Mødedato: 06.12.2022, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Screening for nye kulturmiljøer til Kommuneplan 2024

Se alle bilag

Økonomiudvalget skal tage stilling til den fremlagte screening for nye værdifulde kulturmiljøer til kommuneplanen med henblik på, at screeningens anbefalinger kan indgå i det videre arbejde med Kommuneplanstrategi 2023 og Kommuneplan 2024.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at screening for nye værdifulde kulturmiljøer til kommuneplanen (bilag 1-3) tages til efterretning.

Problemstilling

For at varetage og synliggøre Københavns kulturhistorie udpeger kommuneplanen 45 værdifulde kulturmiljøer. Kommuneplanens udpegning blev oprindeligt foretaget i 2011 og er ikke ændret siden. Med Kommuneplan 2019 blev det besluttet, at der skal gennemføres en opdatering af de værdifulde kulturmiljøer frem mod Kommuneplan 2024.

Et værdifuldt kulturmiljø i kommuneplanen er en aflæselig helhed af strukturer, anlæg, bygninger med mere, der samlet knytter sig til og formidler en fælles historie om Københavns udvikling. Kulturmiljøerne illustrerer med udspring i deres oprindelse, tidsepoke eller geografi en række forskellige historiske udviklingstræk, der har betydning for forståelsen af fire overordnede fortællinger om København, nemlig København som hovedstad, København som havneby, Produktionens København og Københavnernes velfærd.

Den tematiske tilgang baseret på de fire overordnede fortællinger om København skal sikre, at de væsentligste emner og tidsperioder i byens udviklingshistorie er repræsenteret i kommuneplanen. Samlet udgør de udpegede kulturmiljøer en bred vifte af de bedste eksempler på kulturhistoriske fortællinger om hovedstaden, havnebyen, produktionsbyen og velfærdsbyen. Målet med udpegningerne er ikke at udpege alt, men at illustrere byens udvikling gennem særligt udvalgte, så vidt muligt intakte, aflæselige eksempler. Her kan f.eks. nævnes Slotsholmen under fortællingen om København som hovedstad, Christianshavn under fortællingen om København som havneby, Kødbyen under fortællingen om produktionens København og De Gamles By under fortællingen om københavnernes velfærd.

Kommuneplanens retningslinjer fastsætter, at der ved fremtidig planlægning og i afgørelser om nedrivning og byggeri skal tages højde for de værdifulde kulturmiljøers bærende bevaringsværdier, så de væsentlige kvaliteter kan udnyttes som et aktiv og synliggøres til gavn for bevarelsen og oplevelsen af byens historie såvel som for identiteten i de planlagte byområder. En endelig afvejning af kulturmiljøhensynet i forhold til andre faktorer vil foregå i den konkrete, detaljerede planlægning eller byggesagsbehandling. Dvs. at kommuneplanens kulturmiljøudpegninger beskriver de bærende bevaringsværdier, hvorimod den konkrete og bindende udpegning af bevaringsværdige bygninger og anlæg, træer m.v. sker i lokalplanlægningen.

Retningslinjerne for kulturmiljøer suppleres i kommuneplanen af retningslinjer for kulturspor i almindelighed, bevaringsværdige bygninger og bevaringsværdige bebyggelser. Yderligere informationer om de eksisterende udpegninger og retningslinjerne for kulturmiljøer fremgår af bilag 4. 

Løsning

Opdateringen af kommuneplanens værdifulde kulturmiljøer omfatter:

  1. Screening for eventuelle nye værdifulde kulturmiljøer. Økonomiforvaltningen har gennemført en screening for eventuelle nye værdifulde kulturmiljøer og anbefaler, at otte nye miljøer udpeges i Kommuneplan 2024.
  2. Eftersyn af kommuneplanens retningslinjer og redegørelse, herunder de eksisterende 45 udpegninger. Eftersynet gennemføres af Økonomiforvaltningen frem mod Kommuneplan 2024 og afrapporteres i forbindelse hermed.

Screening for nye værdifulde kulturmiljøer

Økonomiforvaltningen har med rådgiverbistand gennemført en screening for nye værdifulde kulturmiljøer til udpegning i Kommuneplan 2024. Teknik- og Miljøforvaltningen og Københavns Museum har deltaget i projektets arbejdsgruppe. Screeningen har til formål at identificere kulturmiljøer, der supplerer de eksisterende udpegninger med væsentlige kulturhistoriske fortællinger om Københavns udvikling og historie. Som i de eksisterende udpegninger er målet med screeningen ikke at udpege alt, men at illustrere yderligere aspekter af byens udvikling gennem udvalgte eksempler.

Kommuneplanens udpegningskriterier

Screeningen har udvalgt og vurderet nye værdifulde kulturmiljøer efter kommuneplanens eksisterende seks kriterier for udpegning, som fremgår af bilag 4. Med henblik på at fokusere screeningen på kulturmiljøer, der har etableret sig som væsentlige for Københavns udvikling i et langt perspektiv, omfatter screeningen kun kulturmiljøer, der er mere end 50 år gamle.

Anbefaling af otte nye værdifulde kulturmiljøer

Forvaltningen anbefaler på baggrund af screeningen otte nye værdifulde kulturmiljøer til udpegning i Kommuneplan 2024:

  • Den tidligere militære barakby Ballonparken på Amager: et eksempel på den omfattende militære tilstedeværelse i København som garnisonsby.
  • Brokvarteret ved Ravnsborggade på Nørrebro: et eksempel på det oprindelige boligbyggeri på brokvartererne.
  • Industriområdet i Nordvest: et eksempel på et større industri- og håndværksområde, der dynamisk er vokset frem med stor variation og begrænset planlægning.
  • Industriområdet på Nordøstamager ved Uplandsgade: et eksempel på et samlet planlagt industriområde til nye produkter og teknologier placeret ved Amagerbanen.
  • Industriområdet ved Lersø Parkallé i Bispebjerg: et eksempel på et sammenhængende, planlagt industrikvarter med særlig arkitektur fra en nyere periode.
  • Industriområdet ved Vermundsgade på Nørrebro: et eksempel på et større samlet industrikompleks til moderne produktionsmetoder.
  • Boligbebyggelsen Bellahøj i Brønshøj: et eksempel på nyskabende arkitektur og storskalabyggeri af almene boliger.
  • Københavns forsyning repræsenteret ved 11 spredte lokaliteter i kommunen: vand-, kloak-, telefon-, el- og gasforsyning som en væsentlig forudsætning for storbyens udvikling.

Screeningen inklusivt en beskrivelse af de otte anbefalede kulturmiljøer findes i bilag 1-3.

Screeningsprocessen

Rådgivers screening tager udgangspunkt i studier af kildematerialer, besigtigelser og forslag fra projektets arbejdsgruppe og lokaludvalgene. Screeningens mange forslag er fagligt vurderet og kvalificeret til en bruttoliste med 25 mulige nye værdifulde kulturmiljøer, der lever op til kommuneplanens udpegningskriterier og de fastsatte rammer for screeningen.

Bruttolistens forslag er prioriteret med henblik på at anbefale de miljøer, der bedst supplerer de eksisterende udpegninger med nye og centrale kulturspor fra Københavns udvikling. I prioriteringen har der bl.a. indgået en vurdering af miljøernes helhed, sammenhæng og aflæselighed, sårbarheder og bevaringsstatus samt planfaglige vurderinger i øvrigt.

På baggrund af prioriteringen anbefales de otte angivne miljøer. En beskrivelse af de enkelte miljøer på bruttolisten samt begrundelsen for prioritering fremgår af screeningsrapporten (bilag 1-2).

Den faglige vurdering af i alt 79 forslag fra lokaludvalgene findes i detaljer i screeningsrapporten (bilag 3). 12 af de fremsendte forslag indgår på bruttolisten over mulige nye værdifulde kulturmiljøer og seks forslag indgår i de anbefalede udpegninger. De resterende forslag er ikke medtaget, da de ikke lever op til kommuneplanens udpegningskriterier. Bl.a. har rådgiver vurderet, at nogle af de fremsendte forslag ikke rummer en væsentlig, fysisk aflæselig kulturhistorisk fortælling og at andre forslag allerede er repræsenteret i de eksisterende udpegninger. En sammenfatning af den faglige vurdering af forslagene fremgår af forvaltningens notat (bilag 4).

Økonomi

Eventuelle udgifter til konsulentbistand i forbindelse med indarbejdelsen af de otte anbefalede værdifulde kulturmiljøer i Kommuneplan 2024 kan afholdes indenfor forvaltningens økonomiske ramme.

Hvis det i Kommuneplanstrategi 2023 besluttes at øge antallet af nye værdifulde kulturmiljøer væsentligt ud over de otte anbefalede nye udpegninger, vil forvaltningen i overførselssagen fremlægge et budgetnotat med udgifterne til kortlægning og registrering. Såfremt der ikke afsættes budgetmidler, kan udpegningerne fortsat foretages i kommuneplanen, dog uden en faglig begrundelse og redegørelse og på niveau med de øvrige kulturmiljøer.

Videre proces

De otte anbefalede nye værdifulde kulturmiljøer oplistes i oversigtsform i forslag til Kommuneplanstrategi 2023. I forbindelse med den offentlige høring om strategien vil det være muligt for offentligheden at komme med forslag og bemærkninger.

I forslag til Kommuneplan 2024 indarbejdes udpegningerne i retningslinjerne for værdifulde kulturmiljøer. Det indebærer, at lokaliteterne udpeges på retningslinjekortet, og at der udarbejdes en kortfattet redegørelse, som begrunder de enkelte udpegninger og beskriver de bærende bevaringsværdier, sårbarheder, nuværende sikring, udviklingsmuligheder og lignende eksempler. I forbindelse med den offentlige høring om kommuneplanen vil det også være muligt for offentligheden at komme med forslag og bemærkninger hertil.

Hvis høringerne giver anledning til det, kan det politisk besluttes, at der i Kommuneplan 2024 udpeges flere eller andre værdifulde kulturmiljøer end de otte anbefalede.

 

Søren Hartmann Hede / Nanna Westerby Jensen

 

Beslutning

Dagsordenspunkt 5: Screening for nye kulturmiljøer til Kommuneplan 2024 (2022-0162797)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 6. december 2022

Fuldmægtig i Økonomiforvaltningen, Sophus August Jakobsen Bojesen, deltog under sagens behandling af hensyn til sagens oplysning.

Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag til nyt 2. at-punkt:

”At Arbejdermuseet, som en del af fortællingen om Produktionens København, tilføjes til listen over nye værdifulde kulturmiljøer.”

 

Det af Enhedslisten fremsatte ændringsforslag blev godkendt uden afstemning.

Indstillingens 1. at-punkt blev herefter taget til efterretning uden afstemning.

 

Et samlet Økonomiudvalg afgav følgende protokolbemærkning:

”For Økonomiudvalget er det vigtigt at understrege, at udpegning af kulturmiljøer ikke er lig med fredninger eller forhindrer nedrivning.

Så hvis høringerne giver anledning til det, kan det politisk besluttes, at der i kommuneplan 24 udpeges flere eller færre kulturmiljøer end de otte anbefalede.”

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Vi ønsker at bevare værdifulde kulturmiljøer, men vi har behov for en status på bygningernes tilstand, så vi ikke udnævner et område som et bevaringsværdigt kulturmiljø, hvis bygningerne har en stand, hvor de rent praktisk ikke kan bevares.

Hvis bygningerne ikke er fredningsegnede, har vi reelt ikke en mulighed for at sikre, at bygningerne har og til stadighed vil have en tilstand, hvor de reelt kan bevares.”

Til top