Gennemførelse af HURs forslag til stambusnet (Bygge- og Teknikudvalget)
Gennemførelse af HURs forslag til stambusnet (Bygge- og Teknikudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 5. februar 2002
J.nr. ØU 26/2002
10. Gennemførelse af HURs forslag til stambusnet (Bygge- og Teknikudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at nedenstående brev med Kommunens kommentarer til HURs planer om gennemførelse af stambusplanen fremsendes til HUR
Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 16. januar 2002
Anbefalet med følgende tilføjelse (i kursiv) til afsnittet "Ad. 5. Ændringer i S-busbetjeningen", sidste punktum:
"Kommunen kan i den sammenhæng støtte, at 650S søges opretholdt gennem en ny indføring i SV-kvarteret og at 250S bibeholdes på Amager medmindre passagerudviklingen dokumenterer, at behovet for ruterne er bortfaldet".
Økonomiforvaltningen indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag oversendes til Borgerrepræsentationen, idet der gøres opmærksom på, at det indgår som en forudsætning i Budget 2002 for Hovedstadens Udviklingsråd, som blev vedtaget af Rådet den 7. september 2001, at der sker en reduktion i busdriften i forbindelse med metroens åbning med 190.000 bustimer årligt fra 2003."
Økonomiudvalgets beslutning: Anbefalet.
Behandling: Til Borgerrepræsentationen.
RESUME
Bygge og Teknikudvalget har behandlet HURs forslag til stambusnet – først på et temamøde den 22. august 2001 og dernæst ved behandling af udvalgets vedtagelse af udkast til Københavns Kommunes høringssvar den 29. august 2001. Høringssvaret blev tiltrådt i Borgerrepræsentationen den 20. september 2001.
Efterfølgende har HURs trafikudvalg vedtaget "at stambusnettet er grundlag for det videre arbejde, og at tillæg 2 til kollektiv trafikplan 1998 om stambusnettet godkendes som hovedretningslinien for den videre planlægning i samarbejde med enhederne med den ændring, at afsnittet om tidsplanen udgår".
Bygge- og Teknikforvaltningen har herefter haft en række drøftelser med HURs administration om stambusnettets gennemførelse. Forvaltningen fremlægger i den forbindelse vedlagte udkast til brev med Københavns Kommunes kommentarer.