Mødedato: 06.06.2023, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Årsrapport 2022 og Bæredygtighedsrapport 2022 for Metroselskabet I/S

Se alle bilag
Årsrapport 2022 og Bæredygtighedsrapport 2022 for Metroselskabet I/S fremlægges til orientering. Årsrapporten viser et resultat, der er bedre end det oprindelige budget og årets seneste estimat, og vurderes derfor tilfredsstillende. 

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Årsrapport 2022 og Bæredygtighedsrapport 2022 for Metroselskabet I/S, jf. bilag 1 og 2, tages til efterretning.

Problemstilling

Metroselskabet I/S ejes af Københavns Kommune med 50 procent, staten v/Transportministeriet med 41,7 procent og Frederiksberg Kommune med 8,3 procent.

På interessentskabsmøde den 24. marts 2023 har ejerne godkendt selskabets årsrapport og bæredygtighedsrapport for 2022, som fremlægges til efterretning.

Løsning

Årsrapport 2022

Metroselskabets bestyrelse godkendte på bestyrelsesmøde den 24. februar 2023 Årsrapport 2022 for Metroselskabet I/S, jf. bilag 1.

Selskabets revisorer har forsynet regnskabet med en revisionspåtegning uden forbehold eller fremhævelser.

Årets resultat før af- og nedskrivninger er 41 mio. kr. og dermed 340 mio. kr. lavere end året før, idet Metroselskabet i 2022 ikke har opnået statslig kompensation for konsekvenser af COVID-19.

Resultatet er imidlertid bedre end det oprindelige budget og 3. kvartals estimat for året, hvorfor resultatet for 2022 vurderes at være tilfredsstillende. Det forbedrede resultat skyldes bl.a. højere takstindtægter som følge af flere passagerer end forventet, i alt 107,9 mio. passagerer i forhold til oprindeligt forventede 90,9 mio. passagerer.

Af- og nedskrivninger udgjorde en udgift på i alt 3.197 mio. kr., hvoraf 400 mio.kr. vedrører afskrivninger af Metroen i drift og 2.797 mio. kr. vedrører nedskrivning, som skyldes rente- og inflationsudviklingen i 2022.

De finansielle poster udgjorde en samlet udgift på 668 mio. kr. og markedsværdireguleringen for 2022 udgjorde en indtægt på 7.682 mio. kr. grundet renteudviklingen. Markedsværdireguleringen er alene en regnskabsmæssig registrering uden likviditetsmæssig betydning og har derfor ikke betydning for selskabets evne til at servicere sine forpligtelser. Årets resultat udgør herefter et overskud på 3.858 mio. kr.

Balancen udgør 36,608 mia. kr. i 2022 mod 41,532 mia. kr. året før.

Selskabets egenkapital var ved udgangen af 2022 positiv og udgjorde 1.413 mio. kr. Selskabets korrigerede egenkapital, hvor der er korrigeret for markedsværdireguleringen, er ligeledes positiv og udgør 1.366 mio. kr. ultimo 2022.

Metrolinjerne opretholdt i 2022 et højt niveau for driftsstabilitet på samlet 99,4% og 99,1% i myldretiden, hvilket er over målsætningen på 98%.

I 2022 rejste 62,7 mio. passagerer med M1/M2, hvilket svarer til en stigning på 18,7 mio. passagerer ift. 2021. 46,3 mio. passagerer rejste med M3/M4 i 2022, hvilket var en stigning på 15,8 sammenlignet med 2021. I 2023 forventes et passagertal for alle linjer på 129,5 mio.

Metroselskabets Langtidsbudget 2023 er opdateret med bl.a. finansministeriets langsigtede rente- og inflationsforventninger. Således er forventningerne til renten i perioden frem til 2048 steget i forhold til tidligere, og inflationsforventningerne er faldet i samme periode. Dette har en samlet negativ indflydelse på selskabets langtidsbudget og tilbagebetalingstiden med 4 år, som er forlænget til 2066. Det er selskabets vurdering, at den aktuelle forlængelse ikke giver anledning til yderligere overvejelser i forhold til selskabets samlede økonomi på nuværende tidspunkt.

Bæredygtighedsrapport 2022 (tidligere benævnt CSR-rapport)

I Metroselskabets Bæredygtighedsrapport 2022, jf. bilag 2, redegøres for selskabets mål og resultater, som er inddelt i tre afsnit: Klima, miljø og ressourcer, social bæredygtighed samt politikker og principper for bæredygtighedsindsats.

Klima, miljø og ressourcer

Med forretningsstrategien 2023-2026 har selskabet sat et ambitiøst mål: Klimaaftrykket fra anlæg af nye metroprojekter skal halveres i forhold til den nuværende Metro samtidig med, at alle øvrige klimaaftryk minimeres.

Bæredygtighedsrapporten viser bl.a., at Metroselskabet siden 2021 har igangsat eller gennemført 23 projekter eller tekniske studier for bæredygtighed i nye metrolinjer i et toårigt innovations-program, som kan fremme bæredygtighed i nye projekter. Programmet har f.eks. vist, hvordan det vil være muligt at opnå CO2-reduktioner ved brug af mindre klimabelastende beton. Innovations-programmet fortsætter i 2023.

Social bæredygtighed

I 2022 har Metroselskabet bl.a. gennemført en kortlægning af selskabets samlede indsats og indvirkning på social bæredygtighed. Med udgangspunkt i menneskerettighederne og EU’s grundlæggende rettigheder har kortlægningen givet selskabet overblik over eget ansvar og indvirkning på en lang række forhold, herunder ligestilling, diversitet, løn- og arbejdsforhold, frihedsrettigheder, adgang til uddannelse med mere. Projektets konklusioner vil være udgangspunkt for fastlæggelsen af en ny overordnet strategi for social bæredygtighed.

Politikker og principper for bæredygtighedsindsats

Bæredygtighedsrapportens format vil gradvist blive udviklet i de kommende år, så formatet lever op til de nye krav om virksomheders bæredygtighedsrapportering og EU’s taksonomi for bæredygtige investeringer, når de får virkning for Metroselskabet - forventeligt for regnskabsåret 2024 afhængig af den nationale implementering.

Set i lyset af de kommende krav har selskabet vedtaget nye principper for sin bæredygtigheds-indsats, som bl.a. indebærer et ønske om mere databaseret og transparent rapportering.

Økonomi

Indstillingen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Metroselskabet og de øvrige ejere orienteres om Borgerrepræsentationens beslutning.

 

Søren Hartmann Hede /Nanna Westerby Jensen

Beslutning

Dagsordenspunkt 3: Årsrapport 2022 og Bæredygtighedsrapport 2022 for Metroselskabet I/S (2023-0160435)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 6. juni 2023

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top