligger udover den disponible lånerammes størrelse.

Deponeringsrisici vurderes på nuværende tidspunkt ved selskabets optagelse af forhåndslån til ca. 111 mio. kr. - og til ca. 172 mio. kr., når der tages højde for uudnyttet træk på reservation af låneramme til arenaen.

Indstillingen har i øvrigt ikke økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Forudsat, at Økonomiudvalget tiltræder indstillingen, vil den videre proces være:

  • beslutning om optagelse af forhåndslån træffes på generalforsamling i Arena CPHX P/S
  • forhåndslån optages og udbetales til selskabet
  • kapitalanbringelse af låneprovenu gennemføres som skitseret i indstillingen.


Claus Juhl                     / Bjarne Winge                                                                        

Beslutning

Dagsordenspunkt 7: Arenaselskabets optagelse af lån

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 7. januar 2014

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top