Tryghedsplanen 2018. Amager Partnerskab 2017-2020
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
-
at tage Amager Partnerskabs status på kriminalitet og tryghed til efterretning (bilag 1),
-
at godkende tryghedsplanen 2018 for Amager Partnerskab 2017 (bilag 2),
-
at godkende, at beslutningskompetencen for justering af tryghedsplanen og omdisponering af uforbrugte midler delegeres til Økonomiforvaltningen med inddragelse af styregruppen jf. løsningafsnittet,
-
at det godkendes, at Økonomiudvalget årligt forelægges afrapportering på status på kriminalitet og tryghed på samme møde som offentliggørelsen af tryghedsundersøgelsen (maj/juni).
Problemstilling
Amager Partnerskab har eksisteret siden 2013. Med budget 2017 blev der afsat midler til at fortsætte Amager Partnerskab for øget tryghed og mindre kriminalitet i 2017-2020 i en effektiviseret model.
Partnerskabets deltagere er: Københavns Kommunes syv forvaltninger, Københavns Politi, SSP København og boligselskabet 3B. Partnerskabet består af en arbejdsgruppe med lokale ledere og medarbejdere samt en styregruppe på direktørniveau.
Partnerskabsområdet udgøres af Urbanplanen og Hørgården (se bilag 2). Der er årligt afsat 1,2 mio. kr. (p/l 2017) 2017-2020 til partnerskabets aktiviteter.
Partnerskabsaftalens aktiviteter udmøntes og justeres årligt i en tryghedsplan, som pt. godkendes af Økonomiudvalget.
Status på partnerskabets målsætninger
Målsætningen for udviklingen i kriminalitet lyder:
”Det samlede antal anmeldelser på de fire gerningstyper i partnerskabsområdet skal som minimum fastholdes på 2015-niveau. For kategorierne ’narkotika’ og ’chikane’ opstilles ikke mål, men moniteres blot, da disse to kategorier er meget ustabile”.
Det fremgår af status på kriminalitet og tryghed (bilag 1), at der ses en negativ udvikling ift. at fastholde det samlede antal anmeldelser på 2015-niveau, idet det samlede antal anmeldelser er steget med 81 (25 %). Kategorien chikane har en positiv udvikling, mens de øvrige kategorier har udviklet sig negativt fra 2015 til 2016.
Udviklingen fra 2015 til 2016 skal ses i lyset af tendensen på længere sigt, hvor den overordnede udvikling i antallet af anmeldelser har været positiv siden 2014. Den positive tendens fra 2014 ser samtidig ud til at fortsætte i 2017, hvor antallet af anmeldelser i alle kategorier er er faldende, på nær kategorien vold og trusler. Tal fra november og december 2017 foreligger dog endnu ikke, hvorfor udviklingen ikke er sammenlignelig med tallene fra 2014 og 2016.
Målsætningen for udvikling i trygheden lyder:
”Andelen af utrygge borgere i Amager Partnerskab skal nærme sig københavnerniveau i 2020, også hvad utryghed i aften- og nattetimer angår. Der måles ud fra Københavns Kommunes Tryghedsundersøgelse, som årligt udkommer i foråret”.
Tryghedsundersøgelsen 2017 indikerer, at der i området for Amager Partnerskab er sket en lille stigning i andelen af utrygge i området, fra 13 % (2016) til 14 % (2017). Dette sker efter en tidligere positiv udvikling fra 2014 (16 %) til 2016 (13 %). Andelen af utrygge københavnere i partnerskabsområdet er i 2017 højere end gennemsnittet for hele byen (9 %). I aften- og nattetimerne er der et fald fra 28 % (2016) til 26 % (2017) i andelen af utrygge.
Løsning
Tryghedsplanen for Amager Partnerskab (bilag 2) beskriver de konkrete aktiviteter og tiltag, der skal bidrage til at øge trygheden og reducere kriminaliteten i området. Tryghedsplanen er tænkt dynamisk, hvilket indebærer, at den løbende kan justeres, således at partnerskabets konkrete aktiviteter imødekommer de aktuelle behov.
Aktiviteterne i tryghedsplanen er udarbejdet med udgangspunkt i tryghedsplanens forandringsteori. Med tryghedsplanen 2018 udmøntes størstedelen af midlerne i hele partnerskabsperioden. Der resterer således 183.000 kr. til aktiviteter i 2019 og 2020.
Indsats-område |
Aktivitet |
Finansiering (kr.) |
|||
2017 |
2018 |
2019 |
2020 |
||
1 |
Dialog, kommunikation og begivenheder |
235.000 |
285.000 |
285.000 |
285.000 |
2 |
Bylivspuljen |
233.000 |
183.000 |
200.000 |
200.000 |
3 |
Opsøgende familierådgiver og skolefravær |
330.000 |
330.000 |
330.000 |
330.000 |
3 |
Ungeengagement i læringsrum |
100.000 |
100.000 |
|
|
3 |
Lommepengejob |
10.000 |
12.000 |
12.000 |
12.000 |
3 |
Streetaktiviteter og gadeplan |
190.000 |
240.000 |
190.000 |
190.000 |
3 |
Ung i Job (se note) |
100.000 |
|
|
|
3 |
Sociale Tryghedsvandringer (tidligere utryghedsgruppe) |
|
25.000 |
|
|
3 |
Tryghedsskabende projekt i Sundby Idrætspark |
|
25.000 |
|
|
- |
Mødefacilitering |
2.000 |
|
|
|
I alt |
1.200.000 |
1.200.000 |
1.017.000 |
1.017.000 |
Figur 1: Oversigt over aktiviteter og bevilling i tryghedsplanen 2018.
Note: Ung i job fortsætter ikke som aktivitet, idet Socialforvaltningen opskalerer deres jobstøttende tilbud ”Job med Mentor”, hvormed målgruppen tilgodeses.
Forslag til ændret proces
Den nuværende proces for arbejdet med justering af tryghedsplanen for det kommende år er uhentsigtmæssig. Det skyldes, at tryghedsplanen skal godkendes af Økonomiudvalget inden årsskiftet.
Med styregruppens forudgående godkendelse af materialet, betyder det reelt, at arbejdet med justeringen af tryghedsplanen for det kommende år begynder i 2. kvartal, før erfaringerne fra og resultatet af arbejdet med aktuelle aktiviteter er fuldt opnået.
Med tryghedsplanen 2018 udmøntes størstedelen af midlerne til aktiviteter i tryghedsartnerskabet til og med 2020, hvilket betyder, at der i de følgende år umiddelbart kun vil være brug for mindre justeringer i tryghedsplanen.
Derfor foreslås det, at Økonomiudvalget delegerer beslutningskompetencen vedr. justering af tryghedsplanen til Økonomiforvaltningen med inddragelse af styregruppen til og med 2020. Med delegeringen får Økonomiforvaltningen mandat til at prioritere de resterende midler i 2019 og 2020 og mandat til at justere ressourcerne i de enkelte aktiviteter, hvis det findes formålstjenstligt. Hvis der opstår et behov for at ændre markant i tryghedsplanerne, vil Økonomiudvalget blive forelagt en indstilling herom.
Samtidig foreslås det, at afrapporteringen af status på kriminalitet og tryghed forelægges Økonomiudvalget sammen med tryghedsundersøgelsen (maj/juni). Dermed får Økonomiudvalget en samlet status for udviklingen på kriminalitet og tryghed i både partnerskaberne og i relation til udviklingen i hele byen.
Det bemærkes, at Sikker By og Københavns Politi, i forbindelse med udarbejdelsen af en ny Sikker By-strategi, også drøfter, om gerningskoderne i kriminalitetskategorierne skal opdateres. Dette kan betyde, at målsætningen på antallet af anmeldelser i partnerskabet skal justeres. Såfremt dette besluttes, vil Økonomiudvalget blive forelagt en indstilling ifm. afrapportering på udviklingen i kriminalitet og tryghed.
Økonomi
Med tryghedsplanen 2018 foreslås samtlige 1.200.000. kr. (2017 p/l) udmøntet i 2018, mens der resterer 183.000 kr. til aktiviteter i henholdsvis 2019 og 2020. Det bemærkes, at Økonomiforvaltningen med inddragelse af styregruppen har mulighed for at ændre bevillingen i de enkelte aktiviteter, hvis det findes det formålstjenstligt.
Videre proces
Hvis indstillingen godkendes, vil Økonomiforvaltningen med inddragelse af styregruppen fremadrettet træffe beslutning om justering af tryghedsplanen. Økonomiudvalget orienteres efterfølgende om status på målsætningerne om udviklingen i kriminalitet og tryghed på samme møde som tryghedsundersøgelsen offentliggøres.
Peter Stensgaard Mørch Søren Tegen Pedersen
Beslutning
Dagsordenspunkt 9: Tryghedsplanen 2018. Amager Partnerskab 2017-2020 (2017-0378189)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 5. december 2017
Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning uden afstemning.
Indstillingens 2.-4. at-punkt blev godkendt uden afstemning.