Mødedato: 06.09.2005, kl. 15:00

2. behandling af udtalelse vedr. Forslag til budget 2006 for H:S (Sundheds- og Omsorgsudvalget)

2. behandling af udtalelse vedr. Forslag til budget 2006 for H:S (Sundheds- og Omsorgsudvalget)

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 6. september 2005

 

 


J.nr. ØU 302/2005

 

21. 2. behandling af udtalelse vedr. Forslag til budget 2006 for H:S (Sundheds- og Omsorgsudvalget)

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter H:S budgetforslag for 2006,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget fremsender H:S budgetforslag for 2006 og flerårige budgetforslag til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med de i sagsfremstillingen nævnte bemærkninger, og at forslaget lægges til grund for Borgerrepræsentationens budgetforhandlinger.

 

 

 

Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 4. august 2005

Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltrådte indstillingen.

 

Der var følgende protokolbemærkninger:

" A udtrykker sin bekymring for fortsatte besparelser på de københavnske hospitaler i forbindelse med de kommende regioner. Johannes Nymark og Jette Bergenholz Bautrup."

 

" Venstre, Konservativt Folkeparti og Dansk Folkeparti tiltræder indstillingen med bemærkning om, at der bør tilgå H:S flere økonomiske ressourcer, da H:S ikke fortsat kan tilpasse sig det nuværende budgetmæssige grundlag. Det vil betyde dårligere service overfor vore borgere. Det vil betyde hårdere arbejdsvilkår for personale med meget mere."

 

 

 

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

 

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

at "forslaget samt stillede ændringsforslag mellem Borgerrepræsentationens 1. og 2. behandling henvises til Økonomiudvalget."

 

at "fristen for ændringsforlag til H:S' budget fastsættes til den 5. september 2005 kl. 12.00, samt at Økonomiudvalget undtages fra denne frist."

 

Herudover har Økonomiudvalget inge n bemærkninger.

 

./.                   Der vedlægges notat om H:S' budgetforslag 2006.

 

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 9. august 2005

Anbefalet med forbehold for evt. ændringsforslag frem mod Borgerrepræsentationens 2. behandling af udtalelsen til H:S-budgetforslaget.

 

Socialdemokraterne videreførte deres protokolbemærkning fra Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde.

 

Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde.

 

Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten tilsluttede sig begge protokolbemærkninger.

 

 

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 22. august 2005

Sagerne BR 429/05, BR 431/05 og BR 430/05 blev behandlet under ét.

 

BR 429/05: Godkendt

 

BR 431/05: 1. at-punkt drøftet og 2. at-punkt godkendt.

 

BR 430/05: Godkendt.

 

Ved forhandlingernes afslutning blev de 3 budgetforslag oversendt til 2. behandling. Budgetforslagene blev mellem 1. og 2. behandling oversendt til Økonomiudvalget.

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 6. september 2005

Økonomiudvalget anbefaler, at Borgerrepræsentationen udsætter 2. behandlingen til mødet den 22. september 2005, og at fristen for fremsættelse af ændringsforslag flyttes til mandag den 19. september 2005 kl. 12.00, dog således at Økonomiudvalget er undtaget fra denne frist.

 

 

Behandling: Borgerrepræsentationen.

 

 

RESUME

H:S Direktionen har i henhold til § 7 i lov om Hovedstadens Sygehusfællesskab sendt H:S budgetforslag for 2006 og flerårige budgetforslag til høring i Københavns Kommune. Desuden har H:S medsendt følgeskrivelse, notat om H:S budgetforslag for 2006, uddrag fra beslutningsprotokol fra bestyrelsesmøde nr. 114 samt følgeskrivelse til H:S budget fra personalerepræsentanterne i H:S.

 

H:S budgetforslag blev førstebehandlet på H:S Bestyrelsens møde den 22. juni 2005. Anden behandling og endelig vedtagelse af budgettet vil ske på H:S Bestyrelsens møde den 28. september d.å.

 

Budgetforslaget for 2006 er udarbejdet med udgangspunkt i Budget 2005 og er opstillet som et sammenhængende budgetforslag. Der er søgt dækning for aftrapning af midlertidigt statstilskud samt de merudgifter, der ikke kan afvises i praksis ved følgende:

-         Besparelser. (Der er indarbejdet nettobesparelser på i alt 131 mio. kr., hvilket svarer til ca. 2 procent af lønsummen).

-         Overførsel af mindreforbrug (170 mio. kr. i 2004).

-         Større grad af lånefinansiering til IT-strategien (41 mio. kr. fra IT strategi til dækning).

 

H:S' samlede udgifter udgør i budgetforslaget 11.527,9 mio. kr. Nettoudgifterne finansieres i budgetforslaget af henholdsvis staten med 677,4 mio. kr., Københavns Kommune med 5.674,7 mio. kr. og Frederiksberg Kommune med 1.167,1 mio. kr. H:S har på grund af tidspres i forhold til færdiggørelsen af budgetforslaget ikke nået at indarbejde tre mindre DUT-korrektioner i budgetforslaget, som forøger Københavns bidrag med 507 t.kr. Hertil kommer en efterregulering vedr. 2004 på 22.501 t.kr. Københavns Kommunes samlede bidrag til H:S i 2006 bliver således på i alt 5.697,8 mio. kr., med mindre det politisk besluttes at ændre bidragsbetalingen til H:S.

 

H:S har indarbejdet en kommunal bidragsforhøjelse på 88,2 mio. kr. i sit budgetforslag, svarende til en bidragsforhøjelse for Københavns Kommune på i alt 73,1 mio. kr. Det øgede bidrag forslås anvendt til:

-         Psykiatri

-         Kræftbehandling

-         Bedre kommunikation

-         Apparatur.

 

Der er for første gang balance i H:S budgettet og Sundhedsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har derfor valgt i særlig grad at kommentere ovenstående forslag:

 

·        Psykiatri Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen ser meget positivt på, at H:S har lagt op til at anvende en betydelig del af de foreslåede øgede bidrag fra de to H:S kommuner til forbedringer for psykiatriske patienter. Der er imidlertid efter forvaltningens opfattelse stor risiko for, at disse forbedringer vil blive mere end ophævet af den negative effekt, som nedlæggelsen af senge på afdeling M på Sct. Hans Hospital må forventes at ville få.

·        Kræftbehandling. Sundhedsforvaltningen gør opmærksom på, at retningslinjer for tildeling af midler fra puljen på finansloven endnu ikke er meldt ud, men det forventes at ske i løbet af sommeren 2005. Der bør afsættes midler til at udvide åbningstider i strålebehandlingen samt kapaciteten af udegående hospice.

·        Bedre kommunikation. Sundhedsforvaltningen ser positivt på bedre kommunikation, og foreslår, at der med baggrund i den forestående kommunalreform igangsættes et fælles projekt mellem Københavns Kommune og H:S med særlig fokus på sammenhængende patientforløb, herunder i forhold til genoptræning.

·        Apparatur. H:S foreslår, at der anvendes 36,1 mio.kr. til apparaturanskaffelser.

 

På det niveau besparelserne er beskrevet kan Sundhedsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen ikke vurdere konsekvenserne.

 

Ældrerådene har igen i år valgt at tage stilling til H:S budgetforslaget. Ældrerådenes udtalelse er afgivet på baggrund af oplysninger givet af H:S på et møde den 20. juni 2005 mellem repræsentanter fra rådene og H:S`s formand og direktion.


 

Til top