2. behandling af udtalelse vedr. Hovedstadens Udviklingsråds Budgetforslag 2006 og Budgetoverslag 2007-2009
2. behandling af udtalelse vedr. Hovedstadens Udviklingsråds Budgetforslag 2006 og Budgetoverslag 2007-2009
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 6. september 2005
J.nr. ØU 304/2005
3. 2. behandling af udtalelse vedr. Hovedstadens Udviklingsråds Budgetforslag 2006 og Budgetoverslag 2007-2009
INDSTILLING OG BESLUTNING
Økonomiforvaltningen indstiller,
- at Hovedstadens Udviklingsråds
Budgetforslag 2006 og Budgetoverslag 2007-2009 drøftes i Økonomiudvalget og
Borgerrepræsentationen.
Økonomiudvalgets
beslutning i mødet den 9. august 2005
Drøftet.
Økonomiudvalget oversender HUR`s
budgetforslag for 2006 til Borgerrepræsentationens behandling, idet der tages
forbehold for fremsættelse af ændringsforslag frem mod 2. behandlingen.
Økonomiudvalget anbefaler, at fristen for
ændringsforslag fastsættes til mandag den 5. september 2005 kl. 12.00, samt at
Økonomiudvalget undtages fra denne frist.
Borgerrepræsentationens
beslutning i den 22. august 2005
Sagerne BR 429/05, BR 431/05 og BR 430/05
blev behandlet under ét.
BR 429/05: Godkendt
BR 431/05: 1. at-punkt drøftet og 2. at-punkt
godkendt.
BR 430/05: Godkendt.
Ved forhandlingernes afslutning blev de 3
budgetforslag oversendt til 2. behandling. Budgetforslagene blev mellem 1. og
2. behandling oversendt til Økonomiudvalget.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 6. september 2005
Enhedslisten havde indenfor den af Borgerrepræsentationen fastsatte frist (mandag den 5. september kl. 12) afleveret følgende ændringsforslag:
"Københavns Kommune øger sit bidrag til HUR med 40 mio. kr. til følgende formål:
- Takstforhøjelser fjernes (Københavns andel – 10 mio. kr.)
- Pensionistkort fra man er 65 år (Københavns andel - 3 mio. kr.)
- Spærretid på pensionistkort fjernes (Københavns andel - 8 mio. kr.)
- Besparelser på handicapkørsel fjernes (Københavns andel)
- Nedskæringer af bustimer som følge af Ringbanen fjernes/minimeres
Finansiering sker ved kassetræk"
Dansk Folkeparti stillede følgende ændringsforslag:
"Københavns Kommune afsætter en ramme til HUR på 60 mio. kr. til forbedringer af den kollektive trafik med henblik på følgende:
- Takstforhøjelserne skal fjernes,
- Pensionistkort kan opnås fra 65 år,
- Spærretid for benyttelse af pensionistkortet afskaffes,
- De foreslåede besparelser for handicapkørsel falder væk,
- Forslaget om reduktioner af bustimer fjernes og samtidig sker der forbedringer af linieføring, så der er en bedre sammenhæng i den kollektive transport,
- Busserne skal have partikelfiltre og aircondition (ingen busser må være mere end 6 år gamle).
Finansiering sker ved kassetræk"
"At Borgerrepræsentationen anbefaler HUR, at kommunens udgifter til Budgetforslag 2006 bliver forhøjet med 24 mill. kr., svarende til en samlet stigning i HUR`s budget på ca. 96 mill. kr., idet:
1. at man sænker pensionistkortets aldersgrænse fra 67 år til 65 år
2. at man annullerer de planlagte takststigninger i den kollektive transport
3. at man bidrager til dækning af stigende olie- og gaspriser
4. at man ophæver eftermiddagsspærretiden for pensionister
Finansieringen af forslaget vil blive behandlet i forbindelse med andenbehandlingen af kommunens budgetforslag 2006."
Økonomiudvalget anbefaler over
for Borgerrepræsentationen, at ændringsforslagene stillet af Dansk Folkeparti
og
Økonomiudvalget oversender Hovedstadens Udviklingsråds
Budgetforslag 2006 og budgetoverslag 2007-2009 med tilhørende ændringsforslag
til Borgerrepræsentationen med henblik på 2. behandling.
Behandling: Borgerrepræsentationen.
RESUME
Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) 1.
behandlede den 14. juni 2005 Budgetforslag 2006 og Budgetoverslag 2007 - 2009.
Det blev besluttet at lade budgetforslaget overgå til 2. behandling, der finder
sted den 15. september 2005.
Forslag til budget 2006 forudsætter et tilskud
fra ejerkredsen på 1.466 mio. kr. (for 2005 udgør beløbet 1.421 mio. kr.).
Tilskuddet er reguleret med den af Amtsrådsforeningen udmeldte generelle
P/L-sats på 3,2 pct.
Tilskuddet er i budgetforslaget fordelt i
forhold til det forventede skatteudskrivningsgrundlag for 2005, hvorefter
Københavns Kommune i 2006 forventes at bidrage med 370,5 mio. kr. eller 25,3
pct. af det samlede tilskudsbehov (for 2005 er det 358,4 mio. kr. eller 25,2
pct.). Den endelige fordeling sker i forhold til det budgetterede udskrivningsgrundlag
for 2005 og vil blive meddelt fra HUR senest den 1. oktober.
HURs administration fremlægger budgetforslag
for 2006 som en passiv fremskrivning af budgettet for 2005 med de senest
kendte ændringer og med de seneste vurderinger af de centrale budgetforudsætninger.
Hverken budget 2005 eller budgetforslag 2006
indeholder konkrete, kortsigtede budgetinitiativer, der kan sikre balance i den
samlede økonomi, hvor HUR's nuværende drift genererer et årligt underskud på
ca. 120 mio. kr. Dette underskud blev i forbindelse med budgetforhandlingerne
sidste år aftalt lånefinansieret for både 2005 og 2006, således at HUR afslutter
sit virke med en gældspost vedr. driftslån på 240 mio. kr.
Med udgangen af 2006 nedlægges HUR, hvorefter
driften af bus- og lokalbanetrafikken varetages af det kommende Trafikselskab
for Sjælland, Lolland og Falster under de to regioner, Region Hovedstaden og
Region Sjælland. I forbindelse med "bodelingen" vil der skulle finde en
afklaring sted vedr. HURs gældsposter. Dette spørgsmål vil indgå i arbejdet
omkring konsekvenserne af kommunalreformen – herunder afklaring af de procedurer
mv., der følges ved fastlæggelse af arv og gæld knyttet til de institutioner,
der er er påvirket af reformprocessen.
Presset på HURs økonomi blev markant forøget
fra 2003, dels som følge af det forventede frafald af passagerer til metroen,
dels som følge af bortfaldet af statens tilskud på 100 mio. kr. til
takstreduktioner i den kollektive trafik. Kraftige takstforhøjelser langt over
de gennemsnitlige prisstigninger med heraf følgende passagerafvandring, gennemførelse
af tilpasninger i busdriften samt en oplevet vækst i den konkurrerende
biltrafik i regionen, der har øget trængslen på vejene og dermed nedsat den
gennemsnitlige rejsehastighed for busserne, udgør også en del af baggrunden for
balanceproblemerne i HURs økonomi. Prisstigninger i busentreprenørkontrakterne
har desuden været en medvirkende årsag til forøgede omkostninger til busdriften.
På længere sigt vil de igangsatte aktiviteter
i Forretningsplan 2005 kunne medvirke til at rette op på ubalancen i økonomien,
men der er tale om virkninger, der slår igennem langsomt. Indsatsområderne er
her bl.a. et mere intensivt samarbejde med kommunerne omkring optimering af
linienettet, køreplaner, fremkommelighedsforbedringer mv.
I forbindelse med forberedelsen af budget
2005 forrige år fik borgmester Mads Lebech forhandlet sig frem til en aftale
med finansministeren, der indebærer, at HUR i 2005 og 2006 kan optage lån til
dækning af ubalancen i de pågældende år og sikre en kassebeholdning på 80 mio.
kr. ultimo 2006, som er den størrelse HUR Rådet tidligere har fastsat som
minimum for kassebeholdningen. Driftslånet på 120 mio. kr. i 2005 og 2006
dækker det forventede underskud og gav herudover mulighed for, at HUR ikke
længere havde behov for at opkræve de ekstra 50 mio. kr. i tilskud fra
enhederne, som blev bevilliget i forbindelse med budget 2004.
Aftalen om lånefinansiering bygger endvidere
på, at taksterne og serviceniveau skal holdes i ro, og at yderligere
driftsreduktioner ikke er mulige.
Økonomiforvaltningen tilkendegav allerede i
forbindelse med forrige års behandling af HURs budget for 2005, at det
principielt er problematisk at der foretages lånefinansiering af underskuddet
på driften – i særlig grad da det ekstra ejerbidrag på 50 mio. kr. blev sat ned
(ca. 12,5 mio. kr. for Københavns Kommune). Lånefinansiering bør under normale
omstændigheder anvendes målrettet til at styrke det økonomiske grundlag for
driften, så der opnås en effekt, der som minimum muliggør tilbagebetaling af
lånene og fremadrettet medvirker til at skabe balance på budgettet. En
forretningsplan for en kortsigtet genopretning af økonomien foreligger ikke.
Særligt skal bemærkes, at budgetforslaget for
2006 indeholder en forventet indskrænkning af driften på buslinier på tværs
eller langs med Ringbanen svarende til 70.000 vogntimer eller 18 driftbusser.
Baggrunden herfor er et forventet bortfald af 5 mio. buspassagerer, der
fremover i stedet vil benytte S-tog på den moderniserede Ringbane. Foreløbige
statistiske opgørelser fremlagt af HURs administration til behandling i Trafikudvalget
viser imidlertid, at der ikke er indtruffet en reel passagerafvandring fra
busserne på de pågældende linier, i hvert fald når betragtes de første måneder
af 2005, og dermed er der heller ikke afstedkommet et indtægtstab som følge
heraf.
Forslaget til budget 2006 angiver (side 15),
at dersom budgetforudsætningen om passagernedgangen er for pessimistisk, vil
der ikke være grundlag for at reducere driften i den nævnte størrelsesorden.
Økonomiforvaltningen vurderer, at evt. andre kompenserende besparelser må
findes bredt inden for HUR's område, hvis den økonomiske situation tilsiger
dette.
Med hensyn til gennemførelse af takststigning for 2006 anviser det foreliggende budgetforslag ikke nærmere, hvordan dette tænkes udmøntet på billet- og korttyper. Spørgsmålet om f.eks. takstsystemet for pensionister er således ikke behandlet i HURs forslag til budget 2006. Det må antages, at HUR ønsker at videreføre eksisterende ordninger for pensionistkortet. Staten har nedsat folkepensionsalderen fra 67 til 65 år. Pensionistkortet har en minimumsaldersgrænse på 67 år, hvor kortet kan erhverves. Der er en spærretid for benyttelse af kortet i Københavns-området. Det er økonomiforvaltningens vurdering, at en ændring af disse forhold enten vil kræve at kortets pris hæves (således at ændringen bliver provenuneutral) eller at enhederne yder et merbidrag.