Mødedato: 04.10.2022, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Budget 2023 – Resultat af den fælleskommunale budgetkoordinering

Se alle bilag

Resumé

KL koordinerer kommunernes budgetlægning for at sikre, at kommunerne under ét overholder de overordnede rammer på service, anlæg og skat i økonomiaftalen mellem KL og regeringen. Det sker i den fælleskommunale budgetkoordinering.

Resultatet af den fælleskommunale budgetkoordinering er, at KK får et bruttoanlægsniveau på 3.350 mio. kr. og serviceramme på 29.837 mio. kr. Herved bidrager Københavns Kommune til overholdelse af rammerne for anlæg og service som led i den fælles kommunale budgetkoordinering. Det betyder, at bruttoanlægsudgifterne i 2023 reduceres med 995 mio. kr. og servicerammen i 2023 hæves med 50 mio. kr.

Der fremsendes to underændringsforslag herom til Borgerrepræsentationens 2. behandling af budgetforslag 2023. Fristerne for partiernes fremsættelse af ændrings- og underændringsforslag til budgetforslaget er overskredet, idet fristerne var hhv. den 19. og den 28. september. Økonomiudvalget er undtaget for fristerne og kan fremsende ændrings- og underændringsforslag forud for 2. behandlingen i Borgerrepræsentationen den 6. oktober 2022.


Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget godkender,

1. at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen fremsætter underændringsforslag til budget 2023, hvormed bruttoanlægsniveauet i 2023 reduceres med 995 mio. kr. ved en teknisk reperiodisering til 2024. Bruttoanlægsniveauet i 2023 fastsættes herved til 3.350 mio. kr. ekskl. idrætsmilliarden,

2. at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen fremsætter underændringsforslag til budget 2023 om at opbygge servicebufferpuljen med 50 mio. kr. i 2023.

Problemstilling

Det følger af økonomiaftalen for 2023 mellem KL og regeringen, at 1 mia. kr. af kommunernes bloktilskud er betinget af, at kommunernes budgetterede bruttoanlægsudgifter holdes inden for rammerne af økonomiaftalen, mens 3 mia. kr. af bloktilskuddet er betinget af et samlet kommunalt servicebudget inden for aftalens serviceramme.

I økonomiaftalen for 2023 er bruttoanlægsrammen fastsat til 18,5 mia. kr. og servicerammen til 287,4 mia. kr. for kommunerne ét. KL faciliterer den fælleskommunale budgetlægning med henblik på rammeoverholdelse frem mod kommunernes frist for budgetvedtagelse senest den 15. oktober 2022.

Løsning

Københavns Kommunes andel af den samlede bruttoanlægsramme er som resultat af de den fælleskommunale budgetkoordinering på 3.350 mio. kr.

KKs anlægsniveau i 2023 inkl. budgetaftale og beslutninger i Borgerrepræsentationen frem til budgetvedtagelsen er på 4.450 mio. kr., heri indgår Københavns Kommunens andel af idrætsmilliarden i 2023, svarende til 105 mio. kr. i 2023. Det medfører et behov for en teknisk reperiodisering af anlægsudgifterne i budgetforslaget med 995 mio. kr.

Økonomiudvalget vil den 22. november 2022 blive forelagt en indstilling om styringsmodellen for bruttoanlæg i 2023.

Københavns Kommune kan hæve servicerammen i 2023 med 50 mio. kr. Der medfølger ikke finansiering til forøgelsen af servicerammen.

Det indstilles, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen stiller underændringsforslag til budget 2023 om et reduceret bruttoanlægsniveau i 2023 på i alt 995 mio. kr. og hæver servicerammen i 2023 med 50 mio. kr.

Reduktionen på bruttoanlæg håndteres teknisk ved en reperiodisering af bruttoanlægsudgifter under Økonomiudvalget fra 2023 til 2024 i forbindelse med budgetvedtagelsen med henblik på, at det indmeldte niveau til KL på 3.350 mio. kr. overholdes i vedtaget budget 2023. Hertil kommer Københavns Kommunens andel af idrætsmilliarden i 2023, svarende til 105 mio. kr.

Opjusteringen af servicemåltallet håndteres ved at øge servicebufferpuljen i 2023 med 50 mio. kr.

Idet fristerne for ændringsforslag og underændringsforslag hhv. den 19. og den 28. september kl. 12:00 er overskredet, kan partierne ikke fremsende ændringsforslag til budgetforslag 2023.

Økonomiudvalget er undtaget for fristerne, jf. indstillingen Førstebehandling af budgetforslag 2023 og overslagsårene 2024-2026 og vil med godkendelse af denne indstilling oversende underændringsforslaget, som står beskrevet i bilag 1, til Borgerrepræsentationens 2. behandling af budgetforslag 2023 den 6. oktober 2022.kr.

Økonomi

Indstillingen medfører, at der under Økonomiudvalget reperiodiseres anlægsprojekter for 995 mio. kr. på anlæg fra 2023 til 2024, og at Københavns Kommune bruttoanlægsudgifter udgør 3.455 mio. kr. i vedtaget budget 2023, inkl. idrætsmilliarden.

Ydermere hæves kommunens servicebufferpulje for 2023 med 50 mio. kr.

Videre proces

Såfremt indstillingen tiltrædes, vil underændringsforslaget fra bilag 1 blive oversendt til Borgerrepræsentationens 2. behandling af budgetforslag 2023 og vil herved indgå i afstemningsprogrammet. Partierne er ikke forpligtede til at stemme for det oversendte forslag fra Økonomiudvalget under Borgerrepræsentationens 2. behandling af budgettet den 6. oktober 2022.

Økonomiudvalget vil den 22. november 2022 blive forelagt en indstilling om styringsmodellen for bruttoanlæg i 2023.

Søren Hartmann Hede    /     Mads Grønvall 

Beslutning

Dagsordenpunkt 2: Budget 2023 – Resultat af den fælleskommunale budgetkoordinering (2022-0299831)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 4. oktober 2022

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top