Mødedato: 04.12.2001, kl. 15:00

Ekstern evaluering af København Sund By (udsat) (Sundheds- og Omsorgsudvalget)

Ekstern evaluering af København Sund By (udsat) (Sundheds- og Omsorgsudvalget)

for mødet «MDAT» kl

Økonomiudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 4. december 2001

 

 

J.nr. ØU 331/2001

 

13. Ekstern evaluering af København Sund By (udsat) (Sundheds- og Omsorgsudvalget)

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at nærværende ramme for gennemførelse af en ekstern evaluering af København Sund By tiltrædes

at Borgerrepræsentationen bevilliger midler til gennemførelse af evalueringen.

Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 22. oktober 2001

Tiltrådte indstillingen.

Økonomiforvaltningen indstiller,

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, i det forudsættes, at de økonomiske konsekvenser af en ekstern evaluering af København Sund By afholdes indenfor Sundheds- og Omsorgsudvalgets ramme."

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 27. november 2001

Udsat.

 

RESUME

I Borgerrepræsentationens møde den 4. oktober 2001 blev rammerne for folkesundhedsarbejdet vedtaget. Det Radikale Venstre stillede ændringsforslag til Sundhedsplanen for Københavns Kommune 1998 - 2001 (BR 396/01). Ændringsforslaget blev vedtaget og går på, at der snarest gennemføres en evaluering af Sund By-initiativets resultater og effekter med udgangspunkt i de enkelte bydele.

Sundhedsforvaltningen har efterfølgende udarbejdet en ramme for kommissorium samt plan til politisk godkendelse. Der lægges op til en evaluering som afsøger, hvilke resultater samt virkninger Sund By arbejdet afstedkommer, samt hvorvidt den nuværende arbejdsmåde og organisering synes fagligt hensigtsmæssig.

Evalueringen skal dække samtlige bydele med Sund By for derved at vurdere arbejdet i både dybden og i bredden. Evalueringen skal foretages af et eksternt og uvildigt konsulentfirma/forskningsinstitution. Evalueringen vil blive udbudt i begrænset udbud, hvilket vil sige at tre relevante firmaer bliver indbudt til at afgive tilbud. Et sådant tilbud vil omfatte et metodisk forslag til evalueringens gennemførelse samt et fast tilbud på pris. Sundhedsforvaltningen vil udarbejde udbudsmateriale, der indeholder kommissorium samt faktuelle oplysninger om Sund Bys virksomhed, herunder mål, strategi, organisering samt typer af aktiviteter, der gennemføres i bydelene.

Sundhedsforvaltningen evaluerer de tre tilbud på baggrund af en række forud defineret kriterier. Vurderingen af de indkomne tilbud vil fokusere på de metodiske forslag, evalueringensholdenes bemanding, herunder deres erfaringer fra gennemførelsen af tilsvarende opgaver, samt pris. Det tilbud, der har den bedste balance mellem disse elementer vil få opgaven tilbudt. Det betyder, at det ikke nødvendigvis er det billigste tilbud som favoriseres.

Der oprettes en styregruppe i Sundhedsforvaltningen for evalueringens gennemførelse.

Evalueringen starter senest 1. februar 2002 og første udkast til rapport afleveres 1. juni 2002. Derefter høres de involverede parter i evalueringen, hvorefter en endelig rapport kan udarbejdes. Den endelig rapport samt Sundhedsforvaltningens plan for opfølgning forelægges for Sundheds- og Omsorgsudvalget omkring 1. september 2002.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

København Sund By har eksisteret siden 1989, først som een butik. I 1994 blev Sund By planen vedtaget, hvilket indebar en beslutning om at etablere Sund By butikker i alle bydele. Som led i gennemførelsen af Sund By planen blev yderligere fire Sund By butikker etableret på forsøgsbasis. Dette forsøg blev evalueret i 1996 med henblik på at vurdere, hvorvidt Sund By skulle fortsætte som lokal aktør inden for folkesundhedsområdet. Konklusionerne var overvejende positive og Sund By har derefter etableret sig i yderligere fire nye bydele.

I Københavns Kommune er der pr. 1.1.2001 oprettet ni Sund By i følgende bydele (Tallet i parentes angiver etableringsåret):

  • Indre By (1989)
  • Bispebjerg (1995)
  • Brønshøj – Husum (1995)
  • Kgs. Enghave (1995)
  • Sundby Nord (1995)
  • Valby (1997)
  • Indre Nørrebro ( 1998)
  • Ydre Nørrebro (1999)
  • Vesterbro (2001)

I Borgerrepræsentationens møde den 4. oktober 2001 blev Sundhedsplan for Københavns Kommune 1998 - 2001 (BR 396/01), Folkesundhedsplan for Københavns Kommune (BR 397/01) og Forslag til beslutning om sundhedstilstanden blandt københavnere (BR 372/01) behandlet. Sagerne blev behandlet under ét. Det Radikale Venstre stillede ændringsforslag til Sundhedsplanen for Københavns Kommune 1998 - 2001 (BR 396/01). Ændringsforslaget blev vedtaget og går på, at der snarest gennemføres en evaluering af Sund By-initiativets resultater og effekter med udgangspunkt i de enkelte bydele.

Sundhedsforvaltningen har umiddelbart efter vedtagelsen udarbejdet denne ramme for gennemførelsen af en ekstern og uvildig evaluering.

Ramme for kommissorium for gennemførelse af ekstern evaluering af København Sund By samt kriterier for valg af konsulentfirma

Sundhedsforvaltningen foreslår, at evalueringen søger svar på tre hovedspørgsmål:

  1. Hvilke resultater, tilsigtede som afledte, afstedkommer Sund By arbejdet i de forskellige bydele? Herunder ønskes en vurdering af forskelle imellem bydele samt hvilke faktorer, der kan forklare evt. forskelle. Endvidere om man kan forvente flere resultater end de opnåede set i relation til de tilgængelige ressourcer? Og tilsvarende, er der et rimeligt forhold mellem budgetter og det nuværende ambitionsniveau vedr. Sund Bys nye rolle i lokalområderne?
  2. Er den nuværende organisering hensigtsmæssig i forhold til de udfordringer og krav som København Sund By står overfor i dag? Herunder ønskes en vurdering af de tiltag, som er taget fra Sundhedsforvaltningens side, som har til hensigt at udvikle den nuværende struktur og organisering af arbejdet.
  3. Er den nuværende arbejdsmåde i København Sund By hensigtsmæssig i forhold til de mål, der er opstillet samt i forhold til almene anerkendte principper for gennemførelse af folkesundhedsarbejde på lokalt niveau? Herunder ønskes en vurdering af strategien for Sund By samt den faglige støtte til de lokale Sund By, der har til formål at styrke dem i deres lokale arbejde. Der ønskes også en vurdering af, hvorvidt det målhierarki som skal være ledetråden i Sund By arbejdet, er klart og fokuseret. Endvidere ønskes en vurdering af, hvorvidt målene findes relevante af medarbejdere og væsentlige samarbejdspartnere.

Disse tre hovedspørgsmål skal yderligere operationaliseres i en række delspørgsmål. Dette uddybes i det endelige kommissorium som Sundhedsforvaltningen udarbejder som del af udbudsmaterialet.

Evalueringen skal afdække samtlige ni lokale Sund By. I denne sammenhæng skal evalueringen tage højde for, at de enkelte Sund By befinder sig på forskellige udviklingstrin. Således er de ni lokale Sund By etableret på forskellige tidspunkter, hvilket måske har givet dem forskellige forudsætninger og muligheder for at påtage sig deres tiltænkte rolle.

Evalueringen skal nå bredt ud og derved inkludere de væsentligste lokale interessenter og samarbejdspartnere. Desuden skal evalueringen inddrage centrale borgere og borgergrupper med henblik på at analysere graden af deres inddragelse i arbejdet samt deres vurdering af virkninger af Sund By arbejdet.

Evalueringens konklusioner og anbefalinger skal være fremadrettede og operationelle i forhold til at styrke det lokale folkesundhedsarbejde gennemført af Sund By. Sundhedsforvaltningen vil udarbejde en opfølgningsplan efter, at der foreligger en endelig rapport. Opfølgningsplanen til blive forelagt Sundheds- og Omsorgsudvalget parallelt med den endelige evalueringsrapport.

Organisering af evalueringen

Konsulentfirmaet indgår kontrakt med Sundhedsforvaltningen. Efter Kontraktens indgåelse nedsættes en styregruppe i forvaltningen. Styregruppens rolle er at føre en kontinuerlig dialog med konsulenten vedr. gennemførslen af evalueringen samt vedr. metodiske spørgsmål. Konsulentfirmaet vil undervejs i forløbet rapportere til styregruppen om evalueringens fremdrift og vil, på en række aftalte tidspunkter, præsentere foreløbige konklusioner. Konsulentfirmaet vil i det daglige entrere direkte med Sund Bys ledelse om den praktiske gennemførelse. Konsulenten fremsender udkast til endelig rapport til styregruppen, der distribuerer den videre til høring hos de involverede parter i evalueringen. Styregruppen indsamler høringssvar og fremsender et samlet og konsolideret responsum til konsulent med henblik på at rette faktuelle fejl og misforståelser. Konsulenten fremsender derefter endelig rapport til sty regruppen. Rapporten videresendes til Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Valg af konsulent

Evalueringen kommer i begrænset udbud. Det vil sige, at tre konsulentfirmaer inviteres til at afgive tilbud. Sundhedsforvaltningen udarbejder et udbudsmateriale, der indeholder kommissorium samt bilag, der beskriver København Sund By.

Tilbudet fra de indbudte konsulentfirmaer skal omfatte følgende:

  1. Metodisk forslag til gennemførelse af evalueringen.
  2. Plan for gennemførelse af evaluering, herunder en faseopdeling af forløbet samt tidsrammer.
  3. Timebudget fordelt på faser, således at det bliver klart hvordan konsulenten vægter arbejdet.
  4. Referencer fra tidligere gennemførte evalueringer.
  5. Navne og cv'er på de involverede konsulenter.
  6. Finansielt tilbud på gennemførelsen af evalueringen.

 

Følgende vurderingskriterier vil blive anvendt af Sundhedsforvaltningen i evalueringen af de indkomne tilbud:

  1. Kvaliteten af det metodiske forslag, herunder især hvorledes konsulentfirmaet vil sikre, at Sund By samt Sundhedsforvaltningen lærer så meget som overhovedet muligt af evalueringen undervejs i forløbet. Der vil desuden blive lagt vægt på, at konsulenten på en overbevisende måde kan beskrive, hvilke vurderingskriterier der vil blive lagt til grund for evalueringens vurdering af Sund Bys kapacitet og resultater. Dette kriterium indgår med en vægt på 30 % i Sundhedsforvaltningens evaluering af tilbudene.
  2. Firmaets erfaringsmasse inden for området. Der lægges vægt på, at firmaet kan dokumentere erfaringer fra andre tilsvarende opgaver i Danmark eller udlandet. Dette kriterium indgår med en vægt på 20 % i Sundhedsforvaltningens evaluering af tilbudene.
  3. De involverede personers baggrund og erfaringer. Der lægges vægt på, at de involverede konsulenter har erfaringer fra tilsvarende opgaver. Desuden lægges der vægt på, at evalueringsholdet er sammensat på en balanceret måde, således at ekspertise forefindes inden for områderne: (i) evalueringsmetodik, (ii) sundhedshedsfremme og folkesundhed, (iii) organisation og læring samt (iv) arbejde med borgere og partnere i lokalsamfund. Der lægges vægt på, at konsulenterne er tilrådighed i hele gennemførelsen af evalueringen. Dette kriterium indgår med en vægt på 30 % i Sundhedsforvaltningens evaluering af tilbudene.
  4. Pris på gennemførelsen. Dette kriterium indgår med en vægt på 20 % i Sundhedsforvaltningens evaluering af tilbudene.

.

Hvem inviteres til at afgive tilbud?

Sundhedsforvaltningen foreslår, at følgende firmaer bliver inviteret:

  • Center for Alternative Samfundsanalyse (CASA)
  • COWI
  • DSI Institut for Sundhedsvæsen

Alle tre er respekterede organisationer, der er kendt for at besidde kapacitet til at gennemføre komplekse evalueringer. Desuden repræsenterer de forskellige metodiske indfaldsvinkler, der giver Sundhedsforvaltningen en række valgmuligheder. Det er imidlertid klart, at de ikke alle besidder fokuseret ekspertise inden for folkesundhedsområdet. Her forventes det, at de hver især udnytter deres netværk og kontakter til enkelt personer eller indgår samarbejde med en institution, der har denne ekspertise.

Tidsplan for gennemførelse:

Godkendelse af ramme for kommissorium i udvalget og i Borgerrepræsentationen

22. oktober og 6. december 2001.

Udarbejdelse af udbudsmateriale

November 2001.

Invitation af konsulentfirmaer

7. december 2001.

Deadline for afgivelse af tilbud

2. januar 2002.

Indgåelse af kontrakt med firma

Ultimo januar 2002.

Start på evaluering

1. februar 2002.

Aflevering af første udkast til rapport

1. juni 2002.

Endelig rapport samt opfølgningsplan fremlægges for udvalget

1. september 2002.

 

MILJØVURDERING

Ingen konsekvenser.

ØKONOMI

Det forventes, at evalueringen vil koste et sted mellem 500.000 og 650.000 kroner at gennemføre. Det foreslås, at Borgerrepræsentationen bevilliger midler til evalueringens gennemførelse.

Ingen

 

BILAG

Ingen.

 

Ib Haurum /Jens Egsgaard

Til top