Udbygning af Skolen på Islands Brygge og ny idrætshal
Tidligere beslutninger
Børne- og Ungdomsudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
1. at der gives en anlægsbevilling på 455,8 mio. kr. i årene 2016 - 2022 til udbygning af Skolen på Islands Brygge med 3 spor samt implementering af Fremtidens Fritidstilbud.
Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
2. at opførelsen af en skoleidrætshal på Islands Brygge igangsættes. Det sker som integreret del af udskolingsbygningen til Skolen på Islands Brygge. Hallen udgør 30,2 mio. kr. af den samlede bevilling.
Der anvises dækning for bevillingen til både skole og idrætshal på Børne- og Ungdomsudvalgets anlægsramme, jf. økonomiafsnittet. For de bevillingsmæssige konsekvenser og detaljer om anlægsbevillingen henvises til bilag 1.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Børne- og Ungdomsudvalgets og Kultur- og fritidsudvalget egne budgetrammer.
Problemstilling
I Budget 2015 blev der afsat 456,6 mio. kr. til etablering af en ny 3 sporet skole på Artillerivej 126. Den 20. maj 2015 anbefalede Børne- og Ungdomsudvalget, at den oprindelige beslutning blev ændret til at udvide Skolen på Islands Brygge til en 7-sporet skole på to matrikler, jf. bilag 2. Udbygning på to matrikler blev besluttet i Budget 2016 og medførte en mindreudgift ift. den oprindelige beslutning på 41,5 mio. kr. I Budget 2016 blev der samtidig afsat 30,2 mio. kr. til en idrætshal på Artillerivej 126. I Budget 2015 blev der afsat 180,1 mio. kr. til implementering af Fremtidens Fritidstilbud på minimum 8 skoler. Af denne ramme er som planlagt disponeret 19,2 mio. kr. til Skolen på Islands Brygge.
Behovsprognosen fra juni 2016 (Børne- og Ungdomsudvalget (BUU) 17.8.2016) viser, at der efter etableringen af de ekstra 3 spor på Skolen på Islands Brygge fortsat vil være behov for yderligere 4 spor på Amager i de kommende 10 år. I Budget 2016 blev det derfor også besluttet at opføre en ny 4-sporet skole på Nordøstamager.
Løsning
Skolen på Islands Brygge udvides fra 4 til 7 spor med tilhørende KKFO (BUU 18.3.2015). Skolen på Artillerivej 57 (basisskolen) om- og udbygges til at kunne rumme 7 spor dækkende 0.-5. klassetrin. Den eksisterende bygning på Artillerivej 126 nedrives, og der opføres en 7-sporet udskolingsbygning dækkende 6.-9. klassetrin samt en idrætshal, som medvirker til, at skolen også bliver et attraktivt aktivitetssted efter skoletid. Placering af 6. klasse i udskolingsbygningen er et ønske fra skolebestyrelsen, jf. sager til efterretning (BUU 18.11.2016).
Den udbyggede skole etableres som madskole med produktionskøkken på begge adresser og spiseområder, som også kan bruges til aktiviteter uden for spisepausen, ligesom fritidsbrugerne kan få glæde af området. Bygninger og udearealer opføres, så de opfylder kravene i funktionsprogrammet og fremtidens fritidstilbud bliver fuldt implementeret. Det er politisk vedtaget, at 66 pladser ud af de 784 skal være fysisk tilknyttet den nærliggende institution, Thorsanna (BUU 18.3.2015). Organisatorisk bliver der dog tale om én samlet KKFO. Skolen og KKFO' en vil i samarbejde med byggeudvalget træffe beslutning om, hvorledes faciliteterne på Thorsanna kan anvendes bedst muligt.
Kultur- og idrætsfaciliteter
Idrætshallen etableres med et 20 x 40m. spilleareal, der kan opdeles i 3 haller ved hjælp af mobile foldevægge. Derved bliver den både velegnet til pladskrævende aktiviteter som håndbold, basket og floorball, samt mindre pladskrævende aktiviteter som gymnastik og dans. Skoleidrætshaller er især efterspurgt af foreningsidrætten. Der afsættes plads til ophold/opvarmning/tilskuere i tilknytning til spillearealet. Det gør hallen anvendelig for mindre idrætsarrangementer både i og efter skoletid. Udover idrætshallen får fritidsbrugerne adgang til faglokaler, udvalgte klasselokaler, spiseområde og auditoriet. Lokalerne stilles til rådighed med det fornødne udstyr og særskilt depotplads. Der etableres elektronisk adgangskontrol, så faciliteterne kan fungere selvbetjent til en bred vifte af forenings- og aftenskoleaktiviteter i eftermiddags- og aftentimerne samt weekender.
Genhusning
Skolen på Islands Brygge indskriver allerede flere elever end 4 spor. Derfor er der opført en midlertidig pavillon på Artillerivej 57. Ved skolestart 2017 skal der findes yderligere lokaler til tidlig opstart, og behovet vokser hvert år frem til 2020, hvor udbygningen forventes færdig. Ved budgetbeslutning om anlægsmidler var det en forudsætning, at midler til genhusning ikke var medregnet. Et evt. budgetønske om midler til genhusning forventes fremlagt i Overførselssagen 2016/17.
Brugerinddragelse:
Der har i perioden december 2015 til juni 2016 været afholdt en række byggeudvalgs- og temagruppemøder med deltagelse af repræsentanter fra både skolen og Kultur- og Fritidsforvaltningen. De overordnede skolemæssige og pædagogiske linjer for både basisskolen og udskolingen bygger på arbejdet i byggeudvalget og skolens pædagogiske program. Udtalelse fra skolebestyrelsen fremgår af bilag 3. Heri udtrykker bestyrelsen bekymring omkring dobbeltanvendelsen af m2 til hhv. skole og KKFO. Løsningerne bygger på erfaringer fra andre lignende ombygningsprojekter i kommunen.
Tidsplan
Byggearbejderne forventes igangsat i sommeren 2017 med nedrivningen af bygningerne på Artillerivej 126. Byggeriet sker etapevis, idet basiskolen på Artillerivej 57 forventes klar til brug i maj 2019, mens udskolingsbygning og idrætshal på Artillerivej 126 er klar til brug i august 2020.
Udtalelse fra Byggeri København
Byggeri København oplyser, at forundersøgelser af bygninger på Artillerivej 26 viser forhøjet koncentration af bl.a. PCB, som kan fordyre udgiften til nedrivning og bortskaffelse med op til 10 mio. kr., jf. bilag 4. Ved budgetbeslutning om anlægsmidler var det en forudsætning, at sådanne forhold ikke var afdækket, og der er nu risiko for, at merudgiften ikke kan holdes inden for den afsatte bevilling. Et evt. budgetønske om en merbevilling forventes fremlagt i Overførselssagen 2016/17 og vil have betydning for projektets tidsplan.
Praktikpladser
Det forventes, at der ved udførelsen af projektet kan stilles krav om, at den private leverandør skal beskæftige erhvervsuddannelsespraktikanter. På nuværende tidspunkt skønnes det, at opgaven vil medføre praktikpladser svarende til 17 årsværk. Antal årsværk er opgjort på baggrund af lønudgifternes andel af den samlede entreprisesum.
Økonomi
Sammensætningen af budgettet til udbygning af Skolen på Islands Brygge inkl. idrætshal fremgår af tabel 3 i bilag 1. Heraf fremgår, at der er dækning for anlægsbevillingen på 455,8 mio. kr. I det oprindelige budget var indarbejdet en tandklinik. Efterfølgende er det vurderet, at tandklinikken placeres bedre på den kommende skole på Nordøstamager. Budgettet på 8,9 mio. kr. til tandklinikken kan derfor fratrækkes det samlede budget og afleveres til kommunekassen. For benchmark på anlægsøkonomi, besparelser i anlægsprojektet og driftsøkonomi henvises også til bilag 1.
Videre proces
Efter behandling i Børne- og Ungdomsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget fremlægges sagen for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Tobias Børner Stax / Anders Bager Jensen
Oversigt over politisk behandling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget, at udvalget indstiller til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
- at der gives en anlægsbevilling på 455,8 mio. kr. i årene 2016 - 2022 til udbygning af Skolen på Islands Brygge med 3 spor samt implementering af Fremtidens Fritidstilbud.
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
2. at opførelsen af en skoleidrætshal på Islands Brygge igangsættes. Det sker som integreret del af udskolingsbygningen til Skolen på Islands Brygge. Hallen udgør 30,2 mio. kr. af den samlede bevilling.
Der anvises dækning for bevillingen til både skole og idrætshal på Børne- og Ungdomsudvalgets anlægsramme, jf. økonomiafsnittet. For de bevillingsmæssige konsekvenser og detaljer om anlægsbevillingen henvises til bilag 1.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 8. september 2016
Punktet blev behandlet umiddelbart efter dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsorden).
Indstillingen blev godkendt.
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 31. august 2016
Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag i tilknytning til indstillingens 1. at-punkt: "At der i projektet bevares finansiering til en tandklinik".
Forslaget blev forkastet efter afstemning med følgende resultat:
For stemte 2 medlemmer: Ø.
Imod stemte 8 medlemmer: A, B, F, O og V.
Ingen medlemmer undlod at stemme.
Indstillingen 1. at-punkt blev herefter godkendt uden afstemning, idet forvaltningen præciserer, at der ikke foreligger aktuelle overvejelser om placering af en tandklinik på den kommende skole på Nordøstamager.
Enhedslisten ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Da udvalgets flertal i 2015 besluttede at gøre to mulige skoler til en samlet, var konsekvensen etableringen af Københavns største skole og fritidstilbud. Enhedslisten er bekymret over, at det kan være betydeligt sværere at sikre trivsel i så store institutioner end i mindre enheder."
Venstre ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen, hvilket Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti og Enhedslisten tilsluttede sig: "Vi ser gerne at muligheden for etablering af folke- og skolebibliotek indtænkes i projektet".
Beslutning
Dagsordenspunkt 10: Udbygning af Skolen på Islands Brygge og ny idrætshal (2016-0236280)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 4. oktober 2016
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.