Mødedato: 04.11.2003, kl. 15:00

Forslag til lokalplan "Færgehavnsvej" (Bygge- og Teknikudvalget)

Forslag til lokalplan "Færgehavnsvej" (Bygge- og Teknikudvalget)

Økonomiudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 4. november 2003

 

 

 

J.nr.             ØU 343/2003

 

 

7.                   Forslag til lokalplan "Færgehavnsvej" (Bygge- og Teknikudvalget)

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at  forslag til lokalplan "Færgehavnsvej" for området begrænset af Færgehavnsvej, fremtidigt frihavnsgitter, Containervej, Sundkrogsgade og lejemålsgrænsen til lodden Sundkrogsgade 50 vedtages med henblik på offentliggørelse

at  indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder

at  offentliggørelse annonceres i områdets lokalpresse

at  den foreslåede dialogstrategi bestående af en planens hjemmeside, en lokal udstilling samt et borgermøde, tilrettelagt som et orienteringsmøde, vedtages   

 

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 13. august 2003

Anbefalet.

Karin Storgaard (O) tog forbehold.

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

 

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

"En videreudvikling af Nordhavnen til ikke-havnemæssige aktiviteter udover de, der er muliggjort i eksisterende lokalplaner forudsætter en udbygning af vejforbindelsen mellem området og det regionale vejnet – konkret Lyngbyvej. Det foreliggende lokalplanforslag har en så begrænset udstrækning, at det ikke vurderes at foregribe en sådan fremtidig planlægning. Forslaget er endvidere i overensstemmelse med Kommuneplan 2001.

Økonomiudvalget har på den baggrund ingen bemærkninger til, at sagen fremmes. Økonomiudvalget forudsætter herefter, at anden planlægning i Nordhavnsområdet ses i lyset af anbefalingerne fra styregruppen vedrørende udvikling af Nordhavnen til Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget. (BTU 564/2002 J.nr. 0429.0009/00/ØU 294/2002 – tiltrådt med ændringer henholdsvis den 20. og 26. november 2002)

 

 

RESUME

I mødet den 26. marts 2003 drøftede Bygge- og Teknikudvalget redegørelsen om udarbejdelse af supplerende lokalplan for et nærmere angivet område i Nordhavnen på baggrund af, at Kim Utzon Arkitekter på vegne af Udviklingsselskabet Færgehavn Nord A/S og grundejeren Københavns Havn A/S har anmodet om udarbejdelse af lokalplan for at muliggøre en videre udbygning af området. Nærværende lokalplanforslag er udarbejdet på baggrund heraf.

Inden for området ønskes muliggjort bebyggelse på i alt 11.000 m2 etageareal til havnerelaterede erhverv, inklusive det eksisterende godt 2.000 m2 store byggeri for United Exhibits.

Det ansøgte er i overensstemmelse med rammebestemmelserne i Kommuneplan 2001 og ligger inden for rammerne af den for blandt andet heromhandlede område gældende lokalplan nr. 177 "Københavns Havn". Imidlertid er nævnte lokalplan udformet således, at det ansøgte forudsætter tilvejebringelse af supplerende lokalplan.

Ifølge forslaget fastlægges området til havnerelaterede produktions- og serviceerhverv med mulighed for at opføre indtil 11.000 m2 etageareal, svarende til en bebyggelsesprocent på 60, og fordelt på 3 byggefelter, inklusive bebyggelsen for United Exhibits. Herudover kan tillades sådanne virksomheder af offentlig eller almen karakter, der er forenelige med anvendelsen til havneformål, ligesom produktions- og lagerhaller lejlighedsvis kan tillades anvendt til publikumsorienterede arrangementer af kulturel og underholdningsmæssig art.

Bygningshøjden må ikke overstige 20 m, og der fastsættes nærmere bestemmelser om bebyggelsens udformning, således at der opnås et fællespræg med bebyggelsen i Kalkbrænderihavnen.

Parkeringsdækningen skal være af størrelsesordenen 1 plads pr. 100 m2 etageareal, og friarealet (ekskl. tilkørsels- og parkeringsarealer) skal udgøre mindst 15 pct. af erhvervsetagearealet og mindst 40 pct. af eventuelt boligetageareal, og der sikres etableret en 14 m bred kanal med en vanddybde og en udformning, der muliggør sejlads med og anløb af mindre både. Langs kanalen etableres offentligt tilgængelige promenader.

Lokalplan nr. 177 ophæves for så vidt angår det af heromhandlede lokalplanforslag omfattede område.

 

SAGSBESKRIVELSE

< a name=Tekst10>Baggrund

Kim Utzon Arkitekter har for Udviklingsselskabet Færgehavn Nord A/S og Københavns Havn A/S, som er grundejer, anmodet om udarbejdelse af lokalplan for et område i Nordhavnen, begrænset af Færgehavnsvej, fremtidigt frihavnsgitter, Containervej, Sundkrogsgade og lejemålsgrænsen til lodden Sundkrogsgade 50.

Inden for området ønskes muliggjort bebyggelse på i alt 11.000 m2 etageareal til havnerelaterede erhverv, inklusive det godt 2.000 m2 store byggeri for United Exhibits, der er færdiggjort i 2002.

Udviklingsselskabet har indgået aftale med Havnen om leje af den del af arealet, hvor United Exhibits ligger, og om option for den øvrige del.

Den kommende bebyggelse har et sådant omfang, at den foregriber en kommende bebyggelsesstruktur i denne del af Nordhavnen. Kim Utzon Arkitekter har derfor udarbejdet en strukturskitse for den nordvestlige del af Nordhavnen med nærmere belysning af mulige udviklingsprincipper på kort og lang sigt.

 

Planlægning

Lokalplanområdet er ifølge Kommuneplan 2001 fastlagt til havneformål, herunder blandt andet sådanne handels-, lager-, oplags-, transport-, værksteds- og industrivirksomheder med dertil hørende administration og lignende, som har særlig tilknytning til havnen som følge af særligt behov for skibstransport eller som naturligt hører hjemme i et havneområde (H1-område). Bebyggelsesprocenten må ikke overstige 60, og bygningshøjden må ikke overstige 24 m.

Det ansøgte er i overensstemmelse med rammebestemmelserne i Kommuneplan 2001.

I kommuneplanens rækkefølgeplan er Nordhavnsområdet angivet som perspektiv­område. Perspektivområder i havnen er områder, som påregnes omdannet til byudviklingsformål efter udløbet af kommuneplanens 12-årige planperiode, dvs. efter 2013. Området for lokalplanforslaget ligger inden for perspektivområdet i Nordhavnen.

Det ansøgte ligger endvidere inden for rammerne af den for blandt andet heromhandlede område gældende lokalplan nr. 177 "Københavns Havn". Imidlertid er i lokalplanen bestemt, at større udstykninger eller større bygge- eller anlægsarbejder forudsætter tilvejebringelse af supplerende lokalplan, medmindre disse forhold er reguleret i gældende lokalplan. Tilvejebringelse af et tillæg til lokalplanen eller en ny lokalplan er derfor påkrævet.

Under hensyn til, at den gældende lokalplan for det heromhandlede område er en ren rammelokalplan, der alene fastlægger anvendelsen, og at stort set alle bestemmelser i det nye forslag er ændrede eller udvidede, er det fundet rigtigst at udforme forslaget som en ny selvstændig lokalplan i stedet for som et tillæg til den gældende lokalplan.

Lokalplan nr. 177, bekendtgjort den 24. november 1990 og tinglyst den 17. september 1991, ophæves således for så vidt angår det af heromhandlede lokalplan omfattede område.

 

Forslag til lokalplan

Den foreslåede planlægning af området muliggør på kort sigt en udbygning af området i overensstemmelse med de nugældende kommuneplanrammer og udformet på en sådan måde, at området opnår et bebyggelsesmæssigt helstøbt præg, samtidig med at området på lang sigt kan videreudbygges til en mere urban struktur, når og hvis ændret planlægning gør det aktuelt.

Ifølge forslaget fastlægges området til havnerelaterede produktions- og serviceerhverv med mulighed for at opføre indtil 11.000 m2 etageareal, svarende til en bebyggelsesprocent på 60, og fordelt på 3 byggefelter, inklusive bebyggelsen for United Exhibits. Udover bebyggelse til havnerelaterede erhverv kan Bygge- og Teknikforvaltningen tillade sådanne virksomheder af offentlig eller almen karakter, der er forenelige med anvendelsen til havneformål, ligesom Bygge- og Teknikudvalget kan tillade, at produktions- og lagerhaller lejlighedsvis anvendes til publikumsorienterede arrangementer af kulturel og underholdningsmæssig art. Dette skønnes at kunne optimere udnyttelsen af sådanne haller og at kunne tilføre området liv også uden for normal arbejdstid, uden at dette vil være til gene for den primære anvendelse. Endelig kan der, såfremt det er miljømæssigt forsvarligt, indrettes enkelte boliger for indehaver, bestyrer, portner og andre personer med lignende tilknytning til virksomheden.

Bygningshøjden må ikke overstige 20 m, og der fastsættes nærmere bestemmelser om bebyggelsens udformning og placering, således at der skabes en god helhedsvirkning og opnås det tilsigtede fællespræg med bebyggelsen i Kalkbrænderihavnen.

Parkeringsdækningen skal være af størrelsesordenen 1 plads pr. 100 m2 etageareal, og friarealet (ekskl. tilkørsels- og parkeringsarealer) skal udgøre mindst 15 pct. af erhvervsetagearealet og mindst 40 pct. af eventuelt boligetageareal.

Forinden opførelse af bebyggelse i byggefelt C skal der sikres anlagt en kanal i en bredde af 14 m og med en vanddybde, der er tilstrækkelig til sejlads med mindre både. Kanalen skal udføres med indfatninger/bolværker med lodrette sider, der muliggør anløb af mindre både. Langs ovennævnte kanal skal anlægges promenader.

Endelig kan mod omgivende veje samt mod stianlæg langs kommende frihavnsgitter og mod nabolodden mod nord etableres støjvolde med en maksimal højde på 1,3 m, ligesom der foreskrives beplantning langs gader og promenade.

 

Forslag til dialogstrategi

Med henvisning til at der er tale om udbygning af et hidtil ekstensivt udnyttet område, hvor det tillige tilstræbes at muliggøre en senere overgang til en mere bymæssig udnyttelse, foreslås følgende initiativer til opnåelse af dialog med borgerne i offentlighedsperioden:

·        Etablering af en særlig hjemmeside, der opbygges med en informationsdel og en dialogdel

·         Gennemførelse af en udstilling i lokalområdet

·        Gennemførelse af et borgermøde i lokalområdet, udformet som et orienteringsmøde

 

Økonomi

-

 

Miljøvurdering

Der henvises til vedlagte bilag 1, afsnittene i "Baggrunden for lokalplanen" vedrørende områdets påvirkning af miljøet, trafikstøj, virksomheder, jordforurening, grundvandssænkning, nedsivning af regnvand og miljørigtigt byggeri, hvor Miljøkontrollens kommentarer vedrørende lokalplanforslaget er indarbejdet.

 

Høring

I forbindelse med udarbejdelse af lokalplanforslaget har Plan & Arkitektur foretaget høring af Økonomiforvaltningen, 8. kontor, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Københavns Energi og Miljøkontrollen samt Københavns Bymuseum.

Økonomiforvaltningen, 8. kontor, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Københavns Bymuseum har ikke haft bemærkninger i den forbindelse.

Københavns Energi meddeler i skrivelse af 30. april 2003 ikke at have bemærkninger for så vidt angår gas, fjernvarme og el. Angående vandforsyning oplyses, at der ligger en 100 mm vandforsyningsledning med vandstik i den sydøstlige del af området samt en 250 mm vandforsyningsledning i den nordlige side af Containervej. I det omfang arealerne, hvori ledningerne ligger, udmatrikuleres eller overgår til anden anvendelse, skal ledningernes beliggenhed og adgangsforhold til dem sikres ved tinglysning af deklaration, og der må ikke bygges eller beplantes ovenpå nævnte ledninger.

Københavns Energi, Afløb oplyser at have en trykledning beliggende i området, og at aftale om overbygning, eventuelt flytning, af ledning mv. er indgået mellem Københavns Energi, Afløb og Udviklingsselskabet Færgehavn Nord A/S.

Miljøkontrollens oplysninger om miljøforholdene er indarbejdet i bilag 1,  jf. ovenstående. Miljøkontrollen foreslår endvidere nærmere angivne bestemmelser optaget i lokalplanforslagets paragraf om foranstaltninger mod forureningsgener.

 

Bemærkninger

For så vidt angår sikring af ledninger bemærkes, at dette vil blive tilgodeset i forbindelse med de enkelte udstyknings- og byggesager.

Med hensyn til de af Miljøkontrollen foreslåede bestemmelser om foranstaltninger mod forureningsgener er disse indarbejdet i den pågældende lokalplanbestemmelse og/eller kommentarerne hertil.

 

BILAG VEDLAGT

1.      Forslag til lokalplan "Færgehavnsvej" med hovedafsnittene "Baggrund for lokalplanen", Forslag til lokalplan "Færgehavnsvej" og "Forholdet til øvrig planlægning og lovgivning".

2.      Eksempel på folder til orientering af ejere, lejere og brugere m.fl.

 

 

 

Jens Ole Nielsen

 


Til top