Mødedato: 06.09.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Forslag til lokalplan ”Enghave Stationsområde”, Vesterbro

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til at sende forslag til lokalplan ”Enghave Stationsområde” i høring. Forslaget vil muliggøre opførelse af plejeboliger, en børneinstitution og en nærgenbrugsstation ved Enghave Station/Sønder Boulevard/Enghavevej på Vesterbro. 

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at godkende forslag til lokalplan ”Enghave Stationsområde” (bilag 1) med henblik på offentliggørelse på Københavns Kommunes hjemmeside ”Bliv Hørt” og udsendelse i offentlig høring i 8 uger.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiforvaltningen har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Københavns Kommune ønsker at udvikle Enghave Stationsområde, der omfatter kommunalearealer ved Enghave Station/Sønder Boulevard/Enghavevej og et tilgrænsende baneareal, som er blevet overflødigt til baneformål efter, at Enghave Station er flyttet til Carlsberg.

Lokalplanen for Enghave Stationsområde omfatter arealer, der indtil nu har indgået i rammelokalplanen for Carlsberg med bestemmelse om, at nybyggeri forudsætter supplerende lokalplan. Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at det ikke længere er relevant at se planlægningen af nybyggeriet i det aktuelle område i direkte sammenhæng med planen for Carlsberg, fordi de udviklingsprojekter i nærområdet, der er forudsat i lokalplanen for Carlsberg, er fuldført. Herunder at Enghave Station er flyttet til Carlsberg med åbning i juli 2016, og at Sønder Boulevard er omlagt til rekreativt område. Planen for Enghave Stationsområde er derfor en selvstændig lokalplan i stedet for et tillæg til rammelokalplanen for Carlsberg.

Løsning

Lokalplanområdet ligger på Vesterbro og omfatter et grundareal på ialt 4.700m2, hvoraf Københavns Kommune ejer 3.600m2 og DSB de resterende 1.100m2. Kommunens arealer er udlejet til benzintank og autovirksomheder mv., mens DSB’s arealer bl.a. rummer en stationsbygning. I forbindelse med udviklingen af området forudsættes, at lejemålene opsiges og alle bygningerne fjernes. Stationsbygningen, der har middel bevaringsværdi 4 i SAVE registreringen, nedrives af DSB i løbet af efteråret 2016 som led i lukning af stationen. DSB har søgt om tilladelse til at nedrive bygningen og denne er givet. En bygning kaldet Bazarbygningen, der blandt andet rummer Enghave Kro, har middelbevaringsværdi på 5. De resterende bygninger harlavbevaringsværdi på 8. 

Lokalplanforslaget sikrer mulighed for, at behovet for kommunale servicefunktioner kan imødekommes ved at bygge plejeboliger med tilhørende servicefunktioner, en daginstitution og en nærgenbrugsstation til betjening af de tilgrænsende boligkarreer på Vesterbro samt Carlsberg. Krav til udadvendte og/eller fælles funktioner i stueetagen mod Sønder Boulevard og Enghavevej skal medvirke til at understøtte ønsket om byliv. Der muliggøres herunder indretning af op til 500 m2 butikker. Denne mulighed forventes dog ikke udnyttet, idet bygherre forventer at anvende stueetagen til servicefunktioner i tilknytning til plejeboligerne. 

Der fastlægges en randbebyggelse i 2-6 etager mod Sønder Boulevard, Enghavevej og jernbanen med et etageareal på ca.8.300 m2. Bebyggelsen har form som en karré, der er højst mod Enghavevej. Hermed tilgodeses ønsket om at skabe bymæssig sammenhæng med karrébebyggelserne i samme højde på de øvrige tre hjørner i krydset. Herfra trapper bebyggelsen ned til to etager ved daginstitutionen mod vest. Bebyggelse til nærgenbrugsstationen er i én etage. Den maksimale bebyggelsesprocent for området er 185. Lokalplanen sikrer, at de gældende krav i forhold til trafikstøj overholdes ved brug af særlige lydvinduer og støjafskærmning af opholdsarealer. 

De eksisterende vejlinjer mod Sønder Boulevard og Enghavevej opretholdes. Tilkørsel til området finder sted fra Sønder Boulevard via det anlagte vejsystem med til- og frakørsel via Slesvigsgade og Dannevirkegade samt frakørsel til Vesterfælledvej. Der er mulighed for en begrænset parkering ud for bebyggelsen og nærgenbrugsstationen, og der fastlægges en overkørsel herfra til parkering til plejebolig- og institutionsbebyggelsen. Der er fortov langs området, cykelrute på Sønder Boulevard og cykelstier på Vesterfælledvej, Enghavevej, Ingerslevsgade og Vigerslev Allé, samt kollektiv trafikbetjening med kort afstand til den nye Carlsberg Station og busstoppesteder på Enghavevej og Vigerslev Allé. Samlet set lever planen op til intentionerne i Fællesskab Københavnmed plejeboliger, en børneinstitution og en nærgenbrugsstation, der understøtter brugen af det tilgrænsende rekreative område og mindsker spild af affald (se i øvrigt faktaark, bilag 2). 

Byliv

Sønder Boulevarder vigtigste fælles byrum i nærområdet med muligheder for ophold og aktiviteter. De byrum, der fastlægges i lokalplanen, skal tjene som friarealer til henholdsvis plejeboligerne og daginstitutionen. Nærgenbrugsstationen betjener beboere med mindre mængder affald i lokalområdet og byttehylder, som fungerer på samme måde som byttecentrene på genbrugsstationerne. Der er mulighed for at etablere en tagterrasse over genbrugsstationen, eventuelt med offentlig adgang  

Bæredygtighed

Med den aktuelle plan sker en forbedret udnyttelse af arealer ved byudvikling i et stationsnært område til nye plejeboliger, en daginstitution og en nærgenbrugsstation, hvilket bl.a. understøtter grøn mobilitet. Der er fastlagt bestemmelser om, at tage udføres som grønne tage, hvis de ikke udnyttes til tagterrasser. En nærgenbrugsstation vil skabe rammer for at muliggøre og understøtte sociale fællesskaber og delekultur i området.

Almene boliger

Lokalplanområdet ligger i Vesterbro Ny Skole skoledistrikt, hvor den almene boligandel udgør 0-20 %. Det betyder, at det i henhold til kommuneplanens retningslinjer er et område, hvor den almene boligandel med fordel kan øges. Det er et af lokalplanens formål at muliggøre opførelse af plejeboliger, hvilket sker efter bestemmelserne i lov om almene boliger. Det bliver således et alment boligselskab, der skal være bygherre på projektet, hvor etagearealet til plejeboligerne udgør ca. 5.500 m2. 

Parkering

I overensstemmelse med Kommuneplan 2015 stilles krav om parkeringspladser for både biler og cykler. Til biler stilles krav om parkering svarende til 1 plads pr. 100 m2etageareal til eventuelle butikker og efter konkret vurdering om 1 plads pr. 500 m2 etageareal til plejeboliger og daginstitution. Dette er begrundet i den centrale beliggenhed, god kollektiv trafikbetjening, gode forhold for fodgængere og cyklister samt erfaringer fra plejeboliger og daginstitutioner med en tilsvarende beliggenhed. Parkeringen skal etableres i stueplan under den hævede gård i den fastlagte karrébebyggelse. Til cykler stilles der krav om 1,5 plads pr. 100 m2 etageareal til plejeboliger og 4 pladser pr. 100 m2 etageareal til butikker og daginstitutioner.  

Kommuneplan

Lokalplanområdet er i Kommuneplan 2015 fastlagt til boliger og serviceerhverv med en maksimal bebyggelsesprocent på 185(C3). Lokalplanforslaget er i overensstemmelse med kommuneplanen. 

Intern høring

Der er foretaget intern høring i forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanforslaget, herunder af Vesterbro Lokaludvalg, der vil blive hørt igen, når forslaget sendes i offentlig høring. Følgende synspunkter har været fremført af lokaludvalget:

  1. Finder, at bebyggelsesprocenten bliver for høj, og at det er vigtigt, at byggeriet ikke kommer til at virke overdimensioneret eller får karakter af en afvisende mur.
  2. Er positive over for at bygge institutioner og nærgenbrugsstation på grunden, samt ser gerne, at Bazarbygningen bliver integreret i projektet for at bevare noget af bydelens ældre identitet og kulturhistorie.
  3. Hvis den nuværende benzintank kommer til at stå tom i en periode inden byggeriet kommer i gang, foreslås den brugt til midlertidige kulturelle aktiviteter.

Forvaltningens bemærkninger

  1. Forvaltningen er opmærksom på at tilpasse det ny byggeri til områdets beliggenhed og den omkringliggende bebyggelsefor at skabe sammenhæng og tage højde for, at bebyggelsesprocenten er fastsat til 185 under henvisning til den stationsnære beliggenhed, jf. Kommuneplan 2015.
  2. Bazarbygningen har middel bevaringsværdi(SAVE 5),og der er således ikke grundlag for at udpege den som bevaringsværdig i lokalplanen. Den ligger på et DSB-areal, der efter det foreliggende aftaleudkast erhverves af kommunen i ryddeliggjort stand.
  3. Det forventes, at benzintanken vil være i brug, indtil byggeriet går i gang, hvorfor midlertidige aktiviteter ikke forventes at kunne finde sted.

Miljøvurdering

Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at lokalplanen ikke medfører miljømæssige konsekvenser, der betyder, at der skal udarbejdes en miljørapport i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt lokalplanforslaget, sender Teknik- og Miljøforvaltningen planforslaget i høring i 8 uger.

Efter offentlighedsfasen vil forvaltningen gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslaget. Denne forventes forelagt Borgerrepræsentationen i foråret 2017.

 

 

Pernille Andersen                       / Jakob Møller Nielsen     

 

 

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende forslag til lokalplan ”Enghave Stationsområde” (bilag 1) med henblik på offentliggørelse på Københavns Kommunes hjemmeside ”Bliv Hørt” og udsendelse i offentlig høring i 8 uger.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 22. august 2016

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Venstre og Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

”B, C, V og Ø ønsker, at funktion og arkitektur for de 3 projekter udbydes som et samlet projekt for at sikre kvaliteten i udviklingen af Enghave Stationsområde, idet området har en vigtig placering ved overgangen til Vesterbro og til Sønder Boulevard, der er anlagt med offentlige rekreative arealer.”

Beslutning

Dagsordenspunkt 16: Forslag til lokalplan ”Enghave Stationsområde”, Vesterbro (2015-0291619)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 6. september 2016

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Enhedslisten, Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 22. august 2016:

”Enhedslisten, Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti ønsker, at funktion og arkitektur for de 3 projekter udbydes som et samlet projekt for at sikre kvaliteten i udviklingen af Enghave Stationsområde, idet området har en vigtig placering ved overgangen til Vesterbro og til Sønder Boulevard, der er anlagt med offentlige rekreative arealer.”

Liberal Alliance tilsluttede sig protokolbemærkningen.

Til top