Egenbetaling for borgere tilknyttet vaskeordning i hjemmeplejen (Sundheds- og Omsorgsudvalget)
Egenbetaling for borgere tilknyttet vaskeordning i hjemmeplejen (Sundheds- og Omsorgsudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 4. juni 2002
J.nr. ØU 156/2002
14. Egenbetaling for borgere tilknyttet vaskeordning i hjemmeplejen (Sundheds- og Omsorgsudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Sundhedsforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at godkende oplægget til fastsættelse af egenbetaling for borgere tilknyttet vaskeordning i hjemmeplejen med ikrafttræden fra 1. september 2002. Den månedlige egenbetaling for enlige foreslås at være 100 kr. ved vask hver uge, 100 kr. ved vask hver 14. dag, 75 kr. ved vask hver 3. uge og 50 kr. ved vask hver 4. uge. For par foreslås den månedlige egenbetaling at være 150 kr. ved vask hver uge, 150 kr. ved vask hver 14. dag, 112,50 kr. ved vask hver 3. uge og 75 kr. ved vask hver 4. uge.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 23. maj 2002
Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltrådte indstillingen med følgende tilføjelse:
- Udvalget har lagt vægt på at få indført et ensartet egenbetaling samt at borgerne i gennemsnit ikke får en øget udgift
- Endvidere har udvalget lagt vægt på, at der udarbejdes kvalitetsstandarder for ydelsen, således at der kan sikres et ensartet serviceniveau baseret på en individuel vurdering.
Økonomiforvaltningen indstiller:
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget ingen bemærkninger til, at nærværende forslag søges gennemført."
Økonomiudvalgets beslutning: Anbefalet.
Behandling: Til Borgerrepræsentationen.
RESUME
Der er etableret forskellige vaskeordninger i kommunen i forbindelse med arbejdet med at kunne overholde det udmeldte budget for år 2001 (jf. SOU 120/2001, BR 188/2001). Da ordningerne blev iværksat kunne de enkelte hjemmeplejeenheder/Pensions- og Omsorgskontorer selv fastsætte borgernes egenbetaling, hvorfor denne varierer. Egenbetalingen foreslås gjort ens i hele byen, hvor der er etableret vaskeordninger.
I bydele hvor der ikke er vaskeordninger varetages tøjvask af hjemmeplejen som det var tilfældet i andre bydele før der blev indført vaskeordninger. Borgerens udgift er i disse tilfælde de udgifter der måtte være til vasken, udover personaleudgifterne til hjemmeplejen, f.eks. vaskepulver og poletter. Hensigten er, at der indføres vaskeordninger i hele kommunen.
I Folketinget er der fremsat lovforslag - Lov nr. 130 – der åbner for at borgerne får frit valg af udbyder på eksempelvis tøjvask. Lovforslaget forventes færdigbehandlet i maj måned 2002. Kommunen skal i givet fald udarbejde kvalitetsstandarder for ydelsen, der beskriver minimumskrav til kvaliteten af en ordning, og derigennem sikre at alle borgere modtager samme tilbud om vaskeordning uanset hvilken bydel de bor i.
Hos borgere, der er tilknyttet vaskeordning, har kommunen hjemmel til at opkræve en egenbetaling, der dækker de faktiske udgifter, eksklusiv personaleudgifter, jf. servicelovens § 82 og Socialministeriets bekendtgørelse nr. 26 af 14. januar 1998 med senere ændringer.
Borgere i vaskeordningen er visiteret til den ud fra en individuel, faglig vurdering. Det er typisk borgere, der tidligere med hjælp fra hjemmeplejen har fået vasket tøj udenfor eget hjem, enten på møntvaskerier eller i boligkompleksets fælles vaskeri.
I indstillingen gennemgås de nuværende ordninger med den forskelligartede betaling i de enkelte bydele. Der gives desuden en orientering med eksempler på andre kommuners praksis på området.
Sundhedsforvaltningen foreslår, at der opkræves en pris, hvor enlige betaler 100 kr. og ægtepar/samboende 150 kr. om måneden for vask af eget tøj og linned hver 14. dag, uanset mængden. Er borgeren visiteret til vaskeordning 1 gang ugentligt er prisen uændret i forhold til de borgere der få vasket hver 14. dag. Ønsker borgeren kun at få vasket tøj hver 3. uge opkræves af enlige 75 kr. og af ægtepar/samboende 112,50 kr. om måneden og ved vask hver 4. uge opkræves henholdsvis 50 kr. og 75 kr. Den ensartede betaling forslås at træde i kraft fra 1. september 2002.
Der opstilles endelig et skøn over udgifter og indtægter for kommunen ved at fastsætte andre priser end den foreslåede.
Ældrerådene er hørt i sagen og der er modtaget 18 høringssvar. Kommentarerne har hovedsageligt været om:
- Ekstraudgifter i forbindelse med indførelsen af ordningen
- Forskelle mellem bydele
- Egenbetalingens andel af de faktiske udgifter
- indstillingens emne.