Københavns Kommunes Integrationspolitik 2019-22
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen, Socialforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Sundheds- og Omsorgsudvalget, Børne- og Ungdomsudvalget, Socialudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at Borgerrepræsentationen godkender Integrationspolitik 2019-22. Lad os investere i integration (bilag 1), herunder politikkens pejlemærker og mål, principperne for det videre arbejde og opfølgningen på politikken,
- at Borgerrepræsentationen tager resume af høringen af Integrationspolitik 2019-22 (bilag 2), oversigt over den samlede høringsliste (bilag 3) og høringssvar i deres fulde længde (bilag 4) til efterretning.
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget anbefalede indstillingen med de vedtagne ændringsforslag på sit møde den 12. november 2018.
Socialudvalget anbefalede indstillingen på sit møde den 14. november 2018.
Børne- og Ungdomsudvalget anbefalede indstillingen med de vedtagne ændringsforslag på sit møde den 14. november 2018.
Kultur- og Fritidsudvalget anbefalede indstillingen på sit møde den 15. november 2018.
Teknik- og Miljøudvalget anbefalede indstillingen med det vedtagne ændringsforslag på sit møde den 19. november 2018.
Sundheds- og Omsorgsudvalget anbefalede indstillingen på sit møde den 22. november 2018.
Problemstilling
Selvom det går fremad med integrationen i København, viser statistikken, at en gennemsnitlig familie med minoritetsbaggrund (dvs. indvandrere eller efterkommere fra ikke-vestlige lande) står overfor en lang række udfordringer, som de øvrige københavnere ikke står overfor.
Flere københavnere med minoritetsbaggrund er midlertidigt forsørget af kommunen sammenlignet med københavnere med dansk baggrund. Ligeledes har færre unge med minoritetsbaggrund en ungdomsuddannelse sammenlignet med deres etnisk danske kammerater, og færre børn og unge med minoritetsbaggrund deltager i byens forenings- og kulturliv. Endvidere har københavnere med minoritetsbaggrund en øget risiko for diabetes.
Flere københavnere med minoritetsbaggrund føler sig desuden diskriminerede eller oplever, at de ikke selv kan vælge deres ægtefælle eller kæreste. Hertil kommer, at flere københavnere med minoritetsbaggrund er sigtet for en kriminel handling.
Den nuværende Integrationspolitik 2015-18. Social mobilitet og sammenhængskraft udløber med udgangen af 2018, og der er derfor behov for en ny integrationspolitik. Med denne indstilling skal der tages stilling til Københavns Kommunes nye Integrationspolitik for 2019-22.
Løsning
Integrationspolitikkens pejlemærker og mål
Integrationspolitik 2019-22 går som noget nyt på tværs af alle udvalg i Københavns Kommune. Udvalgene er således gået sammen om at have fælles pejlemærker og mål. I den forrige integrationspolitik var der ingen fælles pejlemærker og mål, og hvert udvalg havde særskilte mål. Udkast til Integrationspolitik 2019-22 indeholder fem pejlemærker og 12 mål på tværs af udvalgene:
Pejlemærke |
Mål |
Ansvarlige udvalg |
Flere københavnere med minoritetsbaggrund skal i job |
1. Flere københavnere med minoritetsbaggrund skal være en del af arbejdsmarkedet |
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget |
2. Flere nyankomne københavnere med minoritetsbaggrund – særligt kvinderne – skal være i en integrationsgrunduddannelse (IGU) |
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Økonomiudvalget |
|
Flere københavnere med minoritetsbaggrund skal klare sig godt i folkeskolen og blive bedre rustet til – og gennemføre – en ungdomsuddannelse
|
3. Færre børn med minoritetsbaggrund skal have sproglige udfordringer ved skolestart |
Børne- og Ungdomsudvalget |
4. Flere unge med minoritetsbaggrund skal gennemføre folkeskolen med et fagligt godt resultat |
Børne- og Ungdomsudvalget |
|
5. Flere unge med minoritetsbaggrund skal gennemføre en ungdomsuddannelse |
Børne- og Ungdomsudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget |
|
Flere københavnere med minoritetsbaggrund skal deltage aktivt i kultur- og foreningslivet og være inkluderet i det omkringliggende samfund |
6. Flere børn og unge med minoritetsbaggrund skal være en del af kultur- og foreningslivet |
Kultur- og Fritidsudvalget |
7. Flere københavnere med minoritetsbaggrund skal være inkluderet i det omkringliggende samfund |
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget |
|
Flere københavnere med minoritetsbaggrund skal opleve en bedre sundhedstilstand og en forbedret livskvalitet |
8. Flere københavnere med minoritetsbaggrund skal opleve en bedre sundhedstilstand
|
Sundheds- og Omsorgsudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget |
Flere københavnere med forskellig baggrund skal bo side om side, og færre skal udøve kriminalitet |
9. København skal være uden udsatte byområder |
Teknik- og Miljøudvalget og Socialudvalget |
10. Færre københavnere skal opleve udsættelser i de udsatte byområder |
Socialudvalget |
|
11. Mere jævn fordeling af almene boliger i København, som øger den sociale balance |
Økonomiudvalget |
|
12. Færre unge kriminelle i udsatte byområder |
Socialudvalget |
I forhold til Integrationspolitik 2015-18 lægges der med den nye politik op til en mere fokuseret politik med få, retningsgivende pejlemærker og færre mål. Antallet af mål er reduceret fra 26 mål i den forudgående Integrationspolitik 2015-18 til 12 mål i Integrationspolitik 2019-22. Endvidere er der i den nye Integrationspolitik 2019-22 et øget fokus på tværgående indsatser, samt at københavnere med minoritetsbaggrund kommer til at opleve en mere sammenhængende og koordineret indsats.
Fem grundlæggende principper for det videre arbejde med integrationspolitikken
Med den nye Integrationspolitik introduceres nye måder at arbejde med integrationen på i København. Fremadrettet foreslås følgende fem principper for kommunens arbejde med integration:
- Investering i integration: Vi vil investere i de steder, hvor integration vil have en reel og positiv effekt for både københavnerne og kommunen, frem for at der igangsættes mindre integrationsprojekter, som ikke har en påviselig effekt. Integrationspolitik 2019-22 indeholder dog også områder, hvor der ikke direkte kan henføres et økonomisk potentiale, men som på trods heraf har en positiv indvirkning på borgernes livsbetingelser.
- Dét, der virker: Vi vil sætte målrettet ind med dét, vi ved, virker. Det kræver, at vi orienterer os i den nyeste forskning, samt hvad andre kommuner eller lokale byområder gør særligt godt. Vi skal også være parate til at lukke det, der ikke virker.
- Få og langsigtede indsatser: Vi vil have få og langsigtede integrationsindsatser, fordi integrationsudfordringerne ikke kan løses på den korte bane.
- Helhedsorienterede og koordinerede løsninger: Vi vil samarbejde på tværs af forvaltningerne for at skabe helhedsorienterede og koordinerede løsninger, så københavnere med minoritetsbaggrund ikke falder mellem to stole.
- Bryde den negative sociale arv: Vi vil sætte tidligt ind med forebyggende indsatser for at bryde den negative sociale arv, som kan gå fra forældre til deres børn.
Principperne danner fælles ramme for arbejdet med integrationen i København. Alle udvalg er forpligtet til at arbejde for at styrke og udvikle indsatsen på området på baggrund af principperne.
Opfølgning på integrationspolitikken
Følgende opfølgning på Integrationspolitik 2019-22 foreslås:
- Årlig drøftelse i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget af status på alle mål i Integrationspolitik 2019-22. De øvrige forvaltninger indleverer status på egne mål til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.
- Midtvejsstatus i de enkelte fagudvalg af status på arbejdet med at indfri integrationspolitikkens mål.
- Forvaltningerne foreslår, at der på baggrund af midtvejsstatussen afholdes en temadrøftelse i Borgerrepræsentationen i 2020 med status på målene i Integrationspolitik 2019-22. Forvaltningerne vil derfor melde dette ønske ind til Gruppeformandskredsen i forbindelse med vedtagelsen af Borgerrepræsentationens mødeplanen for 2020. På temadrøftelsen kan der være eksterne oplæg fra eksperter eller praktikere, ligesom der kan udvælges særlige temaer på integrationsområdet, som der arbejdes i dybden med.
Borgerinddragelse og håndtering af høringssvarene
Integrationspolitik 2019-22 er blevet til i tæt inddragelse af københavnere, eksperter, praktikere, lokaludvalg og organisationer. I april 2018 blev der afholdt tre dialogmøder for københavnere på henholdsvis Nørrebro, Amager og i Tingbjerg. Der er endvidere hentet viden fra eksperter, civilsamfundsaktører og praktikere, som har delt deres erfaringer med at arbejde med borgere med minoritetsbaggrund. Herudover er Københavns Integrationsråd og Københavns Medborgerforum kommet med anbefalinger til den kommende integrationspolitik. På baggrund heraf er der udarbejdet et udkast til Integrationspolitik 2019-22. Udkastet har været i ekstern høring fra den 14. august til den 19. september 2018 hos relevante virksomheder, organisationer, lokaludvalg, råd m.fl. samt hos københavnerne via høringsportalen (blivhoert.kk.dk).
Høringssvarene viser overordnet stor opbakning til Integrationspolitik 2019-22, herunder opbakning til pejlemærkerne og principperne for det fremadrettede arbejde. Høringssvarene relaterer sig til forskellige emner, bl.a. beskrivelse af målgruppen, udfordringer med diskrimination, inddragelse af civilsamfundet, brug af branche- og virksomhedsrettede forløb samt sprogundervisning til børn. Udkastet til Integrationspolitik 2019-22 er justeret på baggrund af høringssvarene. Nedenfor gives eksempler på præciseringer i politikken, som høringssvarene har givet anledning til:
- Det er tydeliggjort, at gruppen af minoritetsborgere har forskellige forudsætninger og udfordringer
- Udfordringen med diskrimination er adresseret bl.a. i forhold til at få et job og en praktikplads
- Inddragelse af civilsamfundet er tydeliggjort bl.a. på arbejdsmarkedet, uddannelsessystemet og kultur- og fritidslivet
- Det er præciseret, at integrationsgrunduddannelsen ikke er den rette indsats for alle nyankomne flygtninge, hvis de har kompetencerne til at få et ordinært job
- Det er fremhævet, at formålet med virksomhedspraktik og løntilskud er, at borgerne nærmer sig arbejdsmarkedet, og at det er vigtigt med forventningsafstemning mellem borger og virksomhed
- Der er fjernet et mål under pejlemærke 1 om job vedr. ”Andelen af virksomhedsrettede indsatser, der går til københavnere med minoritetsbaggrund, skal svare til andelen af københavnere med minoritetsbaggrund i arbejdsstyrken”, da det har vist sig ikke at være muligt at indgå beskæftigelses- og uddannelsesklausuler
- Det er tilføjet, at der skal være fokus på tidlige og opsøgende indsatser for børn med minoritetsbaggrund, der understøtter sproglige kompetencer. Det er desuden tilføjet, at nyankomne børn med minoritetsbaggrund i højere grad end tidligere skal integreres i almenklasser med sprogstøtte frem for modtagehold, når det vurderes, at de vil profitere af det.
En opsamling af alle indkomne høringssvar samt forvaltningernes håndtering heraf kan ses i bilag 2. Bilag 3 viser høringslisten, mens bilag 4 viser alle indkomne høringssvar i deres fulde længde.
Relation til FN’s verdensmål
I Københavns Kommunes handlingsplan for bidrag til FN’s verdensmål er det politisk vedtaget, at alle nye relevante politikker skal vurderes på, hvordan de påvirker byens bidrag til realiseringen af verdensmålene (indsats 2). Økonomiforvaltningen har sammen med Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vurderet Integrationspolitik 2019-22 i relation til verdensmålene. Det er vurderingen, at Integrationspolitikken samlet har en positiv påvirkning på Københavns Kommunes bidrag til verdensmålene. Det gælder især i forhold til at sætte fokus på, at flere københavnere med minoritetsbaggrund skal i job (verdensmål 8 om anstændige jobs og økonomisk vækst) og klare sig bedre i uddannelsessystemet (verdensmål 4 om kvalitetsuddannelse).
Økonomi
Vedtagelsen af Integrationspolitik 2019-22 har ikke økonomiske konsekvenser for udvalgene eller Borgerrepræsentationen. Det er de enkelte udvalg, som har ansvaret for at udmønte Integrationspolitik 2019-22 inden for de økonomiske rammer, som de har. Der følger ikke selvstændige midler med integrationspolitikken, og eventuel finansiering kan rejses ved overførselssagen, budgetforhandlingerne eller via investeringspuljen.
Videre proces
Når politikken er behandlet i fagudvalgene og Økonomiudvalget, skal Borgerrepræsentationen behandle sagen.
Såfremt Borgerrepræsentationen godkender udkastet til Integrationspolitik 2019-22 samt opfølgningen på politikken, vil der være en midtvejsstatus i fagudvalgene efterfulgt af en eventuel temadrøftelse om integration i Borgerrepræsentationen, såfremt dette godkendes i forbindelse med vedtagelsen af Borgerrepræsentationens mødeplanen for 2020.
Tanja Franck
Tobias Børner Stax
Nina Eg Hansen
Mette Touborg
Pernille Andersen
Katja Kayser
Peter Stensgaard Mørch
Oversigt over politisk behandling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen, Socialforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Sundheds- og Omsorgsudvalget, Børne- og Ungdomsudvalget, Socialudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at Borgerrepræsentationen godkender Integrationspolitik 2019-22. Lad os investere i integration (bilag 1), herunder politikkens pejlemærker og mål, principperne for det videre arbejde og opfølgningen på politikken,
- at Borgerrepræsentationen tager resume af høringen af Integrationspolitik 2019-22 (bilag 2), oversigt over den samlede høringsliste (bilag 3) og høringssvar i deres fulde længde (bilag 4) til efterretning.
Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning i mødet den 12. november 2018
SF fremsatte følgende ændringsforslag til indstillingens bilag 1 ”udkast til ny Integrationspolitik 2019-2022”, hvor der på side 21 ændres fra:
”De virksomhedsrettede indsatser kombineres med systematisk oplæring samt mentor- og sprogstøtte. Herudover følges kontinuerligt op på borgernes progression, og civilsamfundet kan inddrages i at støtte københavnerne i at komme ud på arbejdsmarkedet.”
Ændres til:
”De virksomhedsrettede indsatser må aldrig stå alene og skal altid have et direkte fagligt eller uddannelsesmæssigt mål. De skal derfor kombineres med systematisk oplæring samt mentor- og sprogstøtte. Herudover følges kontinuerligt op på borgernes progression, og civilsamfundet kan inddrages i at støtte københavnerne i at komme ud på arbejdsmarkedet.”
Ændringsforslaget blev godkendt ved afstemning:
For stemte: 11 (V, B, C, A, Å, Ø og F)
Imod stemte: Ingen
Undlod: Ingen
SF fremsatte følgende ændringsforslag til indstillingens bilag 1 ”udkast til ny Integrationspolitik 2019-2022” om at afsnittet med den fiktive familie på side 10-11 fjernes fra bilaget.
Ændringsforslaget blev godkendt ved afstemning:
For stemte: 11 (V, B, C, A, Å, Ø og F)
Imod stemte: Ingen
Undlod: Ingen
Radikale Venstre fremsatte følgende ændringsforslag til indstillingens bilag 1 ”udkast til ny Integrationspolitik 2019-2022”, hvor der på side 2 ændres fra;
”I Københavns Kommune anvendes betegnelsen københavnere med minoritetsbaggrund om borgere, som er indvandrere eller efterkommere fra ikke-vestlige lande. Har man ikke en forælder, der er både dansk statsborger og født i Danmark, så regnes man iht. Danmarks Statistik som indvandrer eller efterkommer. Indvandrere er født i udlandet, efterkommere i Danmark. Ikke-vestlige lande er alle andre lande end EU, Andorra, Australien, Canada, Island, Liechtenstein, Monaco, New Zealand, Norge, San Marino, Schweiz, USA og Vatikanstaten.”
Ændres til:
”I Københavns Kommune anvendes betegnelsen københavnere med minoritetsbaggrund om borgere, som er indvandrere eller efterkommere fra ikke-vestlige lande. Har man ikke en forælder, der er både dansk statsborger og født i Danmark, så regnes man iht. Danmarks Statistik som indvandrer eller efterkommer. Indvandrere er født i udlandet, efterkommere i Danmark. Ikke-vestlige lande er alle andre lande end EU, Andorra, Australien, Canada, Island, Liechtenstein, Monaco, New Zealand, Norge, San Marino, Schweiz, USA og Vatikanstaten. I 2018 udgjorde denne gruppe 94.655 af 622.698 borgere i København. 94.655 og 622.698 er antallet af hhv. borgere med minoritetsbaggrund og det samlede antal borgere i København (Kilde: dst.dk. 4. kvartal 2018)."
Ændringsforslaget blev godkendt ved afstemning:
For stemte: 11 (V, B, C, A, Å, Ø og F)
Imod stemte: Ingen
Undlod: Ingen
Socialdemokratiet fremsatte følgende ændringsforslag til indstillingens bilag 1 ”udkast til ny Integrationspolitik 2019-2022”, hvor der på side 25 ændres fra;
"Tryghedspartnerskaberne har bl.a. fokus på job- og fritidsordninger for unge, som har til formål at fastholde dem i et sundt og aktivt skole- og fritidsliv og samtidig introducere dem til arbejdsmarkedet, for herigennem at forebygge vejen ind i kriminelle miljøer."
Ændres til:
”Vi vil gennem tryghedspartnerskaberne øge vores fokus på fritidsjob- og ordninger for unge, som har til formål at fastholde dem i et sundt og aktivt skole- og fritidsliv og samtidig introducere dem til arbejdsmarkedet og de forventninger til dem det medfører, for herigennem at forebygge vejen ind i kriminelle miljøer.”
Ændringsforslaget blev godkendt ved afstemning:
For stemte: 11 (V, B, C, A, Å, Ø og F)
Imod stemte: Ingen
Undlod: Ingen
Alternativet fremsatte følgende ændringsforslag til indstillingens bilag 1 ”udkast til ny Integrationspolitik 2019-2022”, hvor der på side 9 ændres fra:
”Ligeledes viser tallene, at andelen af unge københavnere med minoritetsbaggrund, der sigtes for alvorlig eller personfarlig kriminalitet – på trods af en positiv udvikling de senere år – stadig er markant højere end blandt deres venner med dansk baggrund.”
Ændres til:
”Ligeledes viser tallene, at andelen af unge københavnere med minoritetsbaggrund, der sigtes for alvorlig eller personfarlig kriminalitet – på trods af en positiv udvikling de senere år – stadig er markant højere end blandt deres venner med dansk baggrund. Det bemærkes, at flere sigtelser ikke nødvendigvis medfører en stigning i domme”.
Ændringsforslaget blev godkendt ved afstemning:
For stemte: 6 (B, F, Ø og Å)
Imod stemte: 5 (A, C og V)
Undlod: Ingen
Indstillingens 1. at-punkt blev herefter godkendt uden afstemning, og indstillingens 2. at-punkt blev taget til efterretning.
SF fremsatte følgende protokolbemærkning, som Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Konservative, Venstre, Enhedslisten og Alternativet tilsluttede sig.
”SF, Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Konservative, Venstre, Enhedslisten og Alternativet ser det som helt centralt, at Københavns Kommune i de kommende år fortsat prioriterer, arbejder for og måles på, at kommunen i rollen som arbejdsgiver er en ikke-diskriminerende og mangfoldig arbejdsplads for københavnere med minoritetsbaggrund.”
Enhedslisten fremsatte følgende protokolbemærkning, som Alternativet tilsluttede sig:
"Der bør være et større fokus på efteruddannelse af ledige minoritetsborgere, herunder i en styrkelse af de sproglige kompetencer i både skriftligt og mundtligt dansk. Målet er at de ledige skal i helt ordinære jobs og ikke fastholdes i praktikforløb, og her er et efteruddannelse nøglen til både det øvrige uddannelsessystem og til det ordinære arbejdsmarked."
Socialudvalgets beslutning i mødet den 14. november 2018
Kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt, og indstillingens 2. at-punkt blev taget til efterretning.
Ø afgav følgende protokolbemærkning:
”Enhedslisten er enig i Enhedslistens stemmeafgivelse til ændringsforslag fremsat under sagens behandling i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget”.
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 14. november 2018
Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag til indstillingens 1. at-punkt:
”At kapitlet ”En familie” (integrationspolitikkens side 10-11) slettes”.
Ændringsforslaget blev godkendt uden afstemning.
Udvalget var enige om at stille følgende ændringsforslag vedr. indstillingens 1. at-punkt:
”At sætningen under 2. pejlemærke (integrationspolitikkens side 22, 1. spalte, 1. afsnit), der begynder med ”Derudover har (…) ” afsluttende med ”(…) fremgang og vækst” slettes.
Ændringsforslaget blev forkastet efter afstemning med følgende resultat:
For stemte 1 medlem: B.
Imod stemte 9 medlemmer: A, C, F, V, Ø og Å.
1 medlem undlod at stemme: O.
Udvalget var enige om at stille følgende ændringsforslag vedr. indstillingens 1. at-punkt:
”At sætningen under 2. pejlemærke (integrationspolitikkens side 22, 1. spalte, 1. afsnit), der begynder med ”Derudover har (…) ” afsluttende med ”(…) fremgang og vækst” ændres, så ”vækst” erstattes af ”øget livskvalitet”.
Ændringsforslaget blev forkastet efter afstemning med følgende resultat:
For stemte 2 medlemmer: F og Å.
Imod stemte 5 medlemmer: A, C og V.
4 medlemmer undlod at stemme: B, O og Ø.
Udvalget var enige om at stille følgende ændringsforslag vedr. indstillingens 1. at-punkt:
”At sætningen under 2. pejlemærke (integrationspolitikkens side 22, 1. spalte, 1. afsnit), der begynder med ”Derudover har (…) ” afsluttende med ”(…) fremgang og vækst” ændres, så ”vækst” slettes.
Ændringsforslaget blev forkastet efter afstemning med følgende resultat:
For stemte 4 medlemmer: F, Ø og Å.
Imod stemte 6 medlemmer: A, B, C og V.
1 medlem undlod at stemme: O.
Udvalget var enige om at stille følgende ændringsforslag vedr. indstillingens 1. at-punkt:
”At sætningen under 2. pejlemærke (integrationspolitikkens side 22, 1. spalte, 1. afsnit), der begynder med ”Derudover har (…) ” tilføjes følgende formulering efter sætning afsluttende med ”(…) fremgang og vækst”: ”samt øget livskvalitet”.
Ændringsforslaget blev godkendt efter afstemning med følgende resultat:
For stemte 10 medlemmer: A, B, C, F, V, Ø og Å.
Imod stemte ingen.
1 medlem undlod at stemme: O.
Socialistisk Folkeparti stillede følgende ændringsforslag til indstillingens 1. at-punkt:
”At sætningen under 2. pejlemærke (integrationspolitikkens side 22, 2. spalte, 1. afsnit), der begynder med ”Dårlig trivsel (…) ” afsluttende med ”(…) fagligt resultat” i stedet får følgende ordlyd: ”Dårlig trivsel, social eksklusion og begrænset sundhed er nogle af de kendte barrierer for opnåelse af gode resultater i folkeskolen”.
Ændringsforslaget blev godkendt uden afstemning.
Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag til indstillingens 1. at-punkt:
”At afsnittet under 2. pejlemærke (integrationspolitikkens side 22, 2. spalte, 2. afsnit), der begynder med ”Derfor vil vi arbejde for at flere (…) ”tilføjes følgende formulering efter sætning afsluttende med ”(…) faglige niveau i folkeskolen”: ”Vi vil i vores institutioner og skoler understøtte vores medarbejdere i arbejdet mod stigmatisering, så alle børn – uanset baggrund – oplever lige muligheder for udvikling, læring, trivsel, og videre uddannelse”.
Ændringsforslaget blev godkendt uden afstemning.
Socialistisk Folkeparti stillede følgende ændringsforslag til indstillingens 1. at-punkt:
”At sætningen under 2. pejlemærke (integrationspolitikkens side 22, 2. spalte, 2. afsnit), der begynder med ”Det skal gøre dem i stand til (…) ” afsluttende med ”(…) ungdomsuddannelse” i stedet får følgende ordlyd: ”Det skal gøre dem i stand til efterfølgende at komme ind på – og gennemføre – en ungdomsuddannelse”.
Ændringsforslaget blev godkendt uden afstemning.
Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag til indstillingens 1. at-punkt:
”At afsnittet under 2. pejlemærke (integrationspolitikkens side 22, 2. spalte, 3. afsnit), der begynder ”Det vil vi gøre ved (…)” tilføjes følgende formulering efter sætning afsluttende med ”(…) Minoritetsbaggrund sprogligt, fagligt og socialt”: ”Arbejdet med at styrke børnenes sprog er en kontinuerlig indsats, der skal følges tæt med afsæt i en nuanceret og fordomsfri forståelse af de enkelte børn og unge”.
Ændringsforslaget blev godkendt uden afstemning.
Socialistisk Folkeparti stillede følgende ændringsforslag til indstillingens 1. at-punkt:
”At sætningen under 2. pejlemærke (integrationspolitikkens side 22, 2. spalte, 4. afsnit), der begynder med ”Unge med (…) ” afsluttende med ”(…) ungdomsuddannelserne” i stedet får følgende ordlyd: ”Unge med minoritetsbaggrund, der ikke har oparbejdet de tilstrækkelige sproglige, faglige og sociale kompetencer i grundskolen, er i særlig grad i risiko for at falde fra ungdomsuddannelserne”.
Ændringsforslaget blev godkendt uden afstemning.
Alternativet stillede følgende ændringsforslag til indstillingens 1. at-punkt:
”At sætningen under 3. pejlemærke (integrationspolitikkens side 23, 1. spalte, 2. afsnit), der begynder med ”Desuden kan kultur- og foreningslivet (…) ” afsluttende med ”(…) aktiv frivillig” i stedet får følgende ordlyd: ”Desuden kan kultur- og foreningslivet – herunder også musik- og teaterscenen, Billedskolen, Teaterbutikken mv. - på sigt være med til at skabe venskaber og netværk, en sund livsstil, en bedre forståelse for demokratiet og muligheden for selv at blive aktiv frivillig”.
Ændringsforslaget blev godkendt uden afstemning.
Alternativet stillede følgende ændringsforslag til indstillingens 1. at-punkt:
”At sætningen under 3. pejlemærke (integrationspolitikkens side 23, 1. spalte, 4. afsnit), der begynder med ”Derfor vil vi (…) ” afsluttende med ”(…) kultur- og foreningstilbud” i stedet får følgende ordlyd: ”Derfor vil vi arbejde for, at flere børn og unge fra udsatte byområder samt unge med minoritetsbaggrund bliver en del af byens kultur- og foreningstilbud, herunder også fx kulturskolerne Billedskolen og teaterbutikken”.
Ændringsforslaget blev godkendt uden afstemning.
Med ovenstående justeringer blev indstillingens 1. at-punkt godkendt efter afstemning med følgende resultat:
For stemte 10 medlemmer: A, B, C, F, V, Ø og Å.
Imod stemte ingen.
1 medlem undlod at stemme: O.
Indstillingens 2. at-punkt blev taget til efterretning.
Dansk Folkeparti ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Vi anerkender, at der er flere gode initiativer i aftalen, men vi vil ikke stemme for en politik, der lægger op til positiv særbehandling af indvandrere."
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 15. november 2018:
Kultur- og Fritidsudvalget anbefalede indstillingen overfor Borgerrepræsentationen.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 19. november 2018
Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag til erstatning af 1. at-punkt:
”At Borgerrepræsentationen godkender Integrationspolitik 2019-22. Lad os investere i integration (bilag 1), herunder politikkens pejlemærker og mål, principperne for det videre arbejde og opfølgningen på politikken, dog således at historien om familien Ahmed på side 10-11 udgår.”
Ændringsforslaget blev vedtaget med ti stemmer mod nul. En undlod at stemme.
For stemte: A, B, C, F, I, Ø og Å.
Imod stemte: Ingen.
Undlod at stemme: O.
Den således ændrede indstilling blev anbefalet overfor Borgerrepræsentationen med ti stemmer mod nul. En undlod at stemme.
For stemte: A, B, C, F, I, Ø og Å.
Imod stemte: Ingen.
Undlod at stemme: O.
Alternativet, Enhedslisten, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne vil frem mod behandling i ØU og BR fremsætte et ændringsforslag om at Under mål 11 “Mere jævn fordeling af almene boliger i København” tilføjes følgende indikator: “oprettelse af flere almene boliger i skoledistrikter, hvor der er 30% almene boliger eller derunder”. Den nuværende tekst om indikatorer udgår. Baseline konsekvensrettes.”
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 22. november 2018
Indstillingen blev anbefalet overfor ØU og BR idet udvalget kun forholdte sig til de dele af Integrationspolitikken, som vedrører Sundheds- og Omsorgsudvalgets ressortområde.
Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og Alternativet fremsatte følgende protokolbemærkning:
”Forbedret sundhed og livskvalitet for københavnere med minoritetsbaggrund skal bl.a. løftes gennem gode offentligt transportmuligheder til de bydækkende sundhedstilbud samt større opmærksomhed overfor borgere med særlige behov. Det kan fx være sproglige barrierer, som kan stå i vejen for udredning og afhjælpning af et sundhedsproblem. Vi vil derfor arbejde målrettet for at sikre den gensidig forståelse mellem borgere med minoritetsbaggrund og kommunens sundhedspersonale.”