Mødedato: 04.10.2005, kl. 15:00

Overførsel af ledige budgetmidler fra bevillingsområdet Børnefamilier med særlige behov til bevillingsområdet Handicappede (Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget)

Overførsel af ledige budgetmidler fra bevillingsområdet Børnefamilier med særlige behov til bevillingsområdet Handicappede (Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget)

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 4. oktober 2005

 

 


J.nr. ØU 408/2005

 

15. Overførsel af ledige budgetmidler fra bevillingsområdet Børnefamilier med særlige behov til bevillingsområdet Handicappede (Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget)

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

 

at der fra 2005 varigt overføres 8,8 mill. kr. (2005-P/L) fra bevillingsområdet Børnefamilier med særlige behov til dækning af forventet merforbrug på døgnpleje, privat aflastning og handicapcentrenes forebyggende foranstaltninger under bevillingsområdet Handicappede.

 

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets beslutning i mødet den 7. september 2005

Indstillingen blev tiltrådt.

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

"Omplacering af 8,8 mill. kr. fra bevillingsområdet Børnefamilier med særlige behov til bevillingsområdet Handicappede indgår i indstillingen om tillægsbevillinger vedrørende budget 2005 (ØU 402/2005, Æ13 i bilag 1).

 

Såfremt Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen tiltræder indstillingen om tillægsbevillinger vedrørende budget 2005, er overførslen for 2005 gennemført. Vedlagde indstilling vedrører i dette tilfælde kun den varige omplacering af midlerne fra 2006 og frem.

 

Økonomiudvalget har herudover ingen bemærkninger til indstillingen."

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 4. oktober 2005

Anbefalet.

 

 

Behandling: Borgerrepræsentationen.

 

 

RESUME

Pr. 1. januar 2000 blev der foretaget en klarere målgruppeafgrænsning mellem handicappede børn og børn med særlige behov, hvilket betød at handicapbegrebet blev omdefineret og udvidet. De senere år har efterspørgslen til tilbuddene på bevillingsområdet Børnefamilier med særlige behov været aftagende, mens efterspørgslen på bevillingsområdet Handicappede har været stigende.

 

Udvidelsen af målgruppen medførte på daværende tidspunkt kun en mindre omfordeling af budget mellem de to områder. Der har efterfølgende vist sig et stort pres på handicapområdets budgetter med betydeligt merforbrug til følge. Der forventes således i juliprognosen 2005 et merforbrug på i alt 8,8 mill. kr. på døgnpleje (fkt. 5.20), privat aflastning og handicapcentrenes forebyggende foranstaltninger (fkt. 5.21). Hertil kommer en betydelig venteliste.

 

Til dækning af merforbruget på døgnpleje, privat aflastning og forebyggende foranstaltninger på bevillingsområdet Handicappede ønskes i 2005 og frem varigt overført 8,8 mill. kr. (2005-P/L) fra bevillingsområdet Børnefamilier med særlige behov til bevillingsområdet Handicappede.     

 

Bevillingsområdet Børnefamilier med særlige behov udviser i forventet regnskab 2005 pr. juli bl.a. et mindreforbrug på i alt 33,0 mill. kr. på funktion 5.20.1- Plejefamilier og opholdssteder og funktion 5.21.1 - Forebyggende foranstaltninger.

 

Hvis denne omflytning vedtages, vil den kun dække det forventede merforbrug på området for handicappede børn. Den vil ikke medføre, at den aktuelle venteliste nedbringes.

 

I forbindelse med nedbringelse af den aktuelle venteliste, vil Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen udarbejde en indstilling om, at der fra 2006 permanent overføres yderligere midler fra Bevillingsområdet Børnefamilier med særlige behov til Bevillingsområdet Handicappede, såfremt Bevillingsområdet Børnefamilier med særlige behov i 2006 får tilført demografimidler på 25,1 mill. kr. Herudover indgår en nedbringelse af ventelisten som et budgetønske i forbindelse med budget 2006.


 

Til top