Forslag til tillæg nr. 7 til Spildevandsplan 2008
Tidligere beslutninger
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
- at godkende ”Forslag til tillæg nr. 7 til Spildevandsplan 2008” (bilag 1) med henblik på offentliggørelse på Københavns Kommunes hjemmeside ”Bliv Hørt” og udsendelse i offentlig høring i otte uger,
- at kompetencen til endeligt at vedtage ”Forslag til tillæg nr. 7 til Spildevandsplan 2008” efter endt offentlig høring delegeres til Teknik- og Miljøudvalget.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Problemstilling
Københavns Kommunes håndtering af spildevand, herunder regnvand, er reguleret af en spildevandsplan, der er lovpligtig. Siden Borgerrepræsentationen den 19. januar 2017 vedtog at sende forslag til tillæg nr. 6 i offentlig høring, har Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse besluttet at igangsætte skybrudssikring af Kastellet. For at tilvejebringe det nødvendige plangrundlag for blandt andet myndighedsbehandlingen af projektet indarbejdes det i et tillæg til spildevandsplanen
Løsning
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til at sende tillæg nr. 7 til Spildevandsplan 2008 i offentlig høring og delegere beslutningskompetence for endelig vedtagelse af spildevandsplantillægget til Teknik- og Miljøudvalget. Tillægget muliggør, at Forsvarets Ejendomsstyrelse igangsætter skybrudssikring af Kastellet.
Skybrudssikring af Kastellet:
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse ønsker i 2017 at igangsætte skybrudssikring af Kastellet, som erfaringsmæssigt oversvømmes ved kraftig regn. Under skybrud ledes vand fra Kastellet til Kastelsgraven, hvilket medfører forhøjet vandstand i Kastelsgraven, og dermed risiko for skader på selve Kastellet. Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse ønsker at opsamle og udlede skybrudsvandet til havnen i stedet for Kastelsgraven.
Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler en delegation af den endelige kompetence til at vedtage tillægget til Teknik- og Miljøudvalget for at sikre en hurtigere implementering af skybrudsprojektet. Ved delegation til Teknik- og Miljøudvalget forelægges Borgerrepræsentationen ikke sagen igen med mindre høringen medfører væsentlige ændringer.
Økonomi
Vedtagelsen af tillægget vil ikke medføre en forhøjelse af taksterne for håndteringen af spildevand, da det er tale om et privat projekt, og Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse afholder alle udgifter til skybrudssikringen af Kastellet.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt forslaget til spildevandsplantillægget, sender Teknik- og Miljøforvaltningen tillægget i høring i otte uger. Efter offentlighedsfasen vil forvaltningen gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af spildevandsplantillægget. Denne forventes forelagt Teknik- og Miljøudvalget i fjerde kvartal af 2017.
Borgerrepræsentationen forventes at få fremlagt en revideret Spildevandsplan ultimo 2018.
Pernille Andersen /Jakob Møller Nielsen
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende ”Forslag til tillæg nr. 7 til Spildevandsplan 2008” (bilag 1) med henblik på offentliggørelse på Københavns Kommunes hjemmeside ”Bliv Hørt” og udsendelse i offentlig høring i otte uger,
- at kompetencen til endeligt at vedtage ”Forslag til tillæg nr. 7 til Spildevandsplan 2008” efter endt offentlig høring delegeres til Teknik- og Miljøudvalget.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 21. august 2017
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Beslutning
Dagsordenspunkt 22: Forslag til tillæg nr. 7 til Spildevandsplan 2008 (2017-0275459)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 5. september 2017
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.