Mødedato: 06.05.2003, kl. 15:00

Mandat til Københavns Kommunes repræsentant i Udvalget vedrørende kommunale råd og nævn mv.

Mandat til Københavns Kommunes repræsentant i Udvalget vedrørende kommunale råd og nævn mv.

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 6. maj 2003

 

 


J.nr. ØU 139/2003

 

2. Mandat til Københavns Kommunes repræsentant i Udvalget vedrørende kommunale råd og nævn mv.

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Økonomiforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget, at der gives Københavns Kommunes repræsentant i Udvalget vedrørende kommunale råd og nævn mv. mandat til at støtte anbefalingerne i udvalgets udkast til endelig rapport vedrørende råd og nævn, klageveje samt indberetninger på det kommunale område. 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 6. maj 2003

Ø stillede følgende ændringsforslag:

"Københavns Kommune arbejder for, at Integrationsrådene ikke gøres frivillige".

 

Der blev stemt om ændringsforslaget:

For stemte 5 medlemmer: F, Ø og A (Jens Kramer Mikkelsen)

Imod stemte 7 medlemmer: A (Karen Hækkerup, Winnie Berndtson), C, V, B og O

Ændringsforslaget blev forkastet.

 

Indstillingen blev herefter godkendt.

 

 

Behandling: -

 

 

RESUME

Som et led i aftalerne om kommunernes økonomi for 2003 mellem regeringen og Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen blev det besluttet at nedsætte Udvalget vedrørende kommunale råd og nævn mv., jf. det vedlagte kommissorium (bilag 1). Udvalget fik til opgave at foretage en kritisk vurdering af råd og nævn, klageveje samt indberetninger på det kommunale område og i den forbindelse foretage en kortlægning af de tre områder samt at fremsætte anbefalinger til eventuelle ændringer i forhold til i dag.

 

Udvalget afgav en delrapport i februar 2003, hvori udvalget foretog en kortlægning af de tre områder og på baggrund heraf fremlagde udvalgets foreløbige og overordnede vurdering af behovet for ændringer. Økonomiudvalget tog delrapporten til efterretning i sit møde den 11. marts 2003, jf. Økonomiforvaltningens fremlagte indstilling herom, vedhæftet ekstrakt af Økonomiudvalgets beslutningsprotokol for mødet den 11. marts 2003 (bilag 2).

 

Udvalget har nu i det fremlagte udkast til endelig rapport, april 2003 (bilag 3) - med udgangspunkt i den gennemførte kortlægning og med afsæt i målsætningerne, nævnt i kommissoriet – foretaget en kritisk vurdering af de gældende regler om råd og nævn, klageveje samt indberetninger på det kommunale område og på baggrund heraf fremlagt sine anbefalinger til ændringer.

 

 

Udvalgets anbefalinger i udkastet til rapporten, jf. sagsfremstillingen nedenfor, er i korte træk følgende:

 

1. Råd og nævn uden klagesagsbehandling

Statslige råd og nævn uden klagesagsbehandling

Udvalget finder, at der i det væsentlige ikke er behov for ændringer i statslige råd og nævn, som er rettet mod det kommunale opgaveområde. Dette skyldes blandt andet, at der siden regeringsskiftet ultimo 2001 har været foretaget en grundig gennemgang af de statslige råd og nævn.

 

Kommunale råd og nævn uden klagesagsbehandling

For kommunale råd og nævn med rådgivende opgaver er det udvalgets opfattelse, at det generelt bør tillægges stor vægt, at kommunalbestyrelsen som øverste myndighed selv kan afgøre, hvem der skal rådgive den, og hvilken rådgivning den har behov for. Udvalget finder det således som udgangspunkt mest hensigtsmæssigt, at det er frivilligt for kommunalbestyrelsen at nedsætte råd og nævn med rådgivende opgaver.

 

For de kommunale råd og nævn med administrative beføjelser finder udvalget det mest hensigtsmæssigt at lægge vægt på, at kommunalbestyrelsen så vidt muligt har frihed til at nedsætte kommunale råd og nævn med administrative opgaver og dermed indrette den kommunale forvaltning under hensyntagen til målsætningerne om enkelhed og effektivitet i opgaveløsningen. Udvalget finder dog, at særlige hensyn i visse tilfælde kan tale for, at kommunalbestyrelsen forpligtes til at nedsætte bestemte organer med administrative beføjelser.

 

Frivillighedsprincippet udelukker ikke, at det kan anbefales kommunerne at oprette bestemte rådgivende eller administrative råd og nævn.

 

På baggrund heraf anbefaler udvalget, at nærmere anførte lovpligtige kommunale råd og nævn gøres frivillige, henholdsvis opretholdes som frivillige.

 

 

2. Indberetninger

Det er udvalgets opfattelse, at der for kommunale indberetninger til statslige myndigheder bør gælde et proportionalitetsprincip. Princippet indebærer, at nytten ved at modtage de pågældende oplysninger skal stå i et rimeligt forhold til det samlede ressourceforbrug ved udarbejdelsen af den pågældende indberetning.

 

Afskaffelse af indberetninger og redegørelser

Udvalget har fundet, at stort set alle de eksisterende indberetninger fra kommunerne til staten er velbegrundede. Der er dog grund til at styrke opmærksomheden om kommunernes ressourceforbrug ved udarbejdelse af indberetninger og redegørelser.

 

På baggrund af blandt andet princippet om proportionalitet har udvalget fundet, at visse redegørelser kan afskaffes.

 

 

Digitalisering

Udvalget har foretaget en gennemgang af de eksisterende indberetninger og redegørelser og vurderet behovet for yderligere digitalisering.

 

Udvalget peger på tre indsatsområder, hvor digitalisering og datadeling i særdeleshed vil være hensigtsmæssig.

 

3. Klageveje

Kortlægningen af de eksisterende klageveje og klagesager har vist, at 98 pct. af alle klagesager på det kommunale område findes inden for 3 sektorer: Det sociale om­råde, skatteområdet og miljøområdet. De øvrige klagesager fordeler sig emnemæssigt blandt en lang række ministerier.

 

 Generelt vedrørende klagevejene på det kommunale område

Udvalget anbefaler, at det ge­nerelt tilstræbes, at klageorganerne på det kom­munale område kun har adgang til retlig prøvelse i modsætning til fuld prøvelse, der tillige indebærer en stillingtagen til det kommunale skøn (afgørelsernes hensigtsmæssighed).

 

I det omfang klageorganerne alene skal foretage en retlig prøvelse, er det udvalgets opfattelse, at dette taler for, at den juridiske og anden faglige kompetence tillægges betydelig vægt. I det omfang klageorganet har adgang til at foretage en fuldstændig prøvelse, kan det efter udvalgets opfattelse omvendt tale for, at også læge repræsentanter, herunder politikere og/eller interesserepræsentanter, deltager i klagebehandlingen.

 

Endvidere er det udvalgets opfattelse, at muligheden for at få prøvet klager i én klageinstans som hovedregel vil være tilstrækkelig. I det omfang særlige hensyn taler for prøvelse i 2 klageinstanser, bør adgangen hertil alene omfatte generelle, større eller principielle sa­ger.

 

Udvalget har drøftet fordele og ulemper ved oprettelse af borgerrådgiver – og patientvejlederfunktioner i kommunerne. Det er udvalgets opfattelse, at ordningerne indeholder en række perspektiver, men udvalget finder ikke anledning til at anbefale indførelse af en kommunal rådgiverordning gjort obligatorisk.

 

Vedrørende klagesystemerne på de tre nævnte sektorområder anbefaler udvalget i korte træk følgende:

 

 Klagesystemet på miljøområdet

Det er udvalgets vurdering, at det vil være muligt at foretage en gennemgribende forenkling af klagevejene på miljøområdet.

 

Det er udvalgets opfattelse, at en samling af al klagebehandling i et centralt organ vil være den bedste løsning

 

Det er udvalgets opfattelse, at der bør sigtes efter som hovedregel at indskrænke prøvelsesadgangen på miljøområdet til retlig prøvelse. Udvalget er dog opmærksomt på, at en sådan ændring kan få væsentlige kon­se­­kven­ser for reguleringen af området. Der vil således være behov for yderligere un­dersøgelser af forslagets mulige konsekvenser.

 

Endelig har udvalget overvejet sammensætningen af et nyt centralt klageorgan på miljøområdet. Det er vurderingen, at det vil være muligt at opretholde en medlemsrepræsentation, der i det væsentlige svarer til den, der i dag kendes fra Miljøklagenævnet. Herved sikres ikke alene, at møderne ledes af en for­mand med en juridisk baggrund, men også at nævnet i hvert enkelt tilfælde tilføres den fornødne tekniske sagkundskab.

 

Klagesystemet på skatteområdet

Klagesystemet på skatteområdet er kendetegnet ved at være komplekst og ved at have en uensartet struk­tur. Det er ud­valgets vurdering, at det på længere sigt kan overvejes at foretage visse forenklinger og præciseringer på området.

 

Udgangspunktet for udvalgets overvejelser har været, at Folketinget i indeværende samling har ændret skattestyrelsesloven med henblik på at effektivisere de kommunale skatteankenævn. Forslag til yderligere forenklinger bør efter udvalgets opfattelse tage udgangspunkt heri.

 

Det er udvalgets vurdering, at der – ved at overføre visse klagesager fra told- og skatteregionerne og Ligningsrådet til skatteankenævnene - kan skabes et mere en­strenget klagesystem på skatteområdet. Det un­derstreges, at forslaget forudsætter, at de ovennævnte lovændringer er fuldt implementeret.

 

I overensstemmelse med udvalgets generelle overvejelser anbefales det at præcisere, at princippet om en retlig prøv­else – med få undtagelser - allerede gæld­er i dag.

 

Klagesystemet på social- og beskæftigelsesområdet

Det er udvalgets vurdering, at klagestrukturen på social- og beskæftigelsesområdet forekommer enkel, hvorfor der kun i meget begrænset omfang er fundet an­ledning til at fremkomme med forslag til forenklinger.

 

Klagerådene vedrørende personlig og praktisk hjælp og de tilsvarende klagesager, der behandles af det amtslige brugerråd falder uden for den normale klagestruktur på socialområdet. Klagebehandlingen ved de to organer kunne derfor overvejes nedlagt. Imod en nedlæggelse taler imidlertid, at de kan være medvirkende til at sikre en lokalt forankret rådgiverfunktion for de berørte borgere.

 

Udvalget har endelig drøftet sammensætningen af de sociale nævn, herunder om det læge element bør afskaffes. Det er vurderingen, at det vil være en fordel, hvis det læge element bevares i de sociale nævn i sager, hvor der er tvivl om afgørelsen.

 

Det er udvalgets anbefaling, at dette gennemføres ved, at reglerne præciseres således, at afgørelseskompetencen i de sager, hvor der ikke er tvivl om udfaldet delegeres til nævnets formand. Nævnet vil herefter alene deltage i behandlingen af de sager, hvor afgørelsen giver anledning til tvivl.

 

Klagesystemet på øvrige områder

Udvalgets overvejelser om forenklinger har koncentreret sig om en forholdsvis lille og til dels usammenhængende gruppe af sager på Trafik-, Undervisnings- og Økonomi- og Erhvervsministeriets områder.

 

I forhold til det store flertal af det i forvejen begrænsede antal klagesager, der behandles inden for denne gruppe af sager, er det efter udvalgets opfattelse tvivlsomt, om der vil kunne opnås reelle forenklinger ved at ændre på den nuværende klagestruktur. Denne konklusion gælder i forhold til de sager, der efter den nuværende sagsfordeling behandles inden for Trafik- og Undervis­ningsministeriets ressort.

 

Det anbefales, at sekretariatsbetjeningen af byfornyelsesnævnene overføres til statsamterne.

 

Indstilling

Det indstilles, at der gives Københavns Kommunes repræsentant i udvalget mandat til at støtte de foreliggende anbefalinger til ændringer i udkastet til den endelige rapport.


 


Til top