Mødedato: 05.03.2024, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Forsøgsprojekt om etablering af miljøstationer, Nørrebro

Se alle bilag

Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.

I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".

På Nørrebro er der igangsat et forsøg, der undersøger mulighederne for at sammenlægge sorteringspunkter med private affaldsløsninger. Teknik- og Miljøforvaltningen har nu udpeget tre placeringer til anlæg af de såkaldte miljøstationer. Det har vist sig mere tids- og omkostningskrævende end forventet at udpege og anlægge miljøstationerne, så der er brug for, at forsøgsperioden forlænges med et år frem til udgangen af 2025, samt at der gives en ekstra bevilling på 2,0 mio. kr.

Tidligere beslutninger

Teknik og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at der gives en ekstra udgiftsbevilling i perioden 2024-2025 på 2,0 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Takstfinansieret anlæg, jf. Økonomiafsnittet. 

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen besluttede den 15. december 2022 at igangsætte et forsøg, der afdækker og afprøver muligheden for at sammenlægge sorteringspunkter med private affaldsløsninger. Forsøget er ikke en del af Ressource- og Affaldsplan 2024, men en opfølgning på et medlemsforslag. Som en del af beslutningen blev der givet en udgiftsbevilling i perioden 2023-2024 på 6,2 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Takstfinansieret anlæg.

Inden anlæg af miljøstationerne sættes i gang, skal Teknik- og Miljøudvalget (TMU) tage stilling til de tre placeringer, som Teknik- og Miljøforvaltningen i samarbejde med Miljøpunkt Nørrebro og interesserede ejendomme har udpeget. Idet det har vist sig mere tidskrævende at udpege placeringerne og økonomisk mere krævende at anlægge miljøstationerne end forventet, skal Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til en forlængelse af projektperioden med et år frem til 31. december 2025, og Borgerrepræsentationen skal tage stilling til en ekstra udgiftsbevilling.

Løsning

Afsættet for forsøget med miljøstationer er følgende (TMU 20. juni 2022):

  • Forsøget skal finansieres af affaldsgebyrerne. Der skal udarbejdes kriterier, der skal anvendes, når der fremadrettet skal gives tilladelse til at etablere miljøstationer.
  • Især ejendomme med små gårde skal indgå heri.
  • Der skal udarbejdes model for fordeling af anlægs- og driftsomkostninger mellem kommunerne og de involverede ejendomme og for gebyrbetalingen.

Udpegning af tre placeringer
Forvaltningen har i samarbejde med Miljøpunkt Nørrebro arbejdet med at finde egnede placeringer til tre miljøstationer, hvor der vil blive anvendt samme materiel som til sorteringspunkterne (se bilag 2). 14 forskellige placeringer har været i spil, og der er nu udpeget tre placeringer ud fra en samlet afvejning af bl.a. kapacitetsbehov, trafikale forhold, byrumskvalitet, interesserede ejendomme, anlæggets kompleksitet og tekniske hensyn til kranbilen. De involverede ejendomme har skriftligt tilkendegivet, at de ønsker at deltage i forsøget, og nogle af ejendommene har begrænset plads i deres gårde til både affaldsløsning og rekreativt ophold. I tabel 1 ses fakta om de tre placeringer. Bilag 3 indeholder tegninger af placeringerne.

Tabel 1. Fakta om de tre placeringer

Adresse for placering

Antal ejendomme som skal tilknyttes stationen

Antal boligenheder i de deltagende ejendomme

Antal nedgravede
beholdere

Antal kuber

P-pladser, som nedlægges

Tikøbgade 3

4

110

3

5

4 (gul zone)

Sjællandsgade 25

2

307

10

0

5 (blå zone)

Udbygade 3

1

100

5

3

9 (blå zone)

Behov for forlængelse af tidsplan og ekstra bevilling
Der er behov for at forlænge tidsplanen, fordi screeningsprocessen med at finde egnede placeringer har taget længere tid end forventet. Dette skyldes, at der har været udfordringer med bl.a. mange smalle gader, rør i jorden og vanskelige trafikale forhold for den kranbil, som skal tømme beholderne. Samtidig betyder det forhold, at en miljøstation er noget større end et almindeligt sorteringspunkt, at det konkrete anlæg af miljøstationerne kommer til at tage længere tid og er dyrere end først antaget. Det er mere kompliceret at anlægge en station med 8-10 beholdere end et sorteringspunkt med 2-3 beholdere. Derudover er der stigende omkostninger som følge af generelle prisstigninger hos både materialeleverandør og entreprenør. Omkostninger fordeler sig over en stigning på ca. 20% til screening og projektering, ca. 30% til indkøb af materiel og ca. 40 % til etableringen af miljøstationerne. Samlet set en ekstra bevilling på 2 mio. kr.

Miljøstationerne forventes i drift i slutningen af 2024 og testes herefter i ni måneder. I fjerde kvartal 2025 evalueres forsøget og resultaterne forelægges for udvalget. Tidsplanen forlænges dermed et år, så det løber frem til 31. december 2025 i stedet for til 31. december 2024. En miljøstation kan konverteres til et sorteringspunkt efter forsøgets afslutning og i så fald sættes affaldsbeholdere tilbage i gården.

Udvikling af kriterier og model for fordeling af anlægs- og driftsomkostninger
Som en del af forsøget skal Teknik- og Miljøforvaltningen udvikle kriterier, som kan anvendes, når der fremadrettet skal gives tilladelse til at etablere miljøstationer. Desuden skal der udvikles en model for fordeling af anlægs- og driftsomkostninger mellem kommune og involverede ejendomme.

Parkering
Etablering af miljøstationerne vil kræve, at i alt 18 parkeringspladser bliver nedlagt. Belægningsprocenten kl. 22 er over 100 % (ulovligt parkerede biler og biler, der holder tættere end dimensioneret) i Tikøbsgade og Udbygade og 80-90% i Sjællandsgade (tal fra marts 2023). Belægningsprocenten er lavere på Farumgade, Nørrebrogade (nr. 66-68), Stevnsgade (nr. 34) og Tagensvej, hvor den er henholdsvis 74%, 83%, 20% og 18% kl. 22. Alle de alternative parkeringsområder ligger mellem 500-1.000 meter fra miljøstationerne.

Politisk handlerum

  • De 18 nedlagte parkeringspladser kan søges helt eller delvist erstattet ved indgåelse af lejeaftaler med private ejendomsejere i de berørte områder eller gennem anlæg af nye kommunale parkeringspladser. Dette kræver, at der afsættes midler hertil i kommende Overførelsessag eller Budgetaftale. Lejeudgifterne anslås at være ca. 200-300.000 kr. årligt og anlæg anslås at andrage 125.000 kr. pr. parkeringsplads. Udvalget kan henvise finansiering til Overførselssagen ved at vedtage et ændringsforslag herom.
  • Der er mulighed for kun at anlægge to af de tre miljøstationer og dermed holde udgifterne inden for det oprindelige budget på 6,2 mio. kr. Der vil fortsat være behov for at forlænge forsøgsperioden, da evaluering af forsøget skal gennemføres i 4. kvt. 2025 uanset, om der anlægges to eller tre miljøstationer.
  • Alternativt er der mulighed for helt at annullere forsøgsprojektet. Der er allerede anvendt 0,8 mio. kr. på projektet. De resterende midler (5,4 mio. kr.) vil derved indgå som reduktion i de kommende takstberegninger. Det svarer til gennemsnitligt ca. 16 kr. per husstand.

Økonomi

De bevillingsmæssige ændringer, som følge af, at der er brug for ekstra midler til at dække omkostningerne for anlæg af de tre miljøstationer, fremgår af tabel 3.

 

 

Tabel 2. Bevillingsmæssige konsekvenser

At-punkt

Udvalg

Bevilling (nr. og navn)

Funktion

Indtægt (I) /
Udgift (U)

Beløb i 1.000 kr.*

Varig?
ja/nej

2024

2025

1.

TMU

2020 Takstfinansieret anlæg

1.38.60.3

U

1.300

655

Nej

1.

ØU

Finansposter (kassen)

8.22.05.5

U

-1.300

-655

Nej

I alt

 

 

 

 

0

0

 

*Øgede indtægter er indikeret med negativt fortegn, mens reducerede indtægter ikke er indikeret med et fortegn. Øgede udgifter er indikeret uden fortegn, mens reducerede udgifter er indikeret med negativt fortegn.

De 6,2 mio. kr., som Borgerrepræsentationen bevilgede til forsøget den 15. december 2022, svarer til en stigning i affaldsgebyret for en gennemsnitlig husstand på ca. 20 kr. årligt i 2024. Ekstraomkostningerne til anlæg af miljøstationerne på 2,0 mio. kr. kr. vil indgå i beregning af affaldsgebyrerne for 2025, hvorfor en øget indtægtsbevilling gives i forbindelse med godkendelse af gebyrerne for 2025. Ekstraomkostningerne på 2,0 mio. kr. svarer til en stigning i affaldsgebyret for en gennemsnitlig husstand på ca. 6 kr. årligt i 2025.


Tabel 3. Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler

Udvalg

Aktivitet/Projekt

Bevilling (nr. og navn)

Funktion

Beløb i 1.000 kr.

I årene 2024-2025

TMU

Forsøg med private affaldsløsninger og sorteringspunkter

2020 Takstfinansieret anlæg

1.38.60.3

1.955

I alt

-

-

-

1.955

Nedlæggelse af 14 parkeringspladser i blå zone og fire i gul zone medfører et årligt indtægtstab på 0,1 mio. kr. fra ultimo 2024 og frem. Mindreindtægterne indgår i beregningen af indtægtsniveauet for betalingsparkering, som bliver fastlagt med førstebehandlingen af budgetforslaget (augustindstillingen). Mindreindtægterne har ingen finansiel betydning for Københavns Kommune, men påvirker servicemåltallet 1:1.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen igangsætte detailprojektering, foretage partshøring, naboorientering m.m. mhp., at miljøstationerne kan være anlagt og klar til test ultimo 2024. På baggrund af resultaterne af forsøget vender forvaltningen tilbage til Borgerrepræsentationen i første halvdel af 2026 med ny indstilling om kriterier, fordeling af omkostninger og forslag til gebyrmodel for deltagende ejendomme mhp., at det politisk kan besluttes, om miljøstationer skal være en mulig fremtidig affaldsløsning. Erfaringerne fra arbejdet med miljøstationer kan bruges i det videre arbejde med at øge sorteringen af københavnernes affald i Ressourceplan 2030.  

Søren Wille               / Karsten Biering Nielsen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik og Miljøudvalget godkender,

  1. at der anlægges tre miljøstationer på de i bilag 3 udpegede placeringer som en del af forsøgsprojekt på Nørrebro.
  2. at projektet forlænges til den 31. december 2025 i stedet for at slutte den 31. december 2024.

    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  3. at der gives en ekstra udgiftsbevilling i perioden 2024-2025 på 2,0 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Takstfinansieret anlæg, jf. Økonomiafsnittet.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 5. februar 2024

 

Indstillingens 1. og 2. at-punkt blev godkendt med 7 stemmer mod 3. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, F, Ø og Å

Imod stemte: C og V

 

Indstillingens 3. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 7 stemmer mod 3. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, F, Ø og Å

Imod stemte: C og V

 

Det Konservative Folkeparti og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Partierne mener ikke, at private affaldsbeholdere skal flyttes ud i det offentlige rum, da der allerede nu er stort pres på pladsen i gaderummet. Vi frygter, at et tiltag med at flytte affaldsbeholder ud i det offentlige rum vil ligge yderligere pres på parkeringssituationen og forværre fremkommeligheden i byen. Endvidere ønsker vi at anvende frie arealer i det offentlige rum til grønne pletter, træ og buske og ikke affaldsbeholder.”

 

Beslutning

Dagsordenspunkt 23: Forsøgsprojekt om etablering af miljøstationer, Nørrebro (2023-0454805)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 5. marts 2024

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen med stemmerne 9 mod 2. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, B og F.

Imod stemte: C og V.

 

Det Konservative Folkeparti og Venstre videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 5. februar 2024:

”Partierne mener ikke, at private affaldsbeholdere skal flyttes ud i det offentlige rum, da der allerede nu er stort pres på pladsen i gaderummet. Vi frygter, at et tiltag med at flytte affaldsbeholder ud i det offentlige rum vil ligge yderligere pres på parkeringssituationen og forværre fremkommeligheden i byen. Endvidere ønsker vi at anvende frie arealer i det offentlige rum til grønne pletter, træ og buske og ikke affaldsbeholder.”

Til top