Igangsætning af tilbudsindhentning vedrørende Københavns Kommunes investeringsforening
Københavns Kommunes investeringsforening har en værdi på ca. 16 mia. kr. For at få de mest attraktive tilbud på markedet foretages der tilbudsindhentning af kapitalforvaltning og administration med 4-5 års mellemrum, sidste gang gældende fra den 1. juli 2018. Det indstilles derfor, at der foretages en ny tilbudsindhentning med nye aftaler gældende pr. den 1. juli 2023.
Som opfølgning på Økonomiudvalgets behandling af Københavns Kommunes finansielle risikopolitik og politik for ansvarlige investeringer den 14. juni 2022 defineres desuden, hvordan svanemærkede investeringer kan indgå i kommunens definition af bæredygtige aktieinvesteringer, ligesom der indarbejdes en grænseværdi på 5 pct. for investeringer i forsyningsselskaber med kulkapacitet. Slutteligt afrapporteres der på kommunens muligheder for at investere i unoterede værdipapirer.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at der foretages tilbudsindhentning vedrørende Københavns Kommunes investeringsforening (kapitalforvaltning og administration) som beskrevet i løsningen nedenfor,
- at ordlyden vedrørende svanemærkede investeringer i aktier ændres fra ”svanemærkede virksomheder” til ”svanemærkede investeringsforeninger”,
- at grænseværdien for forsyningsselskabers kulkapacitet reduceres fra 50 % til 5 % således, at forsyningsselskaber med kulkapacitet over 5 % fravælges. Ændringen gælder fra den 1. januar 2023.
Problemstilling
Københavns Kommunes investeringsforening blev etableret i 2007 og har en værdi på ca. 16 mia. kr. Der er fire kapitalforvaltere (Nordea, Danske Bank, Jyske Bank og Nykredit). Investeringsforeningen er kapitalbevarende, og der foretages investeringer indenfor rammerne fastsat i kommunens finansielle risikopolitik og politik for ansvarlige investeringer (se bilag 1-3). Investeringsforeningen administreres af Danske Invest Management.
Kommunal kapitalforvaltning er ikke en udbudspligtig ydelse, men det vurderes hensigtsmæssigt med 4-5 års mellemrum at foretage en tilbudsindhentning vedrørende kapitalforvaltning og administration i kommunens investeringsforening for at få mest attraktive tilbud.
Sidste tilbudsindhentning blev fortaget i 2017/2018, og nye aftaler trådte i kraft den 1. juli 2018. Aftalerne er løbende blevet tilpasset ændringer i Københavns Kommunes risikopolitik og politik for ansvarlige investeringer, ligesom de nye aftaler vil blive det.
Under behandling af Københavns Kommunes risikopolitik og politik for ansvarlige investeringer på Økonomiudvalgets møde den 14. juni 2022 blev der vedtaget et ændringsforslag om, at afgrænsningen af bæredygtige aktieinvesteringer også skal omfatte ”svanemærkede virksomheder”. Økonomiforvaltningen foreslår på baggrund af drøftelser med Miljømærkning Danmark, at dette ændres til ”svanemærkede investeringsforeninger”. Desuden svares der på bestillinger på mødet vedrørende grænseværdi for forsyningsselskabers kulkapacitet, og vedrørende investering i unoterede værdipapirer.
Løsning
For at sikre, at kommunens investeringsforeningsaftaler om kapitalforvaltning og administration er de mest attraktive, igangsættes der tilbudsindhentning vedrørende kommunens investeringsforening. Økonomiforvaltningen vil forelægge indstilling om valg af kapitalforvaltere og administrator forventet april 2023 og nye aftaler forventes at træde i kraft pr. den 1. juli 2023.
En tilbudsindhentning følger i store træk samme principper, som hvis der var tale om et egentligt udbud. De nye aftaler forventes at gælde 4-5 år, hvorefter der vil blive foretaget en ny tilbudsindhentning. Deloitte bistår Økonomiforvaltningen i tilbudsindhentningen.
Formålet med tilbudsindhentningen er fremadrettet at sikre det bedst mulige afkast i investeringsforeningen indenfor de af Økonomiudvalget fastsatte risikorammer og kommunens politik for ansvarlige investeringer m.v. Samt at dette sker til den relativt bedste pris og laveste omkostninger. Tilbudsindhentningen vil være omfattet af Københavns Kommunes regler for hvidvask m.v. og af kommunens CSR-bilag.
Bæredygtige aktier og Svanemærket
I forbindelse med behandling af ”Københavns Kommunes finansielle risikopolitik og politik for ansvarlige investeringer” blev der vedtaget et ændringsforslag om, at bæredygtige aktier blandt andet kan defineres som ”svanemærkede virksomheder”.
Økonomiforvaltningen har været i dialog med Miljømærkning Danmark, der står for Svanemærket, og drøftet muligheden for svanemærkede investeringer. Det er produkter, der svanemærkes, og ikke virksomheder. En investeringsforening kan ses som et produkt. Det indstilles derfor, at ordlyden af kravet ændres fra ”svanemærkede virksomheder” til ”svanemærkede investeringsforeninger”.
Grænseværdi for forsyningsselskabers kul produktionskapacitet reduceres fra 50 % til 5 %
På mødet den 14. juni 2022 blev det efterspurgt, at Økonomiforvaltningen undersøger, hvad konsekvenserne vil være ved at ændre i Københavns Kommunes politik for ansvarlige investeringer således, at det i forhold til fossile brændstoffer, under forsyningsselskaber, vedtages, at grænsen for hvor meget kul, der må bruges til produktionskapacitet, reduceres fra 50 % til 10 %.
Økonomiforvaltningen har undersøgt spørgsmålet ved at lave en rundspørge hos de nuværende kapitalforvaltere i kommunens investeringsforening. Standarden har flyttet sig meget i de senere år, og det er således nu udbredt med en grænseværdi på 5 %.
Investering i unoterede værdipapirer
Ved Økonomiudvalgets behandling af kommunens finansielle risikopolitik og politik for ansvarlige investeringer indgik besvarelse af ”Medlemsforslag om sociale investeringer”. Det fremgik her om investering i unoterede værdipapirer via en UCITS (kommunens investeringsforening er en UCITS), at de retlige rammer gør det muligt at foretage investeringer, herunder i sociale investeringer, i unoterede papirer inden for en UCITS, men at der gælder en række betingelser, som i praksis er vanskelige at opfylde og/eller forbundet med væsentlige omkostninger.
I forbindelse med Økonomiudvalgets drøftelser blev der bedt om, at Økonomiforvaltningen undersøger muligheden for at investere i unoterede værdipapirer i regi af kommunens investeringsforening. Svar herpå fremgår nedenfor og af bilag 4.
Økonomiforvaltningen har derfor bedt Deloitte om at bistå med en afdækning af de markedsmæssige muligheder. Det vil sige en afdækning af, om der er kapitalforvaltere og administratorer af kommunens investeringsforening, der vil byde på at foretage investering i unoterede værdipapirer via Københavns Kommunes investeringsforening.
På baggrund af en markedsdialog med et bredt udsnit af kapitalforvaltere og administratorer af investeringsforeninger i Danmark konkluderer Deloitte, at unoterede værdipapirer ikke er et produkt, som markedet i udgangspunktet vil kunne tilbyde inden for rammerne af kommunens Investeringsforening. Deloitte har opsamlet resultaterne i notat (bilag 5).
Teoretisk er investeringer i unoterede værdipapirer via UCITS muligt, men det er ikke en løsning, som kapitalforvaltere udbyder. Såfremt kapitalforvaltere skulle udbyde det, vil det i praksis være omkostningstungt, idet der vil være høje opstartsomkostninger og løbende omkostninger, herunder betragtelige faste omkostninger via forvaltningshonoraret til den løbende screening og værdiansættelse samt eventuelle efterfølgende aktive ejerskab af unoterede værdipapirer. Det vil også være vanskeligt at imødekomme de lovgivningsmæssige krav om begrænset tabsrisiko og likviditet, som eksisterer for UCITS.
Generelt vurderes det, at UCITS ikke er en velegnet konstruktion til at foretage investering i unoterede værdipapirer. En alternativ investeringsforening (AIF) er mere velegnet til sådanne investeringer, men Indenrigs- og Boligministeriet henstiller dog i brev den 25. maj 2022 til alle kommuner og regioner, at disse er tilbageholdende med at investere i AIF’er.
Henset til de omkostninger og risici, der er forbundet med investering i unoterede værdipapirer, og på baggrund af Deloittes markedsafdækning, der viser, at der i praksis ikke er kapitalforvaltere og administratorer, der tilbyder investering i unoterede aktier inden for rammerne af en UCITS, vil den kommende tilbudsindhentning ikke omfatte investeringer i unoterede værdipapirer.
Deloitte bemærker, at såfremt Københavns Kommune alligevel ønsker at teste markedets parathed yderligere, kan kommunen vælge at inkludere unoterede værdipapirer i sine investeringsrammer som en option i forbindelse med udbud af kapitalforvaltning og administration af kommunens investeringsforening. Dette vil være forbundet med yderligere omkostninger i forbindelse med tilbudsindhentningen.
Økonomi
Udgifter til honorarer til kapitalforvaltere og administrator holdes indenfor kommunens investeringsforening.
Videre proces
Tilbudsindhentningen vil blive offentliggjort december 2022. Indstilling om valg af kapitalforvaltere og administrator forventes at blive forelagt Økonomiudvalget april 2023. Nye aftaler forventes at træde i kraft den 1. juli 2023. Reduktion af grænseværdien for forsyningsselskabers kulkapacitet vil være gældende fra den 1. januar 2023, og vil blive indarbejdet i Københavns Kommunes finansielle risikopolitik og politik for ansvarlige investeringer, der forelægges for Økonomiudvalget en gang om året, næste gang forventet juni 2023.
Søren Hartmann Hede / Mads Grønvall
Beslutning
Dagsordenspunkt 3: Igangsætning af tilbudsindhentning vedrørende Københavns Kommunes investeringsforening (2022-0335492)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 6. december 2022
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.