Mødedato: 04.05.2010, kl. 15:15
Endelig vedtagelse af kommuneplantillæg for Panum Instituttet
Se alle bilag
Til top
Endelig vedtagelse af kommuneplantillæg for Panum Instituttet
6. Endelig vedtagelse af kommuneplantillæg for Panum Instituttet (2010-52416)
Borgerrepræsentationen skal endelig vedtage kommuneplantillæg til Panum Instituttet, som grundlag for en udvidelse af Panum komplekset
INDSTILLING OG Beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,
at kommuneplantillægget for Panum Instituttet endelig godkendes med en ændring af bygningshøjden fra 90 m til 75 m samt at de indkommende høringssvar vil indgå i den videre proces med arkitektkonkurrencen og lokalplanprocessen.
Problemstilling
OECD har i sin rapport fra 2009 peget på, at sammenlignet med eksempelvis Amsterdam og Stockholm halter hovedstaden bagefter i forhold til at tiltrække arbejdskraft fra udlandet. OECD efterlyser stærkere samarbejde mellem universiteter og virksomheder samt bedre faciliteter på universiteterne. Udbygningen af Panum bidrager til at modernisere faciliteterne og derved tiltrække internationale udviklingsafdelinger, vidensmedarbejdere og studerende samt der skabes nye arbejdspladser.
Borgerrepræsentationen vedtog d. 10.12.2009 at sende forslag til kommuneplantillæg for Panum Instituttet i offentlig høring i henhold til Planloven § 24, fra den 6. januar til den 8. marts 2010. Den offentlige høring har afstedkommet 50 høringssvar. Resume af alle høringssvarene er samlet i en hvidbog (bilag 2). Med kommuneplantillægget gives de overordnede rammer for højde, etagemeter, parkeringsnorm mv. Kommuneplantillægget tager ikke udgangspunkt i et konkret projekt. Det er først i forbindelse med arkitektkonkurrencen og udarbejdelse af lokalplanen der foreligger et konkret projekt. Her vil den endelige højde, arkitektur, placering mv. bestemmes. Den 6. maj afholder Universitets- og Bygningsstyrelsen og Københavns Universitet åbent hus på Panum Instituttet for borgerne. Her vil der være rundvisning og information om udbygningen af Panum Instituttet.
I Kommuneplan 2009 er der indgået et partnerskab med Københavns Universitet for at skabe rum for udviklingen af særligt Nørre Campus, hvor fokus er på synergien mellem universitet, erhvervsliv og byen. Endvidere er udbygningen af Panum en del af aftale teksten i Kickstart København. Her har parterne aftalt at tilvejebringe plangrundlaget for udbygningen af Panum Instituttet.
Løsning
Det indstilles, at kommuneplantillægget for Panum Instituttet vedtages endeligt samt at højden på udbygningen sættes ned fra 90 m til 75m. Højdegrænsen på 90m blev bestemt af Teknik- og Miljøforvaltningen for at sikre en høj slank udbygning. Universitets- og Bygningsstyrelsen og Københavns Universitet er dog ikke interesseret i at bygge så højt, og har derfor anmodet om, at bygningshøjden sættes ned til 75 m. Dette har Teknik- og Miljøforvaltningen indvilliget i, da der i konkurrenceprogrammet er krav til slankhed, tilpasning til området og omgivelserne mv.
På tværs af de 50 indkommende høringssvar kan det konstateres, at
Et flertal er bekymret overfor højden af udbygningen på 90 m
Flere peger på, at udbygningen enten skal ske i Ørestad eller i Amorparken
Flere peger på, at et højt hus vil give vind- og skyggepåvirkninger samt ødelægge de omkringliggende kulturmiljøer især Skt. Hans Torv og Skt. Johannes Kirken
Ligeledes mener flere, at udbygningen vil medføre øgede trafik i området, og at parkeringsnormen derfor ikke skal ændres.
Emnemæssigt resume af høringssvarene:
Højden på udbygningen
Næsten alle er bekymret over højden på udbygningen. De mener, at en så høj en bygning ikke vil passe ind på Nørrebro, da skyline er på 5-6 etager.
Økonomiforvaltningens bemærkninger
Forslaget til kommuneplantillægget for Panum sætter de overordnede rammer og giver blot mulighed for, at der kan bygges op til 90m. Universitets- og Bygningsstyrelsen har dog efterfølgende anmodet om, at bygningshøjden sættes ned til 75 m. Det er først i forbindelse med arkitektkonkurrencen og udarbejdelse af lokalplanen der foreligger et konkret projekt og den endelig beslutning om udbygningens højde, arkitektur mv. bestemmes.
Udbygningen af Panum Instituttet skal ske i Ørestad eller Amorparken
Flere peger på, at udbygningen bør ske i Amorparken, så der bliver lavet en port over Tagensvej, der forbinder Panum komplekset med den nye udbygning. Endvidere peger andre på, at udbygningen af Panum og evt. også Rigshospitalet bør flytte til Ørestad, så Panum bevares som et grønt åndehul på Nørrebro
Økonomiforvaltningens bemærkninger
Borgerrepræsentationen har d. 13.06.2007 vedtaget at frede Amorparken. Universitets- og Bygningsstyrelsen har ønsket at bygge på deres egen grund, og Københavns Universitet har brug for at samle deres funktioner og ikke sprede dem yderligere. I området omkring Panum ligger Rigshospitalet og Nørre Campus, som indbyrdes er afhængige af hinanden i forhold til vidensdeling og forskning inden for sundhedsområdet. Netop denne tætte placering gør, at bydelen har de optimale muligheder for at udvikle sig til vidensbydel i verdensklasse.
Miljøpåvirkninger ved et højt hus
Mange peger på at, et højt hus vil forårsage skyggepåvirkninger, vindturbulens, ødelægge kulturmiljøet især omkring Skt. Hans Torv og Skt. Johannes Kirke.
Økonomiforvaltningens bemærkninger
Der vil i forbindelse med arkitektkonkurrencen og udarbejdelse af lokalplanen blive taget højde for skygge-, vindforhold mv. Universitets- og Bygningsstyrelsen har fået udarbejdet nogle foreløbige skyggediagrammer, der viser, at skyggepåvirkningerne langt overvejende er på Panums egen grund og i Amorparken.
Generere mere trafik
Flere peger på, at udbygningen af Panum vil medføre en stigende trafik i området, og derfor skal parkeringsnormen ikke ændres. Der er ligeledes enkelte der peger på, at kommuneplantillægget ikke lever op til stationsnærhedsprincippet, da Panum ikke ligger inden for 1000 til den nærmeste station.
Økonomiforvaltningens bemærkninger
Forvaltningen vurderer, at der ikke vil være en stigning i biltrafikken til området, da der ikke planlægges flere parkeringspladser i forbindelse med selve byggeriet. Størstedelen af de studerende og forskerne kommer på cykel og derfor forbedres forholdene for cyklister. Endvidere er busbetjeningen til Panum er god. I Kommuneplan 2009 er der vedtaget retningslinjer for placering af universitets og forskningsmiljøer. Her står, at de fortrinsvis skal placeres bl.a. i campusområdet ved Nørre Campus. Endvidere er det ifølge Fingerplan 2007 muligt at placere større kontorbyggeri indenfor 1000 m fra en station, hvis der enten bliver arbejdet med supplerende trafikale virkemidler, hvis det drejer sig om udvidelse af eksisterende kontorejendomme, eller hvis parkeringsnormen er mindre end 1 plads pr. 100m2. Alle tre kriterier er opfyldt i forbindelse med udbygningen af Panum.
Derfor giver de indkommende høringssvar ikke anledning til konkrete ændringer af forslag til kommuneplantillæg for Panum Instituttet. Når der foreligger et konkret projekt i forbindelse med arkitektkonkurrencen og udarbejdelse af lokalplanen vil placering, højde, mv. bestemmes, og der vil blive udarbejdet skyggediagrammer, undersøgt vindforhold mv. Forvaltningen indstiller, at de indkommende høringssvar vil indgå i den videre proces med arkitektkonkurrencen og lokalplanprocessen.
Økonomi
Ingen økonomi indbefattet
Videre proces
Arkitektkonkurrencen for Panum bliver udskrevet medio juni 2010. Arkitektkonkurrencen er planlagt at forløbe i 2 runder. I første fase skal de konkurrerende udarbejde et projekt. Her kan udvælges en eller flere rådgivere, som skal viderebearbejde deres forslag til 2. fase. Vinderen offentliggøres efteråret 2010. Nørrebro og Indre By Lokaludvalg får mulighed for at kommentere mellem 1. og 2. runde i konkurrencen.
Claus Juhl Anne Skovbro
bilag
1 - Kommuneplantillæg for Panum Instituttet
2 - Hvidbog - Kommuneplantillæg for Panum