Mødedato: 06.02.2007, kl. 15:15

Tilkøb ved MOVIAs kontraktsfornyelse af linje 5A, 15 og 19

Se alle bilag

Tilkøb ved MOVIAs kontraktsfornyelse af linje 5A, 15 og 19

Økonomiudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 6. februar 2007

 

 

 

J.nr.             ØU 60/2007

 

 

7.                   Tilkøb ved MOVIAs kontraktsfornyelse af linje 5A, 15 og 19

 

 

 

Entreprenørernes tilbud indeholder muligheder for at tilkøbe mere miljøvenlige motorer hhv. air-condition i busserne. Økonomiudvalget skal beslutte disse tilkøb, da kommunen betaler for busdriften til MOVIA.

 

Beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller,

1.  at Økonomiudvalget beslutter, at tilkøbe EURO-5 motorer i stedet for EURO-4 i den nye kontrakt for busserne på linje 5A.

2.  at Økonomiudvalget beslutter, at anbefale tilkøb af air-condition i den nye kontrakt for linjerne 15 og 19.

3.  at Økonomiudvalget bemyndiger forvaltningen til at aftale dette tilkøb af air-condition med de berørte nabokommuner.

 

Problemstilling

MOVIAs valg af nye entreprenør på bl.a. linje 5A, 15 og 19 betyder et fald i prisen pr. vogntime. Den årlige besparelse er opgjort til 5 mio. kr. for Københavns kommune. Entreprenørerne tilbyder nogle tilkøb, som kommunen skal beslutte:

På linje 5A tilbydes mere miljøvenlige EURO-5 motorer i stedet for EURO-4 til en merpris af 385.000 kr. årligt.

På linjerne 15 og 19 tilbydes air-condition til en merpris af 390.000 kr. pr. år. Dette tilkøb skal besluttes i fællesskab med Gentofte, Frederiksberg og Rødovre kommuner, der medfinansierer disse buslinjer.

 

Løsning

MOVIA (tidligere HUR trafik) har udbudt kørslen på 6 "pakker" af buslinjer i hovedstadsområdet i 2006, det såkaldte 19. udbud. Det er MOVIAs opgave, at indgå kontrakt med den vindende entreprenør i hver linjepakke. Efter evaluering af indkomne tilbud har MOVIA den 22. januar 2007 valgt entreprenører. Entreprenørerne tilbyder muligheder for tilkøb til kontrakterne. Disse tilkøbsmuligheder har MOVIAs administration forelagt de involverede kommuner til beslutning, da kommunerne betaler for busdriften. MOVIA er nydannet og har endnu ikke vedtaget en politik på de aktuelle muligheder for tilkøb.

HUR/MOVIA har arbejdet med 19. udbud siden foråret 2006 og evt. valg af de nævnte tilkøbsmuligheder er absolut sidste trin, inden der indgås kontrakt med de nye entreprenører.

 

For 19. udbud er der generelt stillet krav om, at busserne skal være udstyret med EURO-4 motorer hvis de skal køre i København. EURO-4 motorer opfylder bl.a. kravene til miljøzoner (mens det på ældre motorer er nødvendigt at montere partikelfiltre). EURO-4 kravene er EU-krav gældende fra 1.10.2006.

De nye buskontrakter sættes i drift i oktober 2007 og løber i 6 år med mulighed for 2 års forlængelse.

Linje 5A er Danmarks største buslinje, der bl.a. kører på Nørrebrogade og Amagerbrogade.  Der vil blive indsat nye busser på linjen og entreprenøren tilbyder en bus med EURO-5 motorer, der er en kommende standard. EURO-5 halverer udslippet af kvælstofsilter (NOx). Ekstraudgiften er relativt lille, 390.000 kr. svarende til 0,5 % af entreprenøromkostningerne. Forvaltningen anbefaler dette tilkøb for at styrke kommunens egen indsats ved indførelse af miljøzoner. Videoovervågning og air-condition er standard på A-busser.

Linje 15 og 19 indgår i en kontrakt, der også omfatter linje 176. Kontrakten omfatter kørsel i Gentofte, Frederiksberg, København og Rødovre kommuner. Entreprenøren leverer helt nye busser, der miljømæssigt klassificeres som EEV-busser. Det er en standard, hvor miljøbelastningen er mindre end i både EURO-4 og EURO-5. Videoovervågning indgår i basistilbudet. Entreprenøren tilbyder air-condition som tilkøb. Kommunens merudgift bliver 390.000 kr.

Forvaltningen anbefaler dette tilkøb for at øge kvaliteten af bustransport og dermed gøre bustransport mere attraktiv i konkurrencen om at få flere kunder. Det er bl.a. derfor det er standardkrav i alle A-busser og S-busser. Air-condition er på vej til at blive standard i de fleste nye biler, så bustrafikken bør følge denne udvikling.

Endvidere er linje 173E blevet udbudt. Entreprenøren tilbyder ingen tilkøb, men videoovervågning og air-condition indgår i basistilbudet. I den nye kontrakt vil linjen blive betjent af busser med EURO-4 motorer.

I udbudsmaterialet var der specificeret krav om EURO-4 motorer, da disse krav lige er trådt i kraft (EURO-5 bliver først et krav for nye busser fra 2009).

Når de nye kontrakter er i drift, vil de i alt 9 driftsbusser uden partikelfiltre på linje 15 og 173E være udfaset.

 

Økonomi

Besluttes de to tilkøb bliver kommunens besparelse på MOVIAs nye buskontrakter 4,25 mio. kr. årligt. Helårseffekten af besparelsen vil slå igennem i 2008.

I 2007 vil besparelsen kun slå igennem i 2 måneder. A conto betalingen til MOVIA for 2007 bliver ikke reguleret, idet á conto betalingen for kommunerne fastsættes ved året start. MOVIA mellemfinansierer udsving i kommunerne nettoudgifter over året. Besparelsen i 2007 vil indgå i den endelige afregning af trafikkøbet, der forventes at ske medio 2008.

Besparelsen kommer til at indgå i Økonomiforvaltningens bidrag til realiseringen af prioriteringsrummet 2008, som en del af forslaget vedrørende effektiviseringer inden for trafikområdet.

Der anvises kassemæssig dækning på Økonomiudvalgets bevilling, Fælles rammepuljer, funktion 2.32.31.1 (Trafik - busser).

 

 

Videre proces

Økonomiudvalgets beslutning meddeles MOVIA, der herefter indgår kontrakter med entreprenørerne. Vedr. tilkøb af air-condition i linje 15 og 19 vil MOVIA koordinere beslutn ingsprocessen mellem de 4 kommuner.

 

Bilag

Vurderinger:

Bilag 1. Miljøvurdering.

 

 

         Claus Juhl

                                                         /Henrik Plougmann Olsen

 

 

Til top