Mødedato: 05.12.2023, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Kvartalsrapportering vedr. Københavns Kommunes større selskaber (2. kvartal 2023)

Se alle bilag
Kvartalsrapportering vedrørende udviklingen i Københavns Kommunes større selskaber forelægges Økonomiudvalget til efterretning. Kvartalsrapportering for 2. kvartal 2023 fremgår af bilag 1.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at nærværende kvartalsrapport på udviklingen i Københavns Kommunes større selskaber for 2. kvartal 2023, jf. bilag 1, tages til efterretning.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen godkendte på mødet den 30. april 2015 indstilling om styrkelse af Københavns Kommunes aktive ejerskab over for de større selskaber, herunder at der løbende sikres politisk ejerskab over udviklingen i kommunens selskaber forankret i Økonomiudvalget og/eller det relevante fagudvalg ved kvartalsvis rapportering til Økonomiudvalget vedrørende samtlige af kommunens større selskaber. 

Løsning

Kvartalsrapporteringen for 2. kvartal 2023 vedrørende de større selskaber forelægges hermed Økonomiudvalget til efterretning. Da kvartalstallene først skal godkendes i selskabernes bestyrelser, er rapporteringen forskudt med op til et halvt år, og derfor orienteres der efter anmodning fra Økonomiudvalget tillige om eventuelle aktuelle emner. Økonomiforvaltningen har fokus på de mål, der rapporteres på i kvartalsrapporteringen. Opmærksomheden er således rettet mod forsyningssikkerhed, priser, omkostningseffektivitet, risiko og gæld, byudvikling samt målopfyldelse af større projekter, herunder politisk besluttede projekter som f.eks. Københavns Kommunes klimaplan. I bilag 1 til indstillingen ses udviklingen i selskabernes nøgletal. Økonomiudvalget orienteres om følgende aktuelle forhold mv. vedr. selskaberne: 

HOFOR

HOFORs omsætning og resultat i 2. tertial (T2) er lavere end budget, da energipriserne er faldet i første del af året (2. tertial er årets anden tredjedel, HOFORs rapportering over året er delt op i tredjedele).

I bilag 2 har HOFOR redegjort for de største igangværende anlægsprojekter. Det vedrører skybrudstunnelerne Svanemøllen, Valby, Kalvebod Brygge samt vandværket ved Regnemark.

Aktuelle oplysninger

Borgerrepræsentationen godkendte den 2. november 2023 indstillingen vedr. Aflandshage Vindmøllepark. Af sagens protokolbemærkninger fremgår følgende:

”Partierne er enige om, at Aflandshage projektet ikke kan fortsætte på det foreliggende grundlag. Partierne ønsker i forlængelse heraf, at HOFORs bestyrelse afsøger alternative muligheder for at realisere vindmølleparken, herunder om Aflandshage projektet kan overdrages til en anden aktør.”

HOFOR skal nu i gang med denne afklaring.

I forbindelse med vedtagelsen af budget 2024 aftalte budgetpartierne en hensigtserklæring om, at HOFOR skal se på mulighederne for at analysere og eventuelt byde på regeringens CCS (Carbon Capture and Storage) udbud i 2024 og 2025. Økonomiforvaltningen forventer at fremsætte et beslutningsoplæg fra HOFOR herom inden årsskiftet.

BIOFOSs bestyrelse har tiltrådt et nyt kommissorie omkring den fremtidige placering af renseanlæggene i hovedstaden, jf. ØU's aflæggerbord den 24. oktober 2023.

Udviklingsselskabet By & Havn I/S

2. kvartals resultat er på 44 mio. kr., hvilket er 47 mio. kr. mindre end det vedtagne budget. Begrundelsen er en forsigtig tilgang til værdiregulering af investeringsejendomme, der delvist udlignes af lavere udgifter til renter. Resultatet før værdireguleringer er 70 mio. kr. bedre end budgetteret, og halvårsresultatet er på den baggrund tilfredsstillende

Pengestrømmen fra selskabets primære drift (EBITDA) er ca. 129 mio. kr., hvilket ikke er tilstrækkeligt til at dække nettorenteudgifterne på ca. 162 mio. kr. For hele 2023 forventer selskabet et EBITDA på 230 mio. kr. og nettorenteudgifter på 416 mio. kr. Fremtidig rentedækning afhænger af forudsætningerne om renteudviklingen. I seneste langtidsbudgets (marts 2023) basisscenarie, med en langsigtet nominel rente på 5 %, opnås der først dækning igen i 2051, mens der opnås rentedækning i 2038, hvis Finansministeriets forudsætning om 4 % anvendes.

Aktuelle oplysninger

Der er den 24. oktober 2023 mellem By & Havn og Per Aarsleff A/S indgået kontrakt om anlægsarbejdet vedr.  Lynetteholms fase 2. Anlægsbudgettet er steget med 12 %, så de samlede anlægsomkostninger nu forventes at blive 4,2 mia. kr. Grundet lavere finasieringsomkostninger dækker businesscasen fortsat omkostningerne uden aktivering af Københavns Kommunes garanti på 400 mio. kr.  

By & Havn har gennemført udbud af landstrømanlægget og tildelt opgaven til en af de bydende. En anden byder har imidlertid klaget over afgørelsen til Klagenævnet for Udbud, og det forsinker processen. By & Havn vil i den videre proces forsøge at indhente den tabte tid, så landstrømanlægget kan stå klar til krydstogtsæsonen 2025. Økonomiudvalget modtager særskilt orientering herom.

By & Havns forretningsstrategi for de næste 4 år forelægges Borgerrepræsentationen til godkendelse 30. november 2023.

Der forventes afsagt kendelser i sagerne om Fælledby (anlagt af Amager Fælleds Venner) og Lynetteholmen (anlagt af Klimabevægelsen) henholdsvis primo december 2023 og primo 2024. Vedr. sagen mod Ingeniøren om Lynetteholm forventes der en afgørelse fra Pressenævnet i efteråret 2023. I forhold til retssagen mod Ingeniøren er denne berammet til behandling i Byretten den 21. og 22. januar 2025.

Metroselskabet I/S

Estimatet for det samlede passagertal for året 2023 er på baggrund af 2. kvartals passagertal ændret i forbindelse med 2. kvartals opfølgning fra 129,5 mio. til 122,2 mio. Dette vil dog svare til en vækst på 14,3 mio. passagerer eller ca. 13 pct. i forhold til 2022. Takstindtægterne er som følge af revurderingen af passagertallet nedsat med 84 mio. kr. fra 1.533 mio. kr. til 1.448 mio. kr.

Det godkendte anlægsbudget for Sydhavnslinjen følger i al væsentlighed planen. Som ved tidligere rapporteringer er arbejdet presset ift. den generelle mangel på ressourcer og leverancer af materiel og materialer. Konsekvensen heraf er bl.a., at der er brug for at øge omfanget af parallelle arbejder, og det har været nødvendigt at indgå ny kommerciel aftale med entreprenørerne samt en ny tidsplan for færdiggørelse af projektet, hvor der mitigeres /accelereres i nødvendigt omfang.

Forud for åbningen af Sydhavnslinjen i 2024 skal der gennemføres en lang række test- og sikkerhedsaktiviteter, som kræver fuld lukning af driften af M3 og M4 i to uger forventeligt i perioden januar-marts 2024. Det indebærer, at ca. 2,0-2,5 mio. passagerer bliver påvirket, og der informeres før, under og efter lukningen. Operatøren planlægger med at indsætte metrobusser.

Aktuelle oplysninger

Planlægningen af åbningen af de fem nye stationer er begyndt. Formålet med åbningseventet er at fremme antallet af kunder i Metroen mest muligt ved at supplere med en række marketingaktiviteter, sige tak til naboer og virksomheder, som tålmodigt har haft deres hverdag tæt ved de mange byggeaktiviteter samt give ejere og leverandører mulighed for at markere den store milepæl, som åbningen er.

Før sommerferien indgik selskabet en tillægsaftale med operatøren (Metro Service) om at sætte flere tog i drift på M1/M2 fra efteråret 2023. Med aftalen er det blevet muligt at øge antal tog i drift i myldretiden fra 31 til 32 tog i september 2023, yderligere fra 32 til 33 tog i november 2023, og i løbet af 1. kvartal 2024 vil kapaciteten kunne øges fra 33 til 34 tog i myldretiden. Kunderne vil således i den kommende vintersæson opleve, at der er kortere mellem afgangene, og trods det stigende passagertal forventes der ikke flere efterladte på de travleste stationer.

Det første af de 34 førstegenerations metrotog på M1/M2 er sendt til Holland for at gennemgå den store renovering med henblik på levetidsforlængelse samt øget kapacitet i form af ny sædeopstilling. Alle tog forventes renoveret ultimo 2026.

Ejerne bag Hovedstadens Letbane har igangsat proces for at videreføre Metroselskabets rolle som forretningsfører, efter at letbanen er sat i drift. Ejerkredsen bag Hovedstadens Letbane vil henvende sig til Transportministeriet med henblik på at tilvejebringe de lovgivningsmæssige rammer herfor.

Den 16. november 2023 var der - på grund af vand i tunnel tæt på Kongens Nytorv - ingen metrotogdrift på strækningen mellem Nørreport og Christianshavn fra ca. 10.30-20.30. Vandet trængte ind fra kl. ca. 10 til 13 og stod 20 cm. højt over en strækning på et par hundrede meter. Metroens systemer var ikke i stand til selv at pumpe vandet ud i kloakken, og Hovedstadens Beredskab opsatte derfor pumpe ved skakt i Havnegade, som førte vandet væk. Årsagen til at vand i et så betydeligt omfang trængte ind og ikke kunne pumpes ud med Metroens egne systemer undersøges pt. Der er i den forbindelse etableret kontakt mellem Metroens operatør og HOFOR.

I/S Amager Ressourcecenter (ARC) 

Den seneste langtidsprognose for ARC viser, at affaldsenergianlægget i en lang periode vil have en negativ likviditet. Likviditetsmanglen vil hovedsageligt være afhængig af, i hvilket omfang den fulde forbrændingskapacitet kan udnyttes, og hvilke ændringer i rammerne for affaldsforbrændingssektoren, som ”Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi” vil resultere i. Det bemærkes dog, at likviditeten vedr. affaldsenergianlægget forventes styrket i 2023 – fra 369 mio. kr. til 387 mio. kr. – hvilket skyldes øget import af affald til energiudnyttelse.

Aktuelle oplysninger

Der arbejdes i ejerkredsen ud fra et fælles kommissorium for udskillelse af forbrændingsanlægget mv. som en konsekvens af vedtagelse af lovforslaget om selskabsgørelse og konkurrenceudsættelse af det forbrændingsegnede restaffald.

I/S Vestforbrænding (VF)

Aktuelle oplysninger

Vestforbrænding fortsætter arbejdet med CO2-fangst. I august 2023 har regeringen præsenteret et nyt CCS-udspil, hvori der peges på CO2-fangst som et af de få tekniske virkemidler til at reducere CO2-udledning fra affaldsanlæg. Regeringen ønsker at sammenlægge eksisterende puljer til CO2-fangst i to nye puljer med fokus på fangst, transport og permanent lagring af CO2. De to nye puljer vil komme i udbud i 2024 og 2025.

I august måned havde Vestforbrænding nedbrud på Anlæg 5 samtidig med, at Anlæg 6 var planlagt udtaget af drift for vedligehold. Det uplanlagte driftsstop har påvirket modtagelsen af affald til forbrænding negativt. I 2. kvartal er 14.636 ton omdirigeret til mellemlager på AV-miljø og 236 ton til ARGO via naboaftale.

De uplanlagte stop på affaldsenergianlægget forventes ikke at kunne indhentes i den resterende del af året, hvilket formentlig vil få indflydelse på årets resultat. Desuden er der observeret et større fald i de indsamlede mængder fra genbrugsstationerne. Årsagen formodes at skyldes en opbremsning i økonomien som følge af inflation og rentestigninger.

Arena CPHX P/S

I 2023 forventes der afholdt 62 arrangementer i Royal Arena, heraf 48 kultur­arrangementer og 14 sportsarrangementer (inkl. E- sport).

Antallet af arenagæster i 2023 forventes at blive omkring 610.000, fordelt med 545.000 gæster til kulturarrangementer og 65.000 gæster til sportsarrangementer (inkl. E- sport).

Trafikselskabet Movia

Aktuelle oplysninger

Den 21. januar 2024 bliver priserne for at køre med bus, tog og metro på Sjælland justeret. Det er DOT, Din Offentlige Transport, der fastsætter taksterne årligt. DOT er et samarbejde bestående af Movia, Metroselskabet og DSB. Trafikstyrelsen fastsætter hvert år et loft for, hvor meget priserne må stige. Loftet bliver sat ud fra et indeks, der afspejler, hvordan udviklingen af omkostninger har været for sektoren det forrige år. Fastsættelsen af næste års priser skal kompensere for de stigende omkostninger i samfundet, og dermed også i den offentlige transport og samtidig være med til at sikre en sammenhængende service. Denne gang betyder prisreguleringen samlet set en gennemsnitlig stigning i taksterne på 10,3 pct., men udmøntningen af takster dækker over store forskelle afhængig af rejsernes længde. Prisstigningerne kommer primært på de helt korte rejser på Rejsekort og Pendlerkort. De mellemlange og lange rejser stiger lidt, eller fastholder den nuværende pris. Prisen på enkeltbilletter forbliver uændret, eller bliver sat ned, så de kommer tættere på Rejsekortsprisen.

Ifølge Movias opdaterede forventning primo oktober 2023 estimeres Københavns Kommunes tilskudsbehov for bus og fællesudgifter at stige 23 mio. kr. svarende til 5 pct. i 2023 ift. budget. På baggrund af realiserede tællinger til og med juli 2023 forventes ca. 6 pct. færre passagerer, hvilket fører til en forventning om 26 mio. kr. færre passagerindtægter. Udgifterne forventes 3 mio. kr. højere, svarende til 0,4 pct. Fællesudgifterne er reduceret 2 mio. kr. på grund af besparelser i Movias administration ligesom der er indregnet efterregulering af statskompensation vedr. januar-februar 2022, som for Københavns Kommune giver en kompensation på 4 mio. kr.

Flextrafik stiger derudover med 6 mio. kr., da der forventes flere passagerer i Flexhandicap og Flexkommune.

Den 15. oktober 2023 er der driftsstart på Københavns Kommunes næste linjer, som omstilles til elbusser nemlig 26, 27, 31, 34, 35, 68 og 77. Med udgangen af oktober gælder det tillige de sidste 3 busser på linje 12 og den 10. december linje 22 og 132. Dermed når Københavns Kommune op på, at 59,8% af busdriften er omstillet til el.

Centralkommunernes Transmissionsselskab I/S (CTR)

Selskabet forventer et resultat for 2023 til indregning i varmeprisen på 68 mio. kr. (budget 172 mio. kr.). Det lavere resultat skyldes øgede omkostninger til varmekøb.

Øgede omkostninger skyldes voldsomme udsving og skiftende forventninger til elprisen. Det forventede overskud til CTR fra elproduktion via aftalen med HOFOR om Amagerværket er forringet med over 500 mio. kr. ift. budgettet fra december, da elprisen har ligget langt lavere end forventet i årets første måneder. Til gengæld spares ca. 127 mio. kr. på eget køb af el til pumper. En gunstig fordeling mellem produktionsanlæg i første del af året pga. lunt vinter/forår og lavere varmebehov tæller også i positiv retning, ligesom lavere brændselspriser på naturgas. Alt i alt ses dog øgede omkostninger på i alt 105 mio. kr. over det oprindelige budget.

Bestyrelsen besluttede i marts at øge den faste betaling i andet halvår 2023 med i alt 130 mio. kr. som følge af de forøgede omkostninger.  Når der alligevel ses et lavere varmesalg skyldes det, at prisstigning på de 130 mio. kr. bliver af et lavere varmesalg grundet det varmere vejr i første del af året.

Prognosen for 2023 er blevet indregnet i den netop vedtagne puljepris for 2024, hvor der ses en stigning på 3% eller 280 kr. for en modelforbruger fra 2023 til 2024. Denne ændring skyldes bl.a. den underdækning, der overføres fra 2023 til 2024 pga. forringelsen i 2023-prognosen.

Aktuelle oplysninger

CTR’s bestyrelse har den 24. oktober 2023 godkendt forslag til vedtægtsændringer med opbakning fra alle ejerkommuner om bl.a. ændring af selskabets formål/vedtægt, så selskabet får mulighed for fremover at producere grundlast. Økonomiforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og HOFOR har været i dialog med selskabet om forslaget og er nået til enighed om indholdet. Herudover omhandler vedtægtsændringen mulighed for at indgå en varmeleveringsaftale med Dragør Kommune, uden at Dragør er medlem af CTR.

Hovedstadens Beredskab I/S (HBR)

Selskabet har særlig fokus på nedbringelse af sygefravær og har tidligere haft et samlet måltal på 5 fraværsdagsværk pr. årsværk for hele organisationen. Fremover vil HBR arbejde med differen­tierede måltal på fire forskellige områder, hvor de respektive måltal er fastsat, så de er en tredjedel lavere end områdets sygefravær i 2021 (se tabel på side 44 i bilag 1).

Frem mod 2025 er målet således at nedbringe sygefraværet med den tredjedel, som må antages at relatere sig til trivsel og arbejdsmiljø. Det skal ske ved en fortsat indsats på de fem områder: Data, forebyggelse, sygemelding, organisation og koordinering.

Økonomi

Indstillingen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Videre proces

Næste kvartalsrapportering (for 3. kvartal 2023) forventes forelagt Økonomiudvalget den 5. marts 2024.

 

Søren Hartmann Hede / Nanna Westerby Jensen

Beslutning

Dagsordenspunkt 3: Kvartalsrapportering vedr. Københavns Kommunes større selskaber (2. kvartal 2023) (2023-0389946)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 5. december 2023

Indstillingen blev taget til efterretning uden afstemning.

Til top