Principper for budgetforslag 2004 og tidsplan for budgetproces 2004 - Udsat - (Behandles under eet med ØU 328, ØU 330, ØU 329, ØU 305 og ØU 331/2002)
Principper for budgetforslag 2004 og tidsplan for budgetproces 2004 - Udsat - (Behandles under eet med ØU 328, ØU 330, ØU 329, ØU 305 og ØU 331/2002)
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ekstraordinært møde tirsdag den 7. januar 2003
J.nr. ØU 311/2002
5. Principper for budgetforslag 2004 og tidsplan for budgetproces 2004 - Udsat - (Behandles under eet med ØU 328, ØU 330, ØU 329, ØU 305 og ØU 331/2002)
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller
- at Økonomiudvalget drøfter og tiltræder den foreslåede nøgle til fordeling af omstillingsbidraget på udvalg
- at Økonomiudvalget tager redegørelsen om principper og formkrav for budgetforslag 2004 og tidsplan for budgetproces 2004 til efterretning
- at Økonomiudvalget tiltræder vedlagte tidsplan for budget 2004
- at Økonomiudvalget anmoder fagudvalgene om at tilrettelægge udvalgenes behandling af budget 2004 inden for den af Økonomiudvalget tiltrådte tidsplan.
Økonomiudvalgets beslutning den 26. november 2002
Udsat.
Økonomiudvalgets beslutning den 10. december 2002
Udsat.
Økonomiudvalgets beslutning den 17. december 2002
Udsat.
RESUME
Økonomiforvaltningen indstiller, at de grundlæggende principper i budgetlægningen og i budgetprocessen for 2003 videreføres for 2004.
Ud fra disse principper er det på nuværende tidspunkt Økonomiforvaltningens forventning, at der også i den kommende fireårs-periode på baggrund af forudsætningerne i flerårsbudgettet til det vedtagne budget 2004 vil kunne tilvejebringes en udisponeret pulje i kommunens økonomi til omprioritering mellem udgiftsområderne.
SAGSBESKRIVELSE
I det følgende redegøres for de principper, som Økonomiforvaltningen vil lægge til grund for budgetteringen af 2004 samt tidsplanen for budgetproces 2004.
Principperne skal sikre en forsat stabil økonomisk udvikling for Københavns Kommune med balance mellem udgifter og indtægter, hvor der fortsat skabes et omprioteringsrum og hvor gælden nedbringes.
Redegørelsen er inddelt i 2 dele
- Tidsplan for budgetproces 2004
- Principper for budgettering af 2004, herunder fordeling af omstillingsbidrag.
1. Tidsplan for budgetproces 2004
Økonomiforvaltningen foreslår, at de grundlæggende principper fra budgetprocessen for 2003 videreføres i tidsplanen for budgetproces 2004.
Dette betyder, at hensynet til at kunne prioritere Københavns Kommunes eget budget, bidraget til H:S og bidraget til HUR på samme tid er indarbejdet i tidsplanen.
I forhold til tidligere år er der dog lagt op til en ændring af proceduren vedr. spørgsmål til budgetforslaget. Tidligere har der i august måned været indlagt en frist for spørgsmål til kommunens budget, hvorefter svarene blev forelagt Økonomiudvalget efter en uge. Det indebar, at spørgsmål til budgetforslaget kun blev stillet på et fast tidspunkt. I forbindelse med budget 2004 er der lagt op til, at spørgsmål til udvalgenes budgetbidrag løbende kan stilles direkte til fagudvalgene. Tværgående spørgsmål kan løbende stilles til Økonomiudvalget. Muligheden for at stille spørgsmål er således til stede hele vejen igennem budgetprocessen.
Tabel 1: Udvalgte milepæle i budgetprocessen for 2004
Dato |
Aktivitet |
26.nov. 02 |
Økonomiudvalget behandler indstilling om principperne for budgetprocessen 2004, herunder demografi og omstillingsbidrag |
10.dec.02 |
Økonomiudvalget behandler indkaldelsescirkulæret for 2004 (IC 2004) |
17.dec.02 |
Mulighed for fortsat behandling af indkaldelsescirkulæret for 2004 |
1.maj.03 |
Fagudvalgene afgiver deres budgetbidrag til Økonomiudvalget |
24.jun.03 |
Økonomiudvalget orienteres om forhandlingsresultatet med regeringen og træffer beslutning om tekniske rammekorrektioner på denne baggrund (DUT mv.) |
5. aug.03 |
Økonomiudvalget førstebehandler budgetforslaget for 2004 og førstebehandler HUR's budgetforslag 2004. |
12. aug.03 |
Økonomiudvalget førstebehandler H:S's budgetforslag (behandles i SOU den 7. aug.) |
14. aug.03 |
Borgerrepræsentationen førstebehandler kommunens, H:S og HUR's budgetforslag (fortsættes 18. august) |
27. aug.03 kl.12.00 |
Frist for ændringsforslag til kommunens budget og udtalelse om H:S og HUR's budgetforslag. |
9. okt.03 |
Borgerrepræsentationen andenbehandler kommunens budgetforslag 2004 |
En komplet tidsplan er vedlagt i bilag 1.
2. principper for budgettering af 2004
Økonomiforvaltningen foreslår, at budgetlægningen for 2004 baseres på de principper, som dannede udgangspunkt for budgetlægningen i 2003.
Budgetlægningen tager dermed udgangspunkt i følgende elementer:
- videreførsel af et årligt omstillingsbidrag på 200 mill. kr.
- videreførsel af gældsafviklingen i perioden 2003- 2006
- uændrede skatteprocenter samt seneste skøn over skattegrundlag, tilskud og udligning.
- korrektion af udvalgenes rammer for demografisk betingede ændringer på hovedsageligt børne- og ældreområdet (indstillingen forelægges ØU som en særskilt sag den 26. november 2002) og ændringer i udvalgenes rammer som følge af budgetvedtagelse 2003, herunder effekter af tidligere budgetvedtagelser
- Håndtering af overgang fra tjenestemændsansættelse til overenskomstansættelse
- Synlige budgetreserver i alle udvalg
- Krav til målsætninger og formkrav
Ad. a Fordeling af omstillingsbidrag
Omstillingsbidraget bidrager til mulighederne for omprioritering på tværs af udvalgene og giver øgede muligheder for at sætte nye initiativer i gang ved politisk beslutning.
I budgetforslag 2004 foreslås omstillingsbidraget fordelt på følgende vis:
Tabel 1: Fordeling af omstillingsbidrag i 2004
1.000 kr. |
2004 |
Revisionen |
316 |
Økonomiudvalget |
13.813 |
Økonomiudvalget - fælles puljer |
0 |
Kultur- og Fritidsudvalget |
13.944 |
Uddannelses- og Ungdomsudvalget |
38.111 |
Sundheds- og Omsorgsudvalget |
41.862 |
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget |
69.204 |
Bygge- og Teknikudvalget |
20.705 |
Miljø- og Forsyningsudvalget ekskl. KE |
2.045 |
Miljø- og Forsyningsudvalget – KE |
0 |
I alt |
200.000 |
Note: I omstillingsbidraget for 2004 gennemføres der ikke besparelser på fælles puljer under Økonomiudvalget. I 2004 er de sidste konkurrenceudsatte dele af KE taget ud af beregningen af omstillingsbidraget.
Ved beregningen af omstillingsbidraget er anvendt samme metode som sidste år, dvs. at omstillingsbidraget er fordelt på baggrund af en opgørelse af besparelsespotentialet på indkøb og administration samt en generel fordeling af besparelser på øvrige områder.
Det skal dog bemærkes, at opgørelsen af indkøb i 2004 teknisk er ændret, således at det nu er de faktuelle tal for forvaltningernes indkøb i 2001, der ligger bag fordelingen af indkøb. Derudover er der i 2004 ikke gennemført besparelser på de fælles puljer, som udmøntes til alle udvalg, og som er placeret under Økonomiudvalget, ligesom de sidste konkurrenceudsatte dele af KE er taget ud af beregningen af omstillingsbidraget.
Det er på nuværende tidspunkt forventningen, at regeringen vil fastholde målsætningen om maks. 0,7 pct. vækst i de offentlige udgifter. En vækst på 0,7 pct. i Københavns Kommunes udgifter i 2004 svarer til ca. 164 mill. kr. Såfremt Københavns Kommunes udgifter er uændrede fra 2003 til budgetforslag 2004 vil der altså være mulighed for en realvækst på ca. 164 mill. kr., heri skal dog medregnes udgiftsvækst som følge af demografi. I budget 2003 udgjorde de demografiske drifts-merudgifter 203 mill. kr.
Fordelingen af omstillingsbidraget er uddybet i bilag 2.
Ad. b. Gældsafvikling i perioden 2004- 2007
Gældsafviklingen foreslås videreført som et centralt element i budgetforslag 2004. Med udgangspunkt i Økonomiudvalgets beslutning af 25. juni (ØU 181/02) afvikles nettogælden med 226 mill. kr. årligt, dvs. svarende til niveauet for gældsafvikling i budget 2003. Heraf finansieres 172 mill. kr. af indbetalinger fra Københavns Energi til dækning af fremtidige pensionsudgifter vedr. tjenestemænd ansat i Københavns Energi.
Ad. c. Indtægter fra skatter, tilskud og udligning
Økonomiforvaltningen tager i beregningen af personskatter, ejendomsværdiskat og indtægterne fra tilskud- og udligningsordningerne i 2004 udgangspunkt i det senest opgjorte statsgaranterede udskrivningsgrundlag fra 2001. Det statsgaranterede beskatningsgrundlag for 2001 fremskrives til 2004 p/l ved hjælp af Finansministeriets seneste skøn over udviklingen i udskrivningsgrundlaget i perioden 2000-2004.
I budgettering af skatteindtægterne forudsættes en uændret udskrivningsprocent på 32,2 %.
De konkrete skøn over udviklingen i kommunens indtægter forventes at forelægge på følgende tidspunkter:
- Januar: Skøn over udviklingen i udskrivningsgrundlaget i 2004, skøn over pris- og lønniveauet i 2004 (Finansministeriets Økonomiske Oversigt)
- Maj: Nyt skøn over skatteindtægterne (Finansministeriets Økonomiske Oversigt)
- Juni: Foreløbig vurdering af tilskud og udligning (Finansministeriet i forbindelse med regeringsforhandlingerne)
- Juli: Endelig udmelding af tilskud og udligning (Indenrigs- og Sundhedsministeriets endelige udmelding af tilskud og udligning)
Ad. d. Fremskrivning af udvalgenes rammer for 2003 til 2004
Budgetteringen af udvalgenes rammer for 2004 forslås udarbejdet på samme grundlag som budget 2003 er udarbejdet på.
Budgetteringen af udvalgenes rammer for 2004 vil således tage udgangspunkt i det vedtagne budget 2003 korrigeret for flerårseffekter af Borgerrepræsentationens vedtagelser (f.eks. flerårseffekter af vedtaget budget 2003), tillægsbevillinger, omstillingsbidrag, demografi, pris- og lønfremskrivning, mv..
Budgetteringsformen kan illustreres på følgende vis:
Vedtaget budget 2003 |
+ Flerårseffekter af f.eks. budget 2003 |
+ Evt. tillægsbevillinger |
+ Demografi |
+ Tekniske korrektioner (f.eks. AER eller lign.) |
+ Pris- og lønfremskrivning |
- Omstillingsbidrag |
Budgetforslag 2004 |
For at sikre en fleksibel udbygningsplan på skole og daginstitutionsområdet, kan Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Uddannelses- og Ungdomsudvalget på disse områder låne og overføre drift- og anlægsmidler mellem årene i overensstemmelse med kommunens almindelige bevillingsregler.
I forbindelse med udmøntningen af demografitilførslerne skal demografimidlerne til henholdsvis drift og anlæg på skole- og daginstitutionsområdet fremgå særskilt i budgetforslaget.
Ad. e. Pensionsbidrag
Siden midten af 1980'erne har Økonomiforvaltningen i et samarbejde med forvaltningerne forestået overgangen fra tjenestemandsansættelse til overenskomstansættelse for de personalegrupper i Københavns Kommune, for hvilke der endnu ikke var adgang til overenskomstansættelse.
Såvel forvaltningerne som Økonomiforvaltningen var opmærksomme på den budgetmæssige merudgift, en overgang til overenskomstansættelse ville komme til at betyde (typisk: løbende indbetaling af et pensionstilskud på 12% til den respektive pensionskasse, hver gang en medarbejder ansat på tjenestemandsvilkår blev erstattet af en ansat på overenskomstvilkår.).
Magistratsafdelingerne accepterede i den anledning, at afdelingerne ikke skulle have en økonomisk kompensation for de merudgifter, den nye ansættelsesform ville medføre i form af løbende pensionsindbetalinger til de overenskomstansattes arbejdsmarkedspensioner.
Der er efterfølgende blevet rejst spørgsmål om, hvorvidt udvalgene alligevel skulle kompenseres økonomiske for overgangen.
Det er Økonomiforvaltningens vurdering, at den glidende overgang fra tjenestemandsansættelse til overenskomstansættelse på kommunens forskellige serviceområder ikke bør give anledning til en generel kompensation til udvalgene eller særordninger for nogle personalegrupper, idet:
- Overgangen fra tjenestemandsansættelse til overenskomstansættelse for forvaltningerne har generelt været glidende og forudsigelig, da ændringen i ansættelsesformen er sket i takt med, at ældre medarbejdere er gået på pension og er blevet erstattet af nye overenskomstansatte medarbejdere. Forvaltningerne har således haft gode muligheder for at kunne planlægge overgangen fra tjenestemandsansættelse til overenskomstansættelse, og dermed gode betingelser for at tilpasse sig de nye pligter og rettigheder, som den nye ansættelsesform medfører – herunder en hensigtsmæssig anvendelse af den forøgede fleksibilitet.
- Københavns Kommune har ikke modtaget økonomisk kompensation fra staten til dækning af merudgifter i forbindelse med overgang fra tjenestemandsansættelse til overenskomstansættelse.
- Overenskomstansatte medarbejdere, der erstatter tidligere tjenestemandsansatte medarbejdere, har typisk en lavere gennemsnitsløn excl. pension end de afgående tjenestemandsansatte medarbejdere. Det skyldes, at de nyansatte overenskomstansatte medarbejdere typisk har en lavere anciennitet end de afgående tjenestemandsansatte medarbejdere. Forvaltningerne oplever således, at merudgifterne til de overenskomstansattes pensionsindbetalinger i nogen grad kompenseres af mindreudgifter til løn excl. pension.
- Kommunens samlede udgifter til pensioner og pensionsbidrag vil være stigende de næste 15 år, idet væksten i betalingerne til pensionsbidrag for de overenskomstansatte medarbejdere vil være større end faldet i pensionsudbetalingerne til de tidligere tjenestemandsansatte medarbejdere. Etablering af en generel kompensationsordning vil medføre en omfordeling af ressourcer mellem udvalgene i Københavns Kommune. Der vil således skulle flyttes lønmidler fra udvalg med relativt mange nye overenskomstansatte til udvalg med en relativt stor andel af ikke-pensionerede tjenestemænd.
- Uddannelses- og Ungdomsborgmesteren har i et brev til Økonomiudvalget argumenteret for en særordning for kommunens folkeskolelærere. Århus har lavet en særordning, så Skoleforvaltningen i Århus får et rammeløft på 45.000 kr. hver gang en tjenestemandsansat folkeskolelærer erstattes af en overenskomstansat. Økonomiforvaltningen kan ikke anbefale, at der etableres særordninger for nogle medarbejdergrupper i Københavns Kommune. Det er vanskeligt for Økonomiforvaltningen at pege på, hvilke udvalgte medarbejdergruppers overgang fra tjenestemandsansættelse til overenskomstansættelse, der bør give anledning til etablering af særordninger for nogle udvalg, da mulighederne for at gennemføre de nødvendige økonomiske og personalemæssige omstillinger principielt er de samme for alle udvalg.
Der henvises endvidere til den mere uddybende analyse af spørgsmålet. Analysen fremgår som bilag 3 til indstillingen.
Ad. f. Synlige budgetreserver i alle udvalg
På baggrund af Økonomiudvalgets spørgsmål i foråret 2002 om udvalgenes puljer anbefaler Økonomiforvaltningen at der tilføjes følgende krav til budgetteringen i udvalgene.
Udvalgene skal i deres budgetbidrag oprette en særskilt konto på funktion 6.51 på en af udvalgets bevillinger. Kontoen skal betegnes budgetreserve. Budgetreserven skal samle alle udvalgets midler til uforudsete udgifter, bufferpuljer, ikke udmøntede DUT-midler etc. Budgetreserven skal fremgå klart og særskilt fra de øvrige udgifter på 6.51.
Ad. g. Krav til målsætninger og formkrav
På baggrund af erfaringerne med beskrivelse af målsætninger i budget 2003 vil Økonomiforvaltningen - efter drøftelse med forvaltningerne - gennemføre visse mindre justeringer i kravene til rapportering af målsætninger. Ændringerne gennemføres med henblik på at forenkle formuleringen af mål og aktiviteter samt øge den i budgettet beskrevne sammenhæng mellem mål og økonomi.
Konklusion
Ud fra de ovennævnte principper er det, på nuværende tidspunkt, Økonomiforvaltningens forventning, at der også i den kommende fireårs-periode vil kunne tilvejebringes en udisponeret pulje i kommunens økonomi ud fra de forudsætninger, der er lagt til grund for flerårsbudgettet og vedtaget budget 2003.
Økonomiforvaltningen skal imidlertid bemærke, at udsigterne for de kommende år er usikre, idet der vil være en række usikkerhedsparametre primært knyttet til udviklingen i indtægterne fra skat og udligning, samt til udviklingen i udgifterne som følge af ændringer i pris- og lønniveauet.
H:S har endvidere meddelt, at de har opgjort en ubalance i økonomien for de kommen år på 252 mill. kr. i 2004 stigende til 602 mill. kr. i 2006. Heri indgår at statens midlertidige tilskud til H:S aftrappes årligt med ca. 125 mill. kr.
H:S bestyrelsen har sammen med de to kommuner og staten i efteråret 2002 iværksat et analysearbejde om H:S økonomiske rammer 2004-2007. Formålet med analysen er udarbejdelsen af en langsigtet økonomisk planlægning på sygehusområdet. Analysen forventes færdiggjort april 2002.
Ubalancen i H:S's økonomi indgår ligeledes som et usikkerhedsparameter i forventningerne for kommunens økonomi.
Såfremt forudsætningerne i budgetforslag 2004 ændres, og der opstår ubalance i kommunens økonomi, eksisterer der som udgangspunkt følgende muligheder for at tilvejebringe balance:
- Udskydelse af anlægsudgifter
- Afdraget på gælden kan mindskes
- Der kan spares på varige driftsudgifter
- Skatten kan sættes op
Det er Økonomiforvaltningens vurdering, at en udskydelse af anlægsudgifter, som middel til at imødegå en midlertidig ubalance i kommunens økonomi, udgør den bedste løsning på kort sigt. Anlægsprojekter skaber primært rammer for den fremtidige service og en udskydelse vil derfor kun have en mindre indflydelse på det nuværende serviceniveau.
Såfremt der optræder en mere permanent ubalance mellem udgifter og indtægter vil Økonomiforvaltningen indstille, at balancen tilvejebringes ved permanente ændringer i udgifter og indtægter.
Forvaltningerne gennemfører løbende budgetanalyser på udvalgte områder, ligesom der løbende igangsættes tværgående budgetanalyser i kommunen. I øjeblikket er der igangsat budgetanalyser på sygesikringsområdet, rengøringsområdet, indenfor vagttjeneste samt for kursusvirksomhed. Økonomiforvaltningen vil forelægge en oversigt over kommende budgetanalyser for Økonomiudvalget.
ØKONOMI
MILJØVURDERING
ANDRE KONSEKVENSER
HØRING
BILAG
Bilag 1: Tidsplan for budgetprocessen.
Bilag 2: Fordeling af omstillingsbidrag
Bilag 3: Overgang fra Tjenestemandsansættelse til overenskomtansættelse
Erik Jacobsen
/ Bjarne Winge