Mødedato: 05.12.2023, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Overførsel af midler til genopretningspakke 2022

Se alle bilag

Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.

I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".

For at sikre Københavns vejinfrastruktur, igangsatte Borgerrepræsentationen i 2013 genopretningsprogrammet ”Et løft til vejene” med målsætning om at indhente det efterslæb på vedligehold af veje, der var opstået, samt sikre rettidig renovering. I Budget 2022 blev der afsat en pulje til helhedsgenopretning af 19 strækninger, hvoraf størstedelen er igangsat i 2022 mens enkelte projekter gennemføres i 2023 eller senere. Under projekteringen af strækningerne har forvaltningen konstateret, at de samlede udgifter forventes at overstige den samlede økonomiske ramme. Borgerrepræsentationen skal derfor tage stilling til, om der skal tilføjes yderligere midler fra genopretningsrammen, som består af udisponerede midler til genopretningsprojekter.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at der overføres 15,7 mio. kr. fra genopretningsrammen til projekterne i genopretningspakke 2022, så strækningerne kan gennemføres i 2023 og 2024, jf. bilag 2,
  2. at der frigives anlægsbevillinger på 15,7 mio. kr. til genopretningsprojekterne i genopretningspakke 2022, jf. bilag 2.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme. 

Problemstilling

Budget 2022 (BR 7. oktober 2021) (A, B, F, O, V, Ø, Å, Frie Grønne og Kåre Traberg Smidt) blev der afsat en pulje på 169,6 mio. kr. til helhedsgenopretning af 19 konkrete strækninger i 2022 (Genopretningspakke 2022). Beløbet er revideret på baggrund af korrigering af bygherrebidrag og fratrækning af risikotillæg og er således 151,9 mio. kr. Genopretning af størstedelen af strækningerne er igangsat i 2022, mens enkelte projekter af forskellige grunde først kan gennemføres i 2023 eller senere jf. bilag 3.

Under projekteringen af strækningerne har forvaltningen konstateret, at de samlede arbejder forventes at beløbe sig til 167,6 mio. kr., og derved overstige den reviderede ramme på 151,9 mio. kr. med 15,7 mio. kr. Den forventede manglende finansiering på strækningerne i genopretningspakke 2022 tilskrives den almindelige usikkerhed på de overslag på mængder og renoveringsbehov, som foretages ifm. prissætning.

For at sikre fremdrift for genopretningsprojekterne og undgå fordyrelser, samt sikre udnyttelse af anlægsmåltallene, skal Borgerrepræsentationen tage stilling til overførsel af midler fra Genopretningsrammen.

Løsning

For at sikre fremdrift i arbejdet med at indhente vedligeholdelsesefterslæbet anbefaler forvaltningen, at der tilføres yderligere midler fra Genopretningsrammen, så de resterende projekter kan igangsættes som planlagt. Vejgenopretning er beskrevet generelt i bilag 4, s. 3.

Genopretningsrammen dækker over udisponerede anlægsmidler til genopretningsprojekter. Genopretningsrammen opsamler ligeledes mer- og mindreforbrug for regnskabsafsluttede genopretningsprojekter. Ved fjerde anlægsoversigt 2023 (TMU 20. november 2023) var der gennem mindreforbrug på regnskabsafsluttede genopretningsprojekter opsamlet 82,8 mio. kr. i genopretningsrammen.

Tabel 1: Genopretningspakke 2022 – oversigt over strækninger

Genopretningspakke 2022

Status (1. oktober 2023)

Adelgade (Helhedsgenopretning)

Anlægsarbejder afsluttet december 2022

Ahlefeldtsgade (Helhedsgenopretning)

Anlægsarbejder forventes afsluttet i november 2023

Bodilsgade (Helhedsgenopretning)

Anlægsarbejder afsluttet juni 2022

Hvidkildevej (Partiel genopretning)

Anlægsarbejder afsluttet januar 2023

Klitmøllervej (Helhedsgenopretning)

Anlægsarbejder afsluttet november 2022

Kronborggade (Helhedsgenopretning)

Anlægsarbejder afsluttet marts 2023

Kulbanevej (Partiel genopretning)

Anlægsarbejder afsluttet december 2022

Lyongade (Helhedsgenopretning)

Anlægsarbejder afsluttet oktober 2023

Nordkrog (Partiel genopretning)

Anlægsarbejder afsluttet i januar2023 (udskiftning af kabler til belysning afsluttes i maj 2024)

Nyborggade (Partiel genopretning)

Anlægsarbejder afsluttet august 2022

Palnatokesgade (Helhedsgenopretning)

Anlægsarbejder afsluttet oktober 2022

Ryvangs Allé (Partiel genopretning)

Anlægsarbejder afsluttet maj 2023

Rødkilde Plads (Helhedsgenopretning)

Anlægsarbejder afsluttet juli 2022

Strandboulevarden (Helhedsgenopretning)

Planlægges udført i 2024-2026 sammen med skybrudsprojekt

Svanemøllevej (Helhedsgenopretning)

Anlægsarbejder afsluttet september 2022

Sæbygade (Partiel genopretning)

Anlægsarbejder afsluttet april 2023

Trekronergade (Helhedsgenopretning)

Planlægges udført i 2024-2025 sammen med skybrudsprojekt.

Turesensgade (Helhedsgenopretning)

Anlægsarbejder afsluttet maj 2023

Vibevej (Helhedsgenopretning)

Planlægges udført fra februar 2024.

Politisk handlerum

Hvis det besluttes, ikke at tilføre yderligere midler til genopretningspakke 2022, vil forvaltningen af hensyn til de kontraktlige forpligtelser på de igangsatte projekter lade Vibevej udgå af genopretningspakken. Strækningen vil i givet fald blive indstillet til annullering og indgå i forvaltningens forslag til prioritering af kommende genopretningsstrækninger i forbindelse med udmøntning af Genopretningsrammen 2027, som forventes behandlet ultimo 2024.

Økonomi

Med den forventede fordyrelse er der en manglende finansiering på i alt netto 15,7 mio. kr. (2024 p/l) i forhold til bevillingen ekskl. risikotillægget for puljen.

Den manglende finansiering på 15,7 mio. kr. (2024 p/l), søges håndteret med denne indstilling, jf. bilag 2.

Anlægsmåltallet prioriteres inden for Teknik- og Miljøudvalgets måltal og håndteres via overbooking.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil forvaltningen igangsætte genopretningen af de resterende strækninger i genopretningspakke 2022.

 

Søren Wille / Peter Højer

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at der overføres 15,7 mio. kr. fra genopretningsrammen til projekterne i genopretningspakke 2022, så strækningerne kan gennemføres i 2023 og 2024, jf. bilag 2.
  2. at der frigives anlægsbevillinger på 15,7 mio. kr. til genopretningsprojekterne i genopretningspakke 2022, jf. bilag 2.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 20. november 2023

 

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Dagsordenspunkt 27: Overførsel af midler til genopretningspakke 2022 (2023-0410444)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 5. december 2023

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top