Endelig vedtagelse af tillæg 2 til lokalplan nr. 432 "Carlsberg II"
Efter offentlig høring skal der tages stilling til endelig vedtagelse af planforslagene med henblik på at muliggøre ny bebyggelse beliggende i den sydøstlige del af Carlsberg-området.
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
1. at tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 432 vedtages endeligt med de mindre ændringer, som er nævnt i bilag 4,
2. at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til at redigere redegørelsen i den oprindelige lokalplan nr. 432 med de oplysninger, der følger af vedtagelsen af tillæg 2.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
3. at forslag til kommuneplantillæg til lokalplan nr. 432 vedtages endeligt uden ændringer.
Problemstilling
Professionshøjskolen UCC ønsker at samle deres aktiviteter på Carlsberg. Med mere end 10.000 studerende vil der kunne skabes et betydeligt byliv i området. Samtidig opføres byggeri til boliger og serviceerhverv. I forbindelse med nybyggeriet anlægges Carlsbergruten og en ny stationsplads ved den nye Carlsberg Station, som etableres i stedet for Enghave Station. Projektet er det første større byggeri på Carlsberg og vurderes at være en god måde at igangsætte byudviklingen af hele området. Det er i overensstemmelse med kommuneplan 2011 herunder intentionerne om grøn vækst og et godt hverdagsliv og vil således kunne bidrage positivt til udviklingen på Vesterbro.
For at muliggøre projektet godkendte Borgerrepræsentationen den 29. marts 2012 forslag til tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 432 "Carlsberg II" med kommuneplantillæg med henblik på offentliggørelse og iværksættelse af dialogproces om projektet. Forslaget, vedlagt som bilag 1 og 2, har været i offentlig høring fra den 18. april-18. juni 2012, og der har været afholdt et borgermøde med byvandring på grunden den 23. maj 2012. Forvaltningen har modtaget syv henvendelser i høringsperioden jf. notat med bemærkninger, bilag 4. Referat og evaluering af borgermødet er vedlagt som bilag 5.
Løsning
Den ny bebyggelse til Professionshøjskolen UCC samt til boliger, serviceerhverv og butikker på ca. 87.000 m2 består af en karrélignede bebyggelse, et større bygningsvolumen ”Warehouse” med et 100 meter højhus – og ind mod J.C. Jacobsens Have en længe med forskerboliger. Der placeres boliger i højhusets øverste 22 etager og karreens nordfløj. Stueetagerne skal primært anvendes til udadvendte funktioner, herunder butikker. Der etableres ca. 380 parkeringspladser i kælder og enkelte pladser på terræn, samt ca. 3.000 cykelparkeringspladser på terræn og i konstruktion, heraf 1.000 pladser til den nye station.
Som følge af nybyggeriet igangsættes flytning af Enghave Station, og der etableres nye rekreative byrum, en cykelrute, en bro og vejanlæg. Projektet har en stram tidsplan, da indflytning for Professionshøjskolen ønskes i efteråret 2016.
De væsentligste synspunkter i høringen er:
De tre lokaludvalg og Husejerforeningen Humleby er generelt positive over projektet.
Arkitektur, omfang, bevaring og vind: Kulturstyrelsen accepterer nedrivning af en del af De Hængende Haver, men er bekymret for bebyggelsens højde, vindforhold i J.C. Jacobsens Have og ønsker en arkitektonisk bearbejdning af facader for at sikre harmoni med haven og eksisterende facader.
Vesterbro Lokaludvalg mener, at den arkitektoniske udformning ikke lægger nok vægt på historicitet, borgernes velbefindende og lokal identitet, og, at bebyggelsen er for stor og for høj, men værdsætter tilbagetrækningen mod Vesterfælledvej.
Kgs. Enghave Lokaludvalg finder det bekymrende, at dele af De Hængende Haver og J.C. Jacobsens Have skal ofres til fordel for en hovedindfaldsvej.
Københavns Museum mener, at området bør ses som en del af det samlede kulturmiljø, og at kvaliteten af kulturmiljøet er på spil med nedrivning af Ny Tap.
Carlsberg Byen P/S har sideløbende med høringen foretaget en bearbejdning af forslaget og foreslår på den baggrund en række mindre justeringer af tillægget herunder forhold vedrørende beregningen af små boliger, placering af vareindlevering, højde på broer, passager og stationspavilloner samt udformning af Portalen, ’karreen’ og højhuset. Carlsberg foreslår også, at højden på forskerboliger forøges til 5-6 etager, så der muliggøres en punktvis forhøjelse på 1 etage samt tagterrasse.
Forvaltningerne bemærker, at Ny Tap nedrives da den samlede værdi af nybyggeriet med mulighed for en tæt uddannelsescampus med butikker, erhverv og boliger – og med stationsnær beliggenhed – menes, at overskygge værdien af at bevare eksisterende bygninger. Bygningshøjder og den arkitektoniske udformning er tilpasset Carlsbergs bygninger og Vesterbro-skalaen. I forhold til Kulturstyrelsens indsigelse om vindforholdene har Carlsbergs rådgiver i vindforhold estimeret, at højhus og bygninger ligger for langt væk fra J.C Jacobsens Have til at have en negativ påvirkning af vindforholdene i haven. Forvaltningen vurderer på denne baggrund, at der ikke er anledning til bekymring herfor. I forhold til Carlsbergs ønsker vil der være mulighed for at imødekomme ønsket om beregning af små boliger, som bestemmelserne er udformet. I forbindelse med byggesagen vil der blive taget stilling til spørgsmålet om vareindlevering. Der foreslås en række mindre ændringer vedr. bebyggelsens omfang og udformning, jf. afsnittet om ”Forslag til ændringer” vedr. broer, portalen ’Karreen’ og højhuset. Mht. til forøgelse af højden på forskerboligerne er det Kulturstyrelsen, som skal godkende dette. Styrelsen er umiddelbart imødekommende overfor forøgelsen på forskerboliger, men vil først vil tage stilling, når der foreligger et konkret projekt.
Detailhandel: Valby Lokaludvalg ønsker ikke en udvidelse af rammelokalplanens detailhandelsrammer. Husejerforeningen Humleby accepterer mere detailhandel, men at adgang skal ske fra ny bro, og at detailhandel bør fastholdes i gadeplan. Carlsberg Byen ønsker en udvidelse af detailhandelsrammerne (ud over det i tillægget foreslåede).
Forvaltningerne vurderer, at en markant tilførsel af detailhandel er nødvendigt for at skabe byliv i området. Kommuneplan 2011 giver mulighed for at der i takt med udbygningen af Carlsberg etableres op til 22.000 m2. butikker. En stor del af disse bør ligge ved den kommende Carlsberg station, der vurderes at blive den 10. største S-togs station efter fuld udbygning. Det skønnes, at behovet er opfyldt med tillæggets ramme på 8.500 m2. Der er behov for præcisering af bestemmelserne, således at der kun er mulighed for én stor dagligvarebutik i område I. Det betyder, at den 1.500 m2 store Rema 1000, der er realiseret på baggrund af tillæg 1, skal reduceres til max. 1.000 m2, inden der kan ibrugtages en større dagligvarebutik i delarealerne i stationsområdet (IA, IIB, IXA).
Trafik: Vesterbro Lokaludvalg, Valby Lokaludvalg og Husejerforeningen Humleby ønsker, at Carlsbergruten realiseres samtidig med etableringen af UCC , og at tryg og komfortabel færdsel skal sikres. Valby Lokaludvalg er bekymret for trafikbelastningen og ønsker den kollektive trafik opgraderet for eksempel med en letbane. Kgs. Enghave Lokaludvalg finder, at den projekterede biltrafik til og fra Carlsberg er bekymrende. Enghave Lokaludvalg ønsker prioritering af adgang til området for cyklister og gående. Husejerforeningen Humleby udtrykker bekymring for støj i forbindelse byggeperioden og ønsker vejadgang til butikker alene foregår via den nye vejbro.
Forvaltningerne vurderer, at Carlsberg området vil blive velforsynet vedr. kollektiv trafik. med etablering af den ny Carlsberg Station og omlægning af buslinjer. Etablering af en letbane indgår ikke i det videre arbejde. Mest mulig biltrafik vil foregå via Vigerslev Allé. Byggefasen vil ikke medføre en trafikbelastning udover det efter forholdene acceptable. Carlsbergruten realiseres i forbindelse med projektet. Cykelstien markeres så tryg færdsel sikres.
Bæredygtighed: Vesterbro Lokaludvalg, mener at byggeriet ikke er tilstrækkeligt miljøvenligt. Vesterbro Lokaludvalg og Husejerforeningen Humleby er bekymrede for den fremtidige håndtering af store regnvandsmængder.
Forvaltningerne oplyser, at byggeriet udføres efter bæredygtige principper herunder laveste energiklasse efter gældende bygningsreglement (med mulighed for dispensation til 2015-kravene). Tage udformes delvist som grønne tage, og tagvand fra en del af bebyggelsen ledes til søen i J. C. Jacobsens Have.
På baggrund af høringen foreslås en række mindre ændringer i lokalplanen jf. bilag 4.
Økonomi
Lokalplanens vedtagelse har ingen direkte økonomiske konsekvenser og vurderes ikke at give kommunen yderligere udgifter. Når projektet er realiseret, som forudsat, vil det efter kommunens skøn generere en årlig kommunal skatteindtægt på ca. 35 mio. kr. årligt. Lokalplanen vurderes at åbne mulighed for etablering af op til ca. 1.200 arbejdspladser.
Udbygningsaftale:
Københavns Kommune skal overtage en række infrastrukturanlæg vederlagsfrit, når de er etableret og godkendt. Årlige driftsudgifter til renhold og belysning af stationsplads, bro, vejanlæg og Carlsbergruten (vedr. belysning dog også Campusplads og private veje) er skønsmæssigt (da projekterne ikke er færdigudviklede) vurderet til ca. kr. 1,65 mio. kr. pr. år.
Såfremt der ikke gives en forhøjelse af Teknik og Miljøforvaltningens driftsramme, når kommunen skal overtage anlæggene i det relevante budgetår, vil de forøgede driftsomkostninger blive dækket via effektiviseringer eller reduktion af serviceniveauet på Teknik- og Miljøforvaltningens øvrige områder.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen og kommuneplantillægget, bekendtgør forvaltningen disse i henhold til reglerne i planloven.
Claus Juhl /Hjalte Aaberg
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
1. at tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 432 vedtages endeligt med de mindre ændringer, som er nævnt i bilag 4,
2. at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til at redigere redegørelsen i den oprindelige lokalplan nr. 432 med de oplysninger, der følger af vedtagelsen af tillæg 2.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
3. at forslag til kommuneplantillæg til lokalplan nr. 432 vedtages endeligt uden ændringer.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 27. august 2012
1. og 2. at-punkt blev anbefalet.
Beslutning
Økonomiudvalgets beslutning den 4. september 2012
Indstillingen blev anbefalet.