Forslag til lokalplan "Færgehavnsvej" (Bygge- og Teknikudvalget)
Forslag til lokalplan "Færgehavnsvej" (Bygge- og Teknikudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 4. november 2003
J.nr. ØU 343/2003
7. Forslag til lokalplan "Færgehavnsvej" (Bygge- og Teknikudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at forslag til lokalplan "Færgehavnsvej" for området begrænset af Færgehavnsvej, fremtidigt frihavnsgitter, Containervej, Sundkrogsgade og lejemålsgrænsen til lodden Sundkrogsgade 50 vedtages med henblik på offentliggørelse
at indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder
at offentliggørelse annonceres i områdets lokalpresse
at den foreslåede dialogstrategi bestående af en planens hjemmeside, en lokal udstilling samt et borgermøde, tilrettelagt som et orienteringsmøde, vedtages
Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 13. august 2003
Anbefalet.
Karin Storgaard (O) tog forbehold.
Økonomiforvaltningen
indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"En videreudvikling af Nordhavnen til ikke-havnemæssige aktiviteter udover de, der er muliggjort i eksisterende lokalplaner forudsætter en udbygning af vejforbindelsen mellem området og det regionale vejnet – konkret Lyngbyvej. Det foreliggende lokalplanforslag har en så begrænset udstrækning, at det ikke vurderes at foregribe en sådan fremtidig planlægning. Forslaget er endvidere i overensstemmelse med Kommuneplan 2001.
Økonomiudvalget har på den baggrund ingen bemærkninger til, at
sagen fremmes. Økonomiudvalget forudsætter herefter, at anden planlægning i
Nordhavnsområdet ses i lyset af anbefalingerne fra styregruppen vedrørende
udvikling af Nordhavnen til Bygge- og
Teknikudvalget og Økonomiudvalget. (BTU 564/2002 J.nr. 0429.0009/00/ØU 294/2002
– tiltrådt med ændringer henholdsvis den 20. og 26. november 2002)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 4. november 2003
Anbefalet.
O videreførte sit forbehold fra Bygge- og Teknikudvalgets møde den 13. august 2003.
Behandling: Borgerrepræsentationen.
RESUME
I mødet den 26. marts 2003 drøftede Bygge- og Teknikudvalget redegørelsen om udarbejdelse af supplerende lokalplan for et nærmere angivet område i Nordhavnen på baggrund af, at Kim Utzon Arkitekter på vegne af Udviklingsselskabet Færgehavn Nord A/S og grundejeren Københavns Havn A/S har anmodet om udarbejdelse af lokalplan for at muliggøre en videre udbygning af området. Nærværende lokalplanforslag er udarbejdet på baggrund heraf.
Inden for området ønskes muliggjort bebyggelse på i alt 11.000 m2 etageareal til havnerelaterede erhverv, inklusive det eksisterende godt 2.000 m2 store byggeri for United Exhibits.
Det ansøgte er i overensstemmelse med rammebestemmelserne i Kommuneplan 2001 og ligger inden for rammerne af den for blandt andet heromhandlede område gældende lokalplan nr. 177 "Københavns Havn". Imidlertid er nævnte lokalplan udformet således, at det ansøgte forudsætter tilvejebringelse af supplerende lokalplan.
Ifølge forslaget fastlægges området til havnerelaterede produktions- og serviceerhverv med mulighed for at opføre indtil 11.000 m2 etageareal, svarende til en bebyggelsesprocent på 60, og fordelt på 3 byggefelter, inklusive bebyggelsen for United Exhibits. Herudover kan tillades sådanne virksomheder af offentlig eller almen karakter, der er forenelige med anvendelsen til havneformål, ligesom produktions- og lagerhaller lejlighedsvis kan tillades anvendt til publikumsorienterede arrangementer af kulturel og underholdningsmæssig art.
Bygningshøjden må ikke overstige 20 m, og der fastsættes nærmere bestemmelser om bebyggelsens udformning, således at der opnås et fællespræg med bebyggelsen i Kalkbrænderihavnen.
Parkeringsdækningen skal være af størrelsesordenen 1 plads pr. 100 m2 etageareal, og friarealet (ekskl. tilkørsels- og parkeringsarealer) skal udgøre mindst 15 pct. af erhvervsetagearealet og mindst 40 pct. af eventuelt boligetageareal, og der sikres etableret en 14 m bred kanal med en vanddybde og en udfor mning, der muliggør sejlads med og anløb af mindre både. Langs kanalen etableres offentligt tilgængelige promenader.
Lokalplan nr. 177 ophæves for så vidt angår det af heromhandlede lokalplanforslag omfattede område.