Mødedato: 04.10.2011, kl. 15:15
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Overenskomst 2011 - Finansiering af Tryghedspulje

I forbindelse med overenskomst 2011 er der aftalt en central tryghedspulje under KL. Der skal tages stilling til finansiering af tryghedspuljen.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at udgifterne til tryghedspuljen på 4,7 mio. kr. i 2011 finansieres af puljen til uforudsete udgifter under Økonomiudvalget.
    Således overføres der 4,7 mio. kr. i 2011 (2011 p/l)  fra Økonomiudvalget bevilling, Fælles Driftspulje, funktion 6.45.51.1 (Sekretariat og forvaltning) til Økonomiudvalgets bevilling, Økonomisk Forvaltning, service, funktion 6.45.51.1 (Sekretariat og forvaltning)

Problemstilling

I forbindelse med KTO-forliget i 2011 er der aftalt en central tryghedspulje under KL. Tryghedspuljen er et resultat af overenskomstforhandlingerne for perioden 2011 - 2013 og omfatter alle kommuner i Danmark. Puljen oprettes fra 1. juni 2011 til 31. marts 2013. I den periode kan der søges midler til medarbejdere, der er blevet afskediget i forbindelse med kommunale besparelser og som er ansat på en overenskomst under Offentligt Ansattes Organisationer (OAO).

Tryghedspuljen skal bruges til at hjælpe medarbejdere, der bliver afskediget som følge af budgetbesparelser i kommunerne, til at komme videre med efteruddannelse, sparring og kompetenceudvikling. Til hver medarbejder kan søges op til 10.000 kroner. Midlerne kan bruges til f.eks. efteruddannelse, kompetenceudvikling eller sparring.

Af KTO-forliget for 2011 fremgår det, at Tryghedspuljen finansieres af overskydende midler til regulering af ATP-bidrag. ATP-bidrag indgår i lønsummen og indbetales af arbejdsgiver, men fremskrives ikke med den almindelige lønfremskrivning. I stedet bliver ATP-bidraget fastsat som et kronebeløb. Idet hele lønsummen fremskrives med en procentsats, mens ATP-bidraget fastsættes anderledes, kan der opstå overskydende midler. For Københavns Kommune er der tale om et beløb på 4,7 mio. kr., som skal overføres til KL til Tryghedspuljen.

I lønfremskrivningen af Københavns Kommunes budget er der ikke tidligere taget højde for, at ATP-bidragene fastsættes som kronebeløb. Det betyder, at udvalgenes lønbudgetter indeholder de overskydende ATP-midler. 

 

I forbindelse med sidste overenskomstforhandlinger (for 2008 – 2011) anvendte KL også det provenu, der var opstået som følge af at ATP-bidrag reguleres lavere, men dengang blev midlerne anvendt i 2. år af overenskomstperioden og på de enkelte overenskomstområder, derfor var det ikke et problem, at de overskydende ATP-midlerne lå i udvalgenes budgetter. Der kendes ikke fortilfælde, hvor overskydende ATP-midler er brugt til centrale puljer er første overenskomstår, hvor der ikke i øvrigt gennemføres udgiftskrævende ændringer, og Økonomiforvaltningen blev først opmærksom på problemstillingen i forbindelse med indgåelsen af KTO-forliget.

Løsning

I stedet for at reducere udvalgenes lønbudgetter i indeværende år, indstiller Økonomiforvaltningen, at de 4,7 mio. kr. til tryghedspulje finansieres af puljen til uforudsete udgifter under Økonomiudvalget. Dette sker på grund af situationens sjældenhed, og af hensyn til udvalgenes budgetsikkerhed og styring samt det forhold, at det er muligt inden for kommunens nuværende økonomiske rammer i 2011 at finansiere 4,7 mio. kr. fra puljen til uforudsete udgifter.

I budget 2012 er der taget højde for at overskydende midler fra reguelring af ATP-bidrag skal finansiere tryghedspuljen. 

Økonomi

Økonomiudvalgets bevilling, Økonomisk forvaltning, service, funktion 6.45.51.1 (Sekretariat og forvaltning)  tilføres 4,7 mio. kr. (2011 p/l) i 2011 fra puljen til uforudsete udgifter, som ligger på Økonomiudvalgets bevilling, Fælles driftspulje, funktion 6.45.51.1 (Sekretariat og forvaltning).

Videre proces

Såfremt anbefalingerne i indstillingen bliver vedtaget vil Økonomiforvaltningen overføre Københavns Kommunes andel af tryghedspuljen til KL.



             

                                Claus Juhl                                    

                                                                                        Bjarne Winge

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning den 4. oktober 2011

Indstillingen blev anbefalet.

Til top