Mødedato: 04.12.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Endelig vedtagelse af lokalplan "Nørrebro Station metrostationsplads"

Se alle bilag

Efter offentlig høring skal Borgerrepræsentationen endeligt behandle lokalplan ”Nørrebro Station Metrostationsplads”.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at lokalplan ”Nørrebro Station Metrostationsplads” vedtages endeligt.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget har ingen planmæssige bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget besluttede på baggrund af en afgørelse fra Naturklagenævnet at udarbejde lokalplaner for de 14 stationspladser, der udgør den 4. etape i udvidelsen af den Københavnske Metro.

Forslaget til lokalplan ”Nørrebro Station Metrostationsplads” blev godkendt af Borgerrepræsentationen den 31. maj 2012 med henblik på offentliggørelse. Forslaget vedlægges som bilag 1.

Forslaget har været i offentlig høring fra den 25. juni 2012 til den 25. september 2012. Der er som led i dialogstrategien afholdt borgermøde den 6. september 2012. Referat og evaluering fra mødet er vedlagt som bilag 3 og 4. I forbindelse med den offentlige høring er modtaget 8 henvendelser, jf. bilag 2. De modtagne henvendelser er vedlagt som bilag 5.

Løsning

Lokalplanen gør det muligt at etablere stationsplads for metro ved Nørrebro Station og Folmer Bendtsens Plads.

Generelt for alle fjorten lokalplaner

Metroselskabet har i samarbejde med forvaltningerne udviklet dispositionsplanerne for Cityringens stationspladser. To elementer heri var de byrumsprogrammer, som Borgerrepræsentationen godkendte i 2010, og den omfattende borgerdialog ”Tal med landskabsarkitekterne”. I de nu foreliggende dispositionsplaner, fastlægges trafikløsningerne herunder bus/tog-skiftet og de omfattende cykelparkeringsarealer.

Lokalplanen fastlægger de overordnede principper for, hvordan forskellige aktiviteter kan placeres i byrummet. Den præcise udformning fastlægges i den efterfølgende projektudvikling, herunder detaljer omkring belægning, belysning og byrumsinventar.

Konkret for denne lokalplan

Lokalplanen fastlægger funktionelle forhold som trafik og cykelparkering samt zoner til ophold og aktiviteter i relation til pladsens karakter.

Metrostationen er placeret på den østlige side af højbanen, hvor stationens elementer i terræn såsom hovedtrappe, elevatorer og ovenlys er indpasset på en ny plads. I pladsens sydlige ende bliver der mulighed for ophold og forskellige aktiviteter. Højbanen bliver på to steder gennembrudt, hvorved der bliver skabt to brede åbninger, der giver mulighed for passage under højbanen samt et sammenhængende byrum omkring stationen. Der bliver etableret rulletrapper og elevator på begge sider af højbanen, hvilket giver hurtig omstigning mellem Metro og S-tog. I lokalplanen fastlægges arealer til cykelparkering i størrelsesordenen 750 pladser.

Der nedlægges ca. 5-10 bilparkeringspladser for at give plads til metroelementer og cykelparkering i forbindelse med etablering af metroforpladsen. Økonomiudvalget besluttede den 11. oktober 2011, at der udarbejdes en oversigt over permanente parkeringsnedlæggelser på samtlige metrocityrings stationer. Økonomiudvalget bemærkede dertil, at pladserne først nedlægges permanent i 2018, hvorfor man kan afvente at finde erstatningspladser. Behovet for erstatningspladser skal dog afklares før 2018. Opgørelse kan ses i bilag 6.

Der blev afholdt borgermøde den 6. september 2012, hvor de centrale emner var: Cykelparkering, trafikale forhold omkring Nørrebro Station, Ydre Nørrebrogade, Busforbindelser, samt generelle adgangsforhold til stationen.

Høring

Der er indkommet 8 høringssvar fra offentlige myndigheder, lokaludvalg og institutioner samt ejere, lejere og brugere. I bilag 2 er henvendelserne refereret og kommenteret. Indsigelserne vedlægges som bilag 5.

Høringssvarene omhandler især evt. indbliksgener fra rulletrapperne, inddragelse af ”Basargrunden”, LAR og beplantning

Forvaltningen har forelagt bemærkningerne for Metroselskabet og rulletrapperne vil blive forsynet med overdækninger, således at eventuelle indbliksgener undgås. Omfanget af lokalplanen er begrænset til selve metroforpladsen og de elementer, som er nødvendige for at kunne etablere metrostationen. Lokalplanen foregriber således ikke og er heller ikke til hinder for en kommende helhedsplan for hele Nørrebro Stationsområdet og herunder Basargrunden. Byrummet har et stort potentiale som bymæssig plads og centrum for de omgivende bykvarterer og er således ikke tænkt som et fredeligt grønt rekreativt byrum.

Bispebjerg Lokaludvalg

Lokaludvalget anfører, at forslaget lukker af mod Bispebjergsiden med cykelparkering. En åbning af buerne under højbanen også mod Bispebjergsiden vil skabe tryghed, lys og luft og medvirke til, at der skabes et sammenhængende byrum. Lokaludvalget opfordrer til, at cykelparkering fordeles bedre på begge sider af højbanen, og at der indarbejdes flere cykelparkeringspladser på Nørrebro siden. Lokaludvalget pointerer, at der er spændende muligheder i det snævre byrum på Bispebjergsiden og henviser til skitser herom udarbejdet af det forhenværende Kvarterløft Nordvest. Den snævre passage skal ses i sammenhæng med den kommende fortsættelse af passagen frem til Glentevej og videre under højbanen, når metrobyggeriet er færdigt. Passagen ses gerne indrettes for både gående og cyklister, og lokaludvalget håber, at man vil gøre sig umage for at skabe et spændende byrum også i passagen.

Forvaltningens bemærkninger

Der er i dispositionsforslaget lagt op til at åbne to af buerne under højbanen, så der bliver bedre passage fra cykelparkeringen på Bispebjerg siden og skabt en sammenhængende plads. Cykelparkeringen etableres langs skelgrænsen til nabogrundene, hvor der vil være hegning, samt den nordvestlige del af højbanen. Dette er vurderet til at være den bedste løsning, med bedst mulighed for en egentlig pladsdannelse med opholdsmulighed på Folmer Bendtsens plads. Der vil blive arbejdet med en belysningsplan for den vestlige passage.
Det vurderes ikke, at den nuværende udformning af passagen er til hinder for en fremtidig fortsættelse af passagen til Glentevej.

Nørrebro Lokaludvalg

Lokaludvalget kræver at høringen inddrager helhedsplaner for hhv. Nørrebrogade og Nørrebro stationsområde. Overordnet menes, at der skal være direkte sammenhæng mellem de kollektive trafikformer, og at trafikløsningerne skal tænkes i sammenhæng med et flot og sammenhængende byrum. Der er fremsendt et forslag hertil, men lokaludvalget finder, at der skal laves en international arkitektkonkurrence om udnyttelse af områdets potentialer.

Forvaltningens bemærkninger

Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet en byrumsanalyse af området omkring Nørrebro Station. Analysen drøftedes i særskilt indstilling til Teknik- og Miljøudvalget på mødet den 16. april 2012. I budget ’13 er aftalt, at der i forlængelse af Borgerrepræsentationens behandling af trafikknudepunkter udarbejdes et beslutningsoplæg om området omkring Nørrebro Station, og at dette kan indgå i forhandlingerne om budget 2014. I helhedsplanen for Nørrebrogade indgår metrostationen som en forudsætning og forvaltningen vurderer, at lokalplanen er gjort så fleksibel, at den kan rumme et bredt udvalg af tiltag, der måtte komme i forbindelse med en overordnet helhedsplan for stationsområdet.
Der er arbejdet med løsninger, der gør skiftet fra den ene trafikart til den anden så smidigt som muligt, og der etableres rulletrapper fra højbanen til gadeniveau og rulletrapper ned til metroen. I forbindelse med busnet 2018 vurderes mulighederne for en løsning, hvor man samler busserne i Nørrebrogade, således at Folmer Bendtsens Plads trafikalt kan fredeliggøres yderligere. Lokalplanen hindrer ikke, at en sådan løsning kan etableres i fremtiden.
En eventuel arkitektkonkurrence for et større område vil have som forudsætning, at der etableres en metroforplads ved Nørrebro Station. Borgerrepræsentationen har vedtaget, at denne lokalplan for metrostationspladsen skal tage udgangspunkt i de vedtagne dispositionsplaner og kan derfor ikke inddrage alle lokaludvalgets forslag, såsom lukning af Folmer Bendtsens plads. I det overordnede arbejde med en helhedsplan for området og en evt. fremtidig trafikal fredeliggørelse af Folmer Bendtsens Plads, vil lokaludvalgets forslag kunne bruges.

Økonomi

Lokalplanen har i sig selv ingen kommunaløkonomiske konsekvenser.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør forvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven
  

 

 

Hjalte Aaberg                                           /Simon Kjær Hansen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at lokalplan ”Nørrebro Station Metrostationsplads” vedtages endeligt.

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 19. november 2012

Indstillingen blev anbefalet.

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning på mødet den 4. december 2012

Indstillingen blev anbefalet uden afstemning.

Til top