Mødedato: 04.05.2010, kl. 15:15
Lokaler til Valby Servicebutik - Fortrolig
Se alle bilag
Til top
Lokaler til Valby Servicebutik - Fortrolig
17. Lokaler til Valby Servicebutik - Fortrolig (2010-28614)
På grund af vanskeligheder med at finde lokaler har der ikke været etableret en servicebutik i Valby. Der er nu fundet egnede private udlejningslokaler og Socialudvalget skal tage stilling til indgåelse af lejekontrakt samt modregning af deponering.
INDSTILLING OG Beslutning
Socialudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
at Københavns Ejendomme bemyndiges til at indgå en lejekontrakt med ikrafttræden 1. juni 2010 vedrørende lokaler på Traps Allé 13, 2400 Valby til brug for "Servicebutik", samt
at deponering på 1,677 mio. kr. for lejemålet på Traps Allé 13, 2500 Valby godkendes og modregnes i en tilsvarende del af frigjort deponering på 5,174 mio. kr. fra lejemålet Kigkurren 6 - 8, 2300 Kbh. S.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Socialudvalgets budgetramme.
§15-erklæring fremgår af Oversigt over politisk behandling
Problemstilling
Servicebutikkerne blev oprettet i forlængelse af budgetforlig 1999, hvor det blev vedtaget, at der i alle bydele skulle etableres servicebutikker, som bl.a. skulle varetage rådgivning til familier. Med udgangspunkt i en ekstern evaluering, foretaget af Cowi A/S, blev der i 2006 udarbejdet et nyt koncept for servicebutikkerne med klart fokus på åben anonym familierådgivning til børnefamilier med særlige behov. Konceptet blev vedtaget af borgerrepræsentationen den 14. september 2006.
Det har endnu ikke været muligt at etablere en servicebutik i Valby grundet manglende lokaler i bydelen. I forbindelse med evaluering af servicebutikkerne (SUD 10.9.2008), blev det aftalt, at Socialudvalget halvårligt orienteres om status på lokalesituationen. Socialudvalget blev sidst orienteret om den 28. oktober 2009, hvor status var, at Københavns Ejendomme lå i forhandlinger med to udlejere af private butikslokaler i Valby.
Løsning
Der er fundet egnede lokaler på Traps Allé 13 i Valby. Lejemålet blev den 1. oktober 2009 besigtiget af ejer, Københavns Ejendomme, børnefamilieenheden og en konsulent fra Rytter Arkitekter.
Lejemålet er på 194 kvm. Den årlige leje ligger på 177.480 kr. (eksklusiv drifts- og forbrugsudgifter). Det vurderes, at lokalerne er egnede til formålet. Lokalerne ligger i stueplan således, at den åbne anonyme rådgivning er synlige for borgerne. Herudover er det muligt at indrette lokalerne til det rådgivende formål, med kontor- såvel som samtalelokaler. Udlejer er indstillet på at betale en del af renoverings- ombygningsudgifterne.
Renoveringen indebærer etablering af handicaptoilet og -rampe (krav efter Bygningsreglement 2008), samt køkken, kontor- og samtalelokaler samt nødvendigt el og vvs. Den samlede ombygning er vurderet til ca. 1,6 mio. kr. hvoraf Valby børnefamilieenhed afholder de 450.000 kr.
Børnefamilieenheden Valby har allerede nu ansat en koordinator til servicebutikken og konceptet for servicebutikken er udarbejdet. Det forventes, at servicebutikken åbner i sommeren 2010.
Økonomi
Driftsbudgettet for servicebutikken er 0,722 mio. kr. som afholdes inden for socialforvaltningens ramme.
Deponeringsbeløbet for det nye lejemål på Traps Alle´s 13 udgør 1,677 mio. kr. svarende til lejemålets procentvise andel af den seneste offentlige vurdering fra 2008 på 6,900 mio. kr.
1,559 mio. kr. af det frigjorte deponeringsbeløb fra Kigkurren 6-8 på 5,174 mio. kr. er brugt i forbindelse med indgåelse af lejemål vedr. serviceareal i Guldbergshave (2009-406059).
Resterende frigjort deponering fra Kigkurren udgør efter indgåelse af lejemål på Traps Alle 13 således (5,174 - (1,559 + 1,677) = 1,937 mio. kr.
Videre proces
Alle lejemål indgået med privat udlejer skal godkendes af Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Efter procedurerne for inddragelse af Kultur- og Fritidsforvaltningen gældende fra 1. januar 2006 skal indstillingen sendes til udtalelse i Kultur- og fritidsudvalget inden behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Anette Laigaard / Sven Bjerre
Oversigt over politisk behandling
Lokaler til Valby Servicebutik - Fortrolig
På grund af vanskeligheder med at finde lokaler har der ikke været etableret en servicebutik i Valby. Der er nu fundet egnede private udlejningslokaler og Socialudvalget skal tage stilling til indgåelse af lejekontrakt samt modregning af deponering.
INDSTILLING OG Beslutning
Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at Københavns Ejendomme bemyndiges til at indgå en lejekontrakt med ikrafttræden 1. juni 2010 vedrørende lokaler på Traps Allé 13, 2400 Valby til brug for "Servicebutik", samt
at deponering på 1,677 mio. kr. for lejemålet på Traps Allé 13, 2500 Valby godkendes og modregnes i en tilsvarende del af frigjort deponering på 5,174 mio. kr. fra lejemålet Kigkurren 6 - 8, 2300 Kbh. S.
Socialudvalgets beslutning i mødet den 24. marts 2010
Kontorchef Ane C. Kristensen overværede punktets behandling.
Indstillingen blev godkendt.
Kultur- og Fritidsforvaltningen oversender sagen til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Kultur- og Fritidsforvaltningen skal på vegne af Kultur- og Fritidsudvalget meddele, at Kultur- og Fritidsforvaltningen har følgende bemærkninger til indgåelsen af lejemålet Traps Allé 13 st., 2500 Valby:
Lejekontrakten blev underskrevet den 31. marts 2010 på de vilkår, der fremgår af det administrative høringssvar. Dog har udlejer taget forbehold for tidsplanen for renoveringen, men forventer at blive færdig som forventet med indflytning den 1. juni 2010.
På den baggrund har Kultur- og Fritidsforvaltningen ingen bemærkninger til, at der er indgået lejekontrakt med en privat udlejer om lejemålet beliggende på Traps Allé 13 st., 2500 Valby, idet lejekontrakten stiller Københavns Kommune på fornuftige og rimelige markedsvilkår."
Der henvises i øvrigt til Kultur- og Fritidsforvaltningens administrative høringssvar af 16. februar 2010.
bilag
1 - Administrativt høringssvar fra Københavns Ejendomme (FORTROLIGT)