Mødedato: 05.11.2024, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Københavns Kommunes Kønsligestillingsredegørelse 2024 og afrapportering på Københavns Kommunes personalerettede ligestillingsmåltal

Se alle bilag

Med denne sag modtager Økonomiudvalget kønsligestillingsredegørelsen for 2024 samt en afrapportering på de personalerettede ligestillingsmåltal til orientering. Redegørelsen giver en status på kønsligestillingen i København og første opfølgning på implementeringen af Københavns Kommunes Kønsligestillingspolitik 2023-2026. Afrapporteringen på kommunens ligestillingsmåltal viser, at kommunen opfylder to ud af fem måltal.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at Københavns Kommunes Kønsligestillingsredegørelse 2024 tages til efterretning,
  2. at afrapportering på Københavns Kommunes ligestillingsmåltal tages til efterretning.

Problemstilling

Kønsligestillingsredegørelsen 2024 giver en status på kønsligestillingen i kommunen ved at samle eksisterende data, der belyser områder med relevans for kønsligestilling i sammenhæng med bl.a. forskning, viden og erfaringer samt den første afrapportering på implementering af Københavns Kommunes (KK) Kønsligestillingspolitik (Bilag 1).

Derudover afrapporteres på KK’s personalerettede ligestillingsmåltal. KK har haft måltal for kønssammensætningen på de øverste ledelsesniveauer samt mere ligelig fordeling af barsel siden 2013. Siden 2021 har KK også haft måltal for kønsforskellen i afholdelse af børns sygedage. Status på måltalsopfyldelsen uddybes i bilag 2.

Løsning

Københavns Kommunes Kønsligestillingsredegørelse 2024
Kønsligestillingsredegørelsens første del er baseret på en kortlægning af eksisterende kønsopdelt data om KK, herunder data fra KK’s egne rapporter mv. på områder, hvor forskning og viden indikerer, at der er LGBT+ eller kønsligestillingsudfordringer, som det kan være relevant at tage højde for i kommunens arbejde. Der præsenteres data på følgende områder:

  • Børn og unge
  • LGBT+
  • Sundhed
  • Brug af byen
  • Det kønsopdelte arbejdsmarked
  • Ledelse
  • Arbejdsmiljø og trivsel
  • Barsel og børns sygedage

De udvalgte områder viser, at kønsligestillings- og LGBT+ relaterede problemstillinger er tværgående i kommunen, og at kønsopdelte data kan bidrage til at identificere, hvor der er behov for mere viden ift. at tilrettelægge og kvalificere relevante konkrete indsatser. Det er første gang, at der er foretaget en systematisk kortlægning af eksisterende data, som kan kvalificere kommunens arbejde med kønsligestilling for såvel borgere som ansatte.

Anden del af kønsligestillingsredegørelsen giver en status på implementeringen af KK’s Kønsligestillingspolitik 2023-2026. Alle forvaltninger har bidraget til afrapporteringen, og indsatserne præsenteres tematisk inddelt efter kønsligestillingspolitikkens indsatsområder.

Det har været op til de enkelte fagudvalg at beslutte, om der skal udarbejdes en særskilt handleplan for implementering af kønsligestillingspolitikken på udvalgets område. Kultur- og Fritidsudvalget, Sundheds- og Omsorgsudvalget og Økonomiudvalget har besluttet at udarbejde handleplaner for implementering af politikken. De resterende fagudvalg har besluttet at implementere politikken på anden vis fx gennem integrering af kønsligestillingsperspektiver i øvrige strategier og handleplaner.

Samlet danner kønsligestillingsredegørelsen overblik over forskellige områder for kønsligestilling blandt københavnerne og kommunens ansatte, som kan være relevante for indsatsen for at fremme kønsligestillingen i kommunen.

Udkast til kønsligestillingsredegørelsen blev behandlet af Det Centrale Ligestillingsudvalg den 27. maj 2024.

Kønsligestillingsredegørelsen er vedlagt som bilag 1.

Afrapportering på Københavns kommunes personalerettede ligestillingsmåltal

KK’s tværgående, personalerettede ligestillingsmåltal omhandler kønssammensætningen på de øverste ledelsesniveauer, måltal om mere ligelig fordeling af barsel og måltal for kønsforskellen i afholdelse af børns sygedage. Den overordnede status på måltalsopfyldelsen er følgende, jf. også uddybning i bilag 2:

  • Måltal for kønsfordelingen på lederniveau 1 i KK’s forvaltninger viser, at alle syv forvaltninger opfylder måltallet.

     

  • Måltal for kønsfordelingen på lederniveau 2 i KK’s forvaltninger viser, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen opfylder måltallet, mens Børne- og Ungdomsforvaltningen, Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen ikke opfylder måltallet.

     

  • Måltal for en mere ligelig fordeling af barsel blandt de ansatte viser, at KK ikke opfylder måltallene. Der er forskel på, hvor meget barsel mandlige ansatte i KK’s forvaltninger har afholdt, men ingen af forvaltningerne opfylder nogen af måltallene på forvaltningsniveau.

     

  • Måltal for forældres afholdelse af børns sygedage viser, at KK opfylder måltallet samlet set. Kultur- og Fritidsforvaltningen, Socialforvaltningen, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Økonomiforvaltningen opfylder ikke måltallet. Det er første gang siden 2021, at Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen ikke opfylder måltallene.

Økonomi

Sagen er ikke forbundet med nogen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Redegørelsen bliver offentliggjort på kommunens hjemmeside sammen med tidligere kønsligestillingsredegørelser.

 

Søren Hartmann Hede       / Nicolai Kragh Petersen. 

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 5. november 2024

Indstillingen blev taget til efterretning uden afstemning.

Til top