Mødedato: 04.10.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Erhvervelse af grundstykke på Emdrupvej, Bispebjerg

Se alle bilag

Med henblik på at berigtige ejerforholdene for matr. nr. 1265 af Emdrup beliggende Banebrinken 91 –103 skal der tages stilling til køb af arealet.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen køber grundstykket matr. nr. 1265 af Emdrup til 127.500 kr., jf. bilag 1. Arealet overføres som vejareal (matr. nr. 7000 c af Emdrup).

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

I sommeren 2014 byggede Teknik- og Miljøforvaltningen en ny vejbro (VB 100) på Emdrupvej og renoverede i den forbindelse den eksisterende offentlige trappe, der fører under banen, jf. oversigtskort i bilag 2. Det viser sig, at trappen, der er etableret i 1986, er anlagt på et privat areal uden forudgående aftale med grundejeren. Der skal derfor tages stilling til, om ejerforholdene skal bringes i orden ved, at Teknik- og Miljøforvaltningen køber grundstykket.

Løsning

Trappen blev etableret i 1986. Trappen tjener offentligt formål, da den leder ned til en sti, der løber under broen, og skaber en sikker passage under Emdrupvej.

For at rette op på forholdene foreslår forvaltningen, at det private grundstykke overtages af Teknik- og Miljøforvaltningen. Forvaltningen har tilbudt ejeren af grundstykket, E/F matr. nr. 1265 af Emdrup, Banebrinken 91-103, at Teknik- og Miljøforvaltningen køber grundstykket af ejerforeningen til 127.500 kr. Ejerforeningen har accepteret forvaltningens tilbud.   

Prisen er fastsat på baggrund af SKATs ejendomsvurdering i området med en kvadratmeterpris på 2.500 kr., hvilket svarer til en samlet pris på 127.500 kr.

Med overtagelsen følger ansvaret for drift og vedligehold, som efter overtagelsen varetages af forvaltningen. Efter overtagelsen vil arealet blive lagt ind i vejarealet for Emdrupvej.

Økonomi

Udgiften til arealerhvervelsen og landinspektør dækkes af de frigivne midler fra projektpakken ’Genopretning af byens broer’, som blev godkendt i Borgerrepræsentationen den 22. maj 2014.

Forvaltningen har ikke tidligere renholdt arealet, hvorfor der forventes udgifter til renhold på ca. 25.000 kr. pr. år. De afledte driftsudgifter vil blive søgt i forbindelse med forhandlingerne om Budget 2018.

Videre proces

Forvaltningen forventes at overtage arealet omkring årsskiftet 2016/2017.

 

Pernille Andersen                /Anders Møller

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen køber grundstykket matr. nr. 1265 af Emdrup til 127.500 kr., jf. bilag 1. Arealet overføres som vejareal (matr. nr. 7000 c af Emdrup).


Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 19. september 2016

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Beslutning

Dagsordenspunkt 18: Erhvervelse af grundstykke på Emdrupvej, Bispebjerg (2016-0294139)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 4. oktober 2016

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top