Havnetunnel / østlig omfartsvej
Transportministeriet har anmodet Københavns Kommune om at godkende valg af overordnet linjeføring for en havnetunnel til fortsatte analyser. Dertil besluttede et flertal i Borgerrepræsentationen den 11. oktober 2012, at en havnetunnel skal indgå i det videre arbejde med Grøn Mobilitet.
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende Transportministeriets indstillede overordnede linjeføring for en havnetunnel (B4) som udgangspunkt for de fortsatte analyser. Den foreslåede model er en primært boret tunnel fra Nordhavnsvej til Nordhavn, Refshaleøen, Kløverparken og Amager Fælled til Amagermotorvejen ved Sjællandsbroen,
- at godkende vedlagte brev fra Overborgmesteren til Trængselskommissionen, hvori Københavns Kommune bakker op om en havnetunnel som en god løsning til at fremme grøn mobilitet i Hovedstadsområdet.
Problemstilling
Transportministeriet har analyseret en række forskellige linjeføringer og anlægsteknikker for en havnetunnel / østlig omfartsvej i København. Ministeriet har anmodet Københavns Kommune og de øvrige deltagere i styregruppen for analysen om at godkende ministeriets indstilling af valg af overordnet linieføring til de fortsatte analyser.
Dertil deltager Københavns Kommune aktivt i trængselskommissionens arbejde efter Borgerrepræsentations beslutning den 10. maj 2012. Arbejdet sker efter mandat fra Borgerrepræsentationen med udgangspunkt i bl.a. kommunens beslutninger om de fremtidige udbygninger af den kollektive trafik i København (KIK), målsætninger i Kommuneplan 2011 og strategien for Grøn Mobilitet, der efter den endelige godkendelse i Borgerrepræsentationen også indeholder ønsket om en havnetunnel.
Løsning
Økonomiforvaltningen vurderer, at Transportministeriets foreslåede overordnede linjeføring er den bedste model for Københavns Kommune, da den har gode trafikale effekter og muliggør fremtidig byudvikling i både Nordhavn og Refshaleøen. Transportministeriets foreslåerede Linjeføring er overordnet sammenfaldende med den linjeføring, der indgik i fremtidsscenarierne for udbygningen af den kollektive infrastruktur i København (KIK) som Borgerrepræsentationen tog til efterretning den 20. juni 2012. Det anbefales derfor, at Borgerrepræsentationen godkender valget af den af Transportministeriets indstillede foreslåede overordnede linjeføring som udgangspunkt for de videre analyser.
Den foreslåede model er en sænketunnel fra Nordhavnsvej til Nordhavn, samt boret tunnel fra Nordhavn via Refshaleøen, Kløverparken og Amager Fælled til Amagermotorvejen ved Sjællandsbroen. Dele af strækningen, særligt omkring tilslutningsanlæggene, vil skulle etableres som gravet tunnel. Linjeføringen inklusiv placering af nedkørsler/opkørsler fremgår af vedlagte bilag.
Transportministeriet skønner, at havnetunnelen på sigt vil få en trafik på ca. 65.000 biler i pr. dag i snittet på tværs af havnen. Havnetunnelen vil styrke mobiliteten for pendlere og erhvervstrafik i regionen og aflaste bl.a. Ring 3, Ring 2 og vejnettet i det centrale København. Havnetunnelen vil kunne bidrage til et bedre miljø med mindre luftforurening og mindre støj i det centrale og tætbefolkede København, da en del af biltrafikken flyttes til havnetunnelen. Dermed kan der også frigøres plads i det centrale København til cykler, kollektiv trafik og grønne tiltag.
I forbindelse med Københavns Kommunes deltagelse i trængselskommissionen anbefales det derfor, at kommunen bakker op om havnetunnelen som et element i en god løsning på mange af trængselskommissionens problemstillinger. I forhold til trængselskommissionen bakker kommunen naturligvis også op om andre løsninger som udbygning af den kollektive trafik og bedre forhold for cyklisterne i tråd med KIK og handlingsplanen for Grøn Mobilitet.
Transportministeriet skønner en pris på den foreslåede model til omkring 27 mia. kr. Finansieringen kan tilvejebringes fra forskellige kilder som statstilskud, brugerbetaling, tilskud fra grundejere i de betjente områder og OPP. Mulighederne for at gennemføre projektet med delvis finansiering fra private parter som f.eks. pensionskasser bør undersøges nærmere. I forhold til de samlede omkostninger skal det også bemærkes, at etableringen af en havnetunnel kan etapeopdeles fra nord med en første etape fra Nordhavnsvej til Nordhavn.
Økonomi
Videre proces
Claus Juhl /Bjarne Winge
Oversigt over politisk behandling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende Transportministeriets indstillede overordnede linjeføring for en havnetunnel (B4) som udgangspunkt for de fortsatte analyser. Den foreslåede model er en primært boret tunnel fra Nordhavnsvej til Nordhavn, Refshaleøen, Kløverparken og Amager Fælled til Amagermotorvejen ved Sjællandsbroen,
- at godkende vedlagte brev fra Overborgmesteren til Trængselskommissionen, hvori Københavns Kommune bakker op om en havnetunnel som en god løsning til at fremme grøn mobilitet i Hovedstadsområdet.
Beslutning
Peter Wimmelmann Larsen og miljøkoordinator og Fleming Kjer havde foretræde ved punktets behandling.
Der blev stemt om indstillingen.
For stemte 7 medlemmer: A, V og O
Imod stemte 4 medlemmer: F og Ø
Indstillingen blev dermed anbefalet.
Sisse Marie B. Welling (F) afgav følgende protokolbemærkning: ”Socialistisk Folkeparti stemmer imod indstillingen, da vi ikke kan bakke op om forslaget om at bygge en havnetunnel. Investeringer i bedre infrastruktur til biler fører til mere biltrafik. Det giver ikke grøn mobilitet. Vi vil i stedet satse på at udvikle den kollektive trafik med udbygning og bedre sammenhænge. Og vi vil satse endnu mere på at styrke cykelkulturen med nye investeringer og forbedringer af komfort og sammenhænge. Det gælder også i relation til nye byområder.”
Carl Christian Ebbesen (O) og Pia Allerslev (V) afgav følgende protokolbemærkning: ”Dansk Folkeparti og Venstre støtter – og har altid støttet en havnetunnel- og vi ønsker, at der arbejdes videre med projektet. Der er dog stadig uafklarede spørgsmål vedr. mulige linjeføring og afkørselsmuligheder, som vi afventer svar på inden behandlingen i Borgerrepræsentationen.”