Mødedato: 04.06.2024, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Økonomiudvalgets handleplan for implementering af Københavns Kommunes Kønsligestillingspolitik 2023-2026

Se alle bilag

Økonomiudvalget skal tage stilling til Økonomiforvaltningens udkast til en handleplan for implementering af Københavns Kommunes kønsligestillingspolitik på udvalgets ressortområde. Handleplanen følger kønsligestillingspolitikken periode, der løber til 2026. Der afgives status til Økonomiudvalget på handleplanen ifm. den årlige kønsligestillingsredegørelse.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at udkast til handleplan for implementering af Københavns Kommunes kønsligestillingspolitik jf. bilag 1, godkendes.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen (BR) godkendte den 30. november 2023 Københavns Kommunes (KK) kønsligestillingspolitik 2023-2026. Kønsligestillingspolitikken er udarbejdet i samarbejde med KK’s forvaltninger og med inddragelse af NGO’er, råd og lokaludvalg. Den består af seks borgerrettede og tre personalerettede indsatsområder, og har overordnet fokus på at skabe en by med lige muligheder i kommunens ydelser og på kommunens arbejdspladser. Med kønsligestillingspolitikken er det desuden besluttet, at LGBTI+ politikken, som udløb i 2023, videreføres som en del af kønsligestillingspolitikken.

For at synliggøre og styrke retningen for Økonomiudvalgets (ØU) samlede indsats besluttede ØU den 21. november 2023 at udarbejde en handleplan med konkrete indsatser for udvalgets ressortområde.

Løsning

Økonomiforvaltningen (ØKF) har udarbejdet et udkast til en handleplan med i alt 14 nye og/eller igangværende indsatser, der skal sikre, at ØKF integrerer kommunens kønsligestillingspolitik i forvaltningens virke overfor borgere og medarbejdere i kommunen.

Udkastet til handleplanen består af indsatser inden for følgende indsatsområder under KK’s kønsligestillingspolitik: 

  • Byudvikling, miljø og mobilitet
  • LGBT+
  • Kommunikation og sprogbrug
  • Karriereveje og arbejdskultur
  • Barsel og fleksibilitet

 

Udkast til handleplanen er bl.a. blevet behandlet af kommunens Centrale Ligestillingsudvalg den 22. januar 2024.

Handleplanen er inddelt i ”Nye indsatser” og ”Igangværende indsatser” for at tydeliggøre ØKF’s forslag til nye relevante indsatser og samtidig præsentere et udvalg af forvaltningens nuværende indsatser i relation til kønsligestillings- og LGBT+ området. Det er desuden markeret, hvilke indsatser i handleplanen, der går på tværs af KK. Ud af i alt 14 indsatser i handleplanen er syv nye, mens syv er igangværende. Ni af indsatserne i handleplanen er tværgående i KK, men forankret i ØKF. Initiativerne er opsummeret i nedenstående tabel 1 og udfoldet i bilag 1:

Tabel 1: Overblik over indsatser i udkast til Økonomiudvalgets handleplan

Indsatser

Byudvikling, miljø og mobilitet

  • Deltage i arbejdsgruppe om diversitet i byggebranchen under Byggeriet Samfundsansvar (NY)
  • Arbejde med mangfoldighed og ligestilling i KK’s Megaeventstrategi
  • Integrere kønsperspektiver i arbejdet for at fremme tryghed i byen

LGBT+

Tværgående indsatser

  • Deltage i Pride Week og Pride Parade
  • Fastholde KK’s medlemskab af Rainbow Cities Network
  • Fokusere på bred repræsentation af køn i borgerinddragelse vedr. byens udvikling

Kommunikation og sprogbrug

Tværgående indsatser

  • Undersøge muligheden for at udvikle fælles principper for mangfoldig repræsentation i visuel kommunikation (NY)
  • Udarbejde supplerende vejledning om inkluderende kommunikation og sprogbrug (NY)

Karriereveje og arbejdskultur

  • Inddrage kønsperspektivet i udviklingen af ØKF’s seniorpolitik (NY)

Tværgående indsatser

  • Udvikle digitalt oplysnings- og uddannelsesmateriale om imødegåelse og håndtering af ubevidst diskrimination, forskelsbehandling og bias (NY)
  • Øge mangfoldigheden i billeder i KK’s jobopslag (NY)
  • Fremme kønsbalancen på de forskellige lederniveauer

Barsel og fleksibilitet

Tværgående indsatser

  • Udvikle vejledning til ledere om at få medarbejdere godt tilbage efter orlov (NY)
  • Understøtte forældres fordeling af barsel og andel af barn syg

 

Videreførelse af indsatser fra kommunens LGBTI + politik 2019-2023

ØKF foreslår, at KK’s to igangværende indsatser fra kommunens LGBTI+ politik 2019-2023 (medlemskab af Rainbow Cities Network samt KK’s deltagelse i Pride) videreføres med denne handleplan. Medlemskabet af Rainbow Cities giver KK mulighed for at deltage i et internationalt netværkssamarbejde med byer i forskellige lande og give inspiration til kommunens arbejde på LGBTI + området. Deltagelse i Pride-paraden samler medarbejdere på tværs af kommunen i en fælles fejring af mangfoldighed. Finansieringen af KK’s deltagelse i Pride-paraden er adskilt fra den finansielle støtte til Pride-organisationen, som er tildelt via Kultur- og Fritidsforvaltningens festivalpulje, hvor organisationen på baggrund af ansøgning til puljen har fået et tilskud i en tre-årig periode.

Årlig afrapportering af handleplan ifm. KKs kønsligestillingsredegørelse

Såfremt handleplanen godkendes, vil der i den årlige kønsligestillingsredegørelse blive givet overblik over og status på indsatsernes fremdrift. I den forbindelse vil der være mulighed for at justere igangværende og tilføje nye indsatser til handleplanen.

Økonomi

Indsatserne i handleplanen kræver ingen særskilt finansiering.

Videre proces

Såfremt ØU godkender indstillingen igangsættes og/eller videreføres handleplanens indsatser som beskrevet.

Søren Hartmann Hede                              / Nicolai Kragh Petersen

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 4. juni 2024

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top