Udviklingen i udgifterne til afholdelse af Kommunal- og Regionalvalg i 2013
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
1. at godkende, at redegørelsen om udviklingen i udgifter til afholdelse af Kommunal- og Regionalvalg tages til efterretning,
2. at godkende, at vedlagte budgetnotat indgår i budgetforhandlingerne for budget 2013.
Problemstilling
Der skal afholdes Kommunal- og Regionalvalg den 19. november 2013. I det følgende redegøres der for udviklingen i udgifterne til afholdelse af dobbeltvalg.
Københavns Borgerservice har i 2013 et budget på 17.520 t.kr. til afholdelse af Kommunal- og Regionalvalg i 2013. Af valgregnskabet for Kommunal- og Regionalvalget i 2009 fremgår, at de faktiske udgifter til afholdelse af valget var 17.630 t. kr. Når man pris- og lønfremskriver dette beløb svarer det til 19.175 t. kr. (2013 p/l). Der er således i 2013 afsat et lavere budget end de faktisk afholdte udgifter i 2009.
I forhold til 2009 er der i 2013 endvidere merudgifter til porto på 900 t. kr. Denne merudgift skyldes en prisstigning på porto fra 5 kr. i 2009 til 6 kr. i 2013 samt en forøgelse af stemmeberettigede fra ca. 428.000 vælgere i 2009 til 440.000 vælgere i 2013. Udgiften er uundgåelig og kan kun finansieres, hvis en række aktiviteter undlades. Hvis grundbudgettet på 17.520 t. kr. skal overholdes, vil følgende aktiviteter skulle fravælges:
- anvendelse af digitale valglister
- opretholdelse af 11 brevafstemningssteder
- sideløbende fintælling
- tiltag med henblik på at øge stemmeprocenten.
Valgbestyrelsen har møde den 15. august 2012 udtrykt ønske om at fastholde ovennævnte aktiviteter og derudover øge anvendelse af digitale valglister til 27 afstemningssteder. Endvidere har Valgbestyrelsen tilkendegivet et ønske om, at Københavns Kommune deltager i det forsøg med bindende elektronisk afstemning, som regeringen har besluttet at fremsætte lovforslag om. Økonomi- og Indenrigsministeriet har påtaget sig at udføre udbudsprocessen og afholde udgifterne forbundet hermed. Hvis Københavns Kommune ønsker at deltage i forsøget, skal der gives tilsagn om at afsætte de nødvendige økonomiske og administrative ressourcer den 1. oktober 2012. Derfor indgår det også i vedlagte budgetnotat, at der i budgetforliget for 2013 træffes beslutning om at afsætte 1.000 t. kr. i budget 2014 til forsøget, som udføres i forbindelse med Europaparlamentsvalget.
Da merudgifterne på 1.652 t. kr. til digitale valglister på 27 afstemningssteder og portostigningen fra 5 kr. til 6 kr. er varige og derfor også vil være gældende ved afholdelse af Europaparlamentsvalget i 2014, indstilles det i vedlagte budgetnotat, at der i budgetforliget for 2013 træffes beslutning om at forhøje grundbudgettet på 12.022 t. kr. (p/l 2013) med 2.000 t. kr. udover de 1.000 t. kr. til forsøget med bindende elektronisk afstemning, dvs. i alt 3.000 t. kr. Udgifterne til 27 digitale valglister i 2014 kan delvist afholdes inden for grundbudgettet på 12.022 t. kr., hvorfor der kun anmodes om 1.400 t. kr. hertil i 2014.
De forventede merudgifter er herefter:
Tabel 1. Serviceudgifter
1.000 kr. – 2013 p/l |
2013 |
2014 |
2015 |
2016 |
Serviceudgifter: |
||||
- Digitale valglister |
1.652 |
1.400 |
||
- Brevafstemningssteder |
650 |
|||
- Sideløbende fintælling |
700 |
|||
- Tiltag der kan forøge stemmeprocenten |
350 |
|||
- Bindene forøg med elektronisk afstemning |
|
|||
- Prisstigning porto |
600 |
|||
Serviceudgifter i alt |
3.352 |
3.000 |
Løsning
Fravalg af ovenstående aktiviteter sikrer en overholdelse af grundbudgettet på 17.520 t. kr. ved afholdelse af Kommunal- og Regionalvalget i 2013. I det følgende beskrives aktiviteterne nærmere samt merudgiften forbundet med at fastholde aktiviteterne.
Digitale valglister
De digitale valglister bidrager til, at der gennemføres et smidigt og hensigtsmæssigt valg. Presset på valgstederne er ekstraordinært stort ved Kommunal- og Regionalvalg, hvilket uden brug af digitale valglister vil medføre lange køer ved valgstederne, som kan lede til en eventuel reduktion i stemmeprocenten. I forvejen er stemmeprocenten i Københavns Kommune ved Kommunal- og Regionalvalg relativt lav. Grundet de øgede portoudgifter er det uden øget finansiering imidlertid ikke muligt at anvende digitale valglister i 2013.
Anvendelse af digitale valglister er dyrere i 2013 end ved valget i 2009. Det skyldes, at der i 2009 blev indgået en rabataftale med KMD for levering af de digitale valglister på 25 pct. af den fulde pris. Valgbestyrelsen har tilkendegivet et ønske om indførelse af digitale valglister på yderligere 12 afstemningssteder udover de i dag 15 eksisterende afstemningssteder. Anvendelsen af digitale valglister vil i 2013 medføre en merudgift på 1.652 t.kr. i forhold til grundbudgettet på 17.520 t. kr.
Brevafstemning
Der har ved de seneste valg været muligt at brevstemme i borgerservicecentre, borgerservice Kvik og biblioteker. I alt var der ved Folketingsvalget 2011 elleve brevafstemningssteder i byen. Med henblik på at overholde grundbudgettet, er det nødvendigt at reducere antallet af brevafstemningssteder til et enkelt borgerservicecenter svarende til en besparelse på 650 t. kr. Valgbestyrelsen har tilkendegivet et ønske om, at der ved Kommunal- og Regionsvalget i 2013 fortsat skal være muligt at brevstemme 11 steder. Hvis dette ønske imødekommes, vil det indebære en merudgift på 650 t. kr. i forhold til grundbudgettet på 17.520 t. kr.
Hurtigere og mere sikker fintælling
Fintællingen af dobbeltvalg medfører en betydelig ekstra arbejdsbyrde i forhold til enkeltvalg. Dette kan dels henføres til det dobbelte antal stemmesedler, men skyldes også stemmesedlernes størrelse og kompleksiteten i forbindelse med optællingen. Ved valget i 2009 blev der fintalt til ca. kl. 04.00 om morgenen, hvilket betød, at medarbejderne var på arbejde i ca. 20 timer i træk eller mere. Valgbetyrelsen har tilkendegivet et ønske om at gennemføre en sideløbende optælling af de to valg med henblik på at reducere antallet af fejl og gennemføre en hurtigere opgørelse af valgresultatet. Dette vil medføre en øget udgift på ca. 700 t. kr.
Tiltag der kan øge stemmeprocenten
På baggrund af forsøg med brevstemmeafgivelse på Hovedbanegården ønsker Valgbestyrelsen, at lignende tiltag målrettes områder, hvor stemmeprocenten er lav f.eks. Tingbjerg. Det anslås, at sådanne særlige tiltag vil medføre en øget udgift på 350 t. kr.
Dette er i overensstemmelse med Valgretskommissionens anbefaling om at indføre frit afstemningssted og styrke valgdeltagelsen blandt unge ved at oprette valgsteder på ungdomsuddannelser.
Økonomi
Der er i samme budgetnotat indarbejdet beslutningsoplæg til, at der i budgetforhandlingerne for 2013 afsættes 1.000 t. kr. (2013 p/l) i budget 2014 til forsøg med bindende elektronisk afstemning ved Europaparlamentsvalget i 2014. Da merudgifterne på 1.652 t. kr. til digitale valglister på 27 afstemningsteder og portostigningen fra 5 kr. til 6 kr. er varige og derfor også vil være gældende ved afholdelse af Europaparlamentsvalget i 2014, indstilles det endvidere i vedlagte budgetnotat, at der i budgetforliget for 2013 også træffes beslutning om at forhøje grundbudgettet på 12.022 t. kr. (p/l 2013) med yderligere 2.000 t. kr., dvs. en forhøjelse i budget 2014 på i alt 3.000 t. kr.
Der skal desuden oplyses om, at der i forbindelse med afholdelse af Folketingsvalget 2011 blev givet en tillægsbevilling på 2.000 t. kr. blandt andet som følge af merudgifter som følge af skybruddet d. 2. juli 2011. Da valget blev afholdt i november 2011, kunne valgregnskabet ikke afsluttes i regnskabsåret 2011, da ikke alle fakturaer for afholdte udgifter var modtaget ved årets slutning. Uforbrugte budgetmidler fra valgbudgettet blev derfor lagt på en mellemregningskonto i overensstemmelse med bestemmelserne i Budget- og Regnskabshåndbogen til betaling af valgudgifter afholdt i 2011.
Valgregnskabet er nu gjort op, og det viser sig, at merudgifterne ikke blev så høje som forventet. Der resterer således 2.167 t. kr. af tillægsbevillingen, som tilbageføres til kassen i førstkommende sag om bevillingsmæssige ændringer. Derudover er der modtaget forsikringsdækning for skaderne fra skybruddet på 771 t. kr., som ligeledes tilgår kassen.
Claus Juhl / Thomas Jakobsen
Beslutning
Økonomiudvalgets beslutning den 4. september 2012
Indstillingen blev godkendt.