Mødedato: 06.03.2007, kl. 15:15

Sundhedsaftaler (Sundheds- og Omsorgsudvalget)

Sundhedsaftaler (Sundheds- og Omsorgsudvalget)

Økonomiudvalget

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 6. marts 2007

 

 


J.nr. ØU 78/2007

 

8. Sundhedsaftaler (Sundheds- og Omsorgsudvalget)

Københavns Kommune skal indgå aftale med Region Hovedstaden om samarbejdet på sundhedsområdet. Sundheds- og Omsorgsudvalget skal godkende, at sundhedsaftalen sendes videre til godkendelse i Borgerrepræsentationen.

 

BESLUTNING

 

Sundheds- og Omsorgsudvalget anbefaler overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

at sundhedsaftale mellem Region Hovedstaden og Københavns Kommune godkendes.

 

Økonomiforvaltningen indstiller overfor Økonomiudvalget,

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det dog forudsættes, at eventuelle merudgifter i forbindelse med sagen afholdes indenfor Sundheds- og Omsorgsudvalgets egen ramme".

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 6. marts 2007:

 

Indstillingen blev anbefalet.

 

Problemstilling

Med Sundhedslovens ikrafttræden den 1. januar 2007 er kommunerne forpligtet til inden 1. april 2007 at indgå sundhedsaftaler med regionen om samarbejde på lovens seks obligatoriske indsatsområder. Formålet med sundhedsaftalerne er at sikre samordning og sammenhæng for de patientforløb, der går på tværs af de to myndigheder.

Sundheds- og Omsorgsudvalget har ansvaret for aftalen på de fem somatiske indsatsområder vedr. udskrivningsforløb for svage, ældre patienter, indskrivningsforløb, genoptræning, hjælpemidler og forebyggelse. Indsatsområdet vedrørende sindslidende hører under Socialudvalgets ressort, jf. bilag 1.

 

Løsning

Københavns Kommune og Region Hovedstaden indgår en sundhedsaftale, som gælder fra april 2007 til og med 2009. Sundhedsaftalen består af to dele:

·        en generel ramme for de individuelle sundhedsaftaler mellem alle kommunerne i regionen og Region Hovedstaden, jf. bilag 2.

·        en allonge (tillæg) til den generelle ramme for sundhedsaftaler, indgået mellem Københavns Kommune og Region Hovedstaden, jf. bilag 3.

 

Sundhedsaftalen sætter fokus på en række brændpunkter i samarbejdet mellem regionen og kommunen, hvor følgende skal fremhæves:

 

Genoptræningsområdet, hvor der nedsættes et samarbejdsforum specifikt for træningsområdet med fokus på kapacitetsstyring, dokumentation og udvikling af arbejdsdeling. Københavns Kommune og regionen har aftalt at indføre elektroniske genoptræningsplaner fra medio 2007. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har implementeret en ny styringsenhed, Genoptræning København, som modtager alle genoptræningsplaner og visiterer borgerne til det rette træningscenter.

 

Forebyggelse af uhensigtsmæssige akutte indlæggelser og genindlæggelser skal styrkes ved at fokusere på generelle undersøgelser af indlæggelsesmønstre og mulige tiltag på tværs af sektorer.

 

Omkring patientrettet forebyggelse er der på baggrund af evalueringen af projektet Sammenhængende Indsats for Kronisk Syge (SIKS) mellem Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, de praktiserende læger og Bispebjerg Hospital enighed om at drøfte den fremtidige arbejdsdeling mellem region og kommune. Der er endvidere enighed om at styrke indsatsen over for kronisk syge borgere i et samarbejde med Hvidovre og Amager hospitaler. Samtidig åbnes der op for en drøftelse af mulighederne for samfinansiering af konkrete forebyggelsesaktiviteter, som fx sundhedscentre og motion på recept.

 

Patienter skal udskrives fra sygehus hurtigst muligt efter at de er færdigbehandlet. Der er aftalt et fælles fokus på analyse af eventuelle mangler i kommunale tilbud og/eller udskrivning fra hospital, hvis der sker en stigning i antallet af færdigbehandlede patienter, der afventer et kommunalt tilbud. Et velfungerende samarbejde er en forudsætning for, at forvaltningen kan reducere udgifterne til betaling pr. sengedag for disse patienter.

 

Det gælder generelt for de ovenstående punkter, at sundhedsaftalen ikke forpligter kommunen til et bestemt s erviceniveau.

 

Varslingstider for udskrivning af patienter, som allerede modtager eller skal have en kommunal ydelse, varierer meget mellem de enkelte hospitaler i Region Hovedstaden. Sundhedsaftalen formår at fastsætte et fælles niveau i regionen.  

 

Kommunerne og Region Hovedstaden har aftalt en samarbejdsstruktur med et samordningsudvalg på hvert hospital med kommunal repræsentation. Desuden har regionen imødekommet forvaltningens ønske om at have et supplerende koordinerende udvalg for Københavns Kommune. I Det Koordinerende Samordningsudvalg sidder repræsentanter fra alle hospitaler med optageområde i kommunen, almen praksis, regionens centralforvaltning og kommunen. Udvalget drøfter tværgående problematikker i samarbejdet for samtlige bydele.

 

Kommunerne og regionen har aftalt at følge op på sundhedsaftalen i 2008. Dels fordi processen er ny for begge parter og dels fordi der i 2008 på landsplan gøres status på genoptræningsområdet, hvilket kan have konsekvenser for tilrettelæggelsen af samarbejdet.

 

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen anbefaler, at udvalget godkender forslag til sundhedsaftale mellem Region Hovedstaden og Københavns Kommune. Sundhedsaftalen er udtryk for opstarten på en positiv dialog med den nye region og tegner nogle gode udviklingsspor. Viden fra arbejdet med disse udviklingsspor vil i den næste generation af sundhedsaftaler muliggøre fastsættelse af mere konkrete mål og målepunkter for sammenhængen i patientforløb, der går på tværs af region og kommune.

 

Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen har været involveret i at udarbejde aftaleindholdet på det somatiske område og har ingen bemærkninger til allongen.

 

Sundhedsaftalen bliver styrende for samarbejdet på de seks obligatoriske indsatsområder frem til udgangen af 2009, hvorefter der skal indgås en ny sundhedsaftale.

 

Økonomi

Sundhedsaftalen er udarbejdet på grundlag af det eksisterende serviceniveau og aftalen lægger ikke op til ændringer i serviceniveauet.

 

Der er derfor ingen direkte økonomiske konsekvenser i forbindelse med indstillingen, da aftalen hviler på de tilførte midler i budgettet som følge af kommunalreformen.

 

Herudover har sundhedsaftalen indirekte økonomiske konsekvenser for kommunen.

Samarbejdet med regionen er en væsentlig forudsætning for kommunens muligheder for at påvirke den kommunale aktivitetsbestemte medfinansiering af regionens sundhedsudgifter (i 2007 ca. 0,8 mia. kr.) og betaling for sengepladser til færdigbehandlede patienter i hospitalsregi (40 mio. kr. ved uændret forbrug i forhold til 2006).

 

Videre proces

Sundhedsaftale mellem Region Hovedstaden og Københavns Kommune skal fremlægges til godkendelse i Borgerrepræsentationen og Regionsrådet for Region Hovedstaden. Senest 1. april 2007 skal Region Hovedstaden indsende aftalen til godkendelse i Sundhedsstyrelsen.

 

Bilag

Høring:

Sagen er sendt i høring hos Ældrerådene samtidig med at udvalget modtager indstilling om sagen. Ældrerådene sender deres høringssvar ind til Borgerrepræsentationens behandling på møde den 29. marts 2007.

Politisk behandling:

Socialudvalget i Københavns Kommune behandler indstilling om sundhedsaftale vedrørende indsatsen for mennesker med sindslidelser på møde den 7. februar 2007.

Øvrige bilag:

1.      Resume af hovedpunkterne i sundhedsaftale mellem Region Hovedstaden og Københavns Kommune

2.      Generel ramme for de individuelle sundhedsaftaler mellem Region Hovedstaden og  kommunerne i regionen for perioden 1. januar 2007 – 31. december 2009.

3.      Allonge til den generelle ramme for sundhedsaftaler, indgået mellem Københavns Kommune og Region Hovedstaden

4.      Oversigt over politisk behandling

 

 

Jesper Fisker

                                                         /       Jens Egsgaard

 

 


 

Til top