Mødedato: 04.10.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Endelig beslutning af fælles gårdhave i Klimakarréen, Skt. Kjelds kvarter på Østerbro

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, om byfornyelsesforslaget til en fælles gårdhave i Klimakarréen på Østerbro skal endelig vedtages.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at byfornyelsesforslag om etablering af en fælles gårdhave i Klimakarréen: (Helsingborggade 2-12, Kildevældsgade 69-75, Thomas Laubs Gade 1-17 og Landskronagade 54-60) vedtages endeligt, jf. bilag 1,
  2. at der frigives en anlægsbevilling med bemyndigelse til at afholde udgifter på i alt 10,15 mio. kr. til etablering af en fælles gårdhave i Klimakarréen og oppebære indtægter på 3,04 mio. kr. Der forventes anvendt 0,06 mio. kr. i 2016, 6,73 mio. kr. i 2017 og 3,36 mio. kr. i 2018, jf. bilag 2,
  3. at der frigives en anlægsbevilling til kommunikation, evaluering og projektledelse af det samlede klimakarré-projekt på 1,78 mio. kr. De 1,78 mio. kr. frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg med 0,90 mio. kr. i 2016, 0,68 mio. kr. i 2017 og 0,20 mio. kr. i 2018, jf. bilag 2,
  4. at der modtages 2,10 mio. kr. fra HOFOR til regnvandsteknisk anlæg i den fælles gårdhave i Klimakarréen. På den baggrund skal der gives en tillægsbevilling som indtægts- og udgiftsbevilling på 2,10 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse i 2018. De 2,10 mio. kr. skal frigives på samme bevilling i 2018, jf. bilag 2.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget (TMU) besluttede den 22. februar 2016 at sende forslag til en fælles gårdhave i Klimakarréen i høring og til afstemning for at undersøge opbakningen hertil. Efter endt høring og afstemning skal Borgerrepræsentationen tage stilling til byfornyelsesbeslutningen for gårdhaven.

Løsning

For at sikre københavnerne adgang til rekreative arealer, etablerer Københavns Kommune med støtte fra staten fælles gårdhaver. Gårdhaverne bliver til i tæt dialog med beboerne og bidrager til at realisere ”Fællesskab København” ved at gøre København grønnere, skabe gode rammer for fællesskaber og et bæredygtigt liv og give gårdhaverne forskellig karakter, så de bidrager til byens kant. Beboere og ejere i karréen har søgt Københavns Kommune om at få etableret fælles gårdhave, og karréen lever op til byfornyelseslovens støttekriterier.

Klimakarréen er et forsøgs- og demonstrationsprojekt, der både omfatter fælles gårdhave med lokal håndtering og udnyttelse af regnvand og en multifunktionel gårdfacade, der blandt andet skal nedbringe karréens energiforbrug. Med denne indstilling besluttes gårdhaveprojektet.

Forslaget til den fælles gårdhave fremgår af bilag 1. Det har været i otte ugers offentlig høring, og der er gennemført en opbakningsundersøgelse via e-boks i ejendommene.

Parkering
Der er hverken parkeringspladser eller garager i karréen. I dag er der ca. 135 cykelparkerings-pladser fordelt på gården og gaden. Fremover bliver der 230. 50 af disse pladser er forudsat, at der opnås tilladelse til nedgravet affald i gaden.

Træer
Der bliver plantet 46 nye træer ud over 6 eksisterende træer, der bevares. Tre selvsåede træer fældes. To af dem er ca. to år gamle. Det tredje træ er over 20 år gammelt, men dets placering hindrer, at der kan etableres en plint i gården. Plinten er et integreret opholds- og skurelement, der er essentielt for gårdhaven udformning. Plinten kan ikke placeres, så træet kan bevares.

Opbakning
Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 27. april 2015, at mindst 2/3 (66,7 %) af de afgivne stemmer skal være for en fælles gårdhave, og at ejendomme med flertal af ja-stemmer skal repræsentere mindst halvdelen af bruttoetagearealet. Afstemningen er sket via e-boks, og begge kriterier er opfyldt. Resultaterne er uddybet i nedenstående tabeller og bilag 3.

Opgørelse fordelt på afgivne og mulige stemmer

Antal mulige stemmer

Antal afgivne stemmer

Stemme-

Procent

Antal ja-

stemmer

Antal nej-

Stemmer

Ja-stemmer

(% af afgivne)

Gårdhave i Klimakarréen

238

146

61,3 %

114

32

78,1 %

 

Opgørelse fordelt på bruttoetageareal

Samlet bruttoetageareal

Brutto- etageareal for

Brutto- etage-areal imod

Brutto- etageareal neutral (både 50 % for og imod)

Ja- ejendommes areal af samlet areal

Gårdhave i Klimakarréen

19.491 m2

16.653 m2

2.242 m2

596 m2

85,4 %

Høring
Forslaget til den fælles gårdhave i Klimakarréen har været i høring fra 2. marts 2016 til 27. april 2016. De indkomne høringssvar fordeler sig som vist i nedenstående tabel. De afgivne høringssvar fremgår af bilag 4 og forvaltningens bemærkninger hertil af bilag 5.

Fordeling af antal høringssvar

 

Holdning til det samlede projektforslag

Høringssvar afgivet af

 

I alt

Positive

Negative

Ændrings-forslag

Beboere (i alt 221)

Ejerrepræsen-tanter (i alt 14)

Gårdhave i Klimakarréen

45

14

9

22

41

4

Projektforslaget er blevet til i dialog med beboerne. Beboernes ændringsforslag drøftes med beboerne i forbindelse med detailprojekteringen og gennemføres, hvis der er opbakning og økonomi hertil. Høringssvarene omhandler 17 temaer med konkrete ønsker, forslag, spørgsmål og kritikpunkter.

Én af de 14 ejendomme i karréen (Thomas Laubs Gade 1-3/Landskronagade 54) ønsker ikke en fælles gårdhave. 17 af de 25 nej-stemmer og 7 af de 9 negative høringssvar kommer herfra. Det er ikke muligt at udtage ejendommen af det samlede projekt, jf. principperne for Københavns Gårdhaver vedtaget af Teknik- og Miljøudvalget 11. marts 2013. Udtages ejendommen, vil det forhindre fri passage rundt i gården og forringe kvaliteten af den samlede gårdhave væsentligt. Desuden vil den foreslåede løsning for håndtering af regnvandet i gården ikke kunne gennemføres.

Såfremt den fælles gårdhave etableres, ønsker flere beboere i Thomas Laubs Gade 1-3/ Landskronagade 54 at bevare eksisterende hegn for at beskytte ejendommenes mindre fællesskaber og sikre tryghed for børn. Samme ønske udtrykker beboere i baghuset Landskronagade 56 A og B, hvor man primært ønsker at mindske indkigsgener. Ønsket fra baghuset grunder i, at den tidligere ejer af baghuset solgte lejlighederne med private terrasser og forhaver på trods af, at der i byggetilladelsen var stillet krav om, at ejendommen skulle indgå i fælles gårdhave, hvis kommunen besluttede det. Der pågår pt. retssag mellem købere og sælger om økonomisk kompensation. Retssagen vurderes ikke at få betydning for gårdhaveprojektet.

Ønsket om at bibeholde indre hegn og skel i gården kan ikke imødekommes, da det strider mod det afgørende sigte med de fælles gårdhaver; at de er fælles og sikrer fælles mulighed for at udnytte gårdrummet til gavn for hele karréen. For at skabe rammer for mindre fællesskaber tæt på ejendommene er der planlagt flere mindre opholdsarealer og beboerbede rundt om i gårdhaven. Indkigsgener i baghuset er søgt mindsket ved at placere højere beplantning tæt på baghuset og i plinten.

17 høringssvar omhandler beplantning i gårdhaven. Der ønskes en grøn gård med beboerbede, nyttehaver og lave, letløvede træer, f.eks. frugttræer samt beplantning på facader og i vandrende. Flere beboere har via høringssvar og på møder givet udtryk for, at de ønsker de to store, gamle træer i gården fældet. Byfornyelsesforslaget tager højde for, at karréen er meget smal med begrænset sollys ved at etablere letløvede træer, skyggetålende planter og hævede opholdspladser. Ønsker om beboerbede, nyttehaver og facadebeplantning er imødekommet. Vandrenden vil også blive beplantet i det omfang, det er muligt. Det ene store træ bevares, jf. ovenfor, og beskæres. Det andet af de to eksisterende store træer i gården fældes for at gøre plads til to plinte, som er integrerede opholds- og skurinstallationer, hvori der også er indarbejdet nyttehaver. Plintene gør det muligt at hæve opholdsarealer og nyttehaver op i højden, hvor der er sol i længere tid. Samtidig gøres der plads til cykler eller skrald under plintene, så det optager mindst mulig plads i gården.

Ti høringssvar omhandler affald og genbrug. Hovedparten af de ønsker, der rejses bliver imødekommet, hvis der etableres et eller flere nedgravet affaldssystemer i de omkringliggende gader. Beboere i ejendommen har samlet opbakning fra alle 14 ejendomme til et egenfinansieret, nedgravet affaldssystem. Næste skridt for beboerne er at søge tilladelse hos Københavns Kommune. Forvaltningen forventer, at der er truffet afgørelse om den nedgravede affaldsløsning før anlægsarbejdet med gårdhaven påbegyndes. Såfremt der ikke kan opnås tilladelse til et nedgravet affaldssystem, skal affaldet placeres under plintene i gården, der er tiltænkt til cykelparkering. Der vil I så fald blive ca. 50 færre cykelparkeringspladser i gårdhaven end forventet.

Affaldet kan således håndteres i gården, uden ændringer af planen for gårdhaven. Det vil alene være et spørgsmål om, hvad de to plinte skal indeholde og hvor mange cykelparkeringsplader, der kan etableres (+/- 50 cykelparkeringspladser). Beboerne i karréen er informeret om, at spørgsmålet om nedgravet affald ikke behandles med denne beslutning om den fælles gårdhave, men i en særskilt behandling i Teknik- og Miljøudvalget. Beboerne er informeret om, at tilladelsen afhænger af, om den nedgravede affaldsløsning er foreneligt med anvendelsen af vejarealet. Såfremt den nedgravede affaldsløsning forudsætter, at der nedlægges parkeringspladser, skal ansøgningen om at etablere nedgravede affaldsløsninger desuden behandles i Borgerrepræsentationen.

Syv høringssvar omtaler regnvandshåndteringen i gården, heraf udtrykker tre bekymring for at vandrenden kan give farlige situationer for børn og snublefare. Ét enkelt høringssvar giver udtryk for, at man ikke ønsker vandløbet. Vandrenden bliver ca. 10 cm dyb på det dybeste sted. Her afskærmes renden af planter, eller får skrånende overgange, så man ikke snubler. De fleste steder vil renden ikke være dybere end en vandpyt, og vandet vil maksimalt stå i renden i 24 timer efter regnskyl. De øvrige høringssvar omhandler drift og passagemuligheder og imødekommes.

Økonomi

Udgiften til den fælles gårdhave udgør i alt 11,93 mio. kr., og hertil kommer de 2,10 mio. kr. fra HOFOR til regnvandsteknisk anlæg. Frigivelse af anlægsmidler samt periodisering fremgår af bilag 2. Anlægsbevillingerne til anlægsprojektet er finansieret af byfornyelsesrammen med 10,15 mio. kr. og Budget 2013 (A, B, F, I og Ø) (Borgerrepræsentationen (BR) 4. oktober 2012) med de resterende 1,78 mio. kr. Udgifts- og indtægtsbevillingerne er således indarbejdet i Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg, funktion 0.25.15.3, jf. bilag 2. Ejerne afholder selv driftsudgifterne til de fremtidige gårdhaver.

Videre proces

Ejere, beboerrepræsentanter og erhvervsdrivende inddrages i detailprojekteringen. Der tinglyses en servitut på ejendommene om fælles gårdhave og ejernes pligt til at indgå i et fælles gårdlaug, som står for den efterfølgende drift. Anlægsarbejdet igangsættes, når facaderenovering af Klimakarréen er afsluttet, forventeligt sommer 2017. Gårdhaven anlægges i april – august 2018.

 

 Pernille Andersen              /Anders Møller

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at byfornyelsesforslag om etablering af en fælles gårdhave i Klimakarréen: (Helsingborggade 2-12, Kildevældsgade 69-75, Thomas Laubs Gade 1-17 og Landskronagade 54-60) vedtages endeligt, jf. bilag 1.
  2. at der frigives en anlægsbevilling med bemyndigelse til at afholde udgifter på i alt 10,15 mio. kr. til etablering af en fælles gårdhave i Klimakarréen og oppebære indtægter på 3,04 mio. kr. Der forventes anvendt 0,06 mio. kr. i 2016, 6,73 mio. kr. i 2017 og 3,36 mio. kr. i 2018, jf. bilag 2.
  3. at der frigives en anlægsbevilling til kommunikation, evaluering og projektledelse af det samlede klimakarré-projekt på 1,78 mio. kr. De 1,78 mio. kr. frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg med 0,90 mio. kr. i 2016, 0,68 mio. kr. i 2017 og 0,20 mio. kr. i 2018, jf. bilag 2
  4. at der modtages 2,10 mio. kr. fra HOFOR til regnvandsteknisk anlæg i den fælles gårdhave i Klimakarréen. På den baggrund skal der gives en tillægsbevilling som indtægts- og udgiftsbevilling på 2,10 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse i 2018. De 2,10 mio. kr. skal frigives på samme bevilling i 2018, jf. bilag 2.


Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 5. september 2016

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med fem stemmer mod tre. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B og Ø.

Imod stemte: C, I og V.

 

C afgav følgende protokolbemærkning:

”Det bør være en privat opgave og udgift at renovere og vedligeholde private gårdhaver.”

Beslutning

Dagsordenspunkt 11: Endelig beslutning af fælles gårdhave i Klimakarréen, Skt. Kjelds kvarter på Østerbro (2016-0235792)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 4. oktober 2016

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 9 stemmer mod 2. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, B, F og O.

Imod stemte: V og C.

 

Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 5. september 2016:

”Det bør være en privat opgave og udgift at renovere og vedligeholde private gårdhaver.”

Venstre tilsluttede sig protokolbemærkningen.

Til top