Mødedato: 05.02.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Tilpasningsplan Københavns Brandvæsen

Se alle bilag

Indstilling vedr. økonomisk tilpasning, herunder fleksibilitet i den daglige dimensionering af beredskabet.

Indstilling og beslutning

Beredskabskommissionen indstiller over for Økonomiudvalget,

1.      at Københavns Brandvæsens tilpasningsplan godkendes, samt

2.      at det godkendes at Københavns Brandvæsen sender del af tilpasningsplanen vedr. øget fleksibilitet i den daglige dimensionering af beredskabet til høring i Beredskabsstyrelsen.

Problemstilling

Prognosen for brandvæsnets regnskab 2013 forudsiger, at der ved årets udgang vil være et underskud på 11. mio. kr. Underskuddet skyldes bl.a. udskudte aktiviteter fra 2012.

 

Årsagen er primært et øget sygefravær i Styrken. Sygefraværet betyder at der skal indkaldes ekstra mandskab til overarbejdssats. Desuden er forretningsområder bl.a. vedr. akutlægebilen og den psykiatriske udrykningstjeneste bortfaldet. Også udfordringer vedr. ombygning af ST-køretøjer samt risiko for bod i forbindelse med kontrakten med regionen vedr. patientbefordring, påvirker regnskabet negativt. Dertil kommer forhold besluttet i 2009, men med effekt i årene frem, herunder en større ubudgetteret anskaffelse af fire drejestiger til ca. 5 mio. kr. stykket til levering i årene 2012-2015. Endelig er indfrielse af en aftale fra 2009 om kvalifikationstillæg til brandmestergruppen en årsag.

 

Den største enkeltudgift i 2013 forventes at komme fra det fortsat høje sygefravær blandt udrykningsstyrken. På trods af, at Københavns Brandvæsen har oplevet et stort fald i sygefraværet fra 20,7 sygedage pr. medarbejder i 2008 til 13,4 i 2012, er sygefraværet fortsat så højt, at det medfører, at der skal købes ekstra brandfolk ind på vagt for til enhver tid at overholde den fastsatte normering på 63 brandfolk. Det er ikke muligt inden for brandvæsenets nuværende økonomiske ramme fortsat at kunne håndtere et så højt sygefravær.

 

Københavns Brandvæsen arbejder løbende på at reducere sygefraværet i forhold til de planlagte måltal. Det er imidlertid vanskeligt at opnå på grund af den stigende aldersprofil blandt brandfolk. Mange i udrykningsstyrken har slidskader bl.a. som følge af deres tidligere funktion som ambulancereddere.

 

I forbindelse med Borgerrepræsentationens godkendelse af den risikobaserede dimensionering (RBD) den 15. december 2011, blev det besluttet, at dimensioneringen svarer til en nominel daglig bemanding på 63 brandfolk. For at tage højde for sygdom, lægebesøg mv. arbejdes der med en planlagt daglig bemanding på 67 brandfolk. Medregnes dagsprøjterne (der ikke indgår i dimensioneringen, da de dækker planlagt øvelsesaktivitet, uddannelse mv.) i normtallet er bemandingen i tidsrummet mandag til fredag, kl. 08 til 16, på 79 brandfolk.

 

Set over årene fra 1988 til 2012 er der sket en stabil udvikling i antallet af mindre brande, men et fald i antallet af mere mandskabskrævende brande. Lejlighedsbrande mv er faldet fra ca. 1400 til ca. 700 om året. Antallet af meget store brande er fortsat konstant på ca. 11. 

Løsning

Københavns Brandvæsen har iværksat en økonomisk tilpasning, der indeholder følgende elementer:

 

Handlinger

Beløb i mio. kr.

Overdragelse af opgaver til styrken fra Serviceafdelingen samt reduktion af munderingspoints.

1,3

Nye aftaler på forretningsområder

1,5

Bortprioritering af anskaffelser mv. Midlertidigt stop for alle driftsudgifter.

1,3

Øget fleksibilitet i det daglige beredskab

7,0

I alt

11,1

 

Københavns Brandvæsen vil iværksætte analyser af Serviceafdelingen og administrationen med henblik på at opnå yderligere effektiviseringer. Disse forventes dog først at kunne opnå økonomisk effekt fra 2014.

 

Som led i arbejdet med tilpasningen af økonomien vil brandvæsenet sikre en bedre og hurtigere information, mellem enhederne, om økonomiske afvigelser.

 

I forhold til øget fleksibilitet i det daglige beredskab er det Københavns Brandvæsens vurdering, at der ved ekstraordinært højt sygefravær kan forsvares en midlertidig afvigelse fra standard på op til 6 medarbejdere i helt særlige situationer. Det vil udelukkende dreje sig om situationer med manglende basismandskab og ikke i forhold til brandvæsenets Specialtjeneste. Dermed vil brandvæsenet fortsat kunne håndtere de hændelsestyper, der er vedtaget i den risikobaserede dimensionering 2012-2015. 
 

Brandvæsenets analyser peger på, at den største belastning af beredskabet er i hverdage i tidsrummet fra kl. ca. 8 til 22. Udrykningsbelastning falder væsentligt i nattetimerne. 

 

I dagtimerne fra kl. 8-16, hvor aktiviteten er størst, er det muligt at anvende dagsprøjterne til at sikre fuldtallighed på stationerne. Dermed vil være yderst sjældent, at der er afvigelse fra standard på op til 6 personer i dagtimerne. Det vil sige, at afvigelse fra standarden primært lægges i tidsrummet fra kl. 16-08, hvor udrykningsbelastningen er mindst.

 

Københavns Brandvæsen vil løbende evaluere på de operative konsekvenser af afvigelse fra standarden, og tilpasse afvigelse fra standard (samt evt. behov for overtallighed) med de operative krav i forhold til arrangementer, risikobilleder, mv.

 

På baggrund heraf foreslås følgende:

 

Afvigelse fra standard i tidsrummet 08-16

I tidsrummet 08 til 16 anbefales det, at afvigelse fra standarden placeres på dagsprøjterne og at det tilstræbes, at der som udgangspunkt altid er mindst en dagsprøjte operativ under hensyntagen til planlagte aktiviteter, der ikke kan aflyses. Dette betyder, at mandskab, som er tilknyttet dagsprøjten, flyttes til stationer, hvor der er afvigelse fra standard, så disse stationer kører fuldtalligt.

 

Afvigelse fra standard i tidsrummet 16-08

I tidsrummet 16 til 08 anbefales det, at afvigelse fra standarden placeres på stationerne Fælledvej (F), Vesterbro (V), Tomsgården (T) og Dæmningen (D), efter to alternative modeller.

 

Model 1: Der tillades maksimalt en afvigelse fra standard på -6, denne placeres på stationerne V, F og T i nævnte rækkefølge, og med en maksimal afvigelse fra standard på -2 pr. station. Det skal ved placering af afvigelse fra standard tages særligt hensyn til kemikalieberedskabet på st. T.

 

Model 2: Det tillades en maksimal afvigelse fra standard på -6. Ved afvigelse fra standard på op til -4 placeres denne på stationerne V og F, og med en maksimal afvigelse fra standard på -2 pr. station. Ved afvigelse fra standard på -6 placeres denne på st. D (nedlægges) 

 

Københavns Brandvæsen vil i sin planlægning arbejde ud fra model 1. Afvigelse fra standarden placeres til enhver tid som et samspil mellem operationschefer og vagtplanlægger (overvagtmester). Dette for at sikre at afvigelse fra standarden operativt placeres så hensigtsmæssigt som muligt og at der tages højde for det aktuelle operative behov i beredskabet. Herunder væsentlige øvelser, som ikke kan aflyses (uden store økonomiske omkostninger).

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Efter behandling i Beredskabskommissionen skal indstillingen forelægges Økonomiudvalg til godkendelse. Efter behandling i Økonomiudvalget sendes sagen til Beredskabsstyrelsen. Såfremt Beredskabsstyrelsen vurderer, at ændringerne i forhold til fleksibilitet i den daglige dimensionering af beredskabet er af en sådan karakter, at der er tale om en revision af Den Risikobaserede Dimensionering, vil sagen blive forelagt Borgerrepræsentationen til endelig godkendelse. Det følger af BEK nr. 765 af 03/08/2005 § 4. stk. 2-4 at revisionen skal behandles af Borgerrepræsentationen på et møde.

 

Claus Juhl                                                 

                                                                  /Bjarne Winge

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Beredskabskommissionen over for Økonomiudvalget anbefaler,

1.      at Københavns Brandvæsens tilpasningsplan godkendes, samt

2.      at Københavns Brandvæsen sender del af tilpasningsplanen vedr. øget fleksibilitet i den daglige dimensionering af beredskabet til høring i Beredskabsstyrelsen.

Beredskabskommissionens beslutning i skriftlig votering den 28. januar 2013
For stemte: overborgmester Frank Jensen, borgmester Anna Mee Allerslev, borgmester Anne Vang, borgmester Pia Allerslev, borgmester Ninna Thomsen.

Undlader at stemme: koncerndirektør Svend Hartling, politidirektør Johan Reimann.

Borgmester Ayfer Baykal og borgmester Mikkel Warming tog forbehold.

Der udarbejdes et uddybende notat, der skal afdække de beredskabsmæssige konsekvenser. Notatet eftersendes til Økonomiudvalget.

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 5. februar 2013

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top