Godkendelse af kontrakterne for de regionale spillesteder for perioden 2013-2016
Kultur- og Fritidsudvalget skal godkende kontrakterne for de 5 regionale spillesteder for perioden 2013-2016.
Tidligere beslutninger
Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
1. at kontrakterne med de 5 regionale spillesteder for perioden 2013-2016 godkendes (bilag 1-5).
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Kultur- og Fritidsudvalgets budgetramme.
Problemstilling
I henhold til Lov om Musik skal der udpeges regionale spillesteder for perioden 2013-2016.
På Borgerrepræsentationens møde den 8. marts 2012 blev det besluttet, hvilke spillesteder, der skal være regionale spillesteder i København de næste fire år. Derudover blev den økonomiske ramme for spillestederne fastsat. Det blev ligeledes besluttet, at give Kultur- og Fritidsforvaltningen bemyndigelse til de videre forhandlinger med Statens Kunstråds Musikudvalg ved Kulturstyrelsen og de 5 spillesteder. Endelig besluttede Borgerrepræsentationen, at kontrakterne skal godkendes af Borgerrepræsentationen i løbet af efteråret 2012.
Løsning
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 19. januar 2012, at Kultur- og Fritidsforvaltningen skulle forhandle med Statens Kunstråds Musikudvalg, de nuværende regionale spillesteder, VEGA, Global Copenhagen, JazzHouse, Culture Box og Loppen. Samtidig blev det besluttet, at Kultur- og Fritidsudvalget ønsker fokus på to strategiske indsatsområder; administrative fællesskaber på tværs af spillestedsmiljøet og outreach.
I udkastene til kontrakter fremgår det, at alle spillestederne forholder sig til de strategiske indsatsområder som fremgik af ansøgningskriterierne:
- Præsentation af rytmisk musik af høj kunstnerisk kvalitet
- Udvikling af musiklivet, herunder vækstlag og smalle genrer
- Publikumsudvikling, markedsføring og kommunikation
- Eksternt samarbejde
- Professionel ledelse, organisation og opgaveløsning
Det er forvaltningens vurdering, at spillestederne generelt har stort fokus på at effektivisere driften, bl.a. gennem tværgående samarbejder på det administrative område. Af samme grund samarbejdes der løbende på kryds og tværs af spillesteder og festivaler - også på landsplan og internationalt.
Udover JazzHouse, som har et egentligt administrativt samarbejde med Copenhagen Jazz Festival, bl.a. i form af et fælles sekretariat, er alle spillestederne positive overfor at skabe øget synergi og administrative rutiner samt forøget outreach. I udkastene til kontrakter er der bl.a. fokus på udbygning og professionalisering af arbejdet med frivillige samt udbygning af samarbejdet indenfor formidling og markedsføring.
Økonomi
I henhold til Borgerrepræsentationens beslutning af 8. marts 2012 (2011-37015) er der anvist dækning for udgiften på 6,3 mio. kr. på Kultur- og Fritidsudvalgets budget 03.35.63 Musikarrangementer (2012-priser) i perioden 2013-2016.
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Kultur- og Fritidsudvalgets budget.
Videre proces
Carsten Haurum /Merete Evers Dewilde
Oversigt over politisk behandling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler:
1. at kontrakterne med de 5 regionale spillesteder for perioden 2013-2016 godkendes (bilag 1-5).
Kultur- og Fritidsudvalget beslutning i mødet den 11. oktober 2012
Punktet blev behandlet umiddelbart efter dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsorden).
Indstillingen blev godkendt.
Beslutning
Indstillingen blev anbefalet.