Mødedato: 07.01.2014, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Godkendelse af retningslinjer for behandling af anmodninger om foretræde i Økonomiudvalget (Valgperiode 2014-2017)

Økonomiudvalget skal godkende udkast til retningslinjer for behandling af anmodninger om foretræde i Økonomiudvalget.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at Økonomiudvalget godkender retningslinjerne for behandling af anmodninger om foretræde i Økonomiudvalget, jf. afsnittet "Løsning" nedenfor.

Problemstilling

Møderne i Økonomiudvalget er - i modsætning til Borgerrepræsentationens møder - lukkede for offentligheden.

Økonomiudvalget kan beslutte at give enkeltpersoner foretræde i en sag på Økonomiudvalgets dagsorden, når det er ønskeligt af hensyn til en sags oplysning, jf. lov om kommunernes styrelse § 20, stk. 4, 2. pkt.

Økonomiforvaltningen har udarbejdet retningslinjer for behandling af anmodninger om foretræde, jf. løsningsafsnittet nedenfor. Retningslinjerne er udarbejdet på baggrund af den hidtidige praksis for behandling af anmodninger om foretræde, og de er i overensstemmelse med Økonomiudvalgets offentliggjorte retningslinjer for sidste valgperiode med enkelte redaktionelle ændringer.

Løsning

Retningslinjerne er følgende:

Foretræde for Økonomiudvalget

Der er mulighed for at fremføre dine/jeres synspunkter på et møde i Økonomiudvalget til en sag, der er på Økonomiudvalgets dagsorden. Det kaldes at få foretræde i Økonomiudvalget.

Formål med at få foretræde

Formålet med at få foretræde er, at Økonomiudvalgets medlemmer kan få belyst synspunkter eller få supplerende faktuelle oplysninger i en sag, der er på Økonomiudvalgets dagsorden.

Hvem kan få foretræde, og hvordan foregår det?

Der kan kun anmodes om foretræde én gang om den samme sag i Københavns Kommune. Det er ensbetydende med, at hvis en sag behandles af flere omgange eller i flere politiske udvalg, skal man vælge, hvornår og for hvilket udvalg man ønsker foretræde.

Det er i den forbindelse en god idé at undersøge nærmere, hvilke spørgsmål de forskellige udvalg kan tage stilling til, sådan at dine/jeres synspunkter kan præsenteres for præcis det udvalg, der kan tage stilling til de omhandlede spørgsmål. Spørgsmål om Økonomiudvalgets kompetenceområde kan rettes til Økonomiudvalgets udvalgssekretær, jf. kontaktinformationer nedenfor.

Både enkeltpersoner eller mindre grupper af personer, der ikke er ansat i kommunens tjeneste, kan anmode om foretræde i en sag. Der kan altså ikke gives foretræde, hvis den pågældende sag ikke er optaget på Økonomiudvalgets dagsorden.

Du/I bør altid overveje, om synspunkterne kan sendes til Økonomiudvalget skriftligt frem for at anmode om foretræde.

Du/I vil have cirka 10-15 minutter til at fremføre synspunkter i sagen, hvis anmodningen om foretrædet imødekommes.

Udvalgets medlemmer har mulighed for at stille spørgsmål, og der kan eventuelt føres en kort dialog om sagen.

Selve den politiske drøftelse tages i Økonomiudvalget, efter du/I har forladt mødet.

Hvordan får man foretræde?

En anmodning om foretræde kan gives skriftligt eller mundtligt og skal være kommet frem senest kl. 9.00 om mandagen – dvs. dagen før Økonomiudvalgsmødet.

Anmodningen skal rettes til:

Borgerrepræsentationens Sekretariat

Rådhuset, 2. sal, værelse 11

1599 København V

Telefon: 33 66 21 23

E-mail: brsek@okf.kk.dk


Anmodningen skal indeholde navn, adresse, telefonnummer og evt. e-mail på den/de personer, der ønsker foretræde og en kort begrundelse for anmodningen om foretræde.

Hvis du/I ønsker at fremsende skriftligt materiale til udvalget forud for foretrædet, skal sådant materiale være Borgerrepræsentationens Sekretariatet i hænde senest om mandagen – dvs. dagen før Økonomiudvalgsmødet.

Det er Økonomiudvalget, der på mødedagen efter indstilling fra overborgmesteren, træffer den endelige beslutning, om du/I skal have foretræde.

Normalt vil du/I få foretræde med henblik på at fremføre synspunkter, hvis det vurderes at være relevant for sagens behandling. Du/I får besked med en begrundelse, hvis der forinden mødet gives afslag på anmodningen om foretræde.

I de tilfælde, hvor overborgmesteren indstiller, at anmodningen om foretræde skal imødekommes, vil du/I få besked på at afvente Økonomiudvalgets beslutning uden for mødelokalet fra mødets start tirsdag kl. 15.00.

Du/I vil umiddelbart herefter blive orienteret om Økonomiudvalgets beslutning, og gives der foretræde, vil I blive inviteret ind i mødelokalet, så du/I kan fremføre synspunkterne i de afsætte cirka 10-15 minutter. 

Møderne foregår normalt på Rådhusets 2. sal i Udvalgsværelse F.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Når Økonomiudvalgets godkendelse foreligger, vil retningslinjerne blive offentliggjort på Københavns Kommunes hjemmeside under siden om Økonomiudvalget.



Flemming Dubgaard Hansen

Beslutning

Dagsordenspunkt 5: Godkendelse af retningslinjer for behandling af anmodninger om foretræde i Økonomiudvalget (Valgperiode 2014-2017)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 7. januar 2014

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top