Mødedato: 06.09.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Endelig vedtagelse tillæg 2 til lokalplan nr. 462 "Grønttorvsområdet", Valby

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til endelig vedtagelse af tillæg nr. 2 til lokalplan 462, Grønttorvsområdet. Lokalplanen skal muliggøre byudvikling af den kommunale grund mellem Gl. Køge Landevej, Torveporten og Værkstedsvej i Valby.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at godkende tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 462 ”Grønttorvsområdet” med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

I 2011 vedtog Borgerrepræsentationen en rammelokalplan for Grønttorvsområdet. Den 8. oktober 2015 vedtog Borgerrepræsentationen tillæg 1 til lokalplanen, der omfatter den centrale del af Grønttorvet, ca. 270.000 m2 bolig og erhverv. Området omfattet af tillæg 2 ønskes lokalplanlagt med byggeretsgivende bestemmelser. Forslag til tillæg 2 blev godkendt i Borgerrepræsentationen den 10. december 2015 og har været i høring fra 18. december 2015 til 15. februar 2016. Forvaltningen har modtaget 4 henvendelser. Høringen har givet anledning til få ændringsforslag.

Borgerrepræsentationen tiltrådte den 12. december 2013, at Københavns Kommune indgår partnerskabsaftale med et alment boligselskab om 90 boliger. Med dette tillæg er plangrundlaget tilvejebragt, som Københavns Kommune forpligtede sig til med partnerskabsaftalen.

Løsning

I Budget 2016 (BR 1. oktober 2015) (A, B, C, F, I, O og V) blev det besluttet, at lokalplantillægget skulle behandles i den oprindelige form, der var på Teknik- og Miljøudvalgets dagsorden den 10. november 2014, jf. ”Parterne er enige om, at det er vigtigt at igangsætte udvikling af Torveporten og dermed sikre plads til nye almene familieboliger og daginstitution mv. Parterne er enige om at stemme for den foreslåede lokalplan for Torveporten fra november 2014, der er udarbejdet i sammenhæng med den nye lokalplan for hele Grønttorvsområdet. Lokalplanen genfremsættes derfor til politisk behandling inden årets udgang.” Det oprindelige forslag til kommuneplantillæg om at muliggøre boliger og erhverv er nu indarbejdet i Kommuneplan 2015. Forslaget til tillæg 2 er i overensstemmelse hermed. 

Der har været et udredningsarbejde i gang siden 2014 på baggrund af, at det oprindelige forslag til lokalplan blev trukket fra Teknik- og Miljøudvalgets dagsorden, idet HOFOR så potentiale og besparelser i at bruge grunden som opsamlingsbassin ved skybrud. Udredningsarbejdet har ikke været fremlagt, idet parterne i Budget 2016 (BR 1. oktober 2015) (A, B, C, F, I, O og V) forinden traf beslutning om at behandle det oprindelige lokalplantillæg.  

Formålet med lokalplantillægget er at fastlægge udvikling af området til boliger og serviceerhverv med mulighed for at integrere en stor børneinstitution (op til 1.700 m²) i bebyggelsen. Området har et grundareal på 24.000 m², eksklusive tilstødende vejarealer. Langs Gl. Køge Landevej fastlægges en erhvervsbebyggelse med 16.500 m² etageareal med krav om publikumsorienterede serviceerhverv herunder butikker. Den nordvestlige del af området ved Torveporten og Værkstedsvej fastlægges til etageboliger med 10.500 m² etageareal. Her muliggøres publikumsorienterede serviceerhverv i stueetagen mod Torveporten og en børneinstitution i den indre del af bebyggelsen. I den sydvestlige del af området langs Værkstedsvej muliggøres en tæt-lav bebyggelse med et etageareal på 9.000 m². Ved fuld udbygning er bebyggelsesprocenten 150 for tillægsområdet under ét, svarende til 36.000 m2

Bebyggelsesplanen i lokalplantillægget er en mindre justering af bebyggelsesplanen vist i rammelokalplanen for Grønttorvsområdet, jf. bilag 4. 

Tillægget fastlægger placering og udformning af bebyggelsen samt friarealer, så boliger og friarealer beskyttes mod trafikstøj. En intern vej i området vil betjene hele bebyggelsen og sikre adgang til både erhvervsbebyggelsen, etageboligerne, tæt-lav bebyggelsen samt den eventuelle børneinstitution.  

Området bruges i dag som boldbaner og til klubhus for Valby Boldklub. I budget 2016 (BR 1. oktober 2015) (A, B, C, F, I, O og V) blev parterne enige om: ”at det er vigtigt at igangsætte udvikling af Torveporten og dermed sikre plads til nye almene familieboliger og daginstitution mv.” Som følge heraf flyttes Valby Boldklub til et nyt klubhus og banekapaciteten øges i et arbejde, der er igangsat. Placeringen er fundet i samarbejde med Valby Boldklub i forbindelse med udviklingen af strategi og lokalplan for Valby Idrætspark (Se bilag 2 faktaark). 

Høring

Modtagne henvendelser i høringsperioden
De 4 modtagne henvendelser i høringsperioden vedlægges som bilag 3. Herunder er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger.

Bemærkninger fra Valby Lokaludvalg – bilag 3, henvendelse nr. 1

  1. Ser positivt på nye rækkehuse ved Værkstedsbyen og randbebyggelse, der vil skærme mod støj. Er dog bekymret for den højere tæthed på den nordlige del af grunden.
  2. Bemærker, at friarealerne er svære at benytte til ophold.
  3. Lægger vægt på, at der findes en god løsning, når Valby Boldklub skal flytte.
  4. Har generelle bemærkninger for udviklingen af Grønttorvsområdet og er bl.a. bekymrede for udvidelse af Gl. Køge Landevej samt er opmærksomme på finansiering af gang- og cykelforbindelse på tværs af jernbanen.

Forvaltningens bemærkninger

  1. Forvaltningen er opmærksom på at skabe en sammenhæng mellem de forskellige områder i Grønttorvsområdet. Derfor er højderne langs Torveporten søgt indpasset med den øvrige planlagte bebyggelse for at skabe et sammenhængende gadeforløb, der forbinder Gl. Køge Landevej og det centrale parkområde i Grønttorvsområdet. Bebyggelsen langs Gl. Køge Landevej er med til at skærme opholdsarealerne mod støj fra vejen og bliver gradvist lavere hen mod Elleparken syd for grunden.
  2. Formålet med det mindre friareal, der er placeret mod Gl. Køge Landevej, er at bryde den ellers meget lange facade mod Gl. Køge Landevej, og på bagsiden medvirke til at indramme lokalplantillæggets største opholdsareal.
  3. Vedrørende kommentar omkring Valby Boldklub henvises til forvaltningens bemærkninger til Valby Boldklubs henvendelse.
  4. Gang- og cykelforbindelsen er en del af planlægningen for Grønttorvsområdet. Ved udviklingen af omkringliggende områder har kommunen indgået udbygningsaftaler med grundejere i Valby Syd om medfinansiering af gang- og cykelforbindelsen, såfremt kommunen bidrager til finansieringen. Der er ikke afsat finansiering hertil i budgettet. Vedrørende udvidelse af Gl. Køge Landevej, der blev drøftet som en mulighed i forlængelse af udviklingen af Grønttorvs- og Carlsbergområdet, er der ingen planer om at udvide denne, idet forvaltningen på nuværende tidspunkt vurderer, at der ikke er behov herfor.  

Bemærkninger fra HOFOR – bilag 3, henvendelse nr. 2

  • Gør opmærksom på, at det er nødvendigt at etablere en ny ledning gennem Grønttorvsområdet, at der er behov for en dialog vedrørende skybrudssikringen for Grønttorvsområdet, samt at deres henvendelse omhandler hele Grønttorvsområdet og ikke specifikt lokalplantillæggets område. 

Forvaltningens bemærkninger

  • Som HOFOR også bemærker, omhandler henvendelsen den generelle udvikling af Grønttorvsområdet. Teknik- og Miljøforvaltningen er i dialog med bygherre og HOFOR vedrørende ledning og skybrudssikring. 

Bemærkninger fra Valby Boldklub, v. Jesper Dyjak – bilag 3, henvendelse nr. 3

  • Valby Boldklub tilslutter sig Valby Lokaludvalgs fokus på processen med at flytte Valby Boldklub til Valby Idrætspark. Boldklubben understreger to fokuspunkter i aftalen: 1. at Boldklubben ikke flytter før det nye klubhus står klar i Valby Idrætspark og 2. at Boldklubben ikke stilles ringere end i dag, dvs. mængden af baneareal til rådighed overfor det samlede antal medlemmer. 

Forvaltningens bemærkninger

  • Teknik- og Miljøforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen er i dialog med Valby Boldklub i forbindelse med flytningen af boldklubben og de arealer, der i fremtiden vil blive stillet til rådighed. Forvaltningerne er opmærksomme på, at Valby Boldklub ikke bør flyttes, før det nye klubhus står klart. Boldklubben vil indgå i Valby Idrætsparks fællesskab på lige vilkår med områdets andre brugere, og forvaltningen vurderer, at boldklubben ikke bliver ringere stillet end i dag. 

Bemærkninger fra Idrætsforum København – bilag 3, henvendelse nr. 4

  • Kommenterer generelt på udviklingen af Valby Idrætspark og Grønttorvsområdet og har fokus på, at der i takt med udviklingen af bydelen også vil blive opført idrætsfaciliteter, rekreative arealer og aktive byrum. 

Forvaltningens bemærkninger

  • Forvaltningen er opmærksom på fremtidige sammenhænge mellem Valby Idrætspark og Grønttorvsområdet. 

Forvaltningen har i foråret efter høringsperioden, der sluttede i februar 2016, været i dialog med KAB omkring at skabe sammenhæng mellem tillæggets område og Elleparken – herunder skabe mulighed for at etablere et fælles beboerhus.

Dette har givet anledning til følgende forslag til tilføjelse til § 5, stk. 2: Fælleshus skal placeres som angivet på tegning nr. 4.2 eller andet sted i kvarteret. Derudover foreslås det tilføjet i § 4, stk. 6, at mindst 50 % af cykelparkering knyttet til ungdomsboliger og ældre- og plejeboliger, butikker og uddannelsesinstitutioner etableres med overdækning i overensstemmelse med Kommuneplan 2015. Bygherre har ikke haft bemærkninger hertil.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Finansiering af gang- og cykelforbindelsen over jernbanen er delvist finansieret via udbygningsaftaler med ca. 12,5 mio. kr., såfremt Københavns Kommune bidrager senest i 2018. Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet budgetnotat om forundersøgelse af det kommunale bidrag til restfinansiering, jf. "Stiforbindelse over banen fra F. L. Smidth" til budgetforhandling 2017.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør Teknik- og Miljøforvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven.

 

Pernille Andersen                                 /     Jakob Møller Nielsen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 462 ”Grønttorvsområdet” med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 22. august 2016  

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Vi mener, at parkeringsnormen for biler bør fastsættes til 1 pr. 100 m2 bolig”.

Beslutning

Dagsordenspunkt 17: Endelig vedtagelse tillæg 2 til lokalplan nr. 462 "Grønttorvsområdet", Valby (2016-0256474)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 6. september 2016

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 22. august 2016:

”Vi mener, at parkeringsnormen for biler bør fastsættes til 1 pr. 100 m2 bolig”.

Dansk Folkeparti tilsluttede sig protokolbemærkningen.

Til top