Forlig med HUMAN A/S vedrørende fjernvarmeinstallation
Forlig med HUMAN A/S vedrørende fjernvarmeinstallation
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 4. juni 2002
J.nr. ØU 144/2002
6. Forlig med HUMAN A/S vedrørende fjernvarmeinstallation
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen foreslår, at Økonomiudvalget tiltræder,
at Københavns Kommune indgår forlig med HUMAN A/S som følge af urigtige oplysninger i udbudsmaterialet vedrørende salget af Jagtvej 69 (Ungdomshuset), hvorefter kommunen betaler 190.000 kr. til selskabet.
RESUME
Københavns Kommune solgte den 1. december 2000 ejendommen Jagtvej 69 til HUMAN A/S.
I udbudsmaterialet var der på baggrund af oplysninger fra KUC oplyst, at stueetagen opvarmes ved fjernvarme.
Det har efterfølgende vist sig, at der ikke er installeret fjernvarme.
Da der i udbudsmaterialet er tale om klare, positive oplysninger uden forbehold vil dette som udgangspunkt kunne opfattes som en garanti. På den baggrund har Økonomiforvaltningen indledt forhandlinger med HUMAN A/S.
Kommuneteknik København har oplyst anlægsprisen for installation af fjernvarme i stueetagen til 255.000 kr. Med udgangspunkt i dette og under hensyntagen til, at køber ikke kan forvente et nyt anlæg, er der indgået et forlig med HUMAN A/S, hvorefter Københavns Kommune betaler 190.000 kr. til HUMAN A/S til fuld og endelig afgørelse.
SAGSBESKRIVELSE
Kommunen solgte pr. 1. december 2000 ejendommen matr.nr. 172 m Udenbys Klædebo Kvarter, beliggende Jagtvej 69, til HUMAN A/S.
I udbudsmaterialet er der oplyst følgende vedrørende varme: "Kælderen opvarmes ved gasvarme, stueetagen ved fjernvarme og på etagerne er der brændeovne til fast brændsel."
Materialet er udarbejdet på baggrund af oplysninger fra bl.a. KUC, da det ikke var muligt at besigtige ejendommen.
Det har efter salget vist sig, at der ikke er indlagt fjernvarme, men der er tinglyst servitut om fjernvarme, hvorefter der skal indlægges fjernvarme senest i juli 2002.
Oplysningerne i udbudsmaterialet er klare, positive oplysninger uden forbehold og vil som udgangspunkt kunne opfattes som en garanti, hvilket betyder, at kommunen anses erstatningspligtig for tab som HUMAN A/S lider som følge af de urigtige oplysninger i udbudsmaterialet.
Kommuneteknik København har oplyst, at etablering af fjernvarme i stueetagen på ejendommen vil koste 255.000 kr.
Med forbehold for Økonomiudvalgets beslutning er Økonomiforvaltningen nået frem til en forhandlingsmæssig løsning med HUMAN A/S, hvorefter kommunen til HUMAN A/S betaler 190.000 kr. til fuld og endelig afgørelse. Der er i dette beløb taget højde for, at HUMAN A/S ikke kunne forvente at få et nyt anlæg.
ØKONOMI
Der anvises kassemæssig dækning på Økonomiudvalgets konto 0.05.3*, udgifter afledt af salg af ejendomme mv. for 2002.
Erik Jacobsen
/Paul Sax Møller