Mødedato: 04.04.2006, kl. 15:15

Vurdering af vandområdernes miljøtilstand (Teknik- og Miljøudvalget)

Vurdering af vandområdernes miljøtilstand (Teknik- og Miljøudvalget)

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 4. april 2006

 

 


J.nr. ØU 117/2006

 

12. Vurdering af vandområdernes miljøtilstand (Teknik- og Miljøudvalget)

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at vurderingen af vandområdernes miljøtilstand godkendes og sendes til Hovedstadens Udviklingsråd.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 8. marts 2006

Anbefalet

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

 

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form"

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 4. april 2006

Anbefalet.

 

 

Behandling: Borgerrepræsentationen.

 

 

RESUME

Lov om miljømål stiller krav om, at der bl.a. skal udarbejdes en basisanalyse for vandforekomster i Danmark.

 

Miljømålsloven deler landet i 13 vanddistrikter og beskriver de opgaver vanddistrikterne er pålagt. Københavns Kommune udgør sammen med Frederiksberg Kommune, København, Roskilde og Frederiksborg amter Vanddistrikt HUR. Enhederne i vanddistriktet har på vegne af Hovedstadens Udviklingsråd udarbejdet basisanalysen.

 

I 2004 udarbejdede vanddistrikterne første del af basisanalysen, der omfattede en vurdering af påvirkninger af vandforekomsterne. Denne del af basisanalysen blev godkendt af Borgerrepræsentationen den af 13. januar 2005 (nr. 14, BR 20/05).

I denne anden del af basisanalysen foretages en risikovurdering. Af bekendtgørelsen fremgår det, at risikovurderingen skal ske i forhold til målsætningerne for vandområderne i gældende regionplaner. Det betyder, at der tages stilling til, hvorvidt der er risiko for at målsætningen ikke opfyldes inden udgangen af 2015.

I basisanalysen vurderes det, at kun en lille del af vandforekomsterne i Vanddistrikt HUR vil leve op til regionplanens mål i 2015. I Københavns Kommune vurderes Damhussøen og fire vandløbsstrækninger i Ørestaden: Den Landskabelige Kanal, Universitetskanalen, Hovedkanalen og Bydelskanalen, at opfylde målsætningerne i 2015. De øvrige vandforekomster er i risikogruppen for ikke at nå deres målsætninger.

Selv om regionplanens mål for flertallet af vandforekomsterne i Københavns Kommune ikke nås i 2015, er der dog sket klare forbedringer. Vurderingen af, om vandforekomsterne lever op til regionplanens mål, bygger på en samlet vurdering af, om alle de opstillede kvalitetsmål for de enkelte vandforekomster er opfyldt. Når målet for f.eks. Øresund og Københavns havn ikke nås, er det fordi målene for bl.a. indholdet af miljøfremmede stoffer i sedimentet ikke opfyldes. Men vandkvaliteten i forhold til badning er opfyldt.

Ud fra denne anden del af basisanalysen skal overvågningsprogrammerne målrettes mod de vandforekomster, der er i risiko for ikke at nå målene. Dernæst skal der udarbejdes vandplaner, indsatsprogrammer og handleplaner, der sikrer, at miljømålene kan opfyldes inden 2015.

Det videre arbejde med vandplaner og indsatsprogrammer overtages af staten fra 1. januar 2007 som følge af strukturreformen, mens Københavns Kommune herefter skal udarbejde handleplaner for vandområderne.


 

Til top