Mødedato: 04.10.2005, kl. 15:00

Kapitalbevilling til Tranehavegård (Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Sundhed- og Omsorgsudvalget)

Kapitalbevilling til Tranehavegård (Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Sundhed- og Omsorgsudvalget)

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 4. oktober 2005

 

 


J.nr. ØU 415/2005

 

13. Kapitalbevilling til Tranehavegård (Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Sundhed- og Omsorgsudvalget)

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Sundhedsforvaltningen indstiller, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler:

 

at godkende projekt til omdannelse af 24 ældreboliger til boliger for særligt udsatte grupper

 

at bemyndige Plan og Arkitektur til at godkende nedlæggelsen af 3 lejligheder med henblik på at tilvejebringe servicearealer til beboerne.

 

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, af den afsatte bevilling til nye boliger for psykisk syge og handicappede (Tryghedsplanen) gives en kapitalbevilling på 5.391.514 mill. kr. på "Voksne med særlige behov" funktion 5.55.3 til finansiering af service- og fællesarealer samt montering af disse. 

 

at Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen som følge af en fremskyndelse af ibrugtagningstidspunktet vedr. Tranehavegård udskyder ibrugtagningen af to planlagte botilbud med henholdsvis 1 og 1½ år eller alternativt bevilger yderligere 10,7 mill. kr. som et engangsbeløb til drift i 2007.

 

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget af den afsatte bevilling til nye boliger for psykisk syge og handicappede (Tryghedsplanen) på "Voksne med særlige behov" funktion 5.55.1 anvender et engangsbeløb på 3.580.000 kr. til drift i 2006 samt varigt 10.740.000 kr. årligt fra 2007 og frem.

 

at Sundheds- og Omsorgsudvalget af den afsatte bevilling til ældreboliger finansierer tomgangsleje og flytteudgifter svarende til skønsmæssigt 688.500 kr. på funktion 5.30.1.

 

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets beslutning i mødet den 7. september 2005

Borgmester Bo Asmus Kjeldgaard (F) gjorde opmærksom på, at der er tale om en fællesindstilling mellem Sundhedsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, hvorfor Grethe Munk og Jesper Fisker er de korrekte underskrivere.

 

Indstillingen blev tiltrådt.

 

Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 15. september 2005

Indstillingen blev godkendt.

 

Lise Helweg (V) og Carl Chr. Ebbesen (O) ønskede følgende ført til protokol: Venstre og Dansk Folkeparti tiltræder indstillingen idet vi forudsætter, at den nye beboergruppes levemåde ikke griber ind i vore ældre beboeres tryghed.

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

 

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

"Økonomiudvalget forudsætter, at det gennem indstillingen fremskyndede ibrugtagningstidspunkt vedr. projektet Tranehavegård finansieres inden for Tryghedsplanens økonomiske rammer.

 

Herudover har Økonomiudvalget ingen bemærkninger til indstillingen."

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 4. oktober 2005

Anbefalet.

 

Venstre og Dansk Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde den 15. september 2005.

 

 

 

Behandling: Borgerrepræsentationen.

 

 

RESUME

Af budgetforliget for 2005 (BR 369/04) fremgår, at der skal iværksættes en plan for psykisk syge og handicappede, der medfører en reduktion af ventetiden til boliger på gennemsnitlig 4 måneder i 2007. Målsætningen er, at der på sigt realiseres en 4 ugers ventetidsgaranti. På den baggrund har Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen udarbejdet et forslag til opførelse af boliger til psykisk syge og handicappede – "Tryghedsplanen".

 

Indstilling om forslag til implementering af "Tryghedsplanen" blev tiltrådt af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget den 27. april 2005 (FAU 178/2005) og Borgerrepræsentationen den 15. juni 2005 (BR 355/05). Forslaget medfører etablering af 80 nye boliger til psykisk syge og 55 boliger til handicappede.

 

Nærværende indstilling omhandler udtagning af de 27 boliger i Tranehavegård til særligt udsatte grupper, heraf 24 boliger til beboelse og 3 boliger til fællesarealer. Tranehavegård er en ældreboligbebyggelse og beslutningen om inddragelse af boliger til særligt udsatte grupper skal derfor ikke kun ses som en del af Tryghedsplanen, men indgår ligeledes i løsningen af behovet for at nedbringe antallet af ældreboliger som følge af den demografiske udvikling i Københavns Kommune.

 

Borgerrepræsentationen har den 28. oktober 2004 besluttet (BR 476/04), at ældreboligkapaciteten i fremtiden skal tilpasses det reelle behov. Tilpasningen skal ske med udgangspunkt i en langsigtet løsningsstrategi, der tager afsæt i en undersøgelse af omdannelse af de almene ældreboligbebyggelser. Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget har på udvalgsmøderne henholdsvis den 24. august og den 1. september 2005 taget stilling til om udvalgene overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen vil anbefale løsningsstrategien. 

 

Som en del af løsningsstrategien for at tilpasse ældreboligkapaciteten, har Borgerrepræsentationen vedtaget, at to ældreboligbebyggelser, Ringergården og Tranehavegård, skal være omfattet af en hurtig udtagning til anden anvendelse (BR 476/04).

 

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har overtaget Tranehavegård

fra Sundhedsforvaltningen og boligerne er i forbindelse hermed indarbejdet i Tryghedsplanen. Dette har medført at et projekt, som først var forventet afsluttet medio 2008 står færdigt ca. 2 år før tiden. Det foreslås derfor at 2 planlagte botilbud jf. Tryghedsplanen udskydes med henholdsvis 1 og 1½ år eller alternativt at der bevilges yderligere 10,7 mill. kr. som et engangsbeløb til drift i 2007.


 

Til top