Mødedato: 04.12.2001, kl. 15:00

Københavns Kommunes overtagelse af Projekt Menneskes døgninstitution Strandgården (Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget)

Københavns Kommunes overtagelse af Projekt Menneskes døgninstitution Strandgården (Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget)

for mødet «MDAT» kl

Økonomiudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 4. december 2001

 

 

J.nr. ØU 359/2001

 

17. Københavns Kommunes overtagelse af Projekt Menneskes døgninstitution Strandgården (Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget)

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller, at Familie-og Arbejdsmarkedsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at Projekt Menneskes døgninstitution "Strandgården" i Faxe Ladeplads, normeret til 25 årspladser fra 1.1. 2002 drives af Københavns Kommune

at den nødvendige merfinansiering sker ved en tillægsbevilling på 6,8 mill.kr til indsatsen overfor stofafhængige, finansieret af den uudmøntede pulje jfr. Budget 2002

at Københavns Kommune kan sælge pladser til nærliggende kommuner og amter på Strandgården, hvis Københavns Kommune ikke selv kan udfylde 25 pladser.

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets beslutning i mødet den 14. november 2001

Kontorchef Jørgen Rybirk deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev tiltrådt.

Økonomiforvaltningen indstiller,

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

"at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget afholder udgifterne forbundet med Københavns Kommunes overtagelse af driften af døgninstitutionen "Strandgården", indenfor budgetrammen for 2002."

Vedlagt notat om Københavns Kommunes overtagelse af "Strandgården"

RESUME

Ved Projekt Menneskes ophør pr. 1.1.2002 nedlægges den stoffri døgnbehandlingsinstitution Strandgården. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen skønner, at der fortsat er brug for et tilbud som Strandgården og indstiller at Københavns Kommune overtager driften. Der er ikke muligheder for at finansiere institutionen indenfor Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets budgetramme for 2002. Drift af institutionen forudsætter en udvidelse af budgetrammen med 6,8 mill. kr.

Endelig forelæggelse for Familie-og Arbejdsmarkedsudvalget af sammenlægningen af Projekt Menneskes ambulante aktiviteter og døgninstitutionen Pumpehusvej, som blev behandlet på FAU-mødet onsdag den 31. oktober 2001, vil efter behandling i samarbejdsudvalg ske på FAU-mødet den 28.november 2001.

SAGSBESKRIVELSE

Forsøg fra 1996-2000

Projekt Menneske blev oprettet i 1996 efter et italiensk forbillede CEIS. Målgruppen har været mennesker, hvis primære problem er misbrug af euforiserende stoffer. To søjler har båret indsatsen, terapi og arbejde. Derudover vægtes gode fritidsvaner, en afklaret boligsituation og et godt socialt netværk.

Projekt Menneske blev etableret som et alternativt tilbud til bl.a. Minnesotabehandlingen, som på dette tidspunkt dominerede blandt de private behandlingstilbud. Projektet var i en forsøgsperiode indtil 1.1.2000 finansieret af Socialministeriet. Center for Rusmiddelforskning har evalueret Projekt Menneske i deres undersøgelse af den stoffri døgnbehandling i Danmark i perioden 1996-1998. Konklusionen var, at Projekt Menneskes resultater var på niveau med de tilsvarende private tilbud.

Projekt Menneskes døgninstitution som privat tilbud

Siden 1. januar 2000 har Projekt Menneske været en privat selvejende institution. Københavns Kommune har købt enkeltpladser over entreprisepuljen (svarende til ca. 2,5 mill. kr. årligt) på Strandgården.

I 2000 og 2001, hvor døgnhold i Projekt Menneske skulle finansieres over entreprisepuljen og dermed konkurrere med andre entreprisebehandlingstilbud, som typisk er billigere, har antallet af visitationer været væsentligt færre end årene før "privatiseringen".

Vigende tilgang til stoffri døgntilbud

Dette skal ses i sammenhæng med, at tilgangen til stoffri behandling i døgnregi blandt brugere i København har været vigende siden 1997. Dette skyldes en række forhold:

  • den aldersmæssige sammensætningen af behandlingspopulationen (stor gruppe ældre)
  • nytilgangen til behandling er lavere i 1999 og 2000 end i 1997 og 1998
  • Rådgivningscentrene har i 1999 og 2000 vægtet ambulant forberedelse til døgnophold for at sikre stabile forløb og begrænse risikoen for tilbagefald, hvilket har betydet færre forløb

De 4 rådgivningscentre er blevet forespurgt om det aktuelle og fremtidige behov for stoffri døgnbehandling. Svarene fra de 4 centre er, at det er ønskeligt at have en bred vifte af tilbud, herunder et stoffrit alternativ til minnesotainstitutionerne, der kan tilbyde afgiftning med metadon, og som umiddelbart kan tage folk i behandling. Det er "vigtigt at have noget at vælge imellem".

Centrenes skøn er, at efterspørgslen efter stoffri døgnbehandling i 2001 ikke forventes at overstige det nuværende udbud af hhv. kommunale pladser og private behandlingspladser. De påpeger, at aktuelt er der behov for

  1. en aflastning af rådgivningscentrene for de brugere, der venter på et byambulatorietilbud (i alt 165), og som dominerer hverdagen på især to af centrene
  2. at entreprisepuljen kan bruges fleksibelt, herunder til køb af omsorgsdøgnpladser.

Strandgården som positiv valgmulighed

Generelt skønner rådgivningscentrene, at Strandgården fortsat vil være et efterspurgt alternativ til de øvrige kommunale og private tilbud, men at det udfra de aktuelle erfaringer med efterspørgslen efter stoffri døgntilbud kan blive svært at opnå fuld belægning på 25 årspladser. De fremhæver som noget positivt, at man tilbyder metadonunderstøttet nedtrapning i døgnregi.

Udslusning

Udslusning fra Strandgården kan foregå via ambulant efterbehandling i et rådgivningscenter eller via et særligt dagtilbud, aktivering og bofællesskab, der udgår fra Projekt Menneskes tidligere ambulante tilbud i Øehlenschlægersgade, som Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen arbejder på at etablere som kommunalt tilbud.

Salg af overskydende pladser til nærliggende amter

Man må forvente, at ved overtagelse vil antallet af visitationer til Strandgården øges betragteligt sammenlignet med det lave antal i årene 2000 og 2001, hvor der var tale om køb af enkeltpladser over entreprisepuljen. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen er dog på nuværende tidspunkt usikker på , om der kan opnås fuld belægning. Det foreslås derfor, at der gives tilladelse til at tilbyde Frederiksberg Kommune og Københavns Amt at købe døgnpladser på Strandgården med henblik på at udnytte pladserne og opretholde det samlede behandlingstilbud og dynamikken på institutionen.

Genforhandling af lejeaftale

Projekt Menneske har lejet "Strandgården" af den selvejende institution "Philadelfia" og har opsagt lejemålet pr. 1.oktober 2001. Nuværende direktør for Projekt Menneske Kjeld Olsen har forhørt sig om mulighederne for at fortsætte lejemålet i 2002, hvilket ikke er blevet afvist, men heller ikke garanteret. At fortsætte med stoffri døgnbehandling på "Strandgården" kræver en genforhandling om lejemålet med "Kolonien Philadelfia".

Personalemæssige konsekvenser af en virksomhedsoverdragelse

Personalet er opsagt ved udgangen af september måned, men det skønnes, at hovedparten ønsker at fortsætte virksomheden. Der vil være tale om en virksomhedsoverdragelse, da man ved en overtagelse fortsætter hidtidig drift. Personalets ansættelser fortsætter efter hidtidige aftaler.

Endelig behandling af sammenlægning af Projekt Menneskes ambulante aktiviteter og døgninstitutionen Pumpehusvej

På FAU-mødet onsdag den 31. oktober 2001 tog Familie-og Arbejdsmarkedsudvalget til efterretning, at Familie-og Arbejdsmarkedsforvaltningen arbejdede på en sammenlægning af Projekt Menneskes ambulante aktiviteter med døgninstitutionen Pumpehusvej. Sagen behandles i samarbejdsudvalg og vil efterfølgende blive forelagt på Familie-og Arbejdsmarkedsudvalgets møde den 28.november 2001.

 

MILJØVURDERING

Ingen miljømæssige konsekvenser.

ØKONOMI

Da det forventes, at Socialministeriet vil dække underskuddet for virksomheden i 2001, skønnes der ikke at være udgifter i 2001 i forbindelse med overtagelsen.

Ved fortsat drift efter hidtidigt aktivitetsniveau skønnes de årlige udgifter i 2002 og fremover til 6,8 mill. kr. netto (2001 pl-niveau).

Årsbudget 2001 pris- og lønniveau:

Budget 2001

1.000 kr.

Strandgården

Lønudgifter

5.176

Ejendomsudgifter

1.103

Øvrige udgifter

1.116

Udgifter i alt

7.079

Indtægt:

Klienters opholdsbetaling

315

Nettoudgift

6.764

Det er ikke muligt at pege på finansiering af driften af den nye døgninstitution på Strandgården inden for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens budgetramme for stofafhængige (IM-konto 5.45). Det indstilles til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget at ansøge Borgerrepræsentationen om en tillægsbevilling på 6,8 mill. kr. fra 2002 (2001-niveau).

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

HØRING

Ingen.

BILAG

Ingen.

Grethe Munk

/

Sven Bjerre

Til top