Mødedato: 06.12.2005, kl. 15:00

Opgivelse af krav om tilbagesøgning af for meget udbetalt løn mv.

Se alle bilag

Opgivelse af krav om tilbagesøgning af for meget udbetalt løn mv.

Økonomiudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 6. december 2005

 

 

 

J.nr.             ØU  530/2005

 

 

5.                   Opgivelse af krav om tilbagesøgning af  for meget udbetalt løn mv.

 

 

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget godkender, at Kommunen opgiver at gennemføre krav på tilbagesøgning af skyldige beløb under 1.500 kr. netto, opstået i den periode, Accenture har varetaget lønanvisningsopgaven for Københavns Kommune.

 

 

 

RESUME

Accentures varetagelse af lønanvisningsopgaven i Københavns Kommune har medført, at den udbetalte løn til en lang række medarbejdere ikke har været rigtig.

 

Accenture har indtil nu gennemført krav om tilbagebetaling over for ca. 2.700 debitorer til et samlet beløb på 5 – 6 mio. kr.

Trods dette viser en opgørelse pr. 30. september 2005 – der er fremsendt fra Accenture den 26. oktober 2005 – , at Københavns Kommune har et samlet tilgodehavende på ca. 44. mio. kr. Accenture har taget forbehold for opgørelsen, der således ikke er endelig. Bl.a. må det forventes, at der vil opstå en del sager som følge af forkert ferieudbetaling.

 

Ca. 3 mio. kr. af de 44 mio. kr. vedrører beløb under 1.500 kr., hidhørende fra 12.241 ansættelsesforhold.

Det vil være meget tids- og omkostningskrævende at søge beløb under 1.500 kr. inddrevet. Økonomiforvaltningen vurderer således, at de samlede administrative omkostninger ved at inddrive beløb under 1.500 kr. overstiger de 3 mio. kr., der skyldes.

 

Det er endvidere vurderingen, at såvel det (lange) tidsrum, der vil gå mellem kravets opståen, og dets gennemførelse, som en påstand om god tro hos de berørte vil gøre det vanskeligt af få kravene godkendt ved domstolene.

 

Økonomiforvaltningen indstiller derfor, at det godkendes, at der ikke tages skridt til at søge beløb under 1.500 kr. tilbagebetalt.

 

Samtlige skyldige beløb over 1.500 kr. vil blive krævet tilbagebetalt.

Organisationerne - ved Københavns og Frederiksbergs Fællesrepræsentation - har erklæret sig enig i den foreslåede fremgangsmåde.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Accenture overtog med virkning fra 1. september 2003 lønanvisningsopgaven for Kommunen.

Anvisningen skete i perioden 1. september 2003 til 31. maj 2004 på grundlag af det hidtil anvendte KMD-system.

Pr. 1. juni 2004 tog Accenture et nyt – Oracle-baseret - anvisningssystem i brug.

Allerede hurtigt efter ibrugtagningen den 1. juni 2004 af det nye lønanvisningssystem fandt ukorrekte lønudbetalinger til Kommunens ansatte sted i stort omfang

Problemerne førte til, at Økonomiudvalget i mødet den 10. maj 2005 traf beslutning om at ophæve kontrakten med Accenture med virkning fra 3. maj 2005.

 

En aftale med Accenture om, at Accenture løbende skulle gennemføre krav om tilbagesøgning af for meget udbetalt løn mv., har Accenture ikke efterlevet.

Accenture har indtil nu gennemført krav om tilbagebetaling over for ca. 2.700 debitorer til et samlet beløb på 5 – 6 mio. kr.

 

Accenture er nu i gang med at opgøre og dokumentere de resterende sager, idet processen er tilrettelagt således, at de beløbsmæssigt største sager håndteres først.

 

Accenture har i den forbindelse den 26. oktober 2005 fremsendt en oversigt over Kommunens tilgodehavende pr. 30. september 2005. Det fremgår heraf, at Kommunen har et tilgodehavende på ca. 44 mio. kr.

Af disse vedrører i alt 12.241 ansættelsesforhold beløb under 1.500 kr.

 

Oversigten er ikke endelig, bl.a. må det forventes, at der vil opstå en del sager som følge af forkert ferieudbetaling

 

Oversigten vedlægges.

 

Det er vurderingen, at det i gennemsnit vil tage 1 – 2 dage i sagsbehandlingstid at behandle den enkelte sag (estimatet omfatter følgende sagsbehandlingselementer: opgørelse, dokumentation, validering, opkrævning, betaling, gennemførelse af krav og afskrivning). Specielt for beløb under 1.500 kr. er vurderingen, at den nødvendige indsats vil svare til 1 – 1½ dag.

 

Omkostningerne ved at søge beløb under 1.500 kr. tilbagesøgt skønnes i overensstemmelse hermed mindst at udgøre 3 mio. kr.

Det er endvidere vurderingen, at der vil gå mindst ½ år, før processen med gennemførelse af krav på beløb under 1.500 kr. vil være gennemført.

Samlet er det vurderingen, at det af hverken tids- eller omkostningsmæssige grunde vil være forsvarligt at gennemføre krav om tilbagebetaling af krav under 1.500 kr.

 

Samtlige beløb over 1.500 kr. vil blive krævet tilbagebetalt. Der vil blive udfoldet alle bestræbelser på at gennemføre de fremsatte krav om tilbagebetaling. Uanset dette kan det vise sig umuligt at få inddrevet alle krav.

Det kan derfor blive nødvendigt at afskrive skyldige beløb i henhold til reglerne i kasse- og regnskabsregulativet.

 

Organisationerne – ved Københavns og Frederiksbergs Fællesrepræsentation - har erklæret sig enig i den foreslåede fremgangsmåde.

 

ØKONOMI

Indstillingen indebærer, at forvaltningerne i Kommunens regnskab for 2005 og 2006 ventes at afskrive et beløb på samlet 3 mio. kr. vedrørende debitorer. Afskrivningen af udgiften vil ikke påvirke udvalgenes driftsbudgetter.

 

 

MILJØVURDERING

-

ANDRE KONSEKVENSER

-

HØRING

-

BILAG

Oversigt fra Accenture pr. 30. september 2005 over debitorer.

 

 

 

 

Bjarne Winge

                                      / Hans Simmelkjær

 

 

Bilag

Til top