Aftale om frikøb og udskydelse af Københavns Kommunes subsidiære tilbage-købsrettigheder i 4 kommuner
Aftale om frikøb og udskydelse af Københavns Kommunes subsidiære tilbage-købsrettigheder i 4 kommuner
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 5. februar 2002
J.nr. ØU 28/2002
6. Aftale om frikøb og udskydelse af Københavns Kommunes subsidiære tilbage-købsrettigheder i 4 kommuner
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen foreslår, at Økonomiudvalget indstiller til Borgerrepræsentationen,
- frikøb og udskydelse af Københavns Kommunes subsidiære tilbagekøbsrettigheder til ejendomme i bl.a. Hvidovre Kommune kan ske efter nedenstående retningslinjer.
RESUME
Økonomiforvaltningen anbefaler, at de subsidiære tilbagekøbsrettigheder i Hvidovre, Brøndby, Herlev og Rødovre kommuner kan frikøbes og udskydes mod betaling af 40% af frikøbs- eller udskydelsesbeløbet til Københavns Kommune.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Københavns Kommune har tilbagekøbsrettigheder af forskelligt indhold både i og udenfor kommunen. Alle indenbys og nogle af de udenbys rettigheder er rettigheder, som Københavns Kommune er den eneste rettighedshaver til, principale rettigheder. For disse rettigheder vedtog Borgerrepræsentationen i 1996 en generel ordning om frikøb og udskydelse.
Herudover har beliggenhedskommunerne i en række tilfælde, bl.a. i forbindelse med optagelse af statslån til boligbyggeri, fået tillagt den principale ret til at tilbagekøbe visse ejendomme i kommunerne, mens Københavns Kommune alene har ret til at tilbagekøbe ejendommene, hvis beliggenhedskommunerne ikke gør brug af deres ret, de subsidiære tilbagekøbsrettigheder.
I 5 kommuner - Brøndby, Ballerup, Hvidovre, Herlev og Rødovre - har Københavns Kommune subsidiære rettigheder. Tidligste tilbagekøbsår er år 2040 og seneste år 2050. Nutidsværdien af de subsidiære tilbagekøbsrettigheder androg i 1996 i alt 233 mio. kr. Ved en fordelingsnøgle på 60%/40% udgjorde Københavns Kommunes andel i 1996 således ca. 93,2 mio. kr.
Forhandlinger om en frikøbs- og udskydelsesordning for de subsidiære rettigheder
Økonomiforvaltningen har tidligere ført forhandlinger med de 5 kommuner med henblik på at indgå en samlet aftale om en frikøbs- og udskydelsesordning og mod at en del af provenuet betales til Københavns Kommune.
Udgangspunktet for forvaltningen har været, at også ejere af ejendomme med tilbagekøbsret i andre kommuner skal kunne købe sig fri eller udskyde på samme vilkår, som har været gældende siden 19961 for kommunens principale rettigheder.
Da Københavns Kommune alene kan varsle tilbagekøb, hvis beliggenhedskommunen ikke vil håndhæve tilbagekøbsretten, har forvaltningen vurderet, at der bør tilkomme Københavns Kommune en andel på 40% af frikøbs- eller udskydelsesbeløbet for de enkelte ejendomme.
Forhandlingsresultat
Der er i 1999 indgået aftale med Ballerup Kommune om frikøb af de subsidiære tilbagekøbsrettigheder i denne kommune mod at 40% af provenuet betales til Københavns Kommune.
Hvidovre Kommune har tilbudt, at 40% af provenuet for frikøb betales til Københavns Kommune svarende til ca. 2,3 mio. kr.
Da det må forventes, at også andre ejere af ejendomme i Hvidovre, Brøndby, Herlev og Rødovre kommuner med subsidiære tilbagekøbsret på et tidspunkt vil ønske at kunne frikøbe eller udskyde tilbagekøbsretten, anbefaler Økonomiforvaltningen, at dette kan ske efter principperne i Københavns Kommunes generelle frikøbs- og udskydelsesordning og mod betaling af 40% af provenuet til Københavns Kommune.
Erik Jacobsen
/Paul Sax Møller