Mødedato: 04.09.2007, kl. 15:15

Genopretningsplan for vejområdet 2007-2026 (Teknik- og Miljøudvalget)

Se alle bilag

Genopretningsplan for vejområdet 2007-2026 (Teknik- og Miljøudvalget)

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 4. september 2007

 

 


J.nr. ØU 294/2007

 

16. Genopretningsplan for vejområdet 2007-2026 (Teknik- og Miljøudvalget)

Borgerrepræsentationen forelægges en handlingsplan for, hvordan kommunen over en 20-årig periode kan genoprette standarden for veje, broer, gadebelysning og signalanlæg.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

1.                  at "Vedligeholdelse af veje, bygværker, belysning og signalanlæg i København. Forslag til genopretningsplan 2007-2026" tiltrædes og

 

2.                  at lade genopretningsplanen indgå i budgetforhandlingerne for 2008 med henblik på at tilvejebringe de økonomiske rammer for gennemførelsen af planen.

 

Økonomiforvaltningen indstiller overfor Økonomiudvalget,

1.                  at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme."

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 4. september 2007:

Indstillingen blev anbefalet.

 

Problemstilling

I forbindelse med budgetforliget 2007 blev det besluttet, at Borgerrepræsentationen skal have forelagt en handlingsplan for genopretning af standarden i løbet af en 20-årig periode, med henblik på, at handlingsplanen kan indgå i budgetforhandlingerne for 2008.

 

Teknik- og Miljøforvaltningen har i samarbejde med konsulentfirmaerne Carl Bro og Cowi samt Eltel Networks kortlagt tilstanden af kommunens veje (kørebaner, cykelstier, fortove og vejbrønde), bygværker (tunneler, broer, støttemure, bolværk), gadebelysningsanlæg og trafiksignaler.

 

Gennemgangen af vejenes tilstand viser, at der er et betydeligt efterslæb i vedligeholdelsesindsatsen, og at der ved fastholdelse af det nuværende driftsbudget gradvist vil ske en forværring af vejnettet med væsentlige konsekvenser for sikkerhed, miljø, økonomi og tilgængelighed.

 

Løsning

Genopretningsplanen viser, at der er behov for at forhøje det nuværende, samlede vedligeholdelsesbudget med ca. 90 mio. kr. årligt, fra ca. 164 mio. kr. til godt 250 mio. kr. årligt i en 20-årig periode, hvis vejene skal bringes i acceptabel stand.

 

Det nuværende vedligeholdelsesbudget er afsat som driftsbevillinger, som anvendes efter en samlet vurdering af behovet for reparationer, fornyelse af asfaltslidlag og mindre renoveringer.

 

Den nødvendige genopretning kan alternativt ske gennem større anlægsprojekter, der finansieres af en anlægsbevilling, og som inden iværksættelsen forelægges Borgerrepræsentationen til beslutning.

 

Kriterierne for, at sådanne projekter kan henføres til anlægsbudgettet, er at arbejdet indebærer væsentlige ændringer i anlæggene, eller at flere mindre projekter samles i større, samlede projekter (som det er tilfældet med f.eks. renoveringsplanen for de københavnske skoler og kommunens toilethandlingsplan). Kriterierne er nærmere beskrevet i Økonomiforvaltningens notat af 5. september 2006 til Økonomiudvalget om kontering af drifts- og anlægsudgifter (sagsnr. 317223).

 

Der vil være mange fordele forbundet ved at gennemføre væsentlige dele af genopretningsplanen gennem anlægsprojekter:

  • Ved en samlet renovering af en hel vej- eller gadestrækning i byen, hvor ikke bare slidlaget, men også dele af vejens bærelag udskiftes, vil vejens tekniske egenskaber bedre kunne tilpasses dagens trafikmængder og akseltryk. Mange veje i byen er anlagt på et tidspunkt, hvor trafikken var mindre og lettere, hvilket betyder at vejen har begrænset bæreevne og dermed medfører hyppige og dyre reparationer. Hvor det er relevant, især på de overordnede veje, kan den renoverede vej endvidere forsynes med støjreducerende slidlag.
  • I forbindelse med en samlet renovering af fortovene på en samlet strækning kan hensynet til tilgængeligheden tilgodeses på en måde, som ikke er mulig, når der kun pletvis sker udskiftning af f.eks. knækkede fliser. Ved at nedsænke kantsten eller ramper ved gadehjørnerne kan fremkommeligheden for kørestolsbrugere, rollatorbrugere og forældre med barnevogn forbedres. Hvor det er relevant kan der i forbindelse med fortovsrenoveringer etableres naturlige ledelinjer og såkaldt taktile bånd, der nedfældet i fortovet giver synshandicappede forbedrede muligheder for at orientere sig. Endelig vil en samlet renovering af nedslidte fortove give en jævn belægning, som vil være af stor betydning for gangbesværede.
  • Vejbrøndene og de tilhørende kloakstikledninger - hvoraf 2/3 har overskredet den tekniske levetid - udskiftes i øjeblikket enkeltvis i takt med, at det gennem underminering af vejen eller observation af rotter konstateres, at røret er knækket, og arbejdet kan finansieres inden for det nuværende budget. Forvaltningen har opgjort, at udgifterne til udskiftning af brønde og stikledninger, som på nuværende tidspunkt er konstateret defekte, modsvarer fem års budget. En forøgelse af budgettet, der gør det muligt at udskifte alle de udtjente vejbrønde på en vejstrækning i forbindelse med renoveringen af vejen eller i takt med, at KE renoverer hovedkloakkerne, vil indebære en betydeligt lavere samlet pris for arbejdet end ved enkeltvis udskiftning af vejbrøndene.
  • En stor del af gadebelysningen skal på sigt renoveres eller udskiftes som følge af ændringer i stærkstrømsbekendtgørelsen. Ved at sikre de bevillingsmæssige rammer for, at arbejdet kan udføres i samme takt som DONG kabellægger elforsyningen i byen, kan udgiften forventeligt reduceres. Samtidig vil moderne armaturer indebære både energibesparelser og en kvalitativt forbedret belysning, f.eks. i relation til farvegengivelse.
  • Gader med huller i kørebanen, med ujævne og knækkede fortovsfliser og med regnvand, der bliver stående i rendestenen på grund af dårlig afvanding, gør den daglige renholdelse vanskeligere, men giver herudover - helt uafhængig af den faktiske renholdelse - et samlet indtryk af en slidt, nusset og beskidt by, og kan derfor i sig selv indebære, at byens borgere og gæster oplever byen mere utryg og beskidt.

 

Det fremgår af planen, at der med fastholdelse af de nuværende bevillinger til vedligeholdelsen på vejområdet vil ske en væsentlig forværring af vejenes tilstand i løbet af de 20 år, som planen omfatter. Planen viser endvidere, at det vil kræve en forhøjelse af budgettet med godt 60 mio. kr. årligt blot at fastholde vejenes nuværende tilstand.

 

Forvaltningen anbefaler, at der sigtes mod en genopretning af vejnettet over en 20-årig periode. En sådan genopretning vil kunne gennemføres med en forøgelse af budgettet med ca. 90 mio. kr. årligt i planperioden. Nedenstående tabel viser, hvordan en sådan forhøjelse af budgettet gennemsnitligt vil fordele sig mellem de enkelte områder:

 

 

Budget 2007

Anbefalet budget ved genopretning over 20 år

Forøgelse

Kørebaner

61,0

75,0

14,0

Cykelstier

7,5

7,5

0,0

Fortove

20,0

32,0

12,0

Afvanding

2,0

27,0

25,0

Broer og bygværker

18,6

32,0

13,4

Gadebelysning

40,5

62,5

22,0

Signaler

14,5

19,0

4,5

I alt

164,1

255,0

90,9

 

Forvaltningen foreslår, at genopretningsplanen indgår i budgetforhandlingerne for 2008 med henblik på, at der afsættes midler til at påbegynde arbejdet med gennemførelsen af planen.

 

Det nuværende vedligeholdelsesbudget er afsat som driftsbevillinger, men det er vurderingen, at en forhøjelse af det samlede budget med henblik på gennemførelse af genopretningsplanen alternativt kan ske gennem anlægsbevillinger. Anlægsbevillinger til større, samlede genopretningsarbejder på vejområdet vil mindske presset på de nuværende vedligeholdelsesmidler, der således kan anvendes til andre formål inden for genopretningsplanens område.

 

Forvaltningen vurderer ikke, at der over en 20-årig periode vil være forskel på finansieringsbehovet, afhængig af, om genopretningsplanen finansieres med forhøjelser i form af drifts- eller anlægsbevillinger. Ved at afsætte en samlet anlægsbevilling på 90,9 mio. kr. årligt ville Borgerrepræsentationen således kunne sikre gennemførelsen af renoveringsplanen for vejområdet

 

ØKONOMI

Fremlæggelsen af genopretningsplanen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser.

 

Videre proces

Efter Teknik- og Miljøudvalgets godkendelse skal sagen forelægges Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

 

Bilag

- Oversigt over politisk behandling

 

1.      "Vedligeholdelse af veje, bygværker, belysning og signalanlæg i København. Forslag til genopretningsplan 2007-2026."

 

 

Hjalte Aaberg                      Thomas Rasch

 

 


 

Til top