Café Verdensuret på Københavns Rådhus (Økonomiudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget)
Café Verdensuret på Københavns Rådhus (Økonomiudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget)
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 4. april 2006
J.nr. ØU 109/2006
1. Café Verdensuret på Københavns Rådhus (Økonomiudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget)
INDSTILLING
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget anbefaler,
at Borgerrepræsentationen godkender, at Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejder et projektforslag for etablering af "Café Verdensuret"
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i
mødet den 30. marts 2006
Indstillingen blev tiltrådt.
Hermed betragtes intentionerne i det i nærvær ende indstilling beskrevne medlemsforslag (BR 415/01 – henvist fra Borgerrepræsentationen til Kultur- og Fritidsudvalget den 1. november 2001) for opfyldt.
RESUME
Siden november 2001 har Kultur- og
Fritidsforvaltningen undersøgt mulighederne for at anvende Rådhuskantinen til
etablering af en restaurant på Rådhuset.
Københavns Ejendomme har nu i samarbejde med et
arkitektfirma undersøgt forskellige placeringsmuligheder på Rådhuset.
Ud fra en samlet vurdering peger Kultur- og
Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen på en café og en placering ved
Jens Olsens Verdensur.
Efter fremlæggelse af projektforslaget vil der blive
søgt bevilling til resterende projektering og udførelse.
Projektforslaget forventes færdig i slutningen af
2006 hvorefter udførelsen forventes færdig i løbet af 2007.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
På Borgerrepræsentationens møde den 1. november 2001 blev et medlemsforslag vedrørende indretning af en restaurant i Rådhuskælderen henvist til behandling i Kultur- og Fritidsudvalget.
Etablering af en rådhusrestaurant i Rådhuskælderen rejser en række spørgsmål, dels af bygningsmæssig karakter, dels af juridisk karakter.
Konkretiseringen
af projektet nødvendiggjorde afklaring af flere komplicerede bygningsmæssige
spørgsmål, der involverede forskellige parter, således at der kunne foretages
en nærmere bygningsmæssig vurdering.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har løbende drøftet de juridiske spørgsmål med dels Indenrigs- og Sundhedsministeriet, dels Statsamtet København, Tilsynet, der fra den 1. januar 2004 overtog det kommunale tilsyn med Københavns Kommune.
Tilsynet
har konkret taget stilling til, at Københavns Kommune lovligt vil kunne
etablere en restauration på Rådhuset efter reglerne om accessorisk virksomhed
(en opgave, der i sig selv falder uden for kommunalfuldmagten, men som har en
nær og naturlig sammenhæng med en lovlig kommunal opgave). Dette betyder bl.a., at kommunen også lovligt
må foretage investeringer med henblik på restaurationsvirksomheden. Det er et
krav, at selve restaurationsdriften bortforpagtes.
I den forbindelse er det Tilsynets
opfattelse, at der skal være klar sammenhæng mellem Rådhusets almindelige
publikumsåbningstid, og restaurationens åbningstid. Da dette har betydning for
spørgsmålet om i hvilket omfang en restauration vil kunne holde aftenåbent
pågår der fortsat drøftelser med Tilsynet om spørgsmålet.
Placeringsmuligheder
Den hidtil undersøgte lokaliseringsmulighed for en
restauration har som tidligere beskrevet været Rådhuskælderen. Denne løsning er
imidlertid ikke hensigtsmæssig bl.a. på grund af de bygningsmæssige (og
herunder fredningsmæssige) forhold, akustiske forhold i serveringslokalet,
problemer i forhold til handicappedes adgang gennem kantinen samt den tekniske
opdeling af restaurations- og kantineområdet (da området stadig skal være
medarbejderkantine).
I forbindelse med det videre arbejde har Københavns
Ejendomme derfor i samarbejde med et arkitektfirma undersøgt alternative
lokaliseringsmuligheder for placering af en restauration på Københavns Rådhus.
Forudsætningerne for denne undersøgelse er, at rådhuset kan aflukkes udenfor
åbningstid og at der er mulighed for handicapadgang og udeservering.
De foretagne undersøgelser er mundet ud i, at den mest
velegnede placering for en sådan publikumsrestauration er ved Jens Olsens Verdensur.
Denne placering signalerer åbenhed og synlighed i forhold til Rådhusets
besøgende. Gæsterne kommer fra Rådhuspladsen, går ind ad Rådhusets hovedindgang
og videre ind i lokalerne ved Verdensuret, dvs. den samme indgang som Rådhusets
øvrige besøgende.
Om sommeren vil serveringen muligvis også kunne finde
sted på Rådhuspladsen med caféborde og parasoller.
I denne forbindelse må nævnes, at Tilsynet har lagt
vægt på, at der i forbindelse med en eventuel etablering af en
rådhusrestauration ikke må være tale om en restaurant af et højt gastronomisk
niveau. Da restaurationen skal etableres efter reglerne om accessorisk virksomhed,
skal den være passende i forhold til de behov som Rådhusets besøgende
efterspørger. Denne efterspørgsel omfatter typisk drikkevarer og lette
caféanretninger. Da køkkenfaciliteterne er placeret i parterre og forbindelsen
mellem etagerne bl.a. er via elevator, vil lokalerne heller ikke være velegnede
til indretning af en egentlig restaurant.
Ud fra en samlet vurdering, hvori bl.a. indgår
undersøgelse af adgangsforholdene, peger undersøgelsen på at der i givet fald
indrettes en café på Rådhuset og at denne placeres ved Jens Olsens Verdensur.
En sådan café vil også appellere til en bredere del af Rådhusets besøgende og
vil give gæsterne mulighed for en særlig oplevelse i autentiske rammer (f.eks.
servering af Rådhuspandekager på det typiske, musselmalede porcelæn). En café
på dette sted forventes også at blive brugt som det helt naturlige mødested for
Rådhusets gæster og besøgende.
En sådan placering vil kræve, at Øvrighedskontoret
under Kultur- og Fritidsforvaltningen med den nuværende borgerekspedition
(henvendelser i relation til bl.a. vielser mv., legater, alkoholbevillinger og
næringsbreve) flyttes til andre, publikumsegnede lokaliteter på Rådhuset. Dette
lokaliseringsspørgsmål vil indgå i de videre undersøgelser.
Der har været afholdt møde med Kulturarvsstyrelsen, og
da Københavns Rådhus er fredet, skal det endelige projekt forelægges Det Særlige
Bygningssyn.
Endvidere vil de juridiske spørgsmål (cafeens
åbningstider ud over Rådhusets almindelige publikumsåbningstider) indgå i de
videre undersøgelser.
Kultur- og Fritidsforvaltningen og
Økonomiforvaltningen anbefaler, at der udarbejdes et projektforslag for Café
Verdensuret som grundlag for den videre myndighedsbehandling (bl.a. i
Kulturarvsstyrelsen), prisfastsættelse og igangsættelse af sagen.
Projektforslaget vil endvidere blive anvendt til igangsætning af en analyse fra
Horesta omhandlende driftsmuligheder og konceptudvikling.
Efter fremlæggelse af projektforslaget vil der blive
søgt bevilling til resterende projektering og udførelse.
Projektforslaget forventes færdig i slutningen af 2006
hvorefter udførelsen forventes færdig i løbet af 2007.
Økonomi
Udgifterne til udarbejdelse af projektforslaget – i alt 300.000 kr. – afholdes med 150.000 kr. af Kultur- og Fritidsudvalget, Kultur og Fritid, konto 6.51.1 Sekretariat og forvaltning og med 150.000 af Økonomiudvalget, konto 6.51.1 Sekretariat og forvaltning.
Miljøvurdering
Sagstypen er ikke omfattet af Kultur- og Fritidsforvaltningens og Økonomiforvaltningens positivlister over sager, der skal miljøvurderes.
Høring
Ingen bemærkninger
Bilag
1. Ideskitse - Café Verdensuret.